Prøv avisen

Jeg nedskriver min angst

– Jeg laver små statistikker for mig selv for at undgå angst. Hvor mange gange har der været vand i kælderen? Og hvad skete der den ene gang? Forfatteren Dennis Gade Kofod lider selv af angst, og det handler hans næste roman, ”Super”, også om. – Foto: Michael Tarp.

Mine bøger kan ses som en tilbagevendende slåskamp mod min egen angst, siger forfatteren Dennis Gade Kofod, der mener, at hans angst er overdreven fokus på egen skrøbelighed. Og netop det handler hans næste roman om

Dennis Gade Kofods seneste - og meget roste - roman Nexø Trawl begynder bogstaveligt talt med et brag, da hovedpersonen eksploderer i et bål af blod, benzin og heroin. Anderledes fredsommeligt går det til i indledningen af hans kommende bog med arbejdstitlen Super. Den begynder i en børnehave, hvor en far står foran en hvid tavle til beskeder. Her er det tankerne, der eksploderer. For faren, tegneserieforfatteren Per, har angst, og hans hjerne fungerer på samme måde som et ridset whiteboard i en børnehave. Den kan viskes tom igen, men man vil altid kunne mærke ridserne, når man skriver på den.

En banal affære som at aflevere sin datter i en tryg børnehave, man holder af, kan være angstfremkaldende. Sådan har min hovedperson det, og sådan kan jeg selv have det. Men jeg har ikke altid haft det sådan. Som helt ung havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at noget kunne gøre mig ondt og slet ikke min egen hjerne. Min angst kom først senere i livet, men angst er heller ikke logik- eller erfaringsbaseret, siger Dennis Gade Kofod.

Deres udsendte møder ham til det mest angstprovokerende interview, han nogensinde har givet. For han har ikke talt offentligt om sin angst før. Derfor har han allerede varmet op på sin blog, før jeg kommer med min blok: Hej, jeg hedder Dennis, og jeg har angst, skriver han blandt andet med en vis ironisk distance. Men der er ingen ironi at spore i øjnene på ham, da han modigt deler ud af sine egne svære erfaringer, mens vi går forbi datterens børnehave og videre i hovedpersonen Pers fodspor langs de charmerende byhuse og tunge siloer ved Rønne Havn.

Der er synlig forskel på frygt og angst. Frygt kan i for sig være nyttig nok. Klap ikke rockeren, han har en skyder, mens angst vel er en mere eksistentiel affære. Der er ingen oplagt indsigt forbundet med den. Den er som udgangspunkt helt ubrugelig. Den klæber ligesom bare til en, den vil ikke noget, ikke gøre noget nemmere. Men selvom angst som regel beskrives som en personlig affære, kan den sagtens være pustet i gang af kollektiv frygt. Jeg læste for nylig, at danskernes forbrug af antidepressive midler er fordoblet under finanskrisen. Nu er der 200.000 danskere på en form for depressionspiller. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det er ganske naturligt, at angsten vokser i krisetider. Der er ingen af os, der rigtig forstår de mekanismer, som er i spil, og så smuldrer dagligdagen. For det giver oplevelsen af, at fundamentet for alle de daglige rutiner smuldrer. Så bliver man træt, og angst er forbundet med træthed. Men ved siden af må der så være den angst, der hele tiden er der, og måske er det den, der vokser. Og jeg er selv overbevist om, at den form for angst i en eller anden grad er et grundvilkår for mennesket. Og tanken om, at man først bliver et helt menneske, når man er fri for angst, synes jeg er åndssvag. Al den snak om helbredelse man kan møde, når man søger hjælp, den er forfærdelig. For hvis man helt fjerner angsten, fjerner man vel en del af sig selv. Og det kan heller ikke lade sig gøre. Man kan lære at have angst, og det er det, jeg selv arbejder på. Men der er så også mange, som har det værre end jeg.

Dennis Gade Kofod afbryder sine egne sætningskæder for at tænde en cigaret, da vi krydser en omfartsvej for at træde ind på en lille uforstyrret skovsti, hvor de skæve træstammer peger ind mod byens kirkegård fra havnen:

Min psykiater har fortalt mig, at cigaretter har en antidepressiv virkning. Det er nikotinen, der virker dæmpende. Men også det at jeg har et sted at gøre af mine fingre, en rutine, jeg kan finde ro i. Og når man har angst, må man samle på ting, der gør en rolig eller lidt tryg. Og det kan rutiner. Statistik er en anden ting, der kan gøre mig roligere. Angst er for mig også en overdreven fokus på min egen skrøbelighed. Derfor laver jeg små statistikker for mig selv for at undgå den mest nærværende angst. Hvor mange børn hører man om, der dør i børnehaven? Hvor mange gange er Sisse kommet hjem i live? Hvor mange gange har vi ikke kunnet betale terminen? Hvor mange gange har der været vand i kælderen? Og hvad skete der den ene gang? Den slags hjælper mig, men først og fremmest hjælper det mig at skrive. Det hjælper at sætte ord på angsten ved at skrive.

Så du nedskriver din egen angst ved at skrive den ned?

Ja, det er nok det, der sker. Eller jeg sorterer i den, forsøger at finde ud af, hvad det er for en størrelse. For sådan kan jeg gå i dialog med mig selv og skælde mig selv ud. Jeg har simpelthen lettere ved at være alene, når jeg skriver, og når jeg har skrevet. Og jeg kan tydeligt mærke, at jeg har det bedre i de perioder, hvor jeg har tid til at skrive. Sådan har jeg efterhånden haft det i mange år. Jeg begyndte for alvor at skrive, da jeg tog et sabbatår mellem 1. og 2.g, hvor jeg rejste til Israel med en ven. Dengang skrev jeg både små digte og dagbog. Det virkede simpelthen nødvendigt at skrive noget ned. Og det er det bedste, jeg har taget med mig fra den periode. For jeg var samtidig et ungt arrogant fjols, der skulle alt muligt med mig selv med stoffer og den slags. Meget af den angst, jeg senere har slæbt rundt på, er på den måde ganske selvforskyldt udløst af arrogance. Og når jeg tænker tilbage på mine gymnasieår, bliver jeg flov over at tænke på, hvor sort og dum jeg må have været at høre på.

Vi nærmer os byens gamle forsvarsværker i tavshed, mens kragernes kakofoni over os blander sig med begejstrede børnehyl fra nogle drenge, der leger i bakkerne ved batteriet. Tre store kanoner peger stadig ud mod verden udenfor Bornholm. I bogen er kanonerne et billede på potens, forklarer Dennis Gade Kofod, mens vi vender tilbage til snakken om hans egne forsvarsværker som potent teenager.

Jeg havde en følelse af at være vigtigere end andre og være den eneste, der havde opdaget det. Det er nok typisk for en teenager at være egocentrisk, men jeg overdrev det mildest talt. Og jeg havde alle de rigtige holdninger, og jeg havde besluttet, at jeg ville hjælpe andre ved at skrive, men jeg var simpelthen for fuld af mig selv til at ville andre noget. Jeg kunne ikke andet end at pådutte. Og da jeg flyttede til København efter gymnasiet, kulminerede det hele efter en Roskildefestival, hvor jeg fik en depression. Men jeg opsøgte med hjælp fra nogle venner en psykiater, der hjalp mig tilbage på sporet.

Han sagde en masse ting, der havde værdi, selvom det kunne virke banalt. Om at være ordentlig, men også om at leve med det, når man ikke havde været det. Om vigtigheden af at kunne sige undskyld. Men ellers var det en periode uden sprog. Jeg kunne slet ikke skrive i den periode. For når man står midt i en depression, virker alting ligegyldigt. Og jeg var så langt væk, at jeg ikke kan huske én eneste sætning fra de måneder.

I din nye roman skriver du om druknedøden i sofaen. Var det sådan du selv havde det?

- Ja, jeg var simpelthen stavnsbundet til mine møbler, og jeg rejste mig nærmest kun op for at brække mig. Jeg fik antidepressiv medicin og hadede, at den gjorde min krop fed, så hele verden kunne se, at jeg havde det skidt. Det virker totalt stigmatiserende, når man i forvejen føler sig som en klump flæbende kød. Angsten havde helt konkret overtaget min krop. Og sådan var det også anden gang. Jeg fik en depression efter Forfatterskolen, men der gik det hurtigere over. Måske fordi jeg havde Sisse til at hjælpe mig igennem. En, der blev ved med at snakke, fordi der ikke var andet at gøre. At hun var der tvang mig til at sige noget om min verden, og så bliver den mere håndgribelig. Det håndgribelige - vasketøj og kys og lokumsrens og sex, det hjælper sammen med medicinen. Men igen orkede jeg ikke at tale. I det hele taget er angst for mig forbundet med mangel på sprog. Det er ikke sådan bare at beskrive. Det undviger at blive talt om. Men på den måde har mine angstfremkaldte depressioner også været forbundet med skam. Jeg ved godt, at skammen kun er min egen, men jeg kan ikke slippe den følelse af at have misbrugt andre, når de har hjulpet.

Det er ikke kun det, at de har set mig i så hjælpeløs tilstand. Det er også følelsen af at skylde meget mere, end man kan betale tilbage. Og så har jeg brug for at tale eller skrive om det bagefter. Det er blevet til mange tekster før den roman, jeg lige har skrevet.

Hvad udløser din angst?

Det er svært at sige, men jeg tror, at angsten hele tiden har ligget i mig. Spørgsmålet var bare, hvor meget jeg skulle slæbe rundt på, før jeg fik det første anfald. Og nu skal der nogle gange meget lidt til. Jeg bruger stadig alt for meget energi på at tænke på, hvad folk tænker, frem for hvilke signaler, de i virkeligheden udsender, og hvad de siger. På den måde ryger min tillid til andre mennesker, og det er kun de færreste, der har fortjent det. Så bliver det en usikkerhed: Er det mig eller dem, der lyver? Er jeg ikke bare en belastning at være sammen med? Eller står han virkelig og siger, at jeg er forfærdelig? Det tager helt over, indtil det kun er en samtale med mig selv i mit hoved. Helt uden for rækkevidden af, hvad andre siger. Og efter jeg er blevet far er en ny form for frygt kommet ind i mit liv, og jeg kan blive rædselsslagen for, at der skal ske min datter noget og visualiserer de værste ting. Det er derfor, at jeg prøver at berolige mig selv med mine små statistikker. Og det er også derfor, at det er fedt at skrive, fordi jeg gennem skrivningen kan sige mig selv imod og al den larm, der løber gennem min hjerne. En del af skriveprocessen handler jo om at slette, og kommer det ikke med i bogen, har jeg ikke sagt det, vel? Så selvfølgelig kan mine bøger også ses som en tilbagevendende slåskamp med min egen angst. Ikke fordi de nødvendigvis handler om angst, men på grund af at de er skrevet, fordi det er noget af det, jeg skal gøre, når jeg ikke har angst. Skrivningen giver mig en chance for at gøre op med alt det , jeg sidder og tænker.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk