Prøv avisen

Ole Michelsen: Jeg vil gerne dele min sorg med andre

Ole Michelsen går ofte til gudstjeneste i Frederiksberg Kirke, hvorfra hans datter, Trine, blev bisat. -- Man går ind i et rum med trøst og skønhed. Så er jeg der med min sorg og Trine, siger Ole Michelsen. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Filmeksperten, forfatteren og foredragsholderen Ole Michelsen mistede sidste år sin 43-årige datter, Trine, der døde af kræft. Hans erfaring er, at der i sorgen også er glimt af lys og håb, og når vi taler om det med andre, er sorgen ikke så tung at bære

Landskabet var smukt, og solen skinnede. Men fra vinduet i værelset i det højtbeliggende hotel kunne han neden for den stejle klippe se Atlanterhavet. I det klare lys var vandet mørkt, sort og forstærkede den smerte, han bar på.

Ole Michelsen, 70 år til april, er kendt og elsket som manden inde i DR TV's populære filmprogram "Bogart", der efter 17 år stoppede i 2002. Han er forfatter, foredragsholder og som tidligere alkoholiker engageret i at hjælpe andre med at slippe alkoholdæmonen. Han var sidst i december rejst alene på ferie til Tenerife. Han havde tid til det, ville ud og have korte bukser på, male akvareller og mærke varmen.

– Det var lige omkring årsdagen for Trines død, og jeg måtte erkende, at jeg ikke var til at rejse alene til udlandet. Jeg havde ikke mine skytsengle med, siger Ole Michelsen om det netværk af mennesker, han taler med til daglig.

Hans datter, Trine Michelsen, døde efter syv års sygdom af kræft den 17. januar sidste år. Den tidligere nøgenmodel og skuespiller, der blandt andet medvirkede i Lars von Triers dogmefilm "Idioterne", var indlagt et halvt år på Bispebjerg Hospitals palliative afdeling. Den sidste tid boede hun på den palliative afdeling på Håndværkerhavens plejehjem i København. Ole Michelsen sov i en seng ved hendes fodende den nat, hun stille døde, fire dage før hun ville være fyldt 43 år.

Ole Michelsen har valgt at tale om sin sorg. I hans række af foredragstitler som "Gensyn med Bogart" og "Alkoholisme og livskvalitet" er der nu også et, der hedder "Den værste sorg" – om at miste sit barn og ikke tie smerten væk.

– Jeg er et talemenneske, og lige så snart jeg begynder at tale om min sorg, får jeg det bedre. At sætte ord på sorgen gør den håndterbar. Så har jeg ikke sagt for meget, siger Ole Michelsen og tilføjer:

– Jeg tror helt naivt, at det, der er godt for mig, er godt for andre.

Han byder på hyldeblomstsaft med Perrier-vand i høje glas i den hyggelige fjerdesals lejlighed, der er fyldt med bøger, cd'er, kunst og fine gamle møbler. Udenfor på Frederiksberg knager frosten, og solen, der er fremme, varmer ikke som på Tenerife.

– Det var ikke en god idé at tage derned. Det, at jeg var væk fra mit vante liv, gjorde, at min sorg lagde sig i baghold, og det var jeg uforberedt på. Jeg fik nogle meget lange aftener og nætter, hvor sorgen kom frem på en uventet måde. Jeg stod nede i en vidunderlig spansk natur midt om vinteren, og netop det at være i Spanien med venner stod som det ypperste i Trines liv. Det kunne jeg se og samtidig føle en stor, stor sorg. Det var som at gå ind i hendes univers.

– Dér, hvor jeg er med sorgen nu, er bevidstheden om, at hun har mistet det, der glædede hende. Det er det, der rammer mig mest. I et langt sygdomsforløb med kræft er der smerter, operationer, kemobehandlinger og så videre. Det er overstået, og det var destruktivt. Men at tænke tilbage på hendes livsglæde – det, kan jeg mærke, gør ondt.

Ole Michelsen fik samlet sig sammen, faldt til ro og havde det godt den sidste uge af ferien. Men han har lært, at den, der er i sorg, ikke skal rejse ud alene.

– Sorg er noget mærkeligt noget. Sorg er en uformelig mørk masse, et skybrud, massivt, omklamrende, krævende. En smertelig fornemmelse. Men jeg er nået frem til at forlige mig med sorgen. Min sorg er Trines tilstedeværelse i mig. Er det sørgeligt, at Trine er til stede i mig? Nej. Det er i hvert fald ikke kun sørgeligt. Jeg kan ikke være skræmt af at have mit eget barn så tæt på, men der er smerte i det alligevel.

En af Ole Michelsens samtalepartnere er Trines bedste veninde.

– I samtalerne med hende er Trine i den grad til stede. Vi taler om de udtryk, hun brugte. Og om det sidste års tid, hvor døden nærmede sig, og hvor hun var meget vågen og afklaret. Det taler vi meget detaljeret om. Når det var så slemt og hårdt, som det skulle være, var der alligevel en række lyspunkter. Det er noget, jeg gerne vil dele med andre. Jeg vil gerne være med til at afmystificere døden, hvis jeg kan. Den åbenhed, jeg de sidste 20 år har haft om alkohol og mit eget misbrug, er lidt den samme holdning, jeg også har til døden.

– I 1969 blev min daværende kone, Trines mor, dræbt i en bilulykke i Paris, hvor vi boede. Dengang oplevede jeg, at ingen talte med mig om det. Jeg havde mistet min kone – det kunne de ikke klare. Den holder ikke! Jeg har holdt foredrag i Kolt syd for Århus, og de fleste, der sad dér i sognegården, havde mistet deres ægtemand eller kone inden for kort tid. De ville gerne tale om det, men fik ikke lov, fordi det skræmmer omgivelserne.

Spørger man Ole Michelsen, hvorfor det hjælper at tale om sorgen, svarer han:

– Ordene belyser den sorte sten. Det lyder mystisk og poetisk. Hvis jeg kan få lov til at tale om min sorg, kan jeg også få lov til at fortælle om det gode, der var. I sorgen er der hele tiden glimt af lys og håb. Virkeligheden er: Mit barn skal dø, og det tog så lang tid. Der er ingen formildende omstændigheder, timingen er gal, alt er galt, det er oprørende.

– Når den erkendelse er der, er der også mange fine stunder at tænke tilbage på. Ting, vi fik talt om, at sidde i haven på Bispebjerg Hospital, blomsterne, fuglene – så mange gode øjeblikke af samvær og stor, stor kærlighed. Det glemmer man i sorgen, men bliver lidt lettet, når man husker det. Der kommer lyspletter på stenen, så den ikke bliver så tung at bære.

Trine Michelsen havde ifølge sin far en meget stor sans for andre mennesker.

– Hun havde en barok og overraskende form for humoristisk sans. Hun kunne få folk til at grine. Og så overraskede hun mig efter sin død, hvor jeg har fået så mange henvendelser fra folk, der har kendt hende, som siger: "Hvor var hun dog et kærligt og sjovt menneske." Men oven i det var hun også et menneske, der havde meget svært ved at få styr på sin tilværelse, når det handlede om at finde en kæreste, og hvad hun skulle lave.

– Men hun havde den sjældne og vigtige evne at kunne glæde andre mennesker med sine ord og smil. Hun var yndig, også de sidste år, hvor hun sad tynd, en stængel, med fine hænder og en smøg mellem fingrene, stort set til det sidste.

– Der har været uoverensstemmelser mellem os. Der var min egen dobbeltmoral og bekymring for Trines valg af arbejde som nøgenmodel. Det generede mig. Ikke så meget fordi hun optrådte nøgen, men jeg syntes, det var et farligt miljø at komme ind i med kokain og andre hårde stoffer. Men problemerne mellem os har også været i relation til, at jeg for 20 år siden havde et alkoholproblem. Dér var jeg meget utilgængelig og svigtede hende i den tid, ingen tvivl om det.

– De dér pinsler, man går igennem, sætter tingene i relief. De er kun med til at øge kærligheden. Er god kærlighed ikke altid svær? Det kræver så meget. Selvindsigt, tålmodighed... Det er vel også noget med den fortabte datter, der vender tilbage, og jeg vender tilbage. Jeg havde et misbrug, Trine havde et misbrug, og så vender vi tilbage.

– Alt det havde vi talt om, der var ikke mere at sige. Det sidste år var det nuet, der betød noget: Hvilken blomst hun ville have, hvilken farve? Nogle af liljerne på hendes værelse duftede for meget og måske generede det sygeplejerskerne? Vi havde også samvær med Trines venner og nogle af de andre døende patienter og deres pårørende. Det var også meget givende. Det ved enhver, der kommer ind i den verden. De døende har noget at give os. Et glimt fra overgangen mellem liv og død.

– I Trines tilfælde var det en meget lang periode. Syv år fra hun fik sygdommen, og til hun døde af den. Tak for det, siger jeg, at vi fik lov til at beholde hende så længe. Og ja, der var masser af smerte, tragedie og ondt i det – det er indlysende.

Ole Michelsen har hele sit liv haft et forhold til tro og har fundet åndelig inspiration i både kristendommen og buddhismen. Men efter Trines død fylder kirken mere end det buddhistiske.

– Jeg er blevet meget mere ivrig kirkegænger, end jeg var før. Det hænger sammen med, at død, lidelse og håb er konstant til stede i kirken. Udenfor er det gemt bort, og derfor er det naturligt for mig at gå ind i det. Kirken har et sprog, ritualer og salmer, der føles anderledes at synge, når man selv har sorg og eksistentielle problemer. Der er meget gods at hente og saft og kraft i evangelierne. Så det buddhistiske er mindre udtalt nu. Der er ingen salmer i buddhismen.

– Da jeg i går kom hjem fra Fyn, kunne jeg lige nå matinéen, som jeg kalder den sene forestilling klokken 17 i Frederiksberg Kirke. Så er jeg der med min sorg og Trine. Synger med på salmerne, lytter til prædikenen og går til alters. Dér i den kirke, hvorfra Trine blev bisat for et år siden, er vi meget tæt sammen. Man går ind i et rum med trøst og skønhed. Dér har jeg min sorg, og den sorg er Trine. Det er en måde at forholde sig til det på – en af mine måder.

Ole Michelsen har haft øjeblikke, hvor han har tænkt, at Trines liv har været for svært.

– Der er ikke noget, der er gået glat, det har næsten været for tungt. Hendes mor døde. Hun havde store problemer i skolen. Hun fik ingen børn, og der sad ikke en mand og holdt hende i hånden, da hun skulle dø. Nu er hun her ikke mere, hun har fået fred. Men hun nåede i sit 43-årige liv at give så meget kærlighed til andre. Det kan vel være meningen med et liv.

remar@kristeligt-dagblad.dk