Kærlighed mellem forældre og børn

Børn er en gave, men det er hverken nemt eller ligetil at have børn. Der er mange faldgruber undervejs, der kan gøre, at selvom alle vil det bedste, kan det alligevel gå galt

Forældre, der elsker deres barn over alt andet på denne gode jord, må vide, at den bedste kærlighedsgave, de kan give barnet, er at lære det at leve sammen med andre mennesker.
Forældre, der elsker deres barn over alt andet på denne gode jord, må vide, at den bedste kærlighedsgave, de kan give barnet, er at lære det at leve sammen med andre mennesker. Foto: Christoffer Askman/Scanpix.

De fleste af os har prøvet at stå med vores egen lille nyfødte i armene og samtidig ane, hvor små vi pludselig er blevet.

Solgt til uro og lange dage. Solgt til en kærlighed, der bliver ved, så længe vi lever og drager ånde. Til noget, der både er farligt og anstrengende og uendelig rigt. Det gælder både ønskebørn og alle andre børn, der som regel bliver til ønskebørn, når de først ligger der og dufter af fosterfedt og fjerne horisonter. At få børn og give livet videre via dem ligger dybt i menneskeslægtens gener.

Men derfra til at det er nemt eller skal være nemt eller bliver godt, så det ender med, at alle, både mor og far og børn, elsker hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende, er der et langt stykke. Meget kan gå galt undervejs. Livet kan gå galt. Vi kan gå galt af hinanden. Gemytterne i en familie kan også her være uforenelige. Der kan opstå uheldige, ulykkelige familiekonstellationer, hvor forældrene ikke i tide er opmærksomme på, at de inddrager børnene i deres indbyrdes magtspil, og hvor et eller flere af børnene får lov til at gå imellem forældrene og dominere dagsordenen i hjemmet.

Forældrene kan også i en bedste mening, men uden empati og forståelse for at børn kan være forskellige, kræve det samme af dem. Plus alt det andet mærkværdige og sære, vi mennesker kan finde på, når vi egentlig bare skulle videregive det liv, vi selv har fået - og lade hinanden leve.

Men sikkert er det, at hvis forholdet mellem forældre og børn går skævt, så er det noget, der gør ondt hele livet på begge parter. Selvom det kan være en lettelse at lade vejene skilles, så er dette ikke at kunne se hinanden noget, der nager resten af livet, og som især forældre skammer sig voldsomt over. Det lykkedes jo ikke, det store kærlighedsprojekt, vi alle så gerne vil.

Ikke sært, at psykologer og pædagoger og alle andre i den vestlige verden dykker ned i den barndom, hvor formningen og opdragelsen af barnet tager sin begyndelse. Barndommen er vigtig, men alligevel vil jeg advare mod at tro, at fordi man har haft en forkert, forsømt eller kærlighedsløs barndom, så er man determineret til et skævt og ulykkeligt og destruktivt liv. Eller fordi død og skilsmisse blev barndommens lod, så har man lov til at bruge det som en hovedpude, for ikke selv at tage ansvar for sit liv. Eller bare fordi man er blevet båret på hænder af både mor og far, og de har rost hver en lille barnetegning, som om den var lavet af van Gogh selv, så skulle det gode, lykkelige liv på jord være hjemme.

Dertil er livet heldigvis for gådefuldt. For svært at sætte på skinner. Men det vigtigste er også, set ud fra en kristen synsvinkel, at vort liv er i Guds hånd, og at der derfor også altid er håb om nye muligheder, selv for den, der blev slået ud af kurs undervejs. Og derfor er et liv i Guds hånd aldrig et spildt liv, så ynkeligt det end kan synes udadtil.

Når alt dette er sagt, så er det alligevel afgørende, ikke bare at vi forældre elsker og bekymrer os om vore børn, men hvordan vi som forældre elsker og bekymrer os om vore børn. Lige i den sammenhæng trænger forholdet mellem kærlighed og magt til at blive korrigeret. I vores demokratiske kultur forstås de to begreber som hinandens modsætninger. Kærligheden er fin og god, mens magten er slem og ond. Men så enkelt er det ikke. Måske findes der magt, uden at der er kærlighed involveret, men kærlighed findes ikke, uden at der er magt involveret. Det glemmes ofte i børneopdragelsen, hvor det at kunne sige nej er lige så vigtigt som at rose og give ret og sige ja. Det er de voksne, der har ansvaret og magten, begge dele skal de bruge med eftertanke - og med megen kærlighed.

Forældre, der elsker deres barn over alt andet på denne gode jord, må vide, at den bedste kærlighedsgave, de kan give barnet, er at lære det at leve sammen med andre mennesker. Barnet skal kunne leve sammen med andre mennesker uden altid at få ret, uden altid at få de andre til at springe for sig og uden altid at skulle være i centrum. Det skal blive et menneske, der kan tage hensyn til andre menneskers følelser og behov, og som andre mennesker kan holde ud at omgås i længden. Også uden at vi alle sammen skal være ens og leve ens. Derfor er det de voksnes pligt at sætte de regler og de grænser, der skal leves inden for. Det er ikke børnene, der bestemmer, hvad der skal spises til middag. Det er ikke børnene eller de unge, der slænger sig på sofaen og tømmer køleskabet, når det passer dem, mens forældrene knokler småtrippende rundt som de tjenende ånder. Det er ikke gavnligt hverken for barnet eller for familielivet i det hele taget.

Det gavnlige for alle i en familie er, at alle påtager sig deres del af ansvaret for, at fællesskabet fungerer, og at børn alt efter alder og evner varetager det, de magter. Det forunderlige er jo, at et barn - indtil en vis grænse - vokser ved de opgaver, det får. Reverenter talt: Trives vi ved at sidde til pynt? Har vi det ikke alle sammen allerbedst, når der er brug for os? Enten på den ene eller den anden måde. Det gælder også børn.

Så derfor et bedstemoderlige råd til alle forældre, hvad enten de er fraskilte eller stadig fælles om opdragelsen af de kære børn. Lad være med at inddrage børnene i voksenlivets mange tumulter, skærmydsler og bekymringer. Lad være med altid at give barnet ret i, at det altid er alle de andre, der er dumme. Lad være med at putte mad og penge ned i halsen på dem til de er langt over tyve. Og lad så børn være børn. Bliv enige om børneopdragelsen inde i soveværelset. Bland ikke børn ind i de beslutninger, som det er de voksnes pligt at tage. Sæt grænser og stil krav om, at de yder det, der passer til deres alder. Vær solidariske som forældre og undgå, at børnene finder sprækker, hvor de kan spille jer ud mod hinanden.

Og lad så bedsteforældrene om den helt store forkælelse.

Det er nemlig udtryk for kærlighed at gøre sine børn egnede til at leve et jævnt og muntert virksomt liv sammen med andre jævne og muntre og virksomme mennesker. På denne gode jord. I den tid, vi alle hver især får tilmålt. Amen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk