Prøv avisen
Påskeklassiker

Arne Haugen Sørensen: Jeg finder idéen om at opstå fra de døde uhyrlig

Arne Haugen Sørensen er en af Danmarks allermest benyttede kirkekunstnere og med 27 udsmykkede kirker på CVet. Foto: Leif Tuxen

Påskens historier er en vigtig inspirationskilde for kunstneren Arne Haugen Sørensen. Kristeligt Dagblad besøgte ham i hans atelier på et bjerg i Andalusien til en snak om kunsten, kristendommen og livet. Læs eller genlæs portrættet her

Opstandelsen ligger på taget, da vi triller ned ad bjerget El Fuerte i Arne Haugen Sørensens sølvgrå Toyota Landcruiser. Den solblegede bjergvej er ujævn og til tider direkte hullet, så den kendte kunstner kører mere forsigtigt, end han plejer, siger han. Maleriet, der måler 130 x 162 centimeter, er ikke pakket ind og ligger med forsiden op mod den knaldblå andalusiske himmel.

Hans medhjælpende hånd, den lokale José Manuel, har nødtørftigt surret maleriet fast med reb. Det er fire års arbejde til en værdi af 210.000 kroner, der lige nu bumler af sted på bilens tag. Engang under en lignende nedkørsel med mange hårnålesving faldt et af de kostbare billeder af bilen, og dukkede først en rum tid senere op i en lokal garage. Kunstneren købte sit billede tilbage for en æske chokolade, men det er en anden historie.

Sammen med en række andre malerier er Opstandelsen på vej fra kunstnerens hus længere oppe ad bjerget og ned i Galeria Krabbe i den pittoreske landsby Frigiliana i det sydspanske. En times kørsel fra Málaga og otte kilometer fra Middelhavet i fugleflugt

Galleriet er ejet af kunstnerens kone, keramiker Dorthe Krabbe. Hun og datteren Caroline, der også arbejder i galleriet, står klar til at modtage malerierne, der tæller andre af kunstnerens ikoniske motiver. Vandringsmanden og Leda og svanen for at nævne et par stykker. Om to dage er der fernisering, og de billeder, han har arbejdet på i for nogles vedkommende årevis, har nu fundet deres endelige udtryk.

Opstandelsen kommer ved hjælp af skruer og vaterpas op at hænge, og Arne Haugen Sørensen betragter maleriet, hvor en menneskeskikkelse træder op fra en mørk grav og ind i et intenst turkist lys. I graven ligger et skelet.

"Denne opstandelse burde hænge i en kirke. Som altertavle ville den være fantastisk. Billedet ville trøste de efterladte og give præsterne noget konkret at tale ud fra. Men præsterne vil ikke have den dér nede i graven."

Han peger på skelettet, der ligger i den sorte grav i bunden af maleriet.

"De vil have, at graven skal være tom," siger han med henvisning til bibelteksten til Påskedag, hvor Jesu legeme er væk, da kvinderne kommer for at salve ham.

"Men jeg ser det ikke nødvendigvis som Jesus dér på billedet. Jeg ser det som dig og mig og os alle sammen."

Arne Haugen Sørensen, en af Danmarks allermest benyttede kirkekunstnere og med 27 udsmykkede kirker på CVet, fylder 80 år den 27. april. I midten af marts blev hans og sognepræst Søren Nielsens fælles bog Den store passion genudgivet på Bibelselskabets Forlag. En kunstbog om påsken, hvor Bibelens beretninger om Jesus, der lider, dør og opstår fra de døde, danner en ledetråd gennem værket. Det er i disse anledninger, Kristeligt Dagblad er kommet til det sydspanske. For at gøre status på et langt kunstnerliv og for at høre mere om koblingen mellem kunst og kristendom, som er vokset frem med tiden.

Den kendte maler blev født i 1932 og voksede op i et fattigt og udsat arbejderhjem i København med sin bror Jørgen, der i dag også er kunstner, og deres mor. Moderen havde til tider tre job for at holde skindet på næsen. Hun frygtede, at Børneværnet ellers ville tage hendes drenge. Der var hverken kultur eller religion i hjemmet, men da Arne Haugen Sørensen nærmest ved en tilfældighed stødte ind i kristendommen, blev det et chokerende bekendtskab.

"Da jeg var omkring 13 år, blev jeg sendt til FDF, fordi det var gratis og syntes at være en god mulighed. Men for mig var det et meget skræmmende første møde, fordi de talte om døden. Indtil da havde jeg ikke troet, at jeg skulle dø, men med FDF blev døden meget nærværende, og jeg blev bange for at sove om natten," siger kunstneren, der i dag tænker, at kimen til hans kunstnervirke måske blev lagt netop der i hans uro.

Dødsangsten var dog ikke det eneste, den unge Haugen Sørensen sloges med. Han gik ud af skolen efter 2. mellem, der svarer til nutidens 7. klasse, og prøvede sig frem med 36 forskellige ufaglærte job, som alle blev fiaskoer. Først da hans yndlingsonkel overbeviste sin nevø om, at han skulle melde sig til et kunstmalerkursus i Malernes Fagforening, skete der noget.

"Jeg havde altid tegnet uden at vide, at jeg kunne blive kunstner, så da jeg sprang ud af kunstnerskabet som 16-17-årig, var det en kæmpe lettelse. Det gav mig en identitet," siger den selvlærte kunstmaler.

Oppe på bjerget i hans og Dorthe Krabbes smukke, arkitekttegnede hus med udsigt helt til Middelhavet står Arne Haugen Sørensen i sit atelier i malerplettede cowboybukser, beigefarvet fløjlsskjorte og plastiktræsko. Maleriet Jakobs brydekamp med Englen ligger på gulvet foran ham. Han kan ikke male det på staffeli, fordi malingen så vil løbe for meget. Han har malet det over så mange gange, at det glinser. Selv gætter han på, at der ligger 50 andre versioner under den nuværende.

Han går over til bordet, blander en lilla akrylfarve med vand og tager selv en tår af flasken. Går tilbage til maleriet med en pensel i hver hånd, bukker sig ned med sin aristokratiske profil pegende mod lærredet og maler på tværs med både lilla og sort. Træder sidelæns langs maleriets kant og fortsætter på den anden side. Mumler lidt frem for sig. Opslugt. Selv kalder han det zen. Eller en slags bøn.

"Det er en længsel efter et eller andet ... måske Gud. Det er ligesom, at jeg har en forbindelse til noget ud over mig selv. Jeg vil have, at det skal komme som en gave. Billederne skal overraske mig. Men hvem er det så, der giver mig den gave?," spørger Arne Haugen Sørensen, der kun sender bønner af sted, mens han maler.

Omdrejningspunktet i hans kunst har altid været det gode og det onde. Som ung malede han frygtelige dyr, der åd damer, og havde egentlig en ironisk distance til kristendommen, indtil det gik op for ham, at det, han prøvede at sige med sine billeder, allerede var rigt beskrevet i Bibelen. Adam og Eva, der bliver smidt ud af paradiset og nu kun er mennesker, Judaskysset, hvor Jesus bliver forrådt af sin ven, og så fremdeles.

"Jeg synes, mit liv er rigere, fordi jeg bruger historierne fra Bibelen. Vores tanker er allerede lagt på skinner af kristendommen. Det er inter-essant gennem kunsten både at have forbindelse til fortiden og fremtiden. Jeg taler med dem, der er døde, og forventer også at folk kigger på mine billeder, efter at jeg er død. Jeg er en del af en kæde."

Mange af hans kendte motiver udspringer af påsken. Og selvom Arne Haugen Sørensen ser sig selv som et religiøst og kristent menneske, synes han, det er svært at formulere sig om påsken og opstandelsen.

"Jeg kan sagtens male billeder af Jesu sidste dage, men for mig ødelægger det faktisk historierne at skulle sætte ord på. Det forplumrer oplevelsen. Jeg ser påsken som en række billeder på menneskelivet. Og jeg synes egentlig, at mine malerier siger det meget godt."

Sagen er, at han har det lidt svært med nogle af de meget konkrete formuleringer i kristendommen.

"At Jesus opstod fra de døde i kød og blod, og at vi skal gøre det samme, det er en kamel, der er svær at sluge. Det er nogle utrolige historier, men jeg kan ikke tage dem som den skinbarlige sandhed, og jeg tror egentlig, at mange præster har det på samme måde, siger han og nævner som et andet eksempel disciplenes vandring til byen Emmaus påskedag."

Jesus, som ifølge Bibelen er både korsfæstet, død og opstanden, slår følge med disciplene og sidder til bords med dem, uden at de genkender ham. Et motiv, Haugen Sørensen selv har malet mange gange.

"Det er lidt langt ude, at de ikke kan se, det er ham, selvom de taler sammen. Det virker absurd og idiotisk. Skulle man skrive en politirapport på den baggrund, ville det være et meget utroværdigt vidneudsagn."

Han griner lidt i skægget.

"Jeg mener bare, at den kristne religion er lidt for håndfast, når den taler om den personlige sjæl."

Påskens budskab i bredere forstand om det håb, opstandelsen giver, kan han til gengæld godt være med på. Og han er glad for det folkekirkelige fællesskab.

"Den religiøse følelse i mig virker sådan, at jeg har total tillid til livet. Jeg er helt rolig og glad for at være her. Når jeg skal herfra, vil jeg sige tak for tiden. Det har været fint. Jeg vil mene, at det højeste, vi kan opnå som mennesker, er at acceptere de konditioner, vi er her på. Jeg forventer ikke at komme i himlen, og jeg vil ikke tænke på det, for det, jeg kan forestille mig, vil være for pauvert i forhold til, hvordan det i virkeligheden bliver. Det bliver noget meget bedre uden for min fatteevne."

Han siger selv, at han er mere maler, end han er menneske.

Herude i atelieret er han så godt som hver eneste dag. Klokken 8 drikker han sin morgenkaffe og sludrer kort med José Manuel, og senest klokken 8.30 er han i vigør med penslen og maler så til frokost. Får sig en middagslur, hvorefter han fortsætter. At drosle ned er ikke på tale.

"Jeg er en slags vikar eller stedfortræder, fordi jeg ikke er ude blandt folk. Jeg lever fuldstændig intenst i maleriet og bryder mig ikke om at være ude i det pulserende liv, siger han med lilla maling i mundvigen."

Hans første ægteskab med konen Grethe stod ikke distancen, og deres to døtre flyttede med deres mor.

Det var da også primært på grund af Arne Haugen Sørensens kunstnersind, at han med sin nuværende kone Dorthe og deres børn for 30 år siden flyttede til Spanien. På daværende tidspunkt boede han, Dorthe og deres tre piger ude på landet i Bøsserup i Odsherred. Et liv, Dorthe og børnene var glade for, men som var ved at gøre det af med Arne Haugen Sørensen.

"Vi bosatte os hernede, fordi vintrene i Danmark var frygtelige for mig. Jeg skulle bare ud, ellers så døde jeg. Og dengang tænkte jeg, at hvad der var bedst for mig, også var bedst for min familie. På den måde er jeg nok lidt dum, jeg burde nok tænke lidt mere på mine omgivelser," siger kunstneren.

Men til Spanien kom familien i 1981. Til primitive boligforhold, stort set uden penge, og børnene kom i spansk skole. Og Arne Haugen Sørensen fik fred for Danmark.

"Selvom jeg er dansker helt ind til benet, har jeg svært ved at bo i Danmark. Jeg føler mig som en fremmed fugl. Jeg føler ofte, at vi danskere er lidt for pæne, lidt for rene og lyserøde. Lidt for korrekte og selvtilfredse. Selvom Danmark også er et fantastisk land på mange måder, så vil jeg hellere bo et sted med flere vilddyr og galninge, der brydes. Det kan godt være, jeg er neurotisk og miljøskadet, men jeg kan godt lide at bo her, hvor alle har noget på hinanden efter Den Spanske Borgerkrig."

Den danske, lidt ironiske tilgang til kristendommen er et godt eksempel på, at tingene bliver pakket for meget ind i vat, synes han.

"Jeg er ikke længere interesseret i at være ironisk, for det er det samme som at tage afstand til tingene. Det er typisk, at det er i Danmark, man har glemt helvede. Det eksisterer i kristendommen, men i Danmark er det lige så stille gledet ud, fordi det er upassende og ikke pænt nok."

På samme måde mener Haugen Sørensen, at en del af den mere abstrakte kunst, der bliver købt til Danmarks kirker, er for vag. Den toner ikke rent flag og kunne i princippet hænge hvor som helst og betyde hvad som helst.

"Nogle mener, at kunst bliver til kirkekunst blot ved at blive placeret i kirken. Det mener jeg ikke. Hvis ikke man forholder sig til bibelhistorien, er det lige meget. Men det kan da godt være, at de kunstnere, der maler en blød mellemvare, repræsenterer den brede folkekirke bedre end mine fundamentalistiske motiver."

I 1994 var Arne Haugen Sørensen netop i gang med et opstandelsesbillede til altertavlen i Ringkøbing Kirke, da han fik det opkald, han så længe havde frygtet. Hans og Dorthes ældste datter, Matilde, var død af en overdosis, 26 år gammel. Familien havde længe kæmpet for at få hende ud af misbruget, men det lykkedes ikke. Matilde døde fra sin lille søn, Sebastian, der endte med at vokse op hos sine bedsteforældre i Spanien.

"Jeg havde ventet den opringning i mange år. Det var et mægtigt pres at leve under, og jeg var dybt ulykkelig, da jeg malede altertavlen færdig. Men jeg tænkte, at hun blev modtaget i paradiset."

Han dedikerede denne opstandelse til sin døde datter ved at skrive til Matilde i nederste venstre hjørne af altertavlen. Men han hverken tror eller håber på, at de kommer til at møde hinanden efter døden som de personer, de var.

"Jeg ved, Dorthe bliver ked af det, når jeg siger det her, men jeg har den indstilling, at jeg meget nødig vil træffe Matilde igen efter døden. Jeg synes hellere, hun skal smeltes om til noget andet. Narkomaner bliver umenneskelige og grimme. Skulle jeg møde hende igen, skulle det være som den lille pige, hun var engang."

"Det gælder i øvrigt også for mig selv. Jeg vil ikke opstå fra de døde og slet ikke som ham Sørensen igen. Jeg finder idéen fuldstændig uhyrlig og synes, jeg har opbrugt alle muligheder," tilføjer han.

Han lægger armene over kors og kigger ud ad vinduet.

"Jeg ser det som et valg, Matilde tog. Jeg synes ikke, man kan tale om, at det var andres skyld, det, der skete. Matilde syntes, at det almindelige liv var kedeligt. Jeg ser det sådan, at hun ikke kunne vente på paradiset."

"Men det er jo noget frygteligt noget at tale om. Lektionen må være, at vi skal være glade for hinanden, mens vi er her. Livet er noget skrøbeligt noget."

Hvordan har du været som far?

"Jeg har ikke været en særlig god far, desværre. Jeg har været der, men jeg har nok været ret fjern. Jeg har jo fået to kuld børn, og de to første har jeg decideret ikke været nok far for. Nogen mønsterfar har jeg i hvert fald ikke været, og når jeg ser, hvilke forventninger der er til en far i dag, så løber det mig koldt ned ad ryggen. Til gengæld har Dorthe været der full time for vores børn. Sådan har arbejdsfordelingen bare været. Sådan er det blevet."

Hvordan har du været som ægtemand?

"Jeg har nok været en bedre ægtemand end far. Det kan jeg ikke rigtig selv tage stilling til. Mit arbejde er det vigtigste, og fra det synspunkt har jeg haft det perfekte ægteskab, hvor der har været plads til, at vi begge har kunnet udfolde os. Jeg opfatter os som et team, der passer perfekt sammen. Vi er to selvstændige mennesker, der har lavet eventyr sammen.I45 år har de nu været en enhed, han og Dorthe. Med sine 65 år er hun 15 år yngre end sin mand og den, der står for alt det praktiske. Sådan har det altid været. Det er hende, der køber ind, planlægger, hvornår de skal have gæster, og det er hende, der kan huske, hvor gamle børnene er, og hvornår de har fødselsdag. Det er også Dorthe, der i hvert fald en gang imellem sørger for, at hendes mand kommer ned fra bjerget. Et smut ned i landsbyen, Frigiliana, eller en tur til Malaga.Jeg er meget taknemmelig for Dorthe. Hun har skånet mig for meget. Men samtidig er hun også den, der jager mig ud imellem andre mennesker og holder kontakten til folk. Det ville være farligt for mig, hvis jeg ikke havde hende. Jeg har en stor kapacitet til at være alene. Jeg kan være alene i månedsvis. Men hvis jeg kun var mig selv og skulle beholde min sunde fornuft, ville jeg nok blive nødt til at flytte til en storby blandt andre mennesker."

"Dorthe kan da også berette om, hvordan hendes mand er blevet langt mildere og rundere med årene. Ganske enkelt lettere at omgås og slet ikke den opfarende hidsigprop, han var engang. Mindre selvoptaget."

"Men nu har du jo også fået det, som du vil have det, siger hun med henvisning til de skønne spanske omgivelser med perfekte arbejdsforhold."

"Ja, der er noget ved at bo hernede, der gør, at hver dag føles ny og frisk. Det må være noget med lyset. Man får ikke samme følelse af trummerum som i Danmark, bekræfter hendes mand, som også mener, at hans eget ego er blevet mindre med tiden."

"Man begynder som et geni og bliver så mere beskeden med årene. Jeg er begyndt at acceptere min egen størrelse i stedet for hele tiden at stå på tæer. Jeg føler mig faktisk på toppen og har det fint, og det med, at døden er kommet tættere på, generer mig egentlig ikke."

Hvad vil du gerne nå i løbet af de næste 10 år?

"Ja, jeg har ikke tænkt mig at begynde at spille golf eller tage på krydstogter ..."

"Jeg vil bare gerne male, spise frokost med Dorthe, nyde et godt glas vin og se vores venner. Og så synes jeg, det kunne være sjovt, hvis jeg kunne sidde og grine sammen med min bror Jørgen igen. Vi har længe haft et svært forhold, men en overgang havde vi det faktisk rigtigt morsomt sammen."

"Om aftenen i stuen sammen med Dorthe og et køligt glas spansk hvidvin glæder Arne Haugen Sørensen sig over, at det gik godt med at få hængt billederne op i Galeria Krabbe tidligere på dagen. Det giver ham et par dages frihed, hvor han ikke behøver at udkæmpe kampen med kunsten i sit atelier."

Men fokus på kunsten forsvinder ikke. I stuen og resten af huset er det stort set kun hans egne billeder, der pryder væggen. Som en del af den skabende proces, hvor malerierne hele tiden tilskynder ham til at fortsætte. Mal, mal, mal.

Han har overvejet at hænge andre kunstnerens værker op i huset, men frygter, at han bare vil ende med at male deres billeder over.

Han siger, at han er særligt glad for den Opstandelse, der tidligere på dagen kørte ned ad bjerget og nu hænger i galleriet og er til salg. Måske synes han faktisk, det er den mest vellykkede udgave, han nogensinde har malet.

Hvordan vil du have det, hvis Opstandelsen bliver solgt på udstillingen i Dorthes galleri?

"Jeg tror ikke, jeg vil sælge det ..."

Dorthe ser fortørnet på sin mand:

"Hvad er det, du siger, Arne. Den diskussion har vi haft før. Du skal ikke udstille noget, du ikke vil sælge. Det kan du ikke komme og sige nu."

"Men det vil gøre ondt at sælge det."

"Så må du lave et nyt. Det har du gjort før."

"Jeg tror bare ikke, jeg kan lave flere opstandelser. Jeg er færdig med dem. Men så er det jo godt, at billedet koster så mange penge. Så er der nok ikke nogen, der lige sådan kommer og køber det."

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

"Det er frygteligt svært. Der er så mange bøger, der har betydet noget for mig. Men Rejse til nattens ende af franskmanden Louis-Ferdinand Céline er vigtig. På grund af sproget, men også på grund af måden, han beskriver livet i skyttegravene og i bunden af samfundet under Første Verdenskrig på. At han så senere blev meget forhadt, fordi han var antisemit, er en anden sag."

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

"Sikke noget at spørge om ... Den franske forfatter André Malraux, der var kulturminister under de Gaulle, kunne have været interessant. Han levede i verdens brændpunkter, blandt andet Indokina, og var både med i Den Spanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig."

Hvor slapper du bedst af?

"Jeg slapper udmærket af det meste af tiden. Jeg sover middagslur hver eneste dag, og det er lidt som en genfødsel. En eftermiddag i gode venners selskab er også god afslapning for mig."