Prøv avisen

Flemming Rose: Jeg havde følelsen af, at hele verden faldt sammen om mig

– I dag tænker jeg, at det var en uvirkelig tid. En surrealistisk og på mange måder virtuel oplevelse, fordi for mig handlede det forløb og min rolle i det for 90 procents vedkommende om at forklare, hvorfor Jyllands-Posten havde bragt de tegninger, hvad baggrunden var, og at deltage i debatter, siger Flemming Rose her halvandet år efter, at Muhammed-krisen var på sit højeste. – Foto: Leif Tuxen.

Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, reagerede med egne ord forbløffende roligt, da Muhammed-krisen brød løs. Det var først, da han selv begik en fejl, at han ramte sit eget nulpunkt

Februar 2006. Tre dræbte under voldelige demonstrationer i Pakistan, 11 dræbte i Libyen og 15 i Nigeria. Afbrændinger af danske ambassader i Beirut og Damaskus. Handelsboykot af danske varer i Mellemøsten. Døds- og bombetrusler. Tegnere, der må gå under jorden. Hjemlig politisk ballade. Kritik fra nær og fjern.

Det, der er blevet kaldt Danmarks største internationale krise siden Anden Verdenskrig, var begyndt. Udløst af voldsomme reaktioner på 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed, som Morgenavisen Jyllands-Posten havde bragt den 30. september 2005 på kultursiderne med det formål at teste grænsen for selvcensur og ytringsfrihed.

Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, havde været med til at tage beslutningen om at bringe tegningerne. Det var dog ikke de voldsomme begivenheder, men en fejl, han selv begik et stykke inde i forløbet, der på et tidspunkt fik ham ned med nakken.

Læs også:Tegneren voksede op med gudsfrygt og djævleskræk

"Da var jeg helt klart i krise. Jeg sad her og svarede på mails fra vrede seere og nogle, der opsagde deres avisabonnement. Det var en voldsom situation den aften den 8. februar. Da var jeg flad. Dehydreret og drænet for energi. Jeg havde dummet mig. Begået en fejl. Og havde følelsen af, at hele verden faldt sammen om mig," siger Flemming Rose.

Han ramte sit eget nulpunkt efter et interview i programmet Morning in America på CNN. Her fortalte han, at Jyllands-Posten overvejede at bringe nogle karikatur-tegninger af holocaust, som tidligere var blevet bragt i en iransk avis. Endvidere, at man ville genoptrykke satiretegninger, som var blevet bragt i avisen gennem årene med jøder, Jesus og andre religiøse motiver. Han havde også et par af de pågældende tegninger med som eksempler.

"Det var forkert af mig at gå ud i offentligheden og udtale mig om det. Det var en fejl," siger Flemming Rose.

Da han kom ud fra optagelserne til CNN, der fandt sted på TV 2, stod en journalist fra kanalen klar og spurgte, om han ville gentage til kameraet, hvad han netop havde sagt. Derefter gik journalisten på gaden og viste tegningerne til forbipasserende med en tilføjelse om, at nu var det ikke bare muslimerne, avisen ville genere, men også jøderne og de kristne.

Læs også:Hvem er Muhammed?

"Man fik indtryk af, at der var tale om nye tegninger, ikke at det var dokumentation for at vise, at Jyllands-Posten ikke gjorde forskel på muslimer, kristne, jøder og andre. Det var en løgnehistorie, og i løbet af kort tid fik avisen flere hundrede mails. Jyllands-Postens chefredaktion mente ikke, at jeg skulle tale med flere medier nu og sendte mig på ferie. Vi mærkede jo, at alle ventede på, at vi gjorde den mindste fodfejl, så ville hele pressen kaste sig over os som gribbe. Fair nok, men da det så skete, var det, som om luften gik ud af ballonen. Det var også en professionel ærgrelse, der sårede mig. Det var ikke smart gjort."

"Jeg tog til Washington i USA og holdt ferie i 14 dage. Da jeg begyndte at slappe af og løbe lange ture, kunne jeg mærke, at noget havde sat sig. Jeg fik ondt i maven og var fysisk anspændt."

Du havde virkelig fået en tur i mediemøllen?

"Det kan du roligt sige. Det burde en hvilken som helst ansat i medieverdenen gennemgå. Det er sundt for ens selvopfattelse at opleve, at når medier strammer vinklen, så kan du ikke stoppe det. Avisen har heller ikke bragt noget dementi af alle de historier, hvor vi er blevet påduttet ting og holdninger, der ikke passede, for vi kunne ikke ændre på det spin. Selv internationalt respekterede medier som CNN, CBS 60 Minutes og New York Times havde fejl i deres reportager. Det har været utroligt desillusionerende. Den der med, at man ikke kan stole på, hvad der står i avisen, haha, fik pludselig en ekstra dimension," siger Flemming Rose.

Det er halvandet år siden nu. Den 49-årige redaktør kan konstatere, at trods al dramatikken, det personlige pres, konsekvenserne for både ham selv og kolleger i form af trusler om død og bomber og for danske virksomheder, der tabte omsætning og mennesker, der mistede livet i demonstrationer, er han stadig den samme næsten.

Ikke at det skete har efterladt ham uberørt. Hans dagligdag er en anden med hemmeligt telefonnummer, anonym telefonsvarer og politibeskyttelse. Han er slettet fra folkeregister og Krak og er med jævne mellemrum i kontakt med PET om trusselsniveauet mod sin person. Dertil kommer et hav af invitationer til at deltage i konferencer, debatter og interview i udlandet så mange, at han sidste år var ude at rejse halvdelen af tiden.

Læs også:Hvorfor må man ikke tegne Muhammed?

"I dag tænker jeg, at det var en uvirkelig tid. En surrealistisk og på mange måder også en virtuel oplevelse, fordi for mig handlede det forløb og min rolle i det for 90 procents vedkommende om at forklare, hvorfor Jyllands-Posten havde bragt de tegninger, hvad baggrunden var, og at deltage i debatter.

Det foregik som regel med tv-kameraer og journalister foran mig og ikke ansigt til ansigt med muslimer ud over et par konfrontatoriske møder med muslimske ledere herhjemme. Det meste af det var noget, jeg så på tv, og det havde jeg ikke engang særlig meget tid til, og det var måske lykkeligt, for det var ganske dramatisk. Jeg havde heller ikke tid til at være redaktør, for jeg talte med udenlandske medier fra morgen til aften," siger Flemming Rose.

Jyllands-Postens redaktion i København har til huse i A.P. Møller-rederiets tidligere hovedsæde på Kgs. Nytorv. Et fornemt palæ med herskabelig trappe op gennem etagerne. Kontorerne ligner dog enhver anden dansk avisredaktions, selvom kulturredaktørens store af slagsen er ekstra rodet med bøger i bunker, stabler og stuvet ind i reoler, aviser her og der, tomme sodavandsflasker i en plasticpose med mere.

Man får et fast håndtryk til goddag og en stol ved skrivebordet, så Flemming Rose kan holde øje med vigtige beskeder på computeren, mens interviewet står på. Vi har tilsyneladende at gøre med noget så sjældent som en multi-taskende mand, for trods ding fra mailen, dong fra mobilen og dingeling fra telefonen virker han uanfægtet og rolig. Var han også det, dengang det hele bragede løs?

"Følelserne sidder uden på tøjet i sådan en situation. Det gjorde de jo. Jeg blev sikkert rystet. Nogle mennesker sagde, at jeg ikke lignede mig selv til sidst i den mest hektiske tid, hvor jeg ikke sov meget, fordi tingene kørte i døgndrift. Man ved aldrig, hvordan man reagerer i ekstreme situationer.

Det, der gjorde det lettere, var at fokusere på det, jeg rent faktisk havde indflydelse på. Jeg kunne forklare holdninger, hvad ræsonnementet var til at bringe tegningerne, at det var i tråd med avisens værdier, mine værdier og de værdier, vores samfund er bygget på. Fokusere på, hvad jeg havde indflydelse på og erkende, hvad jeg ikke havde. Avisen strakte sig langt og beklagede, hvis nogen var blevet krænket. Men da var lavinen i gang."

"Jeg har været korrespondent i Rusland og nogle gange været i krigszoner. Men det her var meget anderledes. I krigszoner mærker du den fysiske fare, kigger dig omkring, lægger mærke til folks kropssprog og holder alle sanser åbne, så du er parat til at reagere. Denne situation handlede om at tænke den igennem og udbrede holdninger.

Jeg sagde de samme ting 117 gange og blev til sidst træt af at høre på mig selv. Det, der kan overraske mig, er, at jeg var så forbløffende rolig. Hvis jeg er følelsesmæssig stresset, kan jeg godt blive lidt hektisk, tale lidt hurtigt og miste overblikket, men det var der slet ikke tale om her."

"Jeg har ikke selv haft en oplevelse af, at jeg har været i krise, som hvis jeg havde mistet min ægtefælle, var blevet skilt, fyret fra mit job eller andet, der griber dramatisk ind i ens liv. Det har noget at gøre med, at jeg har fået opbakning hele vejen fra min egen familie, selvom jeg også har diskuteret tingene med min kone, når hun har ytret sin mening undervejs, så der har ikke været betingelsesløs opbakning."

"Det, at min arbejdsplads og min familie blev udsat for pres, satte ikke solidariteten på prøve. Der var ingen, der kritiserede mig for det, jeg havde gjort. Jeg synes, det ville have været helt naturligt, hvis nogle kolleger havde udtrykt utilfredshed over for mig eller avisens ledelse, fordi de var blevet trukket ind i et drama, fordi de tilfældigvis var ansat på Jyllands-Posten.

Men jeg har ikke hørt et eneste kritisk ord. Jeg tror, at krisen forstærkede sammenholdet på Jyllands-Posten, fordi vi i perioder stod noget alene blandt vores kolleger i dagspressen."

"Jeg er ikke selv blevet sat under følelsesmæssigt pres i den forstand. Presset handlede for mig om arbejdsbyrde, og at jeg følte et ansvar i forhold til, hvis der skete noget dramatisk, som hvis danske statsborgere blev slået ihjel eller kidnappet i Mellemøsten.

Men selvom jeg føler ansvar, har jeg svært ved at se en direkte og logisk forbindelse mellem, at vi bringer nogle tegninger, og at danske ambassader sættes i brand, voldelige demonstrationer og boykot af danske virksomheder. Hvis du taler om den personlige dimension, er jeg ikke en person, der fortrænger ting, og jeg har stillet mig selv spørgsmål undervejs.

Måske blev det hele lettere, fordi jeg synes, at jeg og avisen havde en god sag."

"Men det var overvældende. Jeg fik enormt mange mails fra borgere i Danmark og udlandet, ubehagelige mails, hvor jeg blev kaldt fascist og nazist og spurgt, om jeg nu var tilfreds med, at så og så mange mennesker havde mistet deres arbejdsplads og i den dur. En eller anden realisme satte ind, jeg ved ikke, hvor den kom fra.

Jeg er ikke følelseskold og kan godt føle mig ramt, hvis jeg får kritik og kan nikke genkendende til den. Men jeg havde svært ved at se koblingen mellem de 12 tegninger og ansvaret for alle de mennesker, der opførte sig irrationelt. Jeg kan godt forstå, at man kan blive krænket, men derfra og til at lave så meget ballade ..."

Flemming Rose selv har haft sin gode sag at stå imod med, men spørgsmålet er, hvilken pris hans familie har måttet betale.

"Det er klart, at min kone var meget påvirket af det, men hun kommer fra Rusland og er vant til at slå fra sig. Hun var især bekymret for vores børn, der heldigvis ikke boede hjemme mere. De sad lidt uden for og kunne mærke, at der var pres på, men vidste ikke, hvad der foregik. Min datter fandt på et tidspunkt en dødstrussel på nettet mod mig, som hun oplevede som voldsomt ubehageligt.

Men hun var i foråret med mig til et arrangement i Washington, hvor hun blev spurgt om sin holdning til sagen. Hun svarede, at det hele havde været o.k., og at vi havde fået mere interessante samtaler om middagsbordet end tidligere. Det var fint og humoristisk sagt."

"Sikkerhedssituationen omkring min person er den samme i dag som dengang. Det er i orden. Men jeg bryder mig ikke om at have bodyguards, som da jeg sidste sommer skulle tale ved en konference i Madrid. Så føler man sig ikke som et frit menneske.

På et tidspunkt sagde jeg til min kone, at hvis det her ender med, at jeg havner i samme situation som den danske politiker Naser Khader, der altid har sikkerhedsvagter med sig, har jeg ikke lyst til at blive i Danmark.

Men jeg er faktisk enormt glad for, at vi lever og bor i Danmark, hvor jeg kan bevæge mig frit omkring og kun ganske få gange har oplevet noget ubehageligt med nogle andengenerationsindvandrere, der antastede mig."

"Ingen satiretegninger er så meget som et eneste menneskeliv værd. Heller ikke mit. Men jeg har ikke været bange for mit liv på et eneste tidspunkt, for så har de andre vundet. Så har de fået det, som de ville have det. Når det handler om sådan noget, bliver jeg trodsig og vældig oprørsk."

Hvilke spor har Muhammed-krisen sat i dig?

"Den har ikke ændret mig som person andet end, at jeg har prøvet at være i en grænsesituation, som ikke ret mange mennesker kommer i. Men det, som det helt klart har gjort ved mig, er, at de holdninger, jeg før havde på et diffust plan, er blevet klarere og noget stærkere. Jeg er helt klart blevet ytringsfrihedsfundamentalist."