Lad os kalde ham "Flemming". Det er det anonymiserende navn, Susanne Ekman foreslår, da hun skal beskrive et af de mennesker, hun interviewede som en del af sit feltarbejde blandt såkaldt kreative videnarbejdere i to større danske virksomheder. Flemming skeler aldrig til armbåndsuret, men arbejder, indtil projektet er færdigt. Han får originale indfald, sætter en ære i at løse problemer på sin egen måde, og det er intet under, at chefen er imponeret. Når man spørger ham, hvorfor han går på arbejde, svarer han, at han vil gøre en forskel, bruge sine evner meningsfyldt, udvikle sig fagligt og personligt og være med til at sætte dagsordenen. Han hader rutineopgaver og væmmes ved tanken om at arbejde et sted, "hvor nogen fortæller ham, hvad han skal lave".
Flemming er tidstypisk. Han repræsenterer de mange moderne medarbejdere, der ikke arbejder for at leve, men lever for at arbejde, forklarer antropolog Susanne Ekman, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS – Handelshøjskolen i København. Om få uger afleverer hun sin ph.d.-afhandling om den nye arbejdskultur.
– De forbinder deres karriere med noget eksistentielt og bruger jobbet som en scene for personlig udvikling. Mange af disse mennesker har højtflyvende fantasier om, hvad arbejdslivet skal tilbyde dem, og de næres af en grænseløs fortælling om "personlig vækst". Det skaber medarbejdere, som er meget hverdagsforskrækkede, og som smutter, når rugbrødsarbejdet begynder at blive nødvendigt, fortæller Susanne Ekman, der trods travlheden med at skrive de sidste konklusioner har inviteret Kristeligt Dagblad indenfor i lejligheden på Vesterbro i København for at fortælle om sin forskning.
Den nye arbejdskultur er udbredt i kreative erhverv, og i forlags- og mediebranchen finder man særligt mange af denne type medarbejdere, men Susanne Ekman ser tegn på, at den nye tilgang til at arbejde har bredt sig til alt fra pædagoger til ansatte i centraladministrationen. Lønnen er ikke længere det afgørende, blot man kan få lov at arbejde med lige det, man med et af tidens udtryk "brænder for".
– Længslen efter eksistentiel vækst og mening er flyttet ind i arbejdslivet. Det hænger i høj grad sammen med, at arbejdet siden 1980'erne er blevet personliggjort, så medarbejderne har fået mere frihed til at påvirke arbejdstider og opgaver. Og det har skabt en ny måde at tænke arbejde på, som både ledere og medarbejdere har taget til sig inden for det seneste årti, siger Susanne Ekman.
Hun forklarer udviklingen med en stigende velstand, som resulterer i en høj grad af handlingsfrihed. Samtidig er nutidens unge medarbejdere opflasket med ord som "lyst" og "selvstændighed" gennem uddannelsessystemet, og de har aldrig oplevet de autoriteter og det hierarki, som deres forældre gjorde oprør mod i 1960'erne og 1970'erne.
– Dertil kommer en moderne form for kapitalisme, der er afhængig af innovation. Det er ikke længere nok at lave et godt gedigent produkt, for det er der en milliard andre, der kan. Produktet bliver først meningsfyldt, når det skiller sig ud eller har en personlig historie, og det fordrer en specifik type medarbejdere, der kan mere end håndværket. Mange job kræver, at man involverer sit personlige og private liv og deltager i en reception klokken 22, selvom det går ud over familien, for det er vigtigt at kunne netværke, være synlig, intuitiv og risikovillig.
Ønsket om at finde mening i et konstant udfordrende job fører ofte til mange kortvarige ansættelser, og Susanne Ekman drager en parallel til den udvikling, som ægteskabet har gennemgået de seneste årtier.
– Ligesom i parforholdet har man erstattet forpligtelsen med spørgsmålet om, i hvor høj grad man bliver personligt tilfredsstillet. Man forsøger at unddrage sig det lange seje træk og springer videre, så snart hverdagen melder sig. Det bygger på en forestilling om, at man kan flygte fra banalitet, forudsigelighed og begrænsninger. Man forsøger at bruge arbejdet til at overskride sine begrænsninger. Er man et genert menneske, opsøger man talerstolen, og specialisterne udfordrer sig selv til at sprede sig over flere områder. Hele tiden forsøger man at udvide sig. Arbejdet bliver det sted, hvor man igen og igen kan bekræfte over for sig selv, at man ved hjælp af personlig handlekraft kan bryde fri af alle erfaringer om magtesløshed. Men mennesket har grundlæggende godt af vaner, en vis grad af forudsigelighed og af at forsone sig med sin egen utilstrækkelighed. Der ligger en høj grad af hovmod i at forestille sig, at man kan have et liv uden forudsigelighed, men det glemmer mange i en tid, hvor rutiner er det største skældsord, siger Susanne Ekman og understreger, at det dog ikke kun handler om individernes egne selvrealiseringsfantasier. I praksis er det svært ikke hele tiden at være forandringsparat.
– Siger man nej, bliver man jo kørt over af de 300 andre unge medarbejdere, der bestemt ikke føler, at de har nogen begrænsninger.
Lysten til at folde sig ud på jobbet fik med års mellemrum Flemming til at bryde sammen af stress, fortæller Susanne Ekman. Og reaktionen er klassisk.
– Kroppen og hovedet siger fra efter det groteske pres, og så følger typisk en periode, hvor man dyrker en masse yoga, meditation og går til psykolog. Man beslutter sig måske for at skemalægge sit liv i Excel-ark, så man kan få overblik, men pludselig "hører man sig selv" sige ja til et møde klokken 18.30, selvom man egentlig havde aftalt at stå for maddag derhjemme, og så ruller det igen.
Nogle knækker halsen og skifter spor i livet. Enkelte formår at holde distancen, så de nok brænder, men forstår at skrue ned for flammen i perioder. Endelig findes den gruppe, der bliver ved. Sådan en er Flemming. Han rejser sig altid igen og fortsætter et nyt sted.
– Den slags mennesker finder en enorm drivkraft i, at der hele tiden er en ny bakketop forude. Når man spørger dem, hvorfor de knokler, så de bliver syge af det, svarer de: Jamen, jeg er simpelthen så bange for at gå glip af de muligheder, og det er netop forestillingen om alle de muligheder, der er honningfælden, siger Ekman.
Nu skulle man tro, at arbejdsgivere stod med brede smil ved synet af alle disse nye medarbejdere, der med ild i øjnene producerer unikke løsninger. Men så enkelt er det ikke.
– Der er en stor skrøbelighed forbundet med udviklingen. Fordi folk arbejder, som om det gjaldt livet, brænder de enten ud, eller også skifter de job, så snart arbejdspladsen ikke leverer denne meningsfuldhed, de forestiller sig. De er simpelthen ikke langtidsholdbare. Jeg har talt med en del ledere, der bruger meget tid på at overveje, hvordan de skal kilde medarbejderne under hagen, så de bliver i virksomheden.
Ifølge Susanne Ekman har Flemming fået en kometkarriere, som mange vil misunde ham.
– Han har også skiftet job mange gange, når han er blevet skuffet over, at arbejdet ikke lige gav ham det rigtige, eller chefen ikke forstod ham, men på papiret ser det flot ud.