Prøv avisen

Jeg trængte til at få al den stress ud

Pia Larsen tør nu sige højt, at hun er kristen. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Pia Larsen, 55 år, med på kristen stilhedsretræte for første gang. Har fleksjob som familieterapeut. Var i mange år i tvivl omkring sin tro, men definerer nu sig selv som kristen

Hvorfor tog du med på stilhedsretræte?

"I efteråret blev jeg sygemeldt med stress. Jeg havde i lang tid været 'på' i alle sammenhænge, både arbejdsmæssigt og privat. Jeg led af posttraumatisk stress efter at have påkørt en cyklist, og jeg var rystet i min grundvold."

"Jeg havde brug for bare at være og ikke gøre og præstere. Jeg havde tidligere oplevet en sådan væren i mit liv, men den var forsvundet, og jeg trængte til at få al den stress ud af kroppen. Retrætens tema om at faste fra noget i sin hverdag talte til mig."

LÆS OGSÅ:I den stille verden

Hvordan oplevede du retræten undervejs – med op- og nedture?

"Det var en rejse for mig med mange tårer undervejs, men det har været helbredende tårer. Jeg har også både følt glæde, sorg, vrede og irritation. Generelt oplevede jeg megen omsorg i de dage.

LÆS OGSÅ:Hver retræte er en aha-oplevelse

"Samtalen med Jette Dahl var en stor hjælp. At sidde over for et menneske, som lytter og ikke fordømmer. Da hun stillede os spørgsmålet 'hvad giver du Gud lov til at gøre for dig?', oplevede jeg et følelsesmæssigt skift indeni."

Hvad tager du med dig derfra?

"Den indre ro og fordybelse. Og at jeg skal give mig selv lov til at lægge mine bekymringer over i Guds hænder. Det betyder ikke, at jeg skal skubbe mine problemer væk. Jeg skal rumme dem og mærke, hvordan jeg har det, så problemerne ikke bliver ved med at forfølge mig."

"Da jeg gik ture i skoven i Sdr. Vissing ved Skovhuset tænkte jeg, at nu går jeg her alene, men det gør jeg så alligevel ikke. Ved selv at træde til side og lade Gud få plads kan vi skabe den indre ro. Det har haft stor betydning for mig."

"Jeg har i lang tid været søgende og ikke haft behov for at reklamere med mine tanker om tro. Men efter at jeg har været på retræte, har jeg for første gang sagt højt til nogen, at jeg tror på Gud. Det føles dejligt naturligt. Som en ny erkendelse."

schelde@k.dk