Prøv avisen
Klassiker

Lars Mikkelsen: Jeg nærmer mig troen

Lars Mikkelsen forsøger at bruge tvivlen som en arbejdsmotor, så han hele tiden bliver bedre. Og han bliver bange, hvis tvivlen ikke er der, for han tror på, at den er en stærk kreativ åre. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lars Mikkelsen er kommet tættere på at kunne tro, men det er troens pligt, at vi hele tiden stiller spørgsmål, mener han. Søndag kan han ses i hovedrollen som den dominerende og toneangivende præst Johannes, når anden sæson af DR's serie "Herrens Veje" har premiere. Læs eller genlæs

Sommersolen varmer denne morgen i haven ved Grønnegårds Teatret og skaber den perfekte ramme om udendørsteatret i hjertet af København. Her er Lars Mikkelsen netop nu til prøve på komedien Tartuffe, der har premiere i aften.

Afslappet klædt og med sit skarpe, intense blik er han på fra starten, da vi tager plads på to havestole. I baggrunden er scenen ved at blive opført, og skuespillerne er så småt ved at ankomme til dagens prøve.

Med lav stemme og ærlige, velovervejede ord tager Lars Mikkelsen hul på stykkets temaer om tro, kirkens magt og om at opføre sig ordentligt.

I stykket spiller han hovedrollen som den skinhellige bedrager Tartuffe, der med list narrer den velhavende Orgon, der ønsker at være gudfrygtig og god. Lars Mikkelsen kalder Tartuffe en social klatrer, der gør, hvad han kan for at komme frem i livet, og som begærer de ting, han sætter sig for at få.

Men Tartuffe tror kun på sig selv. Orgon er til fals for Tartuffes skinhellighed og sætter ikke spørgsmålstegn ved Tartuffes tro.

"Det må være troens pligt, at man hele tiden diskuterer, hvorvidt man tror, og hvor meget bund troen egentlig har. Med hensyn til min egen tro på Gud så kommer jeg selv tættere og tættere på at kunne tro, for den har altid været der et sted. Men det her har jeg aldrig nogensinde sagt før," siger Lars Mikkelsen.

Han er en af landets mest eftertragtede skuespillere og kendt for sine roller i tv-serier som Forbrydelsen og Den som dræber. Også på film har han spillet med i blandt andet Flugten og Flammen og Citronen. Men det er for teatret, hans hjerte banker. Og i rollen som Tartuffe arbejder han med nogle af de temaer, der også er aktuelle i hans eget liv.

Da stykket blev opført første gang i 1600-tallets Frankrig, var Molière stærkt kritisk over for kirken og dens magt i samtiden, og han angreb de mennesker, der gav sig ud for at handle på vegne af Gud.

Lars Mikkelsens eget forhold til kristentroen har i mange år været præget af distance. Som barn var han hver søndag med Københavns Drengekor til gudstjenester, hvor han sang oratorier, men ritualerne betød ikke noget for ham. I virkeligheden anede han ikke, hvad der foregik, og hvad sangene handlede om. Han deltog passioneret i at skabe vellyd sammen med de andre drenge i koret, men sangen var hans eneste forbindelse til kirken.

I barndomshjemmet var forældrene og bedsteforældrene glødende kommunister, og de delte Karl Marx syn på religion som værende opium for folket. Derfor var tro ikke noget, der blev diskuteret derhjemme, og det er da også først i de senere år, at Lars Mikkelsen med egne ord har nærmet sig den, selvom han endnu ikke betegner sig selv som kristen.

"Efter at mit liv har taget form, vender jeg tilbage til troen, og nu kan jeg mærke, at jeg nærmer mig den, uden at jeg skammer mig over det. Vi lever ellers i en tid, hvor det er rigtig svært at sige, at man tror," siger han og henviser til kunstnerverdenen, som han selv er en del af.

Der oplever han en forankret mening om, at man kun kan bedrive kunst, hvis man er ateist. Det betragtes som værende afgørende, at man står frit som menneske og ikke er bundet af ideologier. Men Lars Mikkelsen er overbevist om, at de fleste kunstnere gennem tiden har kæmpet med at tro eller ikke at tro og nævner Søren Kierkegaard og August Strindberg som eksempler. Der er også nogle, der mener, at Molière med stykket Tartuffe undersøgte, hvad tro er.

"Jeg har brugt meget af mit liv på at finde en mening, og det giver mere og mere mening for mig, at det handler om at opføre sig ordentligt. Og det bunder dybest set i De Ti Bud. Der er en adressering gennem buddene, som handler om, hvordan jeg skal opføre mig som menneske. Og meningen er de andre. Alle de andre. Det er næstekærligheden, der er vigtig, for ellers bliver buddene bare et ideologisk selvstudie," siger han og fortsætter:

"Men jeg ved ikke, om jeg tror endnu, for jeg arbejder med begrebet og forholder mig til det. Der er en diskussion i mit indre, som jeg tror, mange har haft. Vi er hårdtarbejdende som mennesker og i en konstant bøjning af vores sind."

I de senere år har han opsøgt kirken, når han har følt sig urolig. Han beder ikke for sig selv, men for de mennesker, han holder af. For han tror dybest set ikke på, at man kan bede om noget til sig selv. I stedet repræsenterer Gud en ubetinget kærlighed, og den kærlighed skal vi honorere ved at opføre os ordentligt.

"Det er meget sent i livet, at jeg har fundet ud af, at det nok er sådan, det hele hænger sammen. Og det har rettet op på rigtig mange ting i mit liv, for det har gjort, at jeg ikke hele tiden bringer mig i situationer, hvor jeg skal bede om kærligheden. Men det er stadig op til mig selv at opføre mig ordentligt. Hvis der er en gud, der skulle kigge herned og synes, det er interessant, så er det vel, hvor smukt vi kan leve," siger han.

Som skuespiller har Lars Mikkelsen givet utallige , og ofte har han talt om den grundlæggende tvivl, som har fulgt ham hele livet. Det er en tvivl på eget værd og evner til at spille skuespil og det til trods for, at han har høstet en række priser og anerkendelser.

For nogle år siden fik han en depression og måtte trække stikket ud i en periode. I dag mener han ikke, det kan undgås, at han indimellem rammer muren med det erhverv og de ambitioner, han har.

"Det gode, jeg har fået ud af depressionen, er, at jeg arbejder meget mere med en dybde i min tilværelse, som også er en vertikal dialog. Jeg arbejder med noget af det, jeg tidligere er løbet væk fra. Min psykolog er troende, og hendes ro, hjertevarme og indsigt smitter af på mig. Når jeg har mødt troende mennesker, har det haft en enorm virkning på mig, at de ikke er alene, og at de ikke er ensomme," siger han.

Han forsøger i dag at bruge tvivlen som en arbejdsmotor, så han hele tiden bliver bedre, og så den ikke bliver så stærk, at den afholder ham fra at handle.

Og i dag vil han ikke undvære tvivlen. Han bliver bange, hvis den ikke er der, for han tror på, at tvivlen er en stærk kreativ åre. Og det er det samme med troen, hvis man tillader tvivlen, siger han og henviser til en konfirmationsprædiken, han hørte for nylig.

I stedet for at formane konfirmanderne om at holde fast ved det løfte, de havde givet med deres ja, talte præsten om tvivleren Thomas. Og om hans menneskelighed, da han bad Jesus om at se naglemærkerne.

"Enten kan man formane og sige, at man ikke skal være som Thomas, eller også kan man arbejde med ham som eksempel. Jesus tog også hensyn til ham. Jeg tror, mange af os har det præcis som Thomas. Vi tvivler, og det er smaddergodt at sige til konfirmanderne, at de kommer til at tvivle, men det kan vi også håndtere som kirke," siger han og sammenligner kirken med teatret.

Det har svært ved at fastholde det unge publikum, men Lars Mikkelsen mener, at teatrene blot skal gøre deres bedste, for så skal publikum nok komme. Man kan ikke få en ny generation til at gå i teatret, før den selv vil, og det samme gælder kirken.

"Jeg har brug for kirkens rum, og det tror jeg også, at vi som samfund har. Kirken er den base, vi har skabt så mange ting ud fra, og den er stadigvæk i høj grad en form for åndelig parameter, som vi forholder os til."

Det må være troens pligt, at man hele tiden diskuterer, hvorvidt man tror, og hvor meget bund troen egentlig har.

Lars Mikkelsen