Prøv avisen

Jeg er chokeret over mine børnebørns ublu grådighed efter gaver

Måske man skulle bruge den kommende adventstid til at samtale om det, som er de virkelige værdier, og som skaber mere varige glæder, skriver Annette og Jørgen Due Madsen til en chokeret bedstemor. Foto: Iris.

Nutidens børn er materielt forvænte. Måske man i stedet for gaver skulle betænke børnebørnene med oplevelser, nærvær og tid

Kære brevkasseJeg har et hjertesuk og et spørgsmål, som dukker op ved mine børnebørns fødselsdage. Jeg er chokeret over mine børnebørns ublu grådighed efter gaverne og den måde, de kaster sig over én på ved ankomsten og med det samme spørger: Hvor er min gave, hvor er min gave?. Nu elsker jeg dem højt, og endnu højere elsker jeg min datter. Derfor kan jeg ikke vende den slags med hende, uden at det forstås som en implicit kritik af hendes opdragelse og moderskab. Derfor skriver jeg til jer og spørger bare, hvad kan man gøre ved det?Venlig hilsenIngeborg

Kære Ingeborg

Selvom brevet er kort, er tematikken ikke lille. Vi forstår godt, at det kan virke både krævende og forkælet at tage det som en selvfølge, at når der er fødselsdag, så tropper man op med gaver, og at de med det samme skal leveres, næsten inden overtøjet er lagt.

Med et glimt i øjet kan man måske også tolke det meget positivt. De er så trygge ved dig og så glade for at se et kendt familiemedlem, som de kan huske altid har været der.

Måske føler de, at du er en del af den helt nære familie, hvor man godt kan vise de primitive sider af sig selv og råbe yes, nu kommer mormor med gaver, og så er det ellers bare om at komme ud i entreen for at se, hvad der vanker, når man nu har fødselsdag. Det er ikke sikkert, at de løber ud på samme måde, når det gælder en nabo eller nogle andre voksne, som de ikke kender så godt.

Når det er sagt, så må vi desværre også sige, at vi og den generation, vi selv lever i, på mange måder har været med til at fremelske en større selvfølgelighed og grådighed over for, hvad vi skal have af materieller goder. Det gælder ikke primært børn, men det gælder os alle, som er voksne nu. I takt med øget velstand i vores land er vi blevet mere og mere krævende og endda måske mere utaknemmelige.

Det store flertal har betydelige økonomiske ressourcer sammenlignet med tidligere generationer. Meget få skal kæmpe for det daglige brød. Alligevel er det værd at huske på, at der findes mennesker rundt omkring i landet, som i den kommende tid skal opleve smerten ved ikke at have råd til at give hinanden og ikke mindst deres børn det, som man inderligt gerne havde haft lyst til, af julegaver og julehyggeting.

I historiens årtusindlange perspektiv er vi på mange måder en yderst privilegeret og forkælet generation. Måske er vores velfærdssamfund og relative overflod i vores del af verden bare en parentes i verdenshistorien, som kan forlede os til en utaknemmelig bevidstløshed i forhold til de grundlæggende værdier og livets gaver. De fleste af os er smittet af det, som med et gammelt ord i Det Nye Testamente kaldes for havesyge. Det har vi ikke en enkel kur imod, og lette og billige løsninger ligger ikke lige for, når man tænker på, hvilket pres vi alle er udsat for. For markedet og den gængse samfundstænkning har brug for grådige børn og grådige voksne. Det kaldes nemlig med andre ord for efterspørgsel. Og det er baggrund for økonomisk vækst, som hedder salg og arbejdspladser, som er nødvendige for skatteprovenu til vores velfærd.

At bevæge sig med en sund sjæl i det farvand er ikke altid så let, for der er komplekse problemstillinger gemt i det landskab. Og det fortjener betydelig eftertanke. Vores bedsteforældre var glade for en appelsin og en lille hjemmelavet pakke til jul, da de var børn. Det er ikke så mange år siden. Men i den nutidige mentale bevidsthed lyder det nærmest besynderligt, når man tænker på bjergene af gavepapir, som følger med fødselsdage og julegaver i vore dage.

Vi tror ikke, at du skal bebrejde din datter, for når man skal korrigere eller korrekse andre, så skal man gerne have overvejet omkostningerne og, som du selv er lidt inde på, se på, hvad man i positiv forstand kan få ud af det. Vi har heller ikke forslag til en konkret anden måde at agere på, når du ankommer til børnefødselsdagene. Måske kan du ved andre lejligheder fortælle om andre tiders og andre steders måder at forholde sig til materielle gaver, velstand og taknemmelighed på. Fortællinger, som gør indtryk, og som indeholder glæde og respekt for andre, kan ofte være model og ledetråd for nye måder at forholde sig til livet på for næste generation.

Sidste weekend skulle vi ønske god tur til en af de unge i vores familie, som skulle i praktik i Afrika, og det var første gang, han skulle til det kontinent. Vi andre var så heldige at have været i et afrikansk land tidligere enten på ferie eller i arbejdsøjemed. Derfor tog vi en runde, hvor hver især gav udtryk for, hvad vi bar med os fra Afrika, som en hilsen og et ønske om en god tur til ham, som ikke havde været der før. Og det førte fortællinger med sig.

For eksempel om masai-kvinden, som lå i lerhytten, som vi fik lov at gæste. Hun havde født på et tæppe på lergulvet, få øjeblikke før vi kom. Børnene legede lige udenfor med gamle bildæk og en pind. Gryder, som ingen af os ville havde haft i vores køkken, var skattede, og de andre voksne sad ved et ildsted og brugte slidte redskaber til at røre rundt i maden for at dele et måltid med os. I runden blev der også fortalt om nogle afrikanske børns begejstring for en kuglepen og et viskelæder som kontrast til de hundredevis af kuglepenne og skriveredskaber, man kan få i danske butikker, og som børn herhjemme slet ikke ville lægge mærke til, hvis de fik en af dem.

Det er ikke let at oversætte livet fra en verdensdel til en anden. Fra en anden tid til vores. Udfordringen er, hvordan vi kan skabe ydmyghed, mådehold, glæde og ikke mindst taknemmelighed hos os selv og vores børn.

Måske skulle vi bruge den kommende adventstid, som snart er der, til at samtale om det, som er de virkelige værdier, og som skaber mere varige glæder. Børnebørneværelserne kan i hvert fald hurtigt blive fyldte med alverdens ting. Måske skulle man tænke mere alternativt og give noget andet også gode samtaler og dage og oplevelser sammen med bedsteforældre. Tid, nærvær, ro og fælles eftertænksomhed og glæde kan ikke købes for penge, men er alligevel blandt de bedste gaver til både store og små.
Mange hilsener

Annette og Jørgen