Emmet Feigenberg, kommende ny skuespilchef på Det Kongelige Teater, tror på "kunstens tredje vej", som han udtrykker det.
– Man kan have en religiøs/filosofisk tilgang til livets store spørgsmål eller en naturvidenskabelig, som tager livtag med livets store problemer i form af videnskabelige forklaringsmodeller, men min tro ligger i den tredje vej, som er kunstens. Det vil sige indlevelsens og fantasiens vej til at tumle med de spørgsmål, som sandsynligvis har været de samme for mennesker altid: Livet, døden, hvorfor er jeg her, hvad er meningen, og hvorfor skal jeg herfra? Min tro er forankret i den evne, som vi, til forskel fra dyr og planter, har fået nedlagt i os til at leve os ind i noget andet, til at forestille os en anden historie end vores egen.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Søgen efter sandheden er væsentlig for mig. Det, at man som menneske har mod og kraft til at søge efter og ville sandheden, og her er det ikke den småborgerlige, moralske udgave, jeg tænker på, den med: "Du må ikke lyve, du skal huske at sige sandheden, lille Peter". Det er den meget dybere søgen efter det, der er hinsides sociale roller og magtforhold og hinsides alle de mere verdslige begær, vi kan have, og som får os til at pynte på os selv og på andre ting. Eller omvendt kan få os til at sværte og tilsvine. Som mennesker maskerer vi os, og det tror jeg sådan set, vi et langt stykke hen ad vejen er nødt til at gøre for at kunne spille de roller, vi har påtaget os. Men bagved rollerne er der en sandhed, som jeg også mener, man skal have mod til at forsøge at lukke op for. Måske kommer vi aldrig til at kende den endelige, inderste sandhed, og måske viser det sig, at den er en foranderlig størrelse. Der er måske inde i kernen af ethvert menneske stof til både en værre forbryder og til et fint og ædelt menneske, og det kræver mod at se i øjnene.
Hvad er lykke for dig?
– Lykke er ikke et mål, men snarere en tilstand, som, når den strejfer os, kan give os kraft til, at vi kan arbejde for vore mål, som er noget helt andet. For lykken kan ikke være et endemål. Lykken må man tage imod og åbne sig for, når den er der, og lade sig fylde af, og så frem for alt sørge for at bruge den kreativt og konstruktivt til at give noget videre til andre.
Hvad er elendighed for dig?
– Isolation, ensomhed, kontaktløshed. Alt, hvad jeg holder af og betragter som værdifuldt, og alt, hvad jeg har oplevet som lykkelige oplevelser, har altid udspillet sig i de tætteste forbindelser med andre. Hermed mener jeg ikke kun kontakt med den, man står ved siden af, sine børn eller sin mand eller kone. Det kan lige så godt være et stykke musik af Mozart, et teaterstykke af Shakespeare eller at man sidder og læser. Så er man heller ikke isoleret eller alene. Det går langt ud over blot det at sidde og drikke kaffe sammen med nogen.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Jeg hører til en generation, som i meget høj grad kom til at betragte John Lennon som et forbillede, og det står jeg ved den dag i dag. I ham er inkarneret en åndelig bestræbelse, der er meget enkel: "peace, love and understanding", men i Lennons tilfælde udtrykt på en subtil, intelligent og meget følsom måde, og altid med en lille snert af vrede. Der var en viden i ham om verdens uretfærdighed og ondskab, som gør, at vi er langt fra en blåøjet naivitet. En indignation over verden, men alligevel en vilje til at tro på kærligheden, for ellers bliver det aldrig bedre.
– Den anden, jeg vil nævne, er forfatteren Elsa Gress, som på et helt personligt plan kom til at betyde meget for mig. Hun havde sine meningers mod og var ganske ligeglad med, om stort set hele pressen og befolkningen truede med bål og brand og hånede og svinede hende til for hendes synspunkter.
Hvad har du taget med dig fra dit barndomshjem?
– En stor nysgerrighed og åbenhed over for kulturel mangfoldighed. Min far var født i Berlin af russisk-jødiske forældre, som begge kom fra Kijev i Ukraine, og på min mors side er der norske og danske aner. Hele min opvækst igennem har der været en gennemstrømning af mennesker i vores hjem, som kom fra alle mulige steder i verden og fra alle mulige kulturer.
Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?
– Selve menneskehedens udviklingshistorie er jo et kraftfelt, der er spændt ud mellem håb og elendighed, og håbet er der hele tiden. Jeg tror, at de kræfter i os, som gerne vil have, at livet skal være godt, ikke bare for mig eller for min lille familie, men at livet her på jorden skal være godt for dem, der er her, findes fuldt ud, side om side med de store farer og trusler.
Hvor trænger samfundet efter din mening mest til politiske forandringer?
– Jeg mener, at vi har brug for et opgør med den fremmedfrygt, som har vist sig meget tydeligt især de seneste år, og så måske dumheden i det hele taget. Her blandt andet den kulturpolitiske forsnævring og forsimpling, som kommer til udtryk, når vi åbner for fjernsynet. Jeg fordømmer ikke dem, der synes, det er sjovt at sidde og se et reality-show eller som slapper godt af til et harmløst underholdningsprogram, men problemet er, at den side af kulturen i dag har bemægtiget sig uforholdsmæssig megen taletid.
Fakta
EMMET FEIGENBERG
**Født 1954. Debuterede som instruktør 1976 og har siden iscenesat over 100 forestillinger på teater, tv og radio.
**Præmieret af Statens Kunstfond, tildelt Herman Bangs Mindelegat samt Erling Schroeders Hæderslegat.
**Gift med skuespilleren Anne Birgitte Lind. Tre børn i alderen 12 til 3 år.
**Tiltræder som skuespilchef den 1. juli 2008. Skal indtil da fungere som konsulent i samarbejde med den afgående.