Jeg møder de indsatte uden fordomme

Den 21-årige jurastuderende Kaaveh Dolatshahi Pirooz er netop blevet fængselsbesøgsleder for Røde Kors i Københavns Fængsler. For ham handler det om at gøre en forskel

"Man ved aldrig, om en af de indsatte er blevet løsladt næste gang, man kommer for at besøge dem. Det må man nemlig ikke vide, men jeg bliver altid glad, hvis jeg må gå forgæves," siger Kaaveh Dolatshahi Pirooz, som er ny fængselsbesøgsleder for Røde Kors.
"Man ved aldrig, om en af de indsatte er blevet løsladt næste gang, man kommer for at besøge dem. Det må man nemlig ikke vide, men jeg bliver altid glad, hvis jeg må gå forgæves," siger Kaaveh Dolatshahi Pirooz, som er ny fængselsbesøgsleder for Røde Kors. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

To timer hver anden uge.

Fra han var 8, til han var 10 år, var det, hvad Kaaveh Dolatshahi Pirooz så til sin far. Faderen havde fået en narkodom og sad i Vestre Fængsel i København i 22 måneder. Der blev ikke snakket særligt meget, når hele familien var samlet i et lille rum i fængslet i de to timer hver anden uge, husker Kaaveh Dolatshahi Pirooz. Men som familie var de der.

LÆS OGSÅ: Indsatte bruger fængsler som refugium

I dag, mere end 10 år senere, ved Kaaveh Dolatshahi Pirooz, at mange indsatte i landets fængsler ikke får besøg af familie og venner lige så ofte, som hans egen far gjorde. Måske fordi de indsatte er udlændinge, og familien bor i et andet land, måske fordi familien har slået hånden af dem, eller bare fordi de er alene. Besøg udefra kan ellers være et tiltrængt pusterum i en hverdag, hvor den ene dag ligner den næste. Derfor etablerede Røde Kors i 1986 fængselsbesøgstjenesten, hvor frivillige tager på besøg hos de indsatte i landets fængsler. Og siden september i år har Kaaveh Dolatshahi Pirooz ledet netop fængselsbesøgstjenesten i Københavns Fængsler og dermed stået for at koordinere, hvem af de 110 frivillige i besøgstjenesten, der skal besøge hvilke indsatte.

Umiddelbart ligner det en tilfældighed, for han havde aldrig hørt om ordningen, men da han så et opslag, hvor Røde Kors søgte nye fængselsbesøgsvenner, var han ikke tvivl om, at det var noget, han skulle. Og Kaaveh Dolatshahi Pirooz ser det ikke som en tilfældighed, for der er altid en mening med livets hændelser, mener han. Og at han nu er tilbage i fængslet som besøgende, er en af dem.

Mit mål i livet er at bruge mine ressourcer og hjælpe der, hvor jeg kan. Og da jeg selv på nært hold har erfaring med fængselslivet, så er jobbet her helt klart et sted, hvor jeg kan gøre en forskel. Egentlig skal man være 25 år for at komme i betragtning, men Røde Kors så mig alligevel som moden og robust nok til at klare det, siger han.

Og med sine brede skuldre og et fast, selvsikkert blik ligner han heller ikke en, der kun har 21 års livserfaring med sig. Han udstråler en ro, som smitter af på hans omgivelser. En ro, som han især finder i sin tro på Gud. Han og familien var troende muslimer, men da faderen sad i fængsel, fik han en åbenbaring fra Gud, og på den syvende dag i fængslet konverterede han derfor til kristendommen. Og det samme gjorde Kaaveh Dolatshahi Pirooz og resten af familien. Men for Kaaveh Dolatshahi Pirooz handler kristendommen ikke kun om at tale om Gud, men om at handle ud fra Guds ord. Kristendommen kommer nemlig til udtryk gennem dine tanker, din tale og din adfærd, mener han.

Tro uden handling er død, som Paulus siger. Min familie er ikke levebrødskristne og går ikke i kirke, men vi handler og hjælper ud fra det kristne budskab. Man behøver ikke at tale om, at man er kristen, det er bare noget, man er.

Det er derfor heller ikke kun med prædiken for øje, at Kaaveh Dolatshahi Pirooz besøger de indsatte. De fleste gange taler de bare om løst og fast eller spiller spil. Men det sker da, at de taler om troen og om Gud, og det er ikke tilfældigt. For Kaaveh Dolatshahi Pirooz liv handler om at udbrede Guds ord, og når han besøger folk, så er han sikker på, at han gennem sin adfærd spreder kristendommens og dermed kærlighedens budskab.

Jeg har mange gange besøgt en ung mand fra Sierra Leone i Ellebæk, som er en institution for frihedsberøvede asylsøgere, og vi har endnu ikke, jo måske én gang, fået afsluttet et parti skak. Det ender altid med, at vi snakker og snakker, også om troen, siger han og fortsætter:

Hvert menneske og hver situation er anderledes, og derfor er der ikke nogen formel på, hvad man laver, når man besøger en indsat. Det afhænger meget af, hvilket menneske man sidder overfor. Men det er, som om det altid kommer af sig selv.

Kaaveh Dolatshahi Pirooz læser jura på tredje år, og ved siden af sit job som fængselsbesøgsleder arbejder han i Den Sociale Retshjælp. Han vil gerne specialisere sig i udlændingeret, men hans allerstørste drøm er at blive dommer. For så kan man virkelig gøre en forskel der er nemlig en ting eller to galt med det retslige system i Danmark, mener han.

Fængselsideen er jo god nok at man sanktionerer, når folk gør noget, de ikke må. Spørgsmålet er bare, hvad man gør, når de er derinde, og når de kommer ud igen. Der synes jeg ikke, man gør nok. En konkret ting, man bør ændre, er sagsomkostningsgælden. Det virker bare som ekstra straf. Mange af dem, der har været fængslet, kommer ud med en sagsomkostningsgæld på flere hundredtusind kroner. Det er forfærdeligt, og starten på endnu en glidebane.

Kaaveh Dolatshahi Pirooz oplever ofte, at samfundet har vanskeligt ved at forholde sig til de indsatte i fængslerne, og det er synd. Men måske er det, fordi han har set det fra den anden side med sin egen far, at han har en forståelse. Hans far flygtede fra Iran og kom derefter ud på en kriminel glidebane. Og det kan ske for alle, mener Kaaveh Dolatshahi Pirooz.

Jeg har ikke fordomme over for de indsatte. Folk er uheldige og fortjener en ekstra chance. Efter min mening er det dobbeltmoralsk at pege fingre ad folk, når man selv kan komme til at overtræde visse moralske love.