Prøv avisen

Jeg savner Nyboder hver dag

”Jeg synes ikke, at jeg er født i det forrige århundrede. Men der var nogle ting i det miljø, der var virkelig gammeldags, og det er måske derfra, jeg har mine værdier,” siger Bente Dalsbæk om Nyboder, hvor hun her sidder foran døren til sit barndomshjem. – Foto: Søren Staal.

Journalist og debattør Bente Dalsbæk er både til det nære og til det store udsyn. Hun elsker København og at rejse men det gør ikke hendes kærlighed til resten af landet mindre

Bente Dalsbæk er vokset op i Nyboder de gulkalkede små toetages huse, som var boliger for Søværnets folk, i begyndelsen af Store Kongensgade i det indre København. Hendes forældre, der begge var indfødte københavnere, gik ofte tur med Bente og hendes tvillingebrødre Jan og Erik i Østre Anlæg og Kongens Have.

Og så fortalte de undervejs om byens historie og hele kongerækken. Men det er Christian IV, der er hendes konge. Der står en statue af ham i Nyboder, og der skulle hun som barn altid hen og holde et hvil.

LÆS OGSÅ: Det er helsebringende at bo ved vandet

Jeg har også andre konger og dronninger, især dronninger, men der er noget særligt over Christian IV. Han endte med bankerot, men lad os ikke holde det imod ham. Han havde udsyn og visioner, men førte samtidig notesbøger om den daglige husholdning, hvad børnene skulle have på af tøj, og at ænderne i voldgraven skulle fodres.

Det er det med det store udsyn og det nære. Jeg er vild med at rejse, men jeg bor i København. Her er jeg tæt på alting, men det er også min historie. Jeg har den lidt gammelkloge ting, at jeg lever i min egen historie og i et stykke danmarkshistorie, som jeg er sindssygt optaget af.

Især min far var god til at fortælle. Det var en helt klar overlevering fra en generation til en anden, fra en samtid til en anden. Jeg kan lide, at det fletter sig sammen, og at man kan se sine egne fodspor og andres. At se sig selv! Jeg kan nogle gange blive helt benovet over at se den sammenhæng, jeg er i, og jeg er meget ydmyg over, hvor meget jeg egentlig har fået lov at være en del af, siger Bente Dalsbæk.

Hun flyttede efter syv års parforhold med den tidligere folketingspolitiker Naser Khader for et par år siden til den lyse lejlighed på Frederiksberg, hvor der er cafelatte i kopperne, vand på kanden og melon og vindruer sat frem på spisebordet. Hendes to sønner, Tobias på 12 og Hannibal på syv år, er i skole.

Den 46-årige Bente Dalsbæk, der er uddannet jurist og den første akademiker i sin familie, arbejdede i 10 år i Folketinget som udvalgssekretær, rådgiver og taleskriver for Folketingets formand. Men da hun i 2005 fik sønnen Hannibal med Naser Khader, blev hun bedt om at underskrive sin egen opsigelse og stoppe på Christiansborg.

Jeg var superked af det. Det var hele min identitet, jeg var et arbejdsdyr, skulle jeg nu gå hjemme? Var det det, som jeg og mine forældre havde kæmpet for? Nej. Men så kom Muhammed-krisen, og vi måtte have livvagter på grund af trusler mod Naser, og der var brug for mig derhjemme, så på den måde var det jo okay.

Bente Dalsbæk tog den journalistiske tillægsuddannelse og skrev en bog om sin svigermor, Med underkop. Livet med min muslimske svigermor, og bogen Med eller uden skræl en debatbog om omskæring.

Selvom jeg var ked af at miste mit job, har det betydet, at jeg har kunnet udvikle det at skrive, og jeg kan ytre mig. Jeg er så privilegeret, at jeg kan sige noget. Hver fjortende dag kan jeg sætte mig og skrive en klumme om næsten, hvad der passer mig. Og jeg kan sidde i radioen og mene, hvad jeg vil. Men jeg skal også tjene penge. Jeg forsørger mine to børn, så jeg skal knokle. Det kræver noget, og man kan ikke bare leve af at snakke.

I dag arbejder Bente Dalsbæk som journalist og kommunikationsrådgiver og er tilknyttet freelancebureauet Spot Kommunikation. Hun skriver stadig taler for politikere. Og så er hun fast kommentator i Berlingske, foredragsholder og med i programmerne Iben og mødregruppen på Radio 24/7 og i Søndagsfrokosten på DRs P1.

Hun kalder sig selv for værdientusiast og tror, at hendes holdninger til Gud, konge og fædreland og til demokratiet og vores alle sammens ansvar for fællesskabet blev grundlagt i barndommen i Nyboder.

Jeg synes ikke, at jeg er født i det forrige århundrede. Men der var nogle ting i det miljø, der var virkelig gammeldags, og det er måske derfra, jeg har mine værdier, siger Bente Dalsbæk.

Hun betegner sine forældre som ærkekøbenhavnere. Faderen var fra Ole Suhrsgade ved Sølvtorvet i det indre København, og moderen fra Læssøesgade på Nørrebro. Hun var lige fyldt 17 år, og han var 18 år, da de fik tvillingerne Jan og Erik. Tre år efter kom Bente. De boede i Nyboder, fordi han var i Søværnet som befalingsmand og sejlede med torpedobåde. Moderen gik hjemme.

Nyboder var som en landsby i byen. Alle fædre lignede hinanden, og mødrene var hjemmegående. Vi boede småt med gennemgangskøkken og deletoilet. Når man skulle ud med skraldespanden, skulle man nedenunder og ud gennem køkkenet.

Jeg savner det hver dag. Der var noget over det fællesskab, man havde der. Alle havde det som grundvilkår og dyrkede derfor ikke fraværet af en far. Han var ude at sejle. Når han kom hjem, havde han sprut med, og så var der fest. Det var et godt liv for børn. Vi blev ikke overvåget som i dag. Vi gik hjemme hos mor, og hvis hun skulle noget, holdt en af nabodamerne øje med os. Vores forældre kunne også gå fra os om aftenen, fordi naboerne var hjemme.

Jeg kan savne det nære i det. Men i dag har jeg det også sådan, at det må ikke blive for nært, og jeg kunne aldrig finde på at flytte i kollektiv. Jeg kan lide det nære, men elsker også storbyen. Jeg ville aldrig kunne bo på landet.

Da jeg begyndte at læse jura, var det et lidt voldsomt miljø for mig, for alle de andre kom fra nord for København, deres far og bedstefar havde været jurister, de kunne danse lancier og virkede, som om de kunne alle koderne. Da jeg senere kom ind i Folketinget og havde min gang på de bonede gulve til hofbal og på rejser rundt i verden, kunne jeg godt koderne. For dem havde jeg jo med hjemmefra. Jeg er også gammeldags opdraget. Man skulle sidde pænt og spise pænt og vise tingene respekt. Når jeg i dag er inviteret ud, er jeg en af dem, der altid har værtindegave med, for det gør man. Det var også lidt kæft, trit og retning i Nyboder vores forældre var jo i militæret. Det var ikke nødvendigvis sådan, at børn skulle fylde det hele.

På et tidspunkt, hvor min far var hjemme, blev han kaldt til Kommandatskabet, fordi nogen havde indstillet os til Artige Børns Legat på 25 kroner. Og så fik vi lov til at gå i Rønberg Legetøj i Store Kongensgade og vælge et stykke legetøj, siger Bente Dalsbæk og smiler ved tanken.

Hun er vokset op i en tid, hvor kvinderne begyndte at gøre oprør. Hendes egen mor havde ikke behov for at demonstrere og brænde bher.

Men jeg er ikke i tvivl om, at hun var feminist. Hun blev dagplejemor og passede alle de der feministmødres børn, mens de selv sad ovre i Kongens Have og spillede på guitar og røg en bønne. Senere tog hun et job på Rigshospitalet og gjorde rent og uddannede sig derefter til sygehjælper. Og min far blev landfast og blev ansat på Havariskolen, hvor han underviste i oliebrandslukning og røgdykning. Han måtte tage sig af ting, han aldrig havde gjort før som at smøre madpakker. De vendte stille og roligt op og ned på deres kønsroller. Nu er det kun ham, der laver mad.

I 1974 blev familien ramt af en stor sorg. Den ene tvillingebror, Jan, havde en hjertefejl og lå i koma på Rigshospitalet efter at være faldet om. Den anden bror, Erik, og Bente var på feriekoloni, da deres mor ringede og fortalte, at Jan var død. Han blev 11 år.

Jeg måtte være en stor pige, da vi kom hjem fra feriekolonien. Da var han allerede blevet begravet i de ukendtes grav på Holmens Kirkegård. For Erik blev det hårdt. De var enæggede, og de sov sammen, gik i det samme tøj og talte et indbyrdes sprog sammen, før de lærte at tale. Jeg trådte i stedet, men Eriks savn må have været ulideligt. Men det var ikke noget, vi talte om i familien i de år, hvor det var så svært.

For forældrene blev det nære i Nyboder for intenst, så de besluttede at flytte til Albertslund, da Bente Dalsbæk skulle begynde i 4. klasse.

Vi skulle bo i et gårdhavehus, og min største indvending var, at det hele lignede hinanden sagde jeg, der kom fra de ens huse i Nyboder! Men det var noget andet. Jeg syntes, der var grimt, og at det hele var for nyt. Men der var også mange muligheder. Vi havde eget bad og toilet, jeg fik eget værelse, og Albertslund var en rigtig god kommune for børn og forældre. Det var der, jeg for alvor opdagede biblioteket, hvor jeg var hele tiden. Jeg læste så mange bøger og så mange tegneserier. Og skolen var et helt andet miljø end Øster Farimaggades Skole, hvor jeg havde gået indtil da. Den nye skole var virkelig pædagogisk, vi havde for eksempel kapitalistspil, projekter og emneuger det var et kæmpe spring, hold da op! Men man fik lov til at sige sin mening, det havde der ikke været så meget af på Øster Farimaggades Skole, siger Bente Dalsbæk.

Hun var 15 år, da hendes anden bror, Erik, døde. Han blev knap 18 år. Også han havde en hjertefejl, som blev diagnostiseret efter, at han som 14-årig var faldet om på en fodboldbane. Men man kunne dengang ikke gøre noget ved det.

En morgen lå han død i sin seng. Jeg var hjemme, da de fandt ham. Også han blev bisat i de ukendtes grav på den samme kirkegård og uden præst. Hans kiste blev hentet i Glostrup og kørt til kapellet på Holmens Kirkegård. Min morbror sagde nogle ord om, at han havde været en rigtig god dreng, og så stillede vi ham der og gik.

Mine forældre lukkede helt ned, og jeg var vred. Fordi der på gravstedet står ukendt af mennesker, kendt af Gud. Jeg kendte dem jo. I mange år ville mine forældre ikke med. De kunne ikke have det. Jeg forstår det godt, at miste sine børn ... det er noget af det mest rædselsfulde. Hen ad vejen er der blevet løst op for det, og jeg tror, at mine egne børn har hjulpet til ved at spørge til deres ukendte onkler. Nu taler vi helt frit om det. Men det var nogle mørke år, som helt klart er noget, der har fået mig til at beslutte, hvad jeg vil, når jeg dør.

Bente Dalsbæk og hendes brødre er med hendes egne ord ikke blevet særlig religiøst opdraget. Men da hun i Albertslund lærte præstens datter at kende og kom i hendes hjem, ville hun gerne konfirmeres. Så døde hendes bror Erik, og troen forsvandt for hende, for hvordan kunne Gud gøre sådan noget? Senere begyndte der alligevel at spire noget igen.

Den vækkelse, hvis man kan kalde det det, jeg har haft de sidste 10 år, har været en måde at acceptere, at døden er en del af livet. Da jeg var i begyndelsen af 20erne var jeg ret dødsangst, og jeg tror selv, at det havde meget med mine brødres død at gøre. Det var svært for mig at acceptere døden. Tænk, hvis man ikke nåede det, man skulle? Men jeg begyndte langsomt at lukke Gud ind igen. Det var en måde at bearbejde dødsangsten på: Jeg dør, men kommer i himlen men jeg slutter ikke dér, Ill be continued.

Mine sønner og jeg besøger hvert år kirkegården på mine brødres fødselsdag den 24. april, og Tobias og Hannibal planter små flag på de ukendtes grav. Til jul besøger vi min mormors gravsted. Jeg tror, at det er godt en gang imellem at stoppe op og mindes. Der er meget få rum i dag, hvor vi kan sørge. Der er et nu skal du komme videre-regimente. Men sorgen er en del af en, og det skal man ikke skamme sig over. Det er også en måde at vedkende sig sin fortid på.

Da Bente Dalsbæk mødte Naser Khader og fik en muslimsk svigerfamilie, fik hun sat et spejl op: Hvad tror du selv på?.

Og på mit arbejde i Folketinget var der mange troende mennesker, deriblandt Arne Melchior, som er jøde, og som lærte mig mange ting. Der var også nu afdøde Ivar Hansen, der var landmand og rundet af højskolebevægelsen. Og Christian Mejdahl, der var en læremester for mig i at være troende uden at løfte pegefingeren, og fordi han turde tage Gud i sin mund. Når jeg i dag bliver spurgt om, hvad jeg tror på, er jeg blevet bedre til at ranke ryggen og sige: Jeg tror på Gud.

Jeg har også holdt en masse foredrag om tro, værdier og kulturmøde og er kommet meget rundt i landet. Jeg har mødt mange mennesker, og hvor er der meget liv! Folk taler om, at der er dødt på landet, men når man så står og ser på en opslagstavle i et menighedshus, så opdager man, hvor mange foreninger og arrangementer der er. Så synger man en sang fra Højskolesangbogen, og man får kaffe og kage og nogle steder boller med rullepølse. Jeg elsker det Danmark, der er dér. Og man bliver kun klogere for hver samtale, man har med andre mennesker.

At jeg elsker København, gør ikke min kærlighed til resten af landet mindre. Jeg har været rigtig mange steder, og det er godt for københavnersnobberiet. Jeg gør mig faktisk umage for ikke at virke københavnersmart. Ude i landet kan de godt tro, at nogle københavnere er det. Og vi har da også Distortionfestival med høj musik i gaderne og virker sikkert så med på det hele. Men når man rejser ud i verden, kan man godt se, at vi københavnere er nogle bønder. Vores perspektiv er nogle gange ret indskrænket. Men det er måske også charmen det med, at vi er stadig er inden for rækkevidde af hinanden.

Men jeg sporer også en selvcentreret smålighed i os. At udgangspunktet bliver taget i, hvad får jeg ud af det?. Eller værre: Hvad får mit barn ud af det? Ikke: Hvad kan jeg bidrage med? Og det er især i forhold til vores fælles værdier og det fælles rum, synes jeg. Jeg tror, at vi trænger til at få defineret en ny værdi-solidaritet, som handler om menneskelige værdier, om grundlæggende samfundsværdier, og som ikke er røde eller blå.

Vi havde en generation i 1970erne, som lavede hele tilværelsen om til et projekt om at lykkes. Nu begynder vi at blive gamle og gøre op med nogle huller i vores opvækst. Mange forældre har været egocentrerede og optagede0 af selvrealisering. Jeg tror, at der kommer en tid nu, hvor man vil være sammen på en anden måde, og hvor vi holder op med at være ligeglade, for eksempel med det fælles gods.

Jeg havde en diskussion med en ung pige, der smed en tom dåse ind i buskadset i Frederiksberg Have. Jeg synes, du skal samle den op. Det er vores fælles have, sagde jeg til hende. I starten fattede hun ikke, hvad jeg talte om. Og jeg blev lidt for sur efter min egen smag. Jeg blev så forarget over den der ligegyldighed. Man skal have respekt for tingene. Og når du tager ansvar for dit eget rod eller din opførsel i det fælles rum, så tager du ansvar for fællesskabet til glæde for både dig selv og fællesskabet, siger Bente Dalsbæk og tilføjer:

Jeg er meget værdiorienteret. Det er dér, jeg kan mærke min optagethed af verden. Men jeg er gudskelov ikke så værdikonservativ, at jeg er humorforladt. Jeg ville ikke kunne leve uden at se det absurde i tilværelsen og grine ad det. Jeg er en værdientusiastisk humorist.