Prøv avisen

Kærlighed, selvmordsterror og salmebog

Kristeligt Dagblads religionsdebat på www.religion.dk får løbende tilsendt spørgsmål. Vi bringer her et uddrag af debatten den seneste uge

Spørgsmål: 1. Hvordan er kristendommens syn på kærligheden? 2. Kan vi leve uden kærlighed? 3. Hvorfor er der så meget vold? Mangler mennesker kærlighed?

På forhånd tak

Rosa Nielsen

Sognepræst Kathrine Lilleør svarer:

Kære Rosa Nielsen

Du spørger, hvad kristendommens syn på kærligheden er. Ligegyldig hvilken kirke du går ind i en tilfældig søndag, så er/bør dit spørgsmål være drivkraften i prædikenen. Men lad mig svare helt kort alligevel:

Kristendommens syn på kærligheden er som det syn, der mødte den yngste søn, da han træt og ulykkelig næsten var nået hjem, og hans far kom ham i møde og omfavnede ham, før han havde nået at sige undskyld. Guds kærlighed er som den fars ubetingede kærlighed. Det er kristendommens syn på kærlighed med stort K.

Du spørger, om vi kan leve uden kærlighed. Kan du? Jeg kan ikke. Jeg tror ikke, at noget menneske kan leve fuldt og helt uden at elske og blive elsket igen.

Du spørger også, hvorfor der er så megen vold, og om de mennesker mangler kærlighed. Det er ikke til at sige. Kærlighed har aldrig kunnet stoppe vold og magtmisbrug, men den kan skabe håb, hvor man ellers ikke kan finde håb.

Ingen kan svare ordentligt på, hvorfor der er så megen meningsløs vold, men enhver må vedkende sig at kende til vrede og aggression. Når du bliver vred, er det så, fordi ingen elsker dig? Ikke umiddelbart. Du bliver vred, fordi nogen provokerer dig. Sådan er det vel også med folk, der er meget voldelige, de er bare mere aggressive end du og jeg.

Man kan blive vred eller oprørt over så meget. Eksempelvis finder jeg det ret provokerende, at det samme syn møder både voldsmanden og dig og mig, hvis vi af en eller anden grund forsøger at slæbe os hen mod Gud. Vi må finde os i, at voldsmanden også bliver omsluttet af Guds tilgivende arme.

Hvordan bliver man jøde?

Spørgsmål: Hvordan bliver man jøde? Kan man konvertere til jødedommen, eller er man kun jøde, hvis man er født til det, og hvilken af forældrene »tæller«?

Aron Skop svarer:

Der er to måder at være eller at blive jøde på:

1. Enten er man født af en jødisk mor

2. Eller man kan konvertere til jødedommen.

Ad 1. For drengenes vedkommende foregår der en omskærelse på ottendedagen efter fødslen, hvor også drengen får sit hebraiske navn. Religiøs myndig bliver drengen, når han bliver 13 år, hvor der foregår en form for konfirmation (Bar-Mitzva). Der er ingen omskærelse i forbindelse med pigefødsel. Navngivningen foregår i synagogen efter seks uger. Konfirmationen foregår i enten 12-års alderen (Bat-Mitzva) eller i 14- års alderen.

Ad 2. Er man ikke født af en jødisk mor, kan man konvertere til jødedommen. Det kræver, at man henvender sig til en rabbiner, som så er behjælpelig med at skaffe relevant materiale og evt. en lærer, der kan vejlede en i indførelsen i jødedommen. Når man så i løbet af et-to år har sat sig ind i jødedommens teori og praksis, og rabbineren skønner, at man er klar til konvertering, kan den finde sted.

For kvinders vedkommende sker optagelsen formelt ved neddypning i en Mikva (Rituelt badebassin), hvor vedkommende får sit hebraiske navn. For mænds vedkommende skal man først gennem en omskærelse, og derefter foregår neddypning i Mikva.

Når man så er optaget i jødedommen, er man m.h.t. rettigheder og pligter fuldt ligeberettiget med andre jøder.

(forkortet af red.)

Selvmord som terror

Spørgsmål: Hvordan er sammenhængen mellem selvmordsattentater og Islam? Koranen tager kraftig afstand fra selvmordet (værre end at begå drab). Hvordan kan det så være, at de, der udfører terroren, bliver lovet at komme i paradis (Martyrium), når det står i kontrast til det, der står i Koranen?

Med venlig hilsen

Thomas Bertelsen

Imam Fatih Alev svarer:

Selvmordsaktionerne er harm, dvs. forbudt ifølge islam, og kan på ingen mådebetegnes som krigshandlinger. Man kan sige, at en soldat under en krig, hvor det absolut er nødvendigt, for at redde andre muslimers liv eller at sikre den muslimske hærs fremtrængen i fjendtligt område, kan være nødsaget til at ofre sit liv.

Bemærk, at der er to kritikpunkter i forbindelse med Hamas' og Islamisk Jihads selvmordsaktioner:

1. Man rammer uskyldige civile. Profeten har udtrykkeligt forbudt det ved krige eller på vej til krigsområdet.

2. Man redder ikke liv, ej heller sikrer man nogen militær succes ved disse handlinger. Der er tale om pure hævntogter. Dette er imod Islam, og det hører Jhiliyyah-tiden (den præislamiske tid) til at handle med følelser. En muslim følger islam, ikke sine følelser. De pågældende palæstinensiske og andre retslærde misbruger desværre islam til deres nationalistiske formål. Kampen for territorium er ikke af større betydning for en oprigtig muslim end overholdelse af Guds regler. En muslim kæmper for sin ret inden for grænserne af det, som islam tillader. I det øjeblik, man krydser grænsen, skal man ikke regne med Guds velsignelse på nogen måde.

Stormuftien af Al-Azhar Universitetet i Kairo, Dr. Mohamed Sayyed Tantawi, siger i det arabiske dagblad »Al-Hayat« den 4. august 1997: »Those who say that this act is haram should first ask what motivated it. Injustice breeds an explosion and a person who is severely wronged may sacrifice himself. Honourable people prefer to die than to live in humiliation.«

Der er dog et meget vigtigt punkt, som Dr. Tantawi bevidst eller ubevidst springer over. Han prøver at forklare, hvorfor de unge gør det. Men han glemmer, at de unge gør det, fordi der er givet grønt lys fra enkelte palæstinensiske og andre retslærde, som har mistet jordforbindelsen til Islam, når de udtaler sig. Man kan ikke se på de unges selvmordsaktioner og bagefter retfærdiggøre terroren med, at de unge er under tydeligt pres og har ingen anden udvej.

Uanset hvad, siger ogsåDr. Tantawi, at kampen skal foregå inden for rammerne af Islam.

(forkortet af red.)

Ny salmebog?

Spørgsmål: For to år siden blev vores datter konfirmeret. Ved den lejlighed blev vi frarådet at købe en salmebog til hende, da en ny snart ville blive udgivet. Hvor lang tid skal vi vente endnu, inden vi kan forære vores datter en salmebog?

Venligst

Else Due-Hansen

Biskop Niels Henrik Arendt svarer:

Det er, hvad man kalder et godt spørgsmål! Ikke desto mindre vil jeg tro, at det vil være afklaret hen på sommeren - hvis ellers Salmebogskommissionen kan få arbejdsro.