Prøv avisen

Jesper og Sebastian Klein: To provokatører i dansk børne-tv

Far og søn, Sebastian og Jesper Klein, har lavet børne-tv i hver sin generation. De har været med til at rykke grænserne for, hvad man kan præsentere børn for, men Sebastian Klein understreger, at han altid forsøger at holde et "høvisk sprog". -- Foto: Mogens Flindt.

De herrer Klein står i hver deres tid bag nogle af de mest populære børneprogrammer. Men hvor Sebastian Klein mener, at sproget konstant udvikler sig, hører Jesper Klein et dansk sprog under afvikling. Alligevel har de begge været med til at rykke grænserne for, hvad man kan sige på børne-tv

Sproget udvikler sig hele tiden, og i dansk børne-tv skal man følge med. Det mener børne-tv-værten Sebastian Klein, 38 år, kendt for at være både børnenes og dyrenes ven i programmer som "Kære Sebastian" og "Naturpatruljen". Alligevel forsøger han at holde et "høvisk sprog", som han siger, når han er på tv. Men indimellem glipper det.

"Det er klart, at når vi laver live-tv fra Zoologisk Have i 'Kære Sebastian', og jeg lige pludselig får et ordentligt los af en kamel, så skal der en del selvbeherskelse til for ikke at slippe et 'Av for f...'."

Hvis det glipper, taler man som børne-tv-vært videre – det nytter ikke noget at standse op og undskylde. Det er også i orden, at det glipper en gang imellem, mener Sebastian Klein, der også er ornitolog. Det skal nemlig ikke være smukt og poleret det hele. De fleste børn har jo også hørt deres forældre bande fra tid til anden, argumenterer han.

I den anden ende af holdningsspektret sidder hans far, Jesper Klein, 66 år, kendt og elsket af mange for sine roller som bagermester Melbjerg i julekalenderen "Vinterbyøster" (1973) og som Bertramsen i julekalenderne om Pyrus (1997-2001). Han var også med til sammen med Jytte Abildstrøm at lave "Sonja på Bornholm" og "Sonjas Jul", efterfølgerne til "Sonja fra Saxogade", der var noget af det mest populære børne-tv i monopoltiden.

"Min søn mener, sproget er i udvikling, men jeg kan kun se, at det er under afvikling," siger han bombastisk.

De to herrer taler ofte om sprog, men er ikke enige.

"Der er sket en amerikanisering af sproget, men også en forvanskning. I gamle dage kom der en mand ud og tankede din bil op på tankstationerne. I dag skal du selv gøre det, og så kalder de det for servicestationer," siger Jesper Klein med vanlig humoristisk sans. Han mener også, at udtalen er blevet for sløset. Man kan ikke høre, om der bliver sagt a eller æ i "præst" længere.

På trods af far og søns strittende holdninger til forandringerne i det danske sprog vidner deres to karrierer i dansk børne-tv om en ensartet evne til at forny både former og sprog – også når det provokerer.

"Noget af det første kontroversielle tv, jeg lavede, var programmet 'Peberkværnen'," husker Jesper Klein.

"Vi var fire unge mennesker i et live tv-program, der tog ting som prævention og abort op allerede i 1969. I et af programmerne sendte vi Lasse Jensen af sted med den opgave at se, om han kunne skaffe hash, inden udsendelsen var slut. Det kunne han godt," ler Jesper Klein.

Som far så søn. I hvert fald begyndte Sebastian Klein sin børne-tv-karriere med at lave "Naturpatruljen" med Martin Keller og Ketil Teisen, hvor Sebastian Klein var Dr. Pjuskebusk. Her var konceptet blandt andet, at børn skulle gætte en dyrelort. Det kunne man ikke sige i begyndelsen af 1990'erne, husker han.

"Det kom op på højeste sted. Det hed ekskrementer, men det var der jo ærlig talt ikke meget sjovt ved. Vi fik lov til at sige det, fordi man også sagde det i vuggestuer og børnehaver."

Det er Sebastian Kleins ambition at lave børne-tv, der rykker nogle grænser, uden at det dog skal være ren provokation. For tiden arbejder han på nogle afsnit af en ny julekalender, hvori han slagter en and.

"Og lur mig, om ikke det vil få nogle dyreretsfanatikere op af stolene," siger han.

Jesper Klein er måske af en anden mening, hvad nødvendigheden af sproglig provokation angår, men at han er stolt af sin søn, hersker der ingen tvivl om. Det er imponerende, at en bydreng alligevel har så meget natur i sig, mener han. Også Sebastian Kleins arbejdsplads, den nye børne-tv-kanal Ramasjang, får pæne ord med på vejen af den ældre Klein:

"Jeg ved godt, at det er mig, der er gammel og reaktionær," siger han, "alligevel er jeg glad for Ramasjang. De laver børne-tv efter de gamles hjerter – det følger op på traditionen fra det gamle B&U. Det er ikke ren Disney det hele. Heldigvis."

familieliv@k.dk