Prøv avisen

Jeg skal ikke være pensionist lige nu

50+alderen Den kendte radiostemme Monica Krog-Meyer har skrevet en ny debatbog om at tilhøre en generation, der ikke vil dømmes ude på grund af fødselsattesten

Monica Krog-Meyer oplevede for nylig noget, der rystede hende. En yngre kollega fortalte om et særligt tilbud til pensionister, gav hende et lille tjat på skulderen og sagde: "Ikke, Monica!"

"Fordi man har rynker og gråt hår og kan tale om noget, der skete i 1960?erne, så er man også snart pensionist. Det er ikke til at holde ud, og det er helt forkert, for jeg skal ikke være pensionist lige nu. Jeg har ikke lyst til at holde op med at arbejde, heller ikke som 65-årig, selvom det til den tid kan være, at det hele går så stærkt, at jeg måske må bede om at komme ned på tre arbejdsdage om ugen," siger Monica Krog-Meyer og tilføjer:

"Hvis jeg bliver 90 år, kan jeg se frem til 25 år som pensionist – hvad skal jeg lave dér?"

Det hele sagt med den tydelige og med indlagt munterhed behagelige stemme, som mange lyttere kender fra P4 København, hvor hun er vært på programmet "P4 Eftermiddag", og sammen med Dennis Johannesson også på "Så har vi balladen" lørdag formiddag. En stemme, som mange har lyttet til siden ungdommen, hvor hun blandt andet var vært på programmerne Radio Rita og Strax på P3.

Hun møder tit mennesker, der fortæller, at hun var lydsiden til deres barndom og ungdom. Som en lytter skrev til hende sidste år: "... når jeg ser dit navn, så tænker jeg på min ungdom og radio og begyndende forståelse for musik og generel opvågning til livet, langt ude i provinsen."

"Det varmer, når jeg mærker respekt, begejstring og interesse. Hvis jeg en dag fornemmer museumsærbødighed, er det en anden sag", skriver Monica Krog-Meyer i sin nye bog "Plusalderen. Vi bliver jo bare ved!", der udkommer på onsdag på forlaget People?sPress.

Det er anledningen til, at jeg nu sidder i et caféområde i DR Byen på Amager i København over for kvinden med den stemme, som også jeg har lyttet til på P3, da jeg var 40 og nu som 50+ lytter til på P4. Hun fortæller, at bogen er ment som en hyldest til og opsang på vegne af hendes jævnaldrende.

Som ung tilhørte Monica Krog-Meyer den første generation af teenagere, nu tilhører hun en generation af 50+-årige, der igen har fået en ny alder, plusalderen, som hun kalder den. Det er nemlig en generation, der arbejder længere, lever sundere og mere aktivt en nogensinde før. For sagen er, at selvom Monica Krog-Meyer til august fylder 60 år, vil hun ikke dømmes ude – og slet ikke af arbejdsmarkedet.

"Jeg har skrevet bogen, fordi jeg havde en fornemmelse af, at ingen har opdaget, hvor heldige vi er. Det forventes, at vi pakker sammen, men det er ikke der, vi er. Det må vi da tale om. Jeg tror, at der går mange rundt og putter sig lidt og tænker, at ?jeg håber ikke, de opdager, at jeg fylder 60 lige om lidt?, men har det ligesom mig og ranker sig lidt. Den glade nyhed er: Det bliver kun værre, og det er åndssvagt ikke at nyde det, mens vi kan."

I bogen retter Monica Krog-Meyer en skarp kritik mod et aldersdiskriminerende arbejdsmarked, et ungdomsfikseret mediebillede og et samfund, der ikke formår at omsætte de bevingede ord om "gråt guld" til reel handling. Der er også bidrag af venner og bekendte og folk som sexolog Sanne Neergaard, entertainer Jan Monrad og journalist Peter Olesen.

Titlen "Plusalderen" begrunder hun således:

"Allerede, da jeg var i begyndelsen af 50?erne, blev jeg og mine jævnaldrende omtalt med begreber som gamle, seniorer, ældre, modne og så videre. Alle de ord, der betegner, at nu er det slut, afhængighed, man har brug for en stok, skal hjælpes – negativt. Vi forstår ikke et ord, det kan ikke være os, der er tale om."

"Jeg synes faktisk, at det er et plus, hvis vi skruer hjernen et ekstra hak og kan se den ekstra alder dukke op. Det er et kæmpe plus for en selv, men også for samfundet. Så i stedet for ældrebyrde og ældrebombe sågar, er det et kæmpe plus for samfundet, at vi kan så meget og har lyst til så meget og hellere end gerne vil arbejde videre."

"Jeg tror meget på, hvad de forskellige aldringsforskere siger om, at hvis man først siger, ?nå, nu er jeg pensionist?, så bliver man det også oppe i hjernen. Jeg har stor respekt for dem, der holder op med at arbejde, fordi de vil noget andet. Jeg er slet ikke ude i, at det skal være forbudt, tværtimod, hvis det gør folk lykkelige, så gør det. Men jeg tror, at mange er blevet puffet ud i pensionisttilværelsen, fordi de er kommet i den alder, og det synes jeg er vanvittigt.

Monica Krog-Meyer synes faktisk, at hun har det "fuldstændig fantastisk godt."

"Ingen skavanker! Jeg føler, at jeg er fysisk i fin stand. Jeg sørger også selv for det ved regelmæssigt at gå til gymnastik, og jeg er rimeligt opmærksom på, hvad jeg spiser, uden at det bliver for kedeligt. Jeg er heldig at have en god krop, og jeg kan godt lide den, hvilket jeg tror er vigtigt rent mentalt."

"Min krop virker til det, den skal kunne. På et tidspunkt begyndte jeg at mærke, at den var øm, når jeg vågnede om morgenen. Det gik op for mig, at o.k., jeg er heller ikke 20 år mere. Jeg kan også godt se det i spejlet; på et eller andet tidspunkt blev det et dårligt spejl – det har jeg fred med. Men der er noget, der er øv. Der er tøj, jeg ikke kan gå med længere. Nogle er ligeglade. Men de der ?grevindeguirlander?," siger Monica Krog-Meyer og peger på undersiden af overarmen, "går ikke med kortærmede T-shirt. Og shorts – det er helt galt, det bliver uden mig."

Mentalt har hun det perfekt.

"Jeg bruger min hjerne, og det tror jeg er enormt vigtigt. Jeg er nødt til at bruge den på mit arbejde og er meget opmærksom på ikke at sige, ?nå, nu kan jeg det, jeg skal kunne?, og så slappe af med det. Jeg kaster mig ud i nyt og synes, det er spændende. Jeg har for eksempel lært at lave en hjemmeside, så nu er det mig, der redigerer og lægger artikler ind på hjemmesiden til lørdagsprogrammet ?Så har vi balladen?. Det generede mig, at der var et område, hvor jeg måtte give op omkring fagudtryk. Jeg tror, at jeg er opmærksom på, at det ikke skal hedde sig."

"Selvfølgelig kan jeg have det der med at stå over for en person og ikke kunne huske vedkommendes navn. Men jeg ved, at det dukker op lige om et øjeblik. ?Memory almost full? – hukommelsen er næsten fuld – jeg elsker Paul McCartney for det album. Det er præcis det, det handler om, at computeren er fuld, så noget må ryge ud. Vi propper så meget viden og informationer ind, at det må være sundt at komme af med noget af det.

Som 59-årig har man ikke så mange år tilbage, som der har været. Men det spekulerer Monica Krog-Meyer ikke på.

"Det er også derfor, jeg har skrevet bogen. Al den glæde, jeg har ved, at alting virker, er ikke, hvad samfundet præsenterer for mig. Men skulle vi ikke tage at være kæmpeglade for, at en stor del af befolkningen er frisk, klarer sig selv og ikke vil ligge nogen til last? Det gælder også os selv, 50+, som har en tendens til at gå rundt og sige: Øv, øv, øv – men sådan er det slet ikke," siger Monica Krog-Meyer, der har en appel:

"Jeg vil gerne slå et slag for, at vi, der er i plusalderen, er glade for det. Og slå et slag for, at de, der ikke er det, opdager, at vi bare bliver ved."

remar@kristeligt-dagblad.dk

Monica Krog-Meyer: Plusalderen. Vi bliver jo bare ved! 199 sider. 199 kroner . People?sPress.