Jokeren har smidt masken. Den 39-årige rapper, som blev bredt kendt, da han i to sæsoner var dommer i DRs talentshow, har taget en pause fra scenen og skrevet bogen Det er bare ord. Pauserne har været få, siden han i 1992 stod med studenterhuen i hånden og købte en billet til USA, hvor han fik succes som producer og vendte hjem med en platinplade. Hjemme igen blev han en af de mest fremtrædende rappere og kendt under kunstnernavnet Jokeren.
LÆS OGSÅ: Jokeren: Min tro giver mig noget ydmyghed
Jokeren er en slags kunstnerisk supermands-kostume, som jeg tog på som ung i rap-verdenen. Jokeren er en rigtig alfa-abe, men jeg har haft brug for at gennemtænke og forstå, hvem jeg er, når jeg ikke er Jokeren, siger Jesper Dahl.
I arbejdet med at finde frem til mennesket bag masken har han brugt tid til at fundere over spørgsmål om tro og eksistens. Han kalder sig for selvvalgt protestant.
Min far er læge og har en klassisk naturvidenskabelig tilgang til troen, mens min mors side af familien er kristen. Mine forældre så ikke ens på dåben, så de valgte, at jeg selv skulle have muligheden for at vælge dåben til. Jeg gik i folkeskole i Hillerød, hvor jeg de første år havde en klasselærer, som havde et levende forhold til Bibelen og læste højt lektion efter lektion, hvilket jeg i dag er hende taknemmelig for. En dag rakte en klassekammerat hånden op og spurgte læreren, hvorfor jeg ikke var døbt. Jeg var den eneste i klassen, og måske blev jeg døbt, fordi jeg gerne ville være som de andre. I hvert fald gik jeg hjem og sagde til mine forældre, at jeg ville døbes.
Som 12-årig drak han sig fuld første gang, og da han et år senere gik til konfirmationsforberedelse, gjorde han sig blandt andet bemærket ved at stjæle altervin.
Man kan roligt sige, at jeg ikke var arketypen på et søndagsskolebarn, men det betyder ikke, at man har mindre brug for Gud. Vi lever i en tid, hvor det at sige, at man tror på Gud, er en slags tabu. Hvis man siger, at man tror, så lyder modreplikken, at religion er skyld i krig. Vrøvl. Religion er ikke skyld i krig. Mennesker bruger religion til at slå hinanden i hovedet med, men det er menneskets og ikke Guds skyld.
Jesper Dahl er vokset op i en traditionel kernefamilie og troede selv, at han havde fundet den kvinde, han skulle dele livet med, da han for fire et halvt år siden blev far til datteren Chili. Men inden datteren var fyldt et år, var parret gået fra hinanden, og behovet for mere eftertænksomhed tog til, mens han skulle vænne sig til at leve med savnet af dagligdagen med datteren. I den periode begyndte han at bede Gud om tegn.
Jeg ser mig selv som et både troende og håbende menneske. Jeg tror, at Gud styrer de såkaldte tilfældigheder og har opfundet mig på godt og ondt. Jeg er fortrolig med ateismen, men jeg synes egentligt, det er naivt stålsat at sige, at man udelukker Guds eksistens. Jeg ved med sikkerhed, at Gud holder hånden over mig. Ellers ville jeg ikke være her. Jeg skal være i permanent kontakt med det guddommelige. Ofte beder jeg dagligt. Der er dage, hvor jeg bare takker, men der er også tider, hvor jeg må bede om støtte og hjælp, fordi jeg har brug for en støttende hånd og følelsen af, at der er én, som har min ryg, som man siger på gaden.
Ligesom Jesper Dahl finder ateismen naiv, så synes han, at det er negativt at afvise tanken om et evigt liv, som man møder den i kristendommen.
Jeg elsker at leve, men jeg tager mig også i at glæde mig til at se, hvad der sker efter døden. Hvorfor ikke håbe på et best case-scenario? Hvis der ikke er noget liv efter døden, så bliver man jo heller ikke skuffet. Egentlig synes jeg, det er meget negativt, hvis man ikke kan bevare et håb på et liv efter døden.
Formiddagssolen stråler fra en skyfri himmel ind i lejligheden gennem de åbne vinduer. Mens Jesper Dahl lægger an til tale, skubber han ærmerne på trøjen op, hvorved hans stærkt tatoverede underarme lyser op. Svaret på hans bønner er med tato-vørnål nedfældet her.
Da jeg bad Gud om et tegn på hans eksistens, havde jeg fire syn, hvor hjertet var i fokus. Ligesom fisken og korset er hjertet et helt centralt symbol i kristendommen. En nat drømte jeg, at jeg befandt mig i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød. I kirken sad min gudmor og læste Politiken, mens hun strengt holdt øje med mig fra sit kulturradikale ståsted. Præsten stod ved alteret med en grøn messehagel, og jeg gik hen og rakte min hånd frem mod præstens hjerte. Ja, det kan lyde makabert, men jeg ser det som et billede på, hvordan jeg har løftet det centrale af kristendommen ud af institutionen og taget det til mig. I denne proces har jeg også været i det hellige hjertes kirke i Paris, Sacré-Coeur, hvor jeg har bedt og tændt lys for kærligheden, siger Jesper Dahl, som har fået de fire hjerter tatoveret på kroppen med Kristus gennemhullede hjerte placeret på brystet.
Men selvom han har ladet de kristne symboler pryde store dele af kroppen, så er han klassens uartige dreng. Hans liv er præget af ambivalens, og han svinger fra pol til pol, men siger samtidig, at han forsøger at omfavne sin dobbelthed. Han er både den dedikerede familiefar, som aldrig arbejder, når han er sammen med datteren, men han er langtfra puritansk, når det gælder omgangen med alkohol og stoffer.
Jeg omfavner min egen dobbelthed. Som samfund fungerer De 10 Bud udmærket som norm for, hvordan vi ideelt bør omgås hinanden, men på et personligt plan vil jeg ikke købe en færdigpakket version af, hvad der rigtigt eller forkert. Jeg tror ikke så meget på skyld og skam og mener, at man som voksen må definere sine egne moralske standarder. Jeg har i hvert fald personligt været nødt til at tilpasse min moral til min virkelighed, og det vil jeg ikke føle skam over. Livet har lært mig, at jeg ikke skal forvente perfektionisme af mig selv, og derfor synes jeg også, tilgivelsen er en vidunderlig funktion i kristendommen, siger han.
Noget af det, han har fundet hjælp til gennem troen, er ydmyghed.
I sådan en Se & Hør-kendisverden, hvor det for eksempel bliver præsenteret som en nyhed, at jeg har plantet spidskål og sat kartofler i min kærestes have, er det godt at spørge sig selv, hvem man egentlig tror, man er. Jeg ser ikke mig selv som kendis, men som musiker og nu også forfatter, men samtidig er virkeligheden, at jeg er en del af en kultur, hvor det er de overfladiske ting, som dyrkes, og du kan blive en del af en virkelighed, som ikke er virkelig, hvis du glemmer ydmygheden og den realitetssans, som den skaber. Bag Jokeren er et menneske, som ikke kan få ros nok, siger han og fortæller om, hvordan det er at møde folk på gaden, som fortæller, hvordan hans sange har været vigtige for dem.
Begejstrede e-mail fra fans hører også hverdagen til. Begge dele glæder ham.
Jeg er virkelig et bundløst hul, når det gælder ros. Jeg har et stort ego og et lavt selvværd, så jeg kan tåle rigtig meget ros. Jeg har spurgt flere psykologer, hvad man kan gøre for at få et bedre selvværd, men jeg synes ærlig talt ikke, jeg har fået noget svar. Selv tror jeg, svaret ligger i at føle sig elsket. Men hvis man føler sig helt alene, så kan man føle, at Gud elsker en. Når jeg føler mig down and out ved jeg, at jeg har min homie Gud.