Kære Gud...

I bønnebogen i Rigshospitalets Kirke giver almindelige danskere deres normalt ordløse tro ord. Flertallet udtrykker sig i et overvejende kristent bønssprog, for når krisen melder sig, skal den ellers ordløse og private tro bære meget

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul

Umiddelbart syner den opslåede sorte gæstebog på skrivepulten i kirken på Rigshospitalet ikke af meget. Men at læse bogen, hvor mennesker berørt af sygdom, nedfælder deres bønner, er som at træde ind i et intimt rum. Det siges, at der ikke er ateister i skyttegrave. På mange måder er kirkerummet på hospitalet en af vor tids skyttegrave. Man skriver i gæstebogen, fordi man er med i en kamp mod døden for livet.

For at få et billede af, hvordan danskerne forholder sig til troen, sådan som den kommer til udtryk i eksistentielt tilspidsede situationer, har Kristeligt Dagblad analyseret de bønner, som blev skrevet gennem et år.

LÆS OGSÅ: Bønnebøger på vej på flere hospitaler

Hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen har været præst på Rigshospitalet de sidste 14 år og var med til at indføre gæstebøgerne i kirken for seks år siden. Folk, som kom i kirken, ville gerne kunne tænde lys som udtryk for en bøn, men det ønske stred mod sikkerhedsreglerne på hospitalet. I stedet købte man en gæstebog, og siden er stakkevis af sorte notesbøger skrevet fulde af bønner. Interessen for at skrive bønner overraskede præsterne.

"Troen skal bære meget, når du bliver syg," siger Henning Nabe-Nielsen.

Bøn og meditation er en praksis, som mange danskere er fortrolige med. Af den seneste udgave af Den Europæiske Værdiundersøgelse fra 2010 fremgår det, at 49 procent af danskerne beder eller mediterer. Men at skrive bønner i en bog, sådan som man kan gøre det i kirken på Rigshospitalet, er en praksis for de få. Selvom præsterne er enige om, at gæstebøgerne er slået an hos patienter og pårørende, så er der langt mellem dem, som skriver i bøgerne. I løbet af 2008, som er det år, Kristeligt Dagblad har analyseret, blev der skrevet 480 bønner på dansk, men til sammenligning var der knap 62.000 indlagte, og der blev udført 384.000 ambulante behandlinger. Det er både mænd og kvinder, som skriver. Ikke alle underskriver sig med navn, men der er en overvægt af kvinder blandt brugerne af gæstebøgerne.

Kære Gud. Tak, 1000 tak! Jeg fik at vide, jeg kan komme hjem i morgen aften. Jeg har ligget her i næsten 14 dage. Jeg håber ikke, jeg kommer ind igen. Giv mig mere styrke. Jeg elsker dig. Lisbeth.

Danskernes tro bliver af flere religionsforskere beskrevet som sammensat. Skønt mere end 8 ud af 10 er medlem af folkekirken, så har en række analyser vist, hvordan alternative trosforestillinger blandes med kristendommen. Men i krisesituationen i kirken på Rigshospitalet skriver to ud af tre bønner, som bredt kan rummes inden for en kristen gudsforståelse. Det store flertal indleder deres børn med "Kære Gud", mens Jesus kun nævnes i syv af de 480 bønner, og Helligånden nævnes i endnu færre.

Bønnerne tegner et billede af en Gud, som den bedende kan være i øjenhøjde med. Den sprogtone, man kender fra mobiltelefonens sms'er og computerens mail, går igen i bønnebogen. Det er ikke en ophøjet Gud, men en nær Gud, som man tiltaler på samme måde som en fortrolig eller særdeles hjælpsom ven. Så i stedet for "amen" afrundes flere af bønnerne med kærlig hilsen, knus og knuz. Man skriver til en Gud, som man ser som lyttende og omsorgsfuld, som den gode terapeut. Når man beder fadervor, beder man "din vilje ske". I bønnebogen er der ikke fokus på "Guds vilje", men man beder snarere om lykke og velvære og forventer at få hjælp som fortjent.

Læsningen af bønnerne giver et indblik i patienter og pårørendes kriser. Men selvom flere af gæstebogens brugere har alvorlig sygdom tæt inde på livet, så er det overvejende tema i bogens bønner taknemmelighed. En mindre del skriver "tak" uden at adressere takken til en gud, men det mest normale er at rette en tak til Gud, som de mener har handlet godt mod én selv eller en pårørende i krisen. Der bliver takket for helbredelse, men også takket for det hverdagsliv med familie og venner, som krisen ofte har kastet et nyt lys på.

Amerikanske undersøgelser af patienternes bønner har vist, at 4 ud af 10 tror, at Gud er en væsentlig faktor i deres helbredelse. I bønnebogen på Rigshospitalet er der længere mellem bønner, som rummer en direkte henvendelse til Gud om at gribe ind. Kun 14 procent af bønnerne rummer det tema.

Kære Gud. Du må ikke svigte vores elskede Ronny, pas på ham. Tanker Ida.

Men hvad siger de overvejende kristne temaer i bønnerne om danskernes tro i krisen? Lektor i religionspsykologi, ph.d. Peter la Cour, Syddansk Universitet, har forsket i, hvordan sygdom påvirker danskernes tro, og gennemført flere undersøgelser på Rigshospitalet.

"Det er ikke folks religiøse verdensbillede, som ændrer sig, når de bliver syge, men det er betydningen af det. Betydningen af troen bliver forandret, og dermed bliver det at få en bøns- eller meditationspraksis noget, man overvejer. Man bliver ikke kristen af at være syg, men krisen forstærker det, man er i forvejen," siger han.

Peter la Cour kalder Rigshospitalet for Københavns største bedehus. Mere end 6 ud af 10 patienter på hospitalet beder, fremgår det af den undersøgelse, som han har været med til gennemføre på hospitalet. Han konkluderer, at en livskrise som en sygdom er en slags eksistentielt syrebad, som i mange tilfælde ætser menneskets grundlæggende livsforståelse. I Peter la Cours undersøgelse svarede mere end hver anden, at de tænkte mere over meningen og formålet med deres liv, efter at de var blevet syge. Han spurgte også ind til, hvad patienterne anså for vigtigt i forhold til at få det bedre. Her svarede 93 procent af de adspurgte patienter på Rigshospitalet, at de vægtede lægevidenskaben, 90 procent svarede, at de så venner og familie som støttende faktorer, mens 84 procent tillagde troen på indre ressourcer stor betydning. 44 procent vægtede naturens egen evne til at helbrede, 32 procent satte deres lid til Gud, og 25 procent tillagde alternativ behandling betydning.

Som hospitalspræst møder Henning Nabe-Nielsen de patienter og pårørende, som gerne vil trække på hjælp fra kirken. Han har været hospitalspræst det meste af sit præsteliv. Først var han på hospitalet i Ringsted, og for 14 år siden rykkede han ind i det lille kontor på Rigshospitalet. Han har stor erfaring i at møde mennesker i livskrise. Udsmykningen på hans hulelignende kontor minder om den alvorlige virkelighed, han arbejder i. I skrivebordslampen hænger en engel, som han fik af de efterladte, da han havde begravet en ung mor. Den farverige plakat på væggen fik han af en kræftsyg dreng, som havde været med til at lave plakaten. I dag er drengen død.

"Når man som præst inviteres indenfor til fortrolige samtaler om eksistentielle og åndelige spørgsmål, så viser religiøsiteten sig ofte som et bærende element i selvforståelsen og mestringen af livskriser, men i mange tilfælde er det en meget spinkel og uprøvet tro, som pludselig skal bære en hel masse," siger Henning Nabe-Nielsen.

Når man i krise vender sig mod Gud og formulerer håb og uro i bøn, kan det sammenlignes med, at en muskel, man hidtil ikke har brugt, nu skal bære en hel krop. Det er vilkårene for mange danskere, mener Peter la Cour.

"For mange mennesker er den religiøse udvikling standset meget tidligt og har ikke udviklet sig siden, for hvor skulle inputtet til en sådan udvikling komme fra? De fleste mennesker har deres religiøse ordforråd og billedunivers, som de er vokset op med, men som de forlader i puberteten. Tingene bliver der sat på prøve: Julemanden kan ikke have hvidt skæg og samtidig ankomme til hjemmet gennem skorstenen, og på samme måde kan man måske heller ikke forlige sig med, at Jesu mor ifølge Bibelen var jomfru. De spørgsmål parkerer mange og tænker, at de måske vil vende tilbage til dem senere. Når de på hospitalet bliver konfronteret med spørgsmål omkring deres egen eksistens, falder de tilbage i de billeder og relationer, som de ikke har arbejdet med, siden de var børn," siger Peter la Cour, der fortsætter:

Fortsætter næste side

De ord og billeder, som kommer til udtryk i bønnebogen er, for en god dels vedkommende, mindre udviklede aldersmæssigt og nogle få er nærmest barnagtigt krævende og meget konkrete. Mange af bønnerne tegner desuden et billede af Gud som en magisk mester, som opfylder krav og ønsker," siger Peter la Cour.

Kære Gud. Lad min mor komme fredeligt og smertefrit herfra.

Da Peter la Cour første gang læste i bønnebogen, undrede han sig, for han troede, at danskerne var for bonerte til at dele så private detaljer om familieliv og sundhed.

"Måske er det fordi patienterne er så pressede, at det bliver en helt afmægtig persons råb om hjælp, og så er de ligeglade, hvem der ser på det, fordi de håber på, at det virker. Der er intet i vejen med magisk tænkning i forhold til bøn, for der er bestemt plads til mirakler i den kristne tradition. Men måske opfordrer bønnebogen i sig selv til en form for konkret magisk tænkning. Man taler med Gud og skriver en bøn ned, som man efterlader i kirkerummet, og nogle vil tænke, at nedskrivningen af bønnen er en del af en særlig magi."

Hvor går troen hen, når man forlader den moderne skyttegrav på Rigshospitalet og ikke længere behøver at kæmpe mod døden for livet? I Kristeligt Dagblads gennemgang af bønnerne, fremgår det, at flere af de bedende vendte tilbage en tid efter den første bøn i bogen. Denne gang typisk for at sige tak for et velskabt barn, afsluttet behandling eller helbredelse.

Religionspsykolog Peter la Cour har, som en af de eneste danske forskere, undersøgt, hvordan afstanden til krisen påvirker troen. Den tro man bærer i sig, bliver forstærket af krisen og cirka tre måneder efter en alvorlig diagnose, er trangen til at finde en religiøs betydning størst. Siden aftager den søgen. Omkring et år efter krisen indtraf, så er man tilbage ved det, som var ens trosmæssige udgangspunkt, inden man blev syg.

nygaard@k.dk

De navne, som optræder i bønnerne i artiklen, er ændret af redaktionen