Prøv avisen

Jeg fik min sjæl med mig

0Uffe Ellemann-Jensen har til sine ”Mands-minde”-foredrag ladet sig inspirere af Grundtvig, hvis foredrag i Vartov med samme titel blev udgivet i bogform i 1877. Bogen, som han sidder med her, fandt han i en antikvarboghandel i Roskilde. – Foto: Leif Tuxen.

MANDS MINDE Uffe Ellemann-Jensen sad på hænderne i mange år efter sin afgang som partiformand for Venstre. Det var et lykkeligt valg, siger den tidligere toppolitiker, der er aktuel med "Mands Minde"-foredragi Vartov i København og en ny erindringsbog

Når Uffe Ellemann-Jensen dykker ned i sine dagbøger, noter og dagslister fra årene i dansk politik, bliver han både deprimeret og opmuntret. Og når han har genlæst papirer fra perioden som udenrigsminister i Schlüter-regeringen fra 1982til 1993, er han blevet rystet og har tænkt: Det kan du da ikke have nået alt sammen. Er du rigtig klog!

Det sidste halvår af 1989 var det mest vilde. Jeg var i Ungarn, i Warszawa, på rundrejse i USA, på besøg hos den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher i Bonn, en måned før Muren faldt, og så den helt afgørende stund på tv, da politiet undlod at slå ned på en demonstration i Leipzig. Der var politiske møder herhjemme og i udlandet og interne politiske slagsmål. Og jeg var også partiformand for Venstre.

Uffe Ellemann-Jensen blev også indlagt på Rigshospitalet for at blive opereret for en diskusprolaps i nakken. Operationen gik ikke så godt, halsen brækkede, og han fik skruet et stativ fast til kraniet, som betød, at han ikke måtte røre sig. Så den mand, der om nogen herhjemme havde kæmpet for at få Jerntæppet mellem øst og vest revet ned, måtte nytårsaften 1989 ligge i en seng på hospitalet og i fjernsynet følge berlinernes dans på brokker fra den gennembrudte mur via et spejl, spændt fast foran ansigtet.

Det var en periode, hvor det hele kogte sammen. Men det er også sjovt at læse, for det hjemlige blev en gang imellem noget surt og småt, siger Uffe Ellemann-Jensen og griner sit karakteristiske humf-humf-humf.

Som den fjerde efter nu afdøde Ebbe Kløvedal Reich, Niels Højlund og Birthe Rønn Hornbech indledte den 65-årige tidligere journalist og Venstre-politiker i aftes på Vartov i København sin række af "Mands Minde"-foredrag opkaldt efter Grundtvigs ditto i 1828 over "Det sidste halve århundredes historie". Uffe Ellemann-Jensens 10 foredrag drager fra pejlemærke til pejlemærke i den dramatiske historie fra Anden Verdenskrig over den kolde krig og frem til i dag, som han har haft orkesterplads til. Og hvor han med egne ord fik mulighed for at spille med i orkestret i den afgørende periode, hvor det nye Europa blev formet.

Studierne i optegnelserne fra dengang, hvoraf nogle ligger i Rigsarkivet og er klausuleret i 30 år, er også blevet til erindringsbogen "Vejen jeg valgte", der udkommer dagen efter det sidste "Mands Minde"-foredrag den 22. november.

Det bliver to vidt forskellige seancer. Foredragene er det levende ord, mens bogen har lange kapitler, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Det er ni år siden, at han gik af som partiformand efter valgnederlaget til Socialdemokratiet i 1998, og seks år siden, at han forlod Venstres folketingsgruppe og gik endeligt ud af politik. Men den taxachauffør fra Makedonien, der kører Deres udsendte til adressen i Hellerup, har ikke glemt ham.

- Dér bor Uffe Ellemann. Han er en flink mand. Hvis Uffe blev statsminister, ville Danmark ligge i toppen, lyder det fra chaufføren på dansk med østeuropæisk accent.

Humf-humf-humf er Uffe Ellemann-Jensens reaktion på historien.

Jeg har mange gode venner i Makedonien. Og det er en gammel vittighed, at taxachauffører er de bedste politiske analytikere. Selv kørte jeg engang med en, der talte et sprog i sin mobiltelefon, jeg ikke forstod, men han lignede en, der kom fra egne i Somalia. "Hvad er det for et sprog, du taler?" spurgte jeg. "Kan du ikke høre det? Så er du ikke ordentligt integreret," sagde han, der kom fra Mogadishu. Hahaha.

At besøge den pensionerede toppolitiker og hans hustru Alice Vestergaard i deres hjem i første rækkehusrække til Øresund er også et besøg hos den seks år gamle border terrier "Oscar", som leverer en velkomst, der er en kongelig værdig, og derefter lægger sig til at sove for ens fødder. Ham kan Uffe Ellemann-Jensen også en historie om.

Han er en vild krabat, der har børn over hele verden. Han blev verdens bedste i sin race for nogle år siden, og så kom der damer fra andre lande for at få deres hunde parret. Alice får penge for det, så jeg driller hende med, at hun er blevet rufferske på sine ældre dage.

Tilbage til foredragene og bogen og arbejdet med dem.

Når jeg kigger tilbage på mit liv, hvordan er jeg så blevet til den, jeg er blevet til? Hvorfor har jeg gjort, som jeg har gjort? Og hvorfor har jeg valgt den vej, når der har været flere at vælge imellem? Jeg begynder med den tidlige barndom, og hvordan samfundet så ud dengang. Jeg var så heldig for nogle år siden at få et brev, som min mor skrev til en veninde, den dag hun fandt ud af, at hun skulle have mig. Da veninden døde, sendte hendes søn brevet til mig. Det var spændende at læse hvilken stemning, der var dengang. Det var jo min far, der altid var kendt. Men han var journalist og aldrig hjemme, så min mor spillede en stor rolle.

Hun skrev: "Hvad vil folk sige?" Hun var sygeplejeelev, 24 år, og min far var 19 år, bondekarl og elev på en efterskole. "Det er synd for Jens, som alle havde spået en flot karriere," skrev min mor også om min far. Men de andre måtte sige, hvad de ville. De blev gift, da hun var i sjette måned og på kongebrev, fordi min far kun var 19. Der var stor skandale på egnen, hvor min morfar var en stor mand med et uendelig godt og liberalt samfundssind. Mine forældre har altid talt åbent om det. Og jeg har i det hele taget fået en fri opdragelse, hvor jeg altid er blevet støttet i mine vilde idéer. Jeg har fået selvtillid og frihed med i bagagen, så jeg selv har kunnet træffe mine valg undervejs.

Uffe Ellemann-Jensen blev overrasket, da han begyndte at se nærmere på sin tid som politiker.

Jeg havde glemt, hvor rædselsfuldt og fuldstændig opslidende det var med dybe, sorte huller og helt pragtfulde, lyse stunder. Der har været begge dele, og det fletter sig ind i hinanden. At tabe et valg det er spillereglerne. Og da jeg besluttede at forlade formandsposten efter valgnederlaget, var det også med et "herregud, det er bare et valg". Hvis bare man er velsignet med humoristisk sans, kommer man også over det, og familien var glad.

Men blandt de dybe, sorter huller er de første år som udenrigsminister, hvor jeg måtte tage ned til venner og allierede og sige: "Desværre, jeg kan ikke levere det, vi har lovet." Det var i årene med fodnotepolitikken. Det er det mest deprimerende og ydmygende, jeg har været udsat for. Der har også været nedture for EU-politikken.Til gengæld var det helt fantastisk, hvad der skete, da den kolde krig holdt op. At rejse i de lande, hvor jeg havde rejst, da Østeuropa var delt, var spændende. Det havde været dødsensfarligt i den sidste del af koldkrigen med trusler, der var reelle. Nu kunne jeg sidde i Prag og tale med Dubcek, Vaclec Havel og Jiri Dienstbier, der havde været med til at udforme Charter 77, og som af kommunisterne blev tvunget til at arbejde som varmemester, men nu var udenrigsminister i Tjekkoslovakiet. Der har været oplevelser og møder med mennesker, der opvejer alt det andet, siger Uffe Ellemann-Jensen.

I dag sidder han i bestyrelser sammen med nogle af samarbejdspartnerne fra dengang. Det gælder blandt andet hans arbejde i The Vaccine Fond med Nelson Mandelas hustru Graca Machel som formand, der arbejder for at skaffe midler til at vaccinere verdens fattige børn. Og i Baltic Development Forum, som han er stifter og formand for, hvis mål er at nedbryde administrative og handelsmæssige barrierer i landene i Østersøregionen. Det politiske arbejde savner han ikke.

Det var et held, jeg holdt op, ellers er det ikke sikkert, jeg havde overlevet. Og det at holde op var ikke så svært, for jeg valgte selv. Det er sværere, når man bliver presset ud, som jeg blev efter et år som chefredaktør på dagbladet Børsen og som udenrigsminister. Men dér i 1998, hvor vi lige præcis manglede et mandat for at danne regering, var det min egen beslutning og noget, som Alice og jeg havde aftalt. Da det ikke lykkedes, syntes jeg, at jeg havde været i det længe nok og havde ikke kræfter til at fortsætte. Det var et lykkeligt valg. De 11 år som minister havde slidt mere på mig, end jeg var klar over.

Efter 1998 dukkede der problemer op med helbredet, med hjertet. Jeg fik opereret en stente ind og fik pacemaker. Nu kan jeg igen svinge en fiskestang, selv om det kniber med at finde tiden til det. Lægevidenskaben er vidt fremskreden. Havde jeg levet for 50 år siden, var jeg død.

Men det har været det værd. Hvis det havde været i bibelsk sammenhæng, var de første syv år som minister virkelig syv år for Lea. De var sure, tingene kørte skævt med sikkerheds- og europapolitikken og halvdårlige valg og ikke ordentlig tid til at passe jobbet som partiformand, så der var lidt langt mellem de lyse stunder.

Men derefter var der tre et halvt år, hvor det hele skete i dobbelt tempo, så det blev til syv år for Rachel... Så det var det værd, ja, det var det. Jeg fik lov til at skubbe på og placere Danmark i international politik. En ting, jeg er rigtig glad for at have været med til, var at sende "Olfert Fischer" til Golfen i efteråret 1990. Det var et brud på alting og begyndelsen på aktiv dansk internationalisme. Det var ret intense måneder med danske gidsler i Bagdad. Jo, jeg var med til at sætte ting i gang, og det var knagme skægt.

Det varede nogle år, fra Uffe Ellemann-Jensen forlod politik, og til han ytrede sig offentligt som under Muhammedkrisen sidste år.

Det var helt med vilje. Når jeg kiggede på det politiske landskab, kunne jeg se, at andre partier havde problemer med gamle formænd, der blandede sig ingen nævnt, ingen glemt. Jeg havde skubbet på Anders Fogh Rasmussen, der ikke var ubetinget begejstret for at skulle overtage partiformandsposten, og så skal man også give sin efterfølger arbejdsro. Men det varede noget, før journalister holdt op med at ringe til mig på alle tider af døgnet. Så det er rigtigt, at jeg sad på hænderne, for det er ikke min natur at holde dem nede. Det var et rigtigt valg, som jeg stort set har fulgt siden.

Men jeg engagerer mig i væsentlige ting som Muhammedkrisen, og da kunne jeg ikke lade være med at sige min mening. Jeg har lært hjemmefra, at man ikke tramper på andres religiøse følelser. Selvfølgelig har man lov til at sige, hvad man vil, men ikke pligt. Det handler om ordentlig opførsel.

I dag synes jeg, at jeg er privilegeret. Jeg fik mulighed for at holde op i tide og på en måde, der er ideel, så jeg selv kan vælge, hvad jeg vil beskæftige mig med. Det handler jo også om at kunne give magten fra sig. Jeg havde smagt magtens sødme. Den betød ikke noget mere. Det var et rigtigt valg. Jeg fik min sjæl med mig.

Hvordan ser verden så ud derfra, hvor du står?

Jeg er glad og tilfreds. Hvordan kan jeg være andet med sådan en hund rendende om benene.

remar@kristeligt-dagblad.dk