Prøv avisen

Ghita Nørby: Jeg er ikke bange for at gå ind i kaos

”Vi ved jo ikke, hvornår vi ikke er her mere. Når jeg er i den alder, jeg er, er det mærkværdigt ikke at skænke det en tanke en gang imellem. Det gør jeg ikke, jeg burde, men gør det ikke. Jeg tror, at jeg springer mere ud end lukker mig sammen,” siger Ghita Nørby. – Foto: Leif Tuxen.

For skuespiller Ghita Nørby er hele livet i sig selv meningsfuldt, også sorg, tab og smerte, der er erfaringens livskilder, som hun hellere vil lære af end vende sig bort fra. Læs eller genlæs interviewet fra 2014

Ghita Nørby er kendt for sin passion for roser. Hun har endda skrevet en bog om det, Ghitas roser, sammen med roseneksperten Torben Thim. 50 forskellige rosensorter har hun i sin store have ved bjælkehuset i Holte. Eller havde. For efterårets to store storme har lagt mange af roserne ned. Et 100 år gammelt 30 meter højt fyrretræ væltede også. Træet ved siden af er blevet fældet, og snart må det tredje og sidste høje fyrretræ også falde.

"Min have er også mit liv. Det er ikke bare noget med et bed med stauder. Det er også en filosofi at være et havemenneske, som jeg er. Selvforglemmende det er vi meget sjældent. Jeg er det, når jeg er ude i haven. Det er en stor frihed og lykke. Så slipper man for al kontrol, for naturen kan man ikke have kontrol over. Enten falder den ned i hovedet på dig eller begynder at blomstre."

"Jeg er lykkelig for at gå rundt i det. Så falder det sammen, og så skal der ske noget nyt. Da stormen rasede og væltede roserne, blev jeg meget ked af det. Men så sagde min gode ven Torben Thim: Det skal du ikke være, vi laver en ny have. Det var et vældig godt svar. Det har han ret i. I stedet for at sidde og græde i en krog skal jeg opleve noget nyt. Så vi er ude i strukturændringer," siger Ghita Nørby.

I den ene stue buldrer ilden i den åbne pejs. Der er havebøger, kunst, vaser med sart lilla roser og gule tulipaner, bløde sofaer og klassisk musik på anlægget. En persisk mynde med lys pels ser gæsterne forsigtigt an. Og Svenn Skipper, der er musiker, og som Ghita Nørby har fundet sammen med igen efter skilsmissen for et par år siden, hilser imødekommende og spørger til, om man ønsker espresso eller knap så stærk kaffe.

Han serverer kaffen i krus og vand i kande i spisestuen ved et langt bord med rød dug og en smuk udsigt gennem store vinduer ud til haven, hvor der denne eftermiddag daler store, hvide snefnug ned på buske og træer. Men der er lunt og godt og levende lys indendøre.

"Se, hvordan jeg bor! Det interesserer mig også. Det er ikke særlig dyrt, og der er ikke noget at løbe med, men hver eneste ting har en historie. Mit hjem betyder meget for mig. Mit liv og mine venner. Jeg er så privilegeret. Min mand og jeg blev skilt efter mange år i 2011 og var væk fra hinanden. Så spurgte Svenn en dag, om vi ikke skulle spise et stykke med leverpostej et sted. Jo, det kunne vi godt. Det var rart. Og langsomt fik vi opbygget et venskab sammen."

"Det fylder meget, at jeg er blevet gode venner med min fraskilte mand. Nogle gange bor vi sammen, nogle gange hver for sig. Det er en berigelse. Der er ting, man pludselig kan tale om, når ægteskabet ikke står så forvitrende for en. Og det kan vi, også pludselig møde kritik. Det er et helt andet forhold end at være gift med hinanden. Det er en stor værdi," siger Ghita Nørby.

Hun er i rødt og pink, frisuren er skarp, og der er sorte streger om øjnene. Hun ser pragtfuld ud, fuld af liv og blev 79 år den 11. januar. Og har haft og har travlt med roller i film og på teatret. Sammen med Niels Birger Wamberg har hun også sidste år udgivet bogen H.C. Andersen mine yndlingseventyr inklusive lydbog.

"Skal du ikke på pension og holde op, kunne man spørge. Men det er mit liv, det er sådan, jeg har levet mit liv. Når først en iskiasnerve sætter sig fast, som jeg oplevede for nylig, betyder det, at man ikke er 17 år længere. Men jeg kan ikke gå på pension fra mit eget liv, det kan jeg ikke. Jeg er et menneske, der hele tiden bliver spurgt om at være med i noget, og det er ikke kedeligt, det er mægtig sjovt. Men måske må jeg bruge ordet nej lidt mere," siger Ghita Nørby.

Før jul sluttede optagelserne til Bille Augusts nye film "Stille hjerte" et familiedrama om tre generationer, der samles over en weekend for at tage afsked med deres hustru, mor, svigermor, mormor og veninde. Ghita Nørby spiller moderen, der er alvorligt syg af ALS, amyotrofisk lateral sklerose, og ønsker at dø, før sygdommen forværres. En beslutning, som alle har accepteret, men som bliver svær at håndtere, som weekenden skrider frem.

"Det handler om, at du selv vil bestemme, hvornår du vil dø. Det er et farligt emne at gå ind i, for det må man ikke herhjemme. Så hvis nogen tager til Schweiz, hvor man kan få hjælp til selvmord, står det på forsiden af BT. Det er en stor problematik, som filmen handler om. Der er enighed i familien om, at moderen kan dø på en bestemt dag. Men da de så mødes, er der alligevel ikke enighed - det handler om livet, døden, forsyndelser og frustrationer. Kvinden, som jeg spiller, har bestemt det sammen med sin mand, der er læge og kan skaffe medicin, så det kan lade sig gøre. Men hvad med tidspunktet? På mandag? Kan vi ikke lige så godt sige tirsdag eller om en måned - der er masser af spørgsmål. Det rykker ved livsprojektet hos andre," siger Ghita Nørby.

"Jeg tror ikke, at jeg vil kunne det. Jeg har haft kræft nogle gange, som er en dødelig sygdom, men der er noget mærkværdigt noget ved, at man vil tage livet i sine egne hænder. Det findes ikke i vores kultur, hvor lægerne er opdraget til at helbrede og lindre. Det vækker mange spørgsmål om værdighed i livet og hos de efterladte, der har haft en mor engang, der var mægtig og sjov, og nu pludselig har en mor, der ligger i respirator."

"Jeg ved ikke for mit eget vedkommende. Jeg er ikke sikker på, at jeg har styrke til det. Hvis der findes åndedræt og intet andet er det så etisk i orden? Jeg forstår helt den tankegang, at det er Vorherre, der bestemmer, hvornår lyset skal pustes ud. Det er en uendelig individuel problemstilling, der findes ikke en billet, der kan trækkes i en automat. Da min far og mor døde, tror jeg nok, at Vorherre pustede begge to ud. Så jeg tænkte ikke, at det var synd, de skulle opleve det her."

Ghita Nørby spillede ammen i Strindbergs "Faderen" på Det Kongelige Teater, der havde sidste forestilling for nylig. Nu er hun i gang med prøverne til "Det gode liv", en dramatisering af Jacob Weiss over Eva Mulvads prisbelønnede dokumentarfilm, The Good Life, om en mor og datter. Engang var de rige og levede et jetsetliv, nu bor de fattige og forgældede i en lejlighed i Cascais i Portugal. I forestillingen, der har premiere på Aveny-T den 7. marts, medvirker desuden Tammie Øst og Peter Oliver Hansen.

Det handler også om liv og død, og der medvirker også en urne, som indeholder både en mand og en far. Det er både morsomt, trist og ubrugeligt, for der sidder to mennesker, der ikke har lært at bestille noget.

Det kan man ikke sige om Ghita Nørby. Listen over film og teaterforestillinger, som hun har medvirket i, fylder flere A4-sider det samme gør rækken af priser, nomineringer og hædersbevisninger.

"Jeg har bestilt for meget. Jeg har glemt, hvor gammel jeg er. Jeg tror, at jeg kan forlange af kroppen og hele systemet, at det er, som det plejer. Jeg har filmet på Fyn og spillet teater i København samme aften. Det hævner sig. Men jeg ved ikke, hvilken alder det ikke er for meget. Det endte med et stort anfald af iskias, der satte sig fast, og jeg blev næsten lam. Jeg måtte aflyse to-tre forestillinger. Efter Aveny-T skal jeg lave en film på Nordisk Film sammen med Michael Noer, der står bag filmen Nordvest. Vi har haft et meget sjovt samarbejde sammen med manuskriptforfatter Anders August, hvor jeg har været med som sparringspartner. Men jeg har planer om, at når jeg er færdig med den, skal jeg ikke lave noget før til december."

Spørger man Ghita Nørby om, hvor hun finder mening med tilværelsen, er det for hende hele livet, der i sig selv er meningsfuldt. Med er også arbejdet som skuespiller med roller.

"Det er mit liv, det er alle de år, jeg har levet. Det er ikke altid sjov at erkende noget om sig selv, men man kan en gang imellem løfte en lille flig til hvem, man er. Få at vide, hvor tåbelig man er og le ad sig selv. Det er rigtig sundt ikke at tage sig selv så højtideligt. Det er alle de erfaringer, jeg har i rygsækken, jeg lever af, og jo ældre, jo flere. Jeg vil gerne. Jeg vil gerne gå ud i livet. Jeg er ikke et bange menneske, der ikke tør gå ud i livet og føle smerten. Men jeg vil også gerne have, at det holder op en gang imellem."

"At være skuespiller er en del af mit blodomløb, og det vil altid være svært for mig at finde ord, der belyser det. Jeg er hjemme i den verden. Det er et meget stort håndværk, hårdt jord- og betonarbejde. Når kraften i suppen er kogt ind, må man smage på den, og den skal have lidt salt. Det sidste, talentet, er noget, jeg ikke ved noget om. Man kan ikke planlægge det. Der findes ikke en opskrift på succes, og nogle gange mislykkes det, kagen falder sammen. Kraften i det må være et kolossalt drama, og for mig har det ikke været for sjov. Det har altid været liv eller død, ellers var der ikke noget ved det."

"At stå på en scene er en disciplin, det er ikke tilfældigvis noget, mennesker gør. Der skal være en mening i det. Laver vi Shakespeare, Strindberg eller en ung Jacob Weiss, så er der tanker i det, som vi prøver at gestalte på en scene. Og det starter meget praktisk for mig. Du skal lære en masse udenad, og det er et hæsligt arbejde. Du skal undersøge, hvad det er for en situation, du er i? Står der og, som eller men, og er der et komma? Helst minutiøst skal du gå ind i, hvad det er det fortæller din fantasi. Ad tusind veje snævrer det sig ind, og så er det et stort samarbejde. Det skal vi, og det er sjovt."

"Jeg skaber det ikke selv. Jeg er en reproducerende dyreart. Jeg skriver ikke selv ordene. Men jeg kan ikke fordrage, hvis noget er mystisk. Jeg kan bedre lide at give sig til pris for eller at udsætte sig selv for teksten ikke spare. Nu går jeg til prøver på 'Det gode liv'. Det er det ansvarsløse, hvor du ikke skal stå til regnskab for noget ansvarløshed i arbejdets kreativitet. Og langsomt danner der sig en vej for os alle sammen, en retning."

Ghita Nørby er med alderen blevet mere modig, og derfor tør hun udsætte sig for lidt af hvert.

"Jeg er altså ikke bange for at sige dumme ting. Jeg dummer mig hele tiden, og hvis man ikke siger tingene højt, lærer man ikke af sine fejl. Det er ikke mig at være utydelig. Jeg vil hellere sige tingene højt og tage fejl. Det er en egenskab, jeg har og har fået mere og mere. Jeg har også været ung og usikker, så det er noget, jeg har fået mod til, for der skal mod til. Jeg har også fået mange slag over næsen, det gør man, når man stikker næsen frem. En god ven, der er advokat, sagde: Ghita, du kan ikke forvente andet, for hvis du er en lygtepæl, tisser hunden op ad den. Hvis du tager en bølgegang, kan der ikke være opgang hele tiden. Så er der et let brus, og så er der nedgang. Min bølgegang er ikke stille. Derfor tager jeg del i både fiasko, sorg og smerte. Det er en del af livet. Så kan der komme et menneske med en buket tulipaner, og man kan modtage og blive skubbet lidt til i stedet for, at man holder fast ved den mørke vej. Jeg har levet i snart 80 år, så jeg har oplevet mange ting, der var ved at slå mig omkuld. Jeg sidder her jeg vil ikke sige, at jeg har klaret det, men jeg har klaret det."

"Den svenske forfatter Per Olov Enquist har sagt, at smertepunkter kan blive ens livskilder. De store ulykker, jeg har været ude for og kommer ud for, vil jeg aldrig glemme. Jeg vender mig aldrig bort fra det. Vi har Gud være lovet en evne til at fortrænge. Men jeg er ikke bange for at gå ind i kaos. Det er sværere at stå uden for - dér er farligere. Der er ikke så farligt inde i kaos, for dér kan man slå kolbøtter og sådan."

"Livskilderne er de erfaringer, du får, tab, ulykker, hvad som helst. Når den værste sorg har fortaget sig lidt, finder du ud af, at du har lært lidt, hvis du ellers vil. Det vil jeg jeg vil ikke kaste det væk."

"Dyr er også en del af min tilværelse. Jeg er formand for Dyrefondet, der hjælper og oplyser om familiedyr. Jeg har også selv levet et hundeliv. Det gør jeg meget gerne. Nu er Svenns hund her i huset. Gaia er Svenns lille baby, mens Fanni var min hund. Dem måtte vi dele, for der findes også skilsmissehunde. Fanni, der var en sort-hvid mynde og en meget skøn hund, fik kræft. Den måtte aflives. På den måde har livet og døden ansigtet mod dig, hvis du vil deltage. Jeg er ikke sentimental omkring dyr. Jeg har ikke født, men købt min hund, og den må ikke lide, så derfor går jeg den tunge gang, hvor man går med en hund og kommer hjem med et halsbånd. Jeg havde haft den i syv år," siger Ghita Nørby.

Hun skænker det ikke mange tanker, at hun fylder 80 år næste gang.

"Jeg glemmer det, men så fortæller mine knæ mig det. Jeg ved godt, at det er heldigt at have en hud, som alle tror har fået et ansigtsløft men det kunne jeg ikke drømme om. Jeg er heldig at være glad for livet og tilværelsen. Det er det, der skinner igennem, er det ikke?"

"Vi ved jo ikke, hvornår vi ikke er her mere. Når jeg er i den alder, jeg er, er det mærkværdigt ikke at skænke det en tanke en gang imellem. Det gør jeg ikke, jeg burde, men gør det ikke. Jeg tror, at jeg springer mere ud end lukker mig sammen. Så må det bære eller briste, og det gør det så en dag. Jeg vil ikke sige, at jeg længes efter det. Jeg synes, at tilværelsen er spændende, mine børnebørns og mit barns liv er spændende, mine menneskers liv det vil jeg gerne være i. Man hører om, at mennesker går op og lægger sig og ikke vågner igen. Det må være den bedste måde. At sove ind og udramatisk og selvfølgeligt få pustet sit liv ud," siger Ghita Nørby.

Men der er jo også haven og dens omstruktureringer, som hun allerede har taget fat på.

"Træer skal fældes. Vi har fældet et fyrretræ, og et til skal fældes. Det vejer et par ton og står for tæt på huset. Så bliver jeg bange. Men hov, hvordan skal det så se ud? Hvad skal der nu ske? Jeg vil gerne bevare nogle af roserne, der må reddes, hvad reddes kan. De må klippes ned, og så må vi se, hvor de kan bo. Noget står, som det plejer. Det giver input til at se tingene i et andet perspektiv. Det er egentlig ganske sjovt. Jeg er begyndt at kigge i havebøger. Det er en form for lidenskab. Nogle synes, at det er en straf at slå græs. Det synes jeg ikke."