Prøv avisen

Kærlighed og tilgivelse

Tegning: Morten Voigt

Ægteskabet kræver vilje til at bøje sig for hinanden. Alt for ofte glemmer vi at række hånden frem. Men at tilgive selv det utilgivelige er en forudsætning for, at nyt liv kan opstå

"Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden – som Herren tilgav jer, skal I også gøre."

Disse ord er virkelig nøglen for to, der gerne vil elske og ære hinanden, indtil døden skiller dem ad. De står i den 3. læsning i vielsesritualet og er et udpluk af nogle af de mange gode råd og ønsker, som apostelen Paulus sender til sine nyetablerede menigheder rundt omkring i Romerriget.

Når de nu indgår i vielsesritualet, må de naturligvis ikke kun forstås som en påmindelse om den orden og tone, der må og skal herske i en kristen menighed, men også som en påmindelse om, at det er den tone, begge bliver nødt til at have med sig, om kærligheden i parforholdet skal kunne ske fyldest i det lange løb.

Ja, ikke bare en påmindelse, men sandelig også en bøn, for hvor er det svært. Tilgivelse og den proces, der kaldes forsoning, er og bliver en forfærdelig vanskelig sag. Den kræver ikke bare, at begge – på skift – kan gå i sig selv og kan indrømme egne fejl og mangler, men også, at de er villige til at prøve at ændre måden, de møder hinanden på. Det kræver, at de er parate til at bøje sig for hinanden – også langt dybere, end de nogensinde har tænkt sig, de ville kunne bøje sig over for et andet menneske. Det kræver storsind, overskud og overbærenhed – ofte langt mere, end vi mennesker orker.

Men her på dette sted bliver vi nødt til at erkende, at det åbenbart er dybt menneskeligt at kunne se splinten i vort medmenneskes øje, mens bjælken i vort eget fortoner sig og bliver nem at undskylde. Så i stedet griber vi til undskyldninger og (bort)forklaringer: Det var jo, fordi den anden havde trådt os så grundigt over tæerne, at vi var nødt til at gøre, som vi gjorde. Det var, fordi det var så utilgiveligt, det, den anden havde gjort eller glemt at gøre, at vi simpelthen for at bevare vores selvrespekt var nødt til at reagere, som vi gjorde. Og meget mere disker vi op med i de situationer, hvor vi burde være kommet hinanden i møde i stedet for at grave os ned i hver sin forsvarsposition.

Det er ikke blevet nemmere, jo mere vi fjerner os fra den kristne grundtanke om, at vi alle er syndere og har behov for tilgivelsen.

"Vi tilgiver aldrig". Ofte bliver vreden og sorgen udtrykt i denne overskriftsform i pressen, når et forfærdeligt trafikdrab er sket, hvor unge fløse påvirkede af sprut og uansvarlighed har kørt mennesker ihjel. Og måske skal vi også lade det være op til Gud at tilgive det, som vi ikke selv magter. Alligevel er det problematisk at begrebet tilgivelse har så svære odds imod sig i den kulturelle og sproglige udformning, at vi ligefrem kan fastholde vores gode ret til at forholde andre mennesker den tilgivelse, som vi selv lever af og ånder ved.

Har vi ikke selv trådt forfærdeligt mange mennesker over tæerne i tidens løb? Har vi virkelig selv gjort alle ting ret? Hvem er da vi, der tør nægte andre mennesker det, vi selv lever af?

Sikkert er det også, at tilgivelse bliver sværere, hvis ingen af parterne vil vedkende sig at have fejlet, og hvis vi alle opdrages til, at vi selv og vore egne følelser og krav er vigtigere end de andres. Tilgivelsen kan heller ikke nås, hvis vi hver især slår os til tåls med, at vi i hvert tilfælde har gjort, hvad vi kunne. Vi kunne altid have gjort noget andet end det, vi gjorde, men vi gjorde det bare – af én eller anden grund – ikke.

Og det er det sidste, der må med i den daglige erkendelse, hvis vi altså vil dette svære med tilgivelse og det nye liv, der kan opstå ud af den. Dermed er det ikke givet, at kristne mennesker er hverken bedre eller dygtigere til at give og modtage tilgivelse, for der kommer det menneskelige sind ind, og vi må igen og igen med Paulus i Romerbrevet 7,19 erkende, at hvorfor gør vi dog ikke det gode, som vi gerne vil, men i stedet det onde, som vi ikke vil? Vi ville jo gerne strække hånden frem, sige og mene undskyld, men alt for ofte gør vi det ikke.

Selvom begrebet tilgivelse har hjemsted og får sin næring fra den kristne tankeverden, så er den hellige gral altså ikke forvaret for det kristne parforhold. Men det kristne budskab tvinger os i det mindste til at tænke os om og erkende, hvem vi er. Og hvad vi følgelig alle sammen skylder hinanden.

Alt for ofte misforstår vi også begrebet. Som om det er meningen, at vi skal glemme alt det onde og forkerte, der skete. Men det gør vi jo ikke. Især ikke vi kvinder. Skal måske heller ikke. Vi husker som elefanter, selv de mindste småtterier. Der er heller ingen, der siger, at vi skal glemme. Vi skal i stedet lære af det, der er sket, tage højde for det og vores indbyrdes forskellighed og prøve at undgå, at det sker igen.

Når vi går til alters eller på anden måde beder om Guds tilgivelse og får den, så er det da heller ikke, fordi Gud glemmer alle vore utyskestreger. Gud gør noget andet: Gud ser bort fra vor synd, adskiller os fra den og skiller os fra alt det, vi gjorde, som vi ikke skulle have gjort og fra alt det, som vi undlod at gøre, som vi skulle have gjort. Vi får med andre ord lov til at stå foran Guds ansigt som de Guds børn, vi er, med en ny chance til igen at prøve at leve, som Gud har villet det. Og det er noget helt andet end at glemme.

Som Gud har tilgivet jer, skal I også gøre! Det er budskabet. Vi er selv sat frie ved Guds tilgivende kærlighed, som vi kender den fra Jesu Kristi liv, død og opstandelse fra de døde. Vi, som selv lever ved det nye liv, som skænkes os ved Guds tilgivelse, kunne vi selv mestre bare en lille bid af samme.

Og skulle vi ikke prøve endnu en gang – især da over for et menneske, som vi gerne vil elske?

Men sker det, at kærligheden mellem de to dør, sker det, at tilgivelsens og forsoningens nye liv helt udebliver i et parforhold, så er det vigtigt at indse, at der også er tilgivelse at finde i en skilsmisse.

Den findes, når de to, som elskede hinanden af hjertet, også kan unde hinanden et nyt og godt liv med et andet menneske.

Men det er endnu sværere end at tilgive den elskede, som man stadig gerne vil være sammen med.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk