Prøv avisen

Jeg fortabes, når jeg bliver presset og stresset

Anders Laugesen. – Foto: Peter Kristensen.

Den 51-årige radiojournalist og forfatter Anders Laugesen mener, det er et udtryk for appetit på livet snarere end en last at spise for meget af sin kones gode mad

Hvad er det gode liv for dig?

Nærhed til min kone og mine børn. Ro til at opleve og sanse. Overskud til at finde på og virke. Hjertets opmærksomhed på Gud og verden.

LÆS OGSÅ: Jeg har talent for ikke at lave noget

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Det har jeg i grunden aldrig spekuleret over. Grundlæggende føler jeg mig som et meget lykkeligt og velsignet menneske. Men bliver jeg stresset og presset, taber jeg fokus på det væsentlige. Ja man kan godt sige, at jeg fortabes.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Det har jeg ikke særligt fokus på. Men med to store slædehunde med behov for luftning, 400 kvadratmeter ombygning, ni tønder land under dyrkning og en datter på fem, så kommer det med at være i gang helt af sig selv.

Hvad er afslapning for dig?

Aktiv afslapning er at lege med min datter, gå tur med mine store drenge eller vende tanker med min kone. Stille afslapning er at læse eller lytte til musik i mit bibliotek. Og ikke at forglemmer den daglige halve times stilhed på min meditationspude, når hus og hunde sover.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Gode oste og grøntsager, for jeg har nemlig været vegetar i 33 år.

Hvad er din største last?

Jeg bruger aldrig ordet last. Det er for meget forbundet med synd og dårlig samvittighed. Jeg elsker min kones mad og spiser generelt for meget. Men det anser jeg ikke for en last, men derimod som et udtryk for appetit på livet.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

At droppe sukker, så det har jeg gjort næsten!.