Prøv avisen

Jeg overgiver mig

Slipset og Søren Pind hører sammen. Han har gået med det, siden han i 1985 blev elev på Bornholms Amtsgymnasium. Skjorte og slips var hans protest mod det venstreorienterede skolemiljø. Foto: Søren Staal.

I mange år kæmpede Søren Pind med en grundlæggende angst. I kristendommen fandt han, hvad han beskriver som en frisættelse af den anden verden

En af de første bøger, Søren Pind læste, var Bibelen. Han var fem år og boede sammen med sine forældre i Schweiz, hvor han havde fået en fransk børnebibel, som han med iver arbejdede sig igennem. Bibellæsningen var hans eget projekt, som forældrene forholdt sig til med undren.

"Min mor er fysioterapeut og min far er tandlæge, og jeg kommer ikke i den forstand fra en religiøs familie, så min mor skrev bekymret hjem til min mormor, hvad det var for noget, at jeg havde læst Bibelen i en alder af fem år. Mit tidlige møde med Bibelen har betydet meget for mit gudsforhold. Jeg levede mig ind i Det Gamle Testamentes store historier og kom ind i et univers, hvor der var en forbindelse mellem Vor Herre og en gruppe mennesker," siger Søren Pind.

LÆS OGSÅ: Søren Pind mener at tuneser kan udvises

Det er fredag, og den 41-årige minister, som siden marts har haft to ministerposter, har som vanligt et tæt program. Men denne time får hans bugnende mappe med sagsakter lov at ligge uberørt på bordet, og han læner sig tilbage i sofaen i Snapstingets lounge på Christiansborg. Han vil gerne forklare, hvorfor påsken står som en ganske særlig tid på året for ham, men for at forstå det skal vi tilbage til den beboelsesejendom i Schweiz, hvor han boede, da han læste Bibelen første gang.

To etager over dem i ejendommen, hvor familien Pind boede, levede en stærkt troende katolsk dame, som han talte med om kristendommen. Han husker særligt den dag, hvor hun fortalte ham, at Gud førte en bog for alle mennesker, hvor gode og dårlige handlinger blev noteret. Var der et overskud af onde handlinger, ville man komme i Helvede, når man døde.

"Min første frygt var frygten for Helvede. Det blev ikke bedre af, at jeg kom jeg til at se noget af 'Dantes inferno' på tv, hvor jeg så et djævlehoved, som spiste et menneske," siger han.

LÆS OGSÅ:Den unge Pind ønskede åbne grænser og lukkede kasser

Gudsforholdet og frygten for Helvede tog han med sig, da han som syvårig flyttede tilbage til Danmark, hvor familien slog sig ned i Østermarie på Bornholm. Nogle år senere kom Søren Pinds børnehavepædagog fra Schweiz til Danmark og besøgte familien. Hun var en engageret katolik, og Søren Pind vidste, at hende kunne han tale med om de eskatologiske spørgsmål, han tumlede med.

"Jeg spurgte, om hun var helt sikker på, at Helvede fandtes, og hun svarede mig, at det kunne hun bestemt forvisse mig om, så jeg levede videre med min angst og bad hver aften mit fadervor med foldede hænder under dynen."

Når han tænker tilbage på sin barndom, så mindes han en følelse af grundlæggende ensomhed.

"Jeg vil påstå, at alle kender til den følelse af grundlæggende ensomhed, men den angst, som var en del af mit liv dengang, gjorde nok, at jeg i højere grad blev konfronteret med ensomheden. Derfor var det vigtigste i kristendommen for mig budskabet om, at man aldrig er alene. Jeg sang meget, og særligt Ingemanns salmer med det entydige kærlighedsbegreb rørte mig og gør det stadig. En strofe som 'Gud ånder på øjet, når det græder' fra 'Nu titte til hinanden' var noget, jeg kunne forholde mig meget klart til som barn."

Kort før han skulle i gymnasiet, blev han kirkesanger i den lokale folkekirke, og sognepræsten Gunnar Strand-Holm blev en vigtig og formativ samtalepartner for ham. I hans selskab kunne Søren Pind få udfordret den katolsk inspirerede, hjemmestrikkede barnetro og udvikle et mere nuanceret sprog for sin tro.

"Jeg voksede op i den tid, hvor børn skulle synge 'Vi voksne kan også være bange', og det er jo en ringe trøst, når man selv er angst for Helvede. Siden var det angsten for atombomben og så kom hiv-frygten. For Gunnar Strand-Holm var det Guds ubetingede kærlighed, som var det vigtigste. Derfor kom Gunnar Strand-Holms forkyndelse af den ubetingede kærlighed til at betyde meget: At uanset hvad der sker, er der en kærlig Gud, som råder."

I dag beskriver Søren Pind sig som blidt tidehvervsk. Tilbage i slutningen af 1980'erne tog han på bevægelsens sommermøde, fordi han havde læst en række artikler og bøger skrevet af den tidehvervske præst og politiker Søren Krarup, og Søren Pind var generelt tiltalt af de tidehvervske teologers tænkning. I Tidehverv fandt han en kristen tradition, hvor der i teologien var taget højde for menneskets ufuldkommenhed.

"Bibelen er fuld af høje idealer, som jeg ikke kan leve op til, men den rene Luther-vare kan jeg lide. Jeg hørte kristne sige, at man ikke måtte bedrive hor. Men når jeg så læser Jesu ord i Det Nye Testamente om, at du ikke engang må kigge, du må ikke tænke på det, så er det, man tænker 'godt så'. Hvis det er hor, så kan jeg ikke holde mig fra det. Jeg lever godt med erkendelsen af, at jeg er et ufuldkomment menneske, som må sætte min lid til en mægtig Gud," siger han og uddyber:

"Et gudsforhold, hvor Gud er Gud, og mennesket er menneske, er forbundet med en fantastisk udfrielse. I stedet for at man skal gå og martre sig selv med alt det, man burde, skulle og kunne gøre, så er budskabet i den lutherske kristendom, at du blot skal gøre dit bedste. 'Synd tappert', siger Luther, og det er en frisættelse af den anden verden. Eller som det står i Prædikerens bog: Du skal spise, drikke og være glad og leve under solen med den kvinde, du elsker. Det budskab vender jeg tilbage til igen og igen."

For en minister er påsken ikke ensbetydende med ferie, men Søren Pind vil enten gå i kirke langfredag eller påskemorgen, og i løbet af helligdagene vil han sætte sig og se filmen "Jesus af Nazaret" med Claudia Cardinale.

"Jeg fyldes med dyb taknemmelighed over det fortættede håb, som møder os i påsken. Jeg tror, påskemorgen er det tidspunkt på året, hvor jeg håber mest. Påsken er livet. Dødsangsten må vige. Jeg mærker noget af det samme påskedag, som når jeg synger Grundtvigs 'Blomstre som en rosengård': 'Ryste mer ej noget knæ, ingens hænder synke, skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke, rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde!' Det håb underlægger jeg mig."

"Da jeg var lille, var jeg meget optaget af tanker om Paradiset. Men i de senere år er mit fokus blevet et andet. Jeg tror, vi kan opleve en genopstandelse til nyt liv, hvis vi som mennesker lever vores liv frit, ikke lader os lokke af falske profeter og accepterer vores gudsforhold."

Den angst, Søren Pind levede med som barn og ung, oplever han i dag er lægt. Og her har kristendommen spillet en positiv rolle. Som en dedikeret samler har han gennem årene opbygget sit eget reservoir af salmer, bibelske tekster, litterære citater og prædikener, som rummer nogle af de aspekter, han finder vigtigst ved kristendommen: Troen på den ubetingede kærlighed, et transcenderede nærvær og opstandelseshåbet. Da vi taler om påsken, er Søren Pind stille et kort øjeblik og citerer så fra et afskedsbrev, som den unge modstandsmand Christian Ulrik Hansen skrev til de andre fra modstandsgruppen: "Lad geværsalverne knitre, lad dem pine og piske, lad bare langfredagsmørket sænke sig over landet – vi snyder dem påskemorgen, når den gyldne sol bryder frem."

Noget af det, den voksne Søren Pind har tumlet med i sit åndelige liv, er spørgsmålet om Guds ubetingede kærlighed.

"Gang på gang vender jeg tilbage til 'Greven af Monte Cristo'. Hovedpersonen Edmond Dantès hader nærmest Gud. Abbed Farias ord til Edmond Dantès rammer mig lige i hjertet: "Det gør ikke noget, for Gud tror på dig". Når vi taler om en kærlig Gud, så er der tale om et entydigt kærlighedsforhold," siger han.

Men alligevel blev kristendommens budskab om, at Gud elsker mennesker betingelsesløst og tilgiver gang på gang ved med at skurre i Pinds ører. Var en sådan kærlighed troværdig?

Her har samtaler med kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen fået brikker til at falde på plads. "Erik Norman Svendsen hjalp mig til, ud fra mine egne erfaringer som far, at indse, at man som forælder vil tilgive igen og igen. Uanset hvilke gale streger mine to børn måtte hitte på, vil jeg ikke holde op med at elske dem. På samme måde er vi hos Gud taget imod som nøgne, afmægtige mennesker. Sådan er det. Troen er en gave, og mit forhold til Gud er en hjerterelation og noget, jeg kan hengive mig til, også når alt andet svigter. Ja, hans stok og stav er min trøst."

nygaard@k.dk