Jeg er holdt op med at søge

Farvel til troen: Erik Nicolaisen Høy er Skandinaviens førende Google-ekspert, men privat er han holdt op med at søge efter nogen absolut sandhed. For hans personlige søgen bar ikke frugt, da han fik nok af den lokale baptistkirke og brød forbindelsen til sin kristne familie

Erik Nicolaisen Høy voksede op i en kristen familie, der var aktiv i den lokale baptistkirke. -- Jeg vil kalde den kirke en sekt. For en sekt er kendetegnet ved, at den lukker sig om sig selv, siger han. -- Foto: Kristian Djurhuus.
Erik Nicolaisen Høy voksede op i en kristen familie, der var aktiv i den lokale baptistkirke. -- Jeg vil kalde den kirke en sekt. For en sekt er kendetegnet ved, at den lukker sig om sig selv, siger han. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Det var den 1. maj. Diktatoren havde erklæret undtagelsestilstand af frygt for uroligheder. Der var udgangsforbud efter klokken 20, og om dagen måtte selv turisterne højst gå to og to sammen. Men gaderne i den chilenske storby lå ikke øde hen.

Den danske bibliotekar Erik Nicolaisen Høy var blandt tusindvis af demonstranter fra forskellige udenlandske organisationer og lokale oppositionspolitikere, der ikke ville finde sig i den tortur, som regeringen åbenlyst praktiserede mod sine modstandere. Men pludselig begyndte soldaterne at skyde i gaderne. Lyden af den første kuglesalve skar igennem den dengang 30-årige Erik Nicolaisen Høy.

– Dødsangst kan ikke beskrives, hvis man ikke har oplevet den selv. Men mine hænder var klamme, og jeg kunne bogstaveligt talt mærke frygten fare gennem mine årer. Jeg var simpelthen rædselsslagen og sikker på, at jeg skulle dø. Vi søgte febrilsk tilflugt i et lokale, men udenfor kørte soldaterne rundt i gaderne og hang ud af vinduerne for at skyde op i luften, så der var en stadig reel overhængende livsfare, siger Erik Nicolaisen Høy og tilføjer tørt:

– Hvis man nogensinde skulle bede Gud om hjælp, var det den mest oplagte anledning, jeg overhovedet kan forestille mig. Men jeg skænkede ikke Gud en tanke. Bagefter bearbejdede jeg situationen. Hvordan klarede jeg det? Og pludselig stod det mig klart, at jeg ikke længere byggede mit liv på en tro på Gud. Før i tiden havde jeg uden tvivl bedt Gud om hjælp. Men Gud var ikke til stede for mig, jeg overgav ikke ansvaret til ham, men tog det selv. Det havde været svært, farligt og livstruende, men jeg kunne ikke engang anklage Gud for at sætte mig i den situation; de tanker og følelser var der slet ikke. Gud eksisterede simpelthen ikke for mig i den situation. Og da det gik op for mig, at jeg ikke længere troede, var det faktisk en lettelse. Jeg var endelig fri.

Erik Nicolaisen Høy sidder afslappet i sit køkken i Husum og fortæller om sit frafald fra den kristne tro, der allerede begyndte langt tidligere, da han var teenager. Mellem os står en kande kaffe og en kurv med boller og syltetøj, han selv har lavet.

For han er en moderne mand, der er vant til at klare sig selv, og i bibliotekariske kredse er han kendt som manden, der kan finde alt frem. Det er ikke for ingenting, at han er Skandinaviens førende Google-ekspert og forfatter til "Google for alle", ligesom han er en hyppigt brugt underviser i søgeteknikker, men privat er han holdt helt op med at søge.

– Hvis man er søgende, leder man efter noget bestemt, og det forbyder min nysgerrighed mig. Jeg er stadig nysgerrig, men jeg er holdt op med at søge, forklarer Erik Nicolaisen Høy, der blev opdraget til alt andet end at frasige sig enhver absolut sandhed. Forældrene opdrog derimod børnene til at elske Gud og den lokale baptistkirke i deres sønderjyske landsby.

– Jeg vil kalde den kirke en sekt. For en sekt er kendetegnet ved, at den lukker sig om sig selv. Og det var i høj grad tilfældet i den kirke, jeg voksede op i. Det begyndte egentlig hyggeligt nok med spændende bibelske historier i søndagsskolen og flinke folk, der lærte én at spille guitar. Men da jeg blev teenager, gik det langsomt op for mig, hvor hyklerisk og selvomsluttende kirken var. Det lå i luften, at jeg ikke måtte danse, drikke alkohol og tage med mine skolekammerater på spritbåden til Tyskland, ikke have sex før ægteskabet og ikke engang tale med kommunister. Alt uden for kirken var Satans fristelser, men søndag formiddag hilste man knap nok overfladisk på hinanden. Man snakkede hele tiden om fællesskabet og teltlejrene, men jeg oplevede ikke det fællesskab, de snakkede om. For selvom man prædikede næstekærlighed, bar man nag til hinanden for småting, der var sket årevis tilbage. Og det gjaldt også i min egen familie.

Hoveddøren går op, mens vi taler. Det er Erik Nicolaisen Høys kone, der kommer hjem, og vi aftaler at klare resten af interviewet i kælderen, hvor vi straks tager fat på barndommen igen:

– Forestil dig, at man i 14 år har fået noget at vide, som man har troet blindt på, indtil man opdager, at det hele er hykleri. Alting drejede sig om at stå sig godt i det kirkelige miljø. Men al snakken om retfærdiggørelse, næstekærlighed og tilgivelse var en tom illusion, som ikke engang mine forældre kunne efterleve. Jeg vil ikke gå i private detaljer, men det var en smertefuld opvågning at opdage hykleriet. For jeg følte mig holdt for nar og mistede derfor den grænseløse tillid, som jeg før havde haft til mine forældre.

Han ser på mig.

– Det har sat sig så dybe spor, at jeg stadig har svært ved at stole på andre. Jeg følte mig totalt svigtet. Men i kirken blev facaderne pudset, mens man fortsat bagtalte de udstødte, som jeg hørte alt muligt slemt om. Men når jeg selv mødte de samme mennesker, viste de fleste sig at være almindelige, rare mennesker. Min familie har sikkert en anden version af det. Virkeligheden kan jo opfattes på mange måder.

Hvad gjorde du, da du begyndte at fjerne dig mentalt fra kirken?

– Jeg vidste, at jeg måtte væk fra det miljø, hvis jeg skulle overleve som individ, så fra 18-års-alderen kappede jeg forbindelsen til hele min kristne familie undtagen min søster. Jeg ville simpelthen ikke være organiseret i sekten længere, så jeg nægtede at troppe op til alle familiebegivenheder, der relaterede til kirken, og det gjorde de fleste. I en periode på 10 år tog jeg derfor kun hjem ganske få gange. For hver gang jeg forsøgte at starte en almindelig samtale, kom den lynhurtigt til at handle om kirken og mit fravalg af den. Man var enten inde eller ude, mente de. Og jeg foretrak at være helt ude. Min søster var den eneste, jeg kunne tale med, uden at der skulle blandes religion ind i det. Og derfor holdt jeg bevidst afstand til familien. Det skete meget naturligt, da jeg flyttede hjemmefra til København, hvilket også var et helt bevidst valg. For i 1960'erne tog det en hel dag at komme hjem. Det er først for to år siden, at vi har genoptaget kontakten i min familie under de betingelser, at jeg ikke ville blive udsat for deres missioneren. Det har været en stor glæde at finde sammen med mine søskende. Nu synes de bare, jeg er totalt for meget med min holdning, men jeg er stadig deres bror. Og det har da været stort for mig at opleve.

Hvordan reagerede din familie, da du brød med dem som ung?

– De blev kede af det. Det er der ingen tvivl om, og jeg var også ked af det, for jeg holdt af mine søskende og i et vist omfang også af mine forældre. Men jeg havde mit eget liv at tænke på, og på det tidspunkt følte jeg, at jeg skulle gøre vold på mig selv, hvis jeg skulle fortsætte i det miljø. Dér kunne jeg ikke være mig selv. Jeg ville ikke være pæn og rar til festerne. Det kunne jeg allerede se, da jeg boede hjemme, hvor jeg sagde nogle ting, der gjorde mine forældre uhyggeligt kede af det. Men jeg mente, hvad jeg sagde.

Men hvad var vigtigt nok til at fravælge din egen familie på den måde?

– Må jeg godt have lov til at læse noget op for dig? spørger han og forsvinder et øjeblik ind i et tilstødende kælderværelse, hvor han har sit hjemmebibliotek. Et øjeblik efter kommer han tilbage med en gulnet udgave af "En flygtning krydser sit spor".

– Den læste jeg som 17-årig, siger han og giver sig til at læse op af bogen:

– "I midten af Jante ligger der et bjerg. Det hedder Halfway Mountain, det rager op i en temmelig plan skovegn og ser derfor højere ud, end det i virkeligheden er. På en jagttur kom jeg engang hele vejen rundt om Halfway Mountain og lagde mærke til, hvordan et sådant bjerg ser helt anderledes ud for hver gang, man flytter sig blot et lille stykke. Du kan få tusinder af beskrivelser af Halfway Mountain, og de er alle lige rigtige. Jeg føler en stærk trang til at sige dig nu, og måske er det de vigtigste ord i denne bog, at bjerget er stort og har mange sider, men den, som lå lænket på jorden, så kun Halfway Mountain fra det sted, hvor han lå."

Erik Nicolaisen Høy ser op fra bogen:

– Jeg følte faktisk, at den menighed, jeg var vokset op i, lå lænket på jorden. De kunne kun se bjerget fra det sted, hvor de lå. Det nyttede ikke noget, at jeg sagde, at jeg havde været et par skridt længere henne og set livet fra en anden side, for så begyndte de bare at sige, at det var Djævelen, der fristede mig til at se tingene uklart. Og det satte mig i en umulig situation, for jeg ville ikke give slip på min nysgerrighed efter at vide, hvad der foregik rundt om hjørnet. Man kunne simpelthen ikke argumentere med de mennesker, fordi de var lænket til én bestemt verdensopfattelse, der virkede rigtig set ud fra deres position. De troede, at de ville få rystet hele deres tilværelse, hvis de åbnede sig over for nye perspektiver på deres teologi og kirkemiljø, siger han.

– Det kan godt være, at det var forkert af mig at kappe forbindelsen. Men på det tidspunkt følte jeg ikke, at det nyttede noget at blive. Det er ligesom astrologien: Den har altid en forklaring på kritikken, det er ikke teorien, der er noget i vejen med, men kritikken. Jeg har det omvendt. En teori er god, indtil noget begynder at knage, så må man lave om på teorien. Jeg følte, at jeg havde nogle andre erfaringer fra den anden side af Halfway Mountain, men ingen gad lytte. For de blev ved med at pege op på deres egen synsvinkel på bjerget. Jeg har tit tænkt, om jeg handlede for firkantet, men jeg kunne ikke holde tanken ud om, at man skulle ligge og kigge op på det bjerg fra deres synsvinkel de næste 50 år.

Kappede du også forbindelsen til Gud som 18-årig?

– Nej, jeg prøvede at finde ham uden for kirken. I den periode læste jeg meget Søren Kierkegaard, som jeg kunne spejle min egen oplevelse af kirken glimrende i. For han beskriver også kirkens hykleri. Men jeg spekulerede meget over, hvordan jeg selv kunne få et forhold til Gud. For kirken havde været en barriere for min personlige tro. I begyndelsen af 20'erne følte jeg faktisk, at troen begyndte at vokse i mig. I dag mener jeg, at det var noget, jeg forestillede mig. Men jeg havde et behov for at tro på, at det var o.k. Man kan sige, at forestillingen om Gud hjalp mig gennem en periode. Og jeg underkender ikke den forestilling. Men det er ikke det, der giver mit liv værdi i dag.

Har du nogensinde sat Gud på prøve?

– Nej, jeg har aldrig følt behov for at bede Gud om et tegn. For mig var det nok at tro på, at han var der. Det gav mig en tryghed at tro på det. Det er svært at genkalde sig, men jeg tror, at jeg syntes, at det var rart og trygt at snakke med ham.

Hvad mener du med at snakke med Gud?

– Det var en lytten, ligesom når man snakker med en person, der bare lytter uden at fordømme. Det er jo tit, at man har behov har en, der lytter uden at sætte spørgsmålstegn. Men jeg tror ikke, at jeg kan grave det mere frem.

Hvornår holdt du op med at bruge Gud som lytter?

– Jeg ved det faktisk ikke. For det er foregået meget glidende over en årrække. På et tidspunkt var jeg faktisk klar til at tage det kierkegaardske spring ud i troen, men jeg landede i tvivlen. Og oplevelsen i Chile var med til at gøre mig bevidst om, at forestillingen om Gud ikke betød noget for mig mere. Men jeg har stadigvæk en lille tvivl i mig: Tænk nu, hvis du tager fejl. Tænk, hvis Jesus virkelig kommer tilbage! Så ville der være noget at fortryde. For jeg var jo en af dem, der havde chancen for at tro, og det er en angst, der er puttet ind i mig som et traume, da jeg var barn: Jesus kommer, og han dømmer!

Har ens gudsbillede ikke noget at gøre med den frygt?

– Jo, det er klart. Hvis man fortolker Bibelen, som om Gud er god, ville en forestilling om, at Jesus ville komme tilbage, sikkert være lettere. Men for mig er Gud ikke god. Jeg synes heller ikke, at der er meget i Bibelen, der tyder på, at han var god, specielt ikke den gammeltestamentlige Gud, ligesom jeg ikke synes, at det lyder rart, hvad Paulus skriver. Al den snak mod bøsser og kvinder, der taler i forsamlinger, kan jeg ikke stå inde for som person, ligesom det altid har irriteret mig at læse om, hvordan Jesus bad: "Ske din vilje." Jeg vil have lov til at træffe mine egne valg.

Kan du ikke bruge tro, håb og kærlighed til noget?

– Jo, men man må vælge pakken Paulus, man kan ikke bare plukke nogle ting ud, sandheden ligger i totaliteten. Og det er bestemt ikke rart at læse.

Men gudsfrygten sidder stadig i dig?

– Ja, den er svær at få ud af kroppen igen, når den først er blevet lagret der siden barndommen. Og det ville mine søskende se som en god ting, for så ville de kunne fortælle mig en masse historier om folk, der var faldet væk fra troen, men så var kommet tilbage igen, når de havde oplevet en åbenbaring.

Hvis nu den 17-årige knægt, der sad og læste Sandemose, trådte ind ad døren nu, hvad ville du så sige til ham?

– Man kan jo ikke gøre sit liv om, men jeg ville sige: "Fedt nok, hold fast i det citat."

Hvad tror du, han ville sige?

– Han ville nok også forsøge at overbevise mig om, at jeg var gal på den, og sige: "Det er fint nok, at du har været ude og opleve verden, men på et eller tidspunkt møder du nok Gud, når du kommer ud i nogle kriser." Men så ville jeg svare, at jeg skam havde prøvet at være ude i så store kriser, han slet ikke kunne forestille sig, men der var ikke nogen Gud, der hjalp mig ud af dem, det var mit eget ansvar. Jeg ville sige: "Du har kun dig selv, der er ikke nogen trøst hos Gud."

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Erik Nicolaisen Høy

51 år og uddannet bibliotekar på Danmarks Biblioteksskole i 1978. Han er ansat på Københavns Hovedbibliotek i afdelingen for humaniora og samfundsvidenskab. Men i 2001 tog han centralbibliotekets træneruddannelse, som han udbyggede med en uddannelse som voksenunderviser på Frederiksberg Seminarium i 2004. Siden 2000 har han afholdt flere hundrede kurser for biblioteksbrugere, gymnasielærere og biblioteksansatte, ligesom han er forfatter til flere onlinevejledninger, bøger og artikler om internetsøgning. Senest har han udgivet "Google for alle" på Forlaget Libris.

FARVEL TIL TROEN
Hvorfor holder folk op med at tro? Hvad er anledningen, og hvad er anstødsstenen? Kristeligt Dagblad bringer en serie af interview med mennesker, der har sagt farvel til troen.