Jovial bankmand som skatteminister

Frode Sørensen (S) var en af hovedkræfterne bag den nye lukkelov

Frode Sørensen (S), ny skatteminister, får i sin hjemby Sønderborg betegnelsen »en dygtig, jovial og folkekær bankmand«, der i sin ydre optræden ikke minder så meget om sin forgænger på skatteministerposten, Ole Stavad. Bankfilialchef Frode Sørensen blev valgt til Folketinget ved valget i 1998. Ved den lejlighed forlod han byrådet i Sønderborg, hvor han var formand for kulturudvalget. I Folketinget blev han medlem af erhvervsudvalget, kirkeudvalget og uddannelsesudvalget. Forhandlingen af den nye lukkelov er et af hans hovedværker. Den 54-årige Frode Sørensen er født i Toftlund og blev sparekasseelev samme sted efter endt realeksamen. Siden blev han fuldmægtig og kontorchef i Sønderborg for i 1993 at blive bankfilialchef i Guderup. Frode Sørensen bor fortsat i Sønderborg, hvor han også er formand for den lokale afdeling af Dansk Røde Kors. Han får ros for at holde sit bagland godt underrettet om, hvad der sker i Folketinget, og er en flittig skribent i de lokale blade. /ritzau/