Er vi i Frederikshavn? Noget kunne tyde på det. Ørnevej findes ikke alene i Per Gammelgaards kollektivroman »Forårsviolin« (forlaget Hovedland), men også på bykortet.
Gammelgaard bor selv på Ørnevej. I en ældre villa, der ved et nærmere bekendtskab viser sig lige så finurlig og poetisk som hans forfatterskab, der ud over 11 digtsamlinger, novellesamlinger og romaner består af omkring 30 børnebøger.
Vist er der i »Forårsviolin« meget af den by, hvor Per Gammelgaard har boet siden 1973. Men lokalpatrioterne skal ikke føle sig for sikre. Hvad er det for noget med Kragevej? Den findes i bogen, men ikke i byen. Den manglende overensstemmelse skyldes ikke en forfatterdistraktion, men snarere det modsatte: bevidstheden om at i en roman er virkeligheden sin egen, det vil sige romanens.
- Mine første prosabøger, siger Per Gammelgaard, foregår i den landsby ved Århus, Ormslev, hvor min far var købmand. Jeg kan godt lide at arbejde inden for sådanne rammer. Men jeg vil også godt signalere, at jeg ikke bare kalkerer af. Nogle læsere heroppe er blevet voldsomt irriterede over, at der i »Forårsviolin« er en vej, der hedder Kragevej.
Stærkere end døden
En gammel mand spiller violin. Tonerne risler gennem romanen. Det er kærlighedens musik, fin og spinkel, men også robust og stærk.
Den gamles violinspil er hans bekendelse til kærligheden som »en kraft i sig selv«, levende, også når kroppen forfalder, »uforklarlig og stærkere end døden«.
Per Gammelgaard:- Jeg kan blive så uendelig træt af, at kærligheden altid beskrives som noget, der har med følelser at gøre. Jeg synes, det er en billig definition.
- Man er nødt til at gøre sig klart, at følelserne mellem mennesker aldrig er konstante. Vort følelsesliv skifter jo hvert minut ... eller dér omkring! Man kan sige, at følelserne, som de kan være i dagligdagen, mere eller mindre tumultariske, ikke bør have så stor indflydelse, som de har hos moderne mennesker.
- Kærligheden er også hårdt arbejde. Den skal give rum, hvor man kan være helt i sig selv. I stedet for at den bliver til et spil, hvor man vil lave hinanden om.
- Det er dejligt at opleve passionen. Men det er også dén, der river pæle op og får bjerge til at styrte i grus.
Med et skævt smil tilføjer Per Gammelgaard:
- Hvis man har oplevet passionen en eller to gange i sit liv, tror jeg, at man skal være glad for at slippe for flere.
Kærligheden »stærkere end døden«?
- Det er livsvigtigt for os, at vi holder fast ved kærligheden som en kraft i sig selv. Og at den rækker ud over døden, er der mange eksempler på. For eksempel hos gamle mennesker, som i tankerne aldrig slipper deres afdøde ægtefæller. En gammel mand, som jeg kender, omgåes næsten stadigvæk sin kone, selv om hun døde for mange år siden. Jeg tror ikke, det er noget, der udelukkende kommer fra ham selv. Jeg tror, at der er en eller anden universel kraft, som spiller en rolle.
Gud?
- Vi er selvfølgelig tæt på.
Er der sammenhænge bag hverdagens »små« forløb som dem, »Forårsviolin« består af? Sammenhænge, der er utilgængelig for menneskelig erkendelse og alene kendt af Gud? En af romanens personer, Søren siger ja. Søren, der indtil videre overlever i en bank, men vil være præst. Men Anna, hans kæreste, ryster på hovedet. »De findes ikke«, hvisker hun.
Per Gammelgaard er ikke meget for at komme med uddybende kommentarer:
- Jeg kan bedst lide, hvis spørgsmålet får lov at stå åbent i stedet for at blive fulgt til dørs af forfatterens fodnoter eller konklusioner. Det er mellem disse yderpunkter, romanen svinger: Om der er nogle store sammenhænge, eller om vi mere eller mindre styres af tilfældigheder.
Hvis du nu alligevel skulle prøve at svare...?
- Det bliver et både / og. Der er øjeblikke i livet, hvor man næsten må tro på en styring. Men sommetider er dét, der sker, simpelthen for meningsløst. Jeg tror ikke, du finder et menneske, der er afklaret i forhold til dette. Jeg har i hvert fald ikke selv et fuldstændig definerbart livssyn.
En del af samfundet
Per Gammelgaard gelejder sin gæst gennem byen, og vi passerer biblioteket, hvor han er deltidsansat bibliotekar. Hilsner udvekles med forbipasserende.
- Noget af det bedste ved mit arbejde på biblioteket er betjeningen af publikum. Der igennem lærer jeg en masse mennesker at kende. Jeg ved måske ikke altid, hvad de hedder. Men det er dejligt at gå gennem byen og hilse på mange. At være »gammel« på stedet, som jeg er, giver en goodwill. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle nødvendigvis bryder sig om én. Men det synes jeg ikke, man skal spekulere så meget over. Men man skal da forsøge at behandle folk ordentligt og tage sig tid til at snakke.
- Jeg mener, fortsætter Per Gammelgaard, at man som forfatter bør føle sig som en del af det samfund, hvor man bor. Det er dejligt at være i et så lille samfund som Frederikshavn. Jeg sidder i bestyrelsen for kunstforeningen, blander mig i det hele taget meget lokalt og skriver mange læserbreve.
Er der ingen ulemper for en forfatter ved at bo så langt fra hovedstaden?
- Det siger mine kolleger heroppe, at der er. Når vi mødes engang imellem, er det første, de snakker om, at det hele foregår derovre. Jeg synes ikke, man skal gå så højt op i det. Hvis bare fem mennesker er til stede, kan man jo skabe et centrum, hvis man vil.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg nok, at der næsten automatisk finder en tilsidesættelse sted af forfattere og andre kunstnere for eksempel heroppe fra. En roman som min ligger jo heller ikke øverst i anmeldernes bunker.
- Man kan spekulere fra nu af og til nytårsaften over, hvad disse ting skyldes. Men man skal ikke lade arbejdsglæden forstyrre af den slags.
- Det er jeg selv blevet bedre til at undgå, jo ældre jeg er blevet, siger Per Gammelgaard.
Blå bog
Per Gammelgaard, 52, uddannet bibliotekar.
Debuterede i 1972 med digtsamlingen »Min mormor og John Coltrane«.
Han har udgivet 11 bøger for voksne og omkring 30 for børn, blandt andet Ane-serien, der indtil videre består af 16 bind. Per Gammelgaard begyndte at skrive børnebøger i begyndelsen af 1980'erne, fordi hans børn ikke brød sig om det foreliggende udbud.
»Far«, kunne de sige, »den bog her er også pædagogisk«. Ud med den!
Per Gammelgaard forsøgte at skrive de overraskende historier, som hans børn gerne ville læse.