Prøv avisen

Jeg er ikke bange for at dø jeg har bare ikke lyst til at være dér, når det sker

For mange døende er det at blive taget alvorligt som et helt, værdigt menneske en del af den gode død. – Arkivfoto.

Det eneste sikre i livet er, at vi skal dø. Alligevel ønsker mange af os at lukke øjnene for døden, og når vi ikke kan udskyde det længere, skal døden være hurtig og smertefri

Ovenstående citat er af den amerikanske filminstruktør Woody Allen. Men det beskriver ganske godt de fleste danskeres forhold til at skulle dø: Vi er ikke længere så bange for døden, som det tidligere har været tilfældet. Men vi vil helst ikke have den ind på livet, mens det leves.

Men det udelukker ikke idéen om den gode død. Den tanke lever nemlig i bedste velgående, fastslår Michael Hviid Jacobsen, der som lektor ved Aalborg Universitet forsker i døden som sociologisk fænomen. Han kan ud fra sin egen forskning nogenlunde præcist ramme de kriterier, der kendetegner den gode død anno 2007:

Det skal gå hurtigt, og der skal være valgfrihed.

Døden skal selvfølgelig ikke komme for hurtigt, altså for tidligt i livet. Men der skal ikke været et langt sygdomsforløb, der fordrer indlæggelse på diverse institutioner. Vi vil helst være uopmærksomme, når det sker, siger han og fortsætter:

Det kan lyde lidt uhyggeligt, men den gode død for danskerne er, at de ikke får tid til at reflektere for meget over, at de skal dø. Selvom vi gerne vil have mulighed for at forberede os, så ønsker vi ikke at gruble i månedsvis forud. Vi ønsker ikke, at døden skal tære, hverken på vores personlige relationer eller på krop og sind.

Det betyder dog ikke, at vi holder os fra al tale om døden. Ifølge Michael Hviid Jacobsen bevæger vi os længere væk fra det tabu, døden engang var. Sådan halvt om halvt, i hvert fald. I dag forholder vi os nemlig i højere grad til døden, og det skyldes blandt andet, at vi hele tiden møder den i forskellige former: Vi ser døden på filmlærreder, i tv-nyhederne og på avisernes spisesedler. I det offentlige rum ikke alene forholder vi os til, vi fascineres også af døden.

Men når det kommer til vores egen sfære, vores egen lille galakse med eget helbred, familie og hverdag, ser det straks anderledes ud. Her vil vi helst lukke øjne og øre for alle spor af og tegn på døden. Her hører den ikke hjemme.

Når det drejer sig om den ganske naturlige, stilfærdige og givetvis lidt småtrivielle død, der indtræffer for langt størstedelen af danskerne, så har det ikke den store interesse. Desuden lever vi i en vis udstrækning i en kultur, hvor tid betyder meget. Vores liv er på mange måder målt og vejet i dag, så det at skulle bruge store dele af sit liv på at gruble over noget så forfærdeligt som sin egen død, det vil vi ikke bruge livstid på. Vi vil bruge den på at leve, siger Michael Hviid Jacobsen.

Spørgsmålet er så, om vi nogensinde når til et punkt, hvor vi kan se døden i øjnene. Uanset om den er god eller ej. For hvad nu, hvis døden slet ikke har øjne? Det spørgsmål stiller Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg og forfatter til en række bøger om omsorg for døende. Rita Nielsen er enig med Michael Hviid Jacobsen i, at forestillingen om den gode død for mange mennesker er den hurtige, smertefri død. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, når en sygdom forlænger afstanden til døden, så kan man alligevel stadig tale om en god død, påpeger hun.

På hospice oplever jeg selvfølgelig, at døden ikke altid er god, fordi der er så megen lidelse. Men hvis man vender den om, så oplever jeg alligevel mange gode ting. For eksempel når et menneske forsoner sig med med sit liv. Jeg er meget optaget af tiden og af, at man kan forsone sig både med sin fortid og nutid at man kommer til en form for accept af døden. Ikke så man skal synes, at døden er en god ting, men at man bliver i stand til at tage til efterretning, at det er, som det er, siger Rita Nielsen.

Hele hospicefilosofien går ud på at leve, til man dør; hvis der opstår en dødsbevidsthed, så vil det også give en livsbevidsthed, fortæller sygeplejespecialisten.

Tør man se døden i øjnene, så får man overskud til at leve livet. I det øjeblik man flygter, skubber det væk, håber på en ny kemokur, der kan være redningen og holde døden væk, så bruger man en hel masse energi på det. Men i det øjeblik man siger troldens navn, så bliver den meget mindre farlig. Og så kan man faktisk få en god død.

Når det kommer til den gode død i hospice-verdenen, er der én ting, der vejer tungere end alt andet: smerten. Den gode død skal være smertefri, fortæller Rita Nielsen.

Hos os er folk mest bange for, at det skal gøre ondt. Det er ikke selve det at gå over tærsklen eller livet efter døden, der fylder mest, men det, om det vil gøre mere ondt, om man vil få flere smerter, kan jeg ikke få luft, vil jeg få kramper. Når de så hører om smertelindring, så bliver det straks nemmere for mange af dem, lyder hendes erfaring.

Netop smertelindring og smertebehandling spiller også en central rolle i de dødsidealer, der formuleres i dansk sundhedspolitik. Mette Raunkiær, der underviser på Sygeplejerskeuddannelsen København, har i forbindelse med sin ph.d. nærlæst og analyseret de seks sundhedspolitiske rapporter om plejen af dødssyge patienter, der er blevet udgivet fra 1985 til den seneste i 2001. Sideløbende med sine analyser interviewede Mette Raunkiær ni familier, hvor den syge havde valgt at dø hjemme.

På baggrund af rapporterne definerer Mette Raunkiær den gode død som "de til enhver tid gældende forestillinger og betingelser, der kan lette vilkårene for uhelbredeligt syge og deres pårørende". En væsentlig forudsætning for en god død er blandt andet smertelindringen, fortæller Mette Raunkiær.

Det er helt tydeligt, både i rapporterne og hos de familier, jeg besøgte, at smertelindringen er utrolig vigtig. Hvis der ikke er styr på smerterne og andre fysiske symptomer som for eksempel kvalme, så orker man det ikke, siger Raunkiær.

Men også et andet område er af væsentlig betydning for de døende og deres pårørende: plejepersonalet og deres tilgang til problemer og vanskeligheder i forbindelse med døden, både af fysisk karakter og i forhold til relationerne i familien.

I mange af rapporterne er der et stort fokus på, hvordan den gode død ser ud i en psykologisk sammenhæng. Her er man meget optaget af at forstå både den døende og de pårørende inden for en kriseterapeutisk ramme, hvor forløbet omkring døden inddeles i faste stadier som chok, reaktion, accept. Men når Raunkiær holder det op mod de familier, hun besøgte, så viser det sig, at det er en alt for smal ramme at forstå de døendes vilkår i. Og dermed er vejen mod den gode død blevet en hel del vanskeligere at gå.

Det kan godt være, at man i særlige situationer reagerer krisepræget, men den døende har også en hverdag ligesom du og jeg. Deres hverdag er blot præget af utrolig mange forandringer, krav om omstilling og tilpasning, og der er så mange udfordringer, som man ikke kan forstå, hvis man hele tiden har travlt med at tænke alle situationer ind i en bestemt ramme. Så den gode død forudsætter altså også et plejepersonale, der går ind i en lidt bredere sammenhæng i familien, som tør spørge ind til, hvordan det går, som kan tale med hele familien, og som ikke er berøringsangst, forklarer Mette.

Spørger man Rita Nielsen, er det en helt åbenlys sandhed, at den gode død som regel forudsætter det gode liv helt op til de sidste sekunder. De to hænger uløseligt sammen, mener hun, og derfor er det vigtigt at huske, at livet skal leves lige indtil døden uanset om det gælder den uhelbredeligt syge på hospice, derhjemme eller på hospitalet. På den anden side, påpeger Rita Nielsen, kan man møde mennesker, der synes, at de har haft et elendigt liv og derfor oplever, at den sidste tid alligevel er god. Måske fordi den uforbeholdne omsorg er ny for dem, og fordi de måske når til forsoning med de mennesker, de har haft et udestående med.

For mig er den gode død i høj grad det samme som den værdige død. Det betyder blandt andet, at man får lov til at være sig selv, at man bliver set på som et helt menneske og ikke bare som en døende. Det gælder både behandlerne og de pårørende, at man ikke skal se den døende som et sølle skrog, men som et helt menneske med værdi, der lever, lige indtil det dør. Det er en væsentlig del af den gode død, siger Rita Nielsen.

freya@kristeligt-dagblad.dk