Kærlighedsbarnet

NY BOG: Musikpædagog Hanne Gravgaard fortæller om sin lille søn Bo, der døde af leukæmi som femårig. Men det er også historien om hendes kærlighed til faderen, afdøde professor Johannes Sløk

-- For mig har det været vigtigt at sætte et sandfærdigt minde over min søn, men for at man skal kunne forstå hans historie, må jeg også fortælle om hans kærlige far og vores forhold sammen, siger Hanne Gravgaard. -- Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.
-- For mig har det været vigtigt at sætte et sandfærdigt minde over min søn, men for at man skal kunne forstå hans historie, må jeg også fortælle om hans kærlige far og vores forhold sammen, siger Hanne Gravgaard. -- Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

"Dette er en mærkelig, usædvanlig bog. Her er afsløring og bekendelse – ikke særlig heldigt, vil nogle kritikere vel mene. Men undertiden kan livet være så ubarmhjertigt, at man må betro sig til andre for at kunne leve med sorgen og smerten."

Sådan indleder professor, dr.phil. David Favrholdt sit forord til musikpædagog Hanne Gravgaards nye bog, "Kære Bo", hvor hun fortæller om sin lille søn Bo, der døde af leukæmi som femårig. Bogen er samtidig historien om hendes kærlighed til faderen, afdøde professor Johannes Sløk, fortalt gennem stærkt følelsesladede dagbogsbreve til henholdsvis "lille og store Bo", Sløks private kaldenavn, som også blev navnet på deres fælles søn. Sløk (1916-2001) var professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet og en af de fire store gamle "Århus-teologer", der sammen med P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og Regin Prenter skabte grundlaget for det teologiske Århus-fakultets ry, og markerede sig stærkt og ofte udfordrende og provokerende i samfundsdebatten. Han var 40 år og gift, da han indledte sit forhold til den 19 år yngre Hanne Gravgaard. Forholdet kom til at strække sig over 12 år, hvoraf de boede sammen de sidste fire. De skulle giftes, men to dage før den første lysning i kirken valgte Johannes Sløk at vende tilbage til sin gamle familie. Siden talte de ikke mere sammen, og den da fire-årige lille Bo hverken traf eller talte nogensinde med sin far igen. Sløk var heller ikke med til sønnens begravelse.

Hanne Gravgaard fortæller i bogen om sin sorg og vemod ved at miste sit eneste barn og sit livs store kærlighed, men "Kære Bo" er også et forsøg på en slags afklaring på spørgsmålet om, hvorfor Johannes Sløk forlod dem. For bruddet kom for hende fuldstændig uventet, pludselig og uden forvarsel.

– Tiderne var anderledes dengang, og vi blev begge udsat for en hetz af forargelse og sladder, og måske var det dette pres udefra, som blev for stort for ham.

– Sløk var jo i offentligheden kendt som den elegante debattør, ironisk og kynisk, men det var masker, han gemte sig bag. Bag maskerne var han et varmt, men sagtmodigt og sårbart menneske. Han forlod mig af grunde, som jeg ikke kender, men som jeg må acceptere, men min bog er ikke et angreb på ham. Derimod en stor kærlighedserklæring til såvel ham som det kærlighedsbarn, vi fik sammen.

Hanne Gravgaard er i dag 69 år og underviser i solosang på Aarhus Universitet og klaverspil og solosang på Silkeborg Seminarium. Hun har diplomeksamen i klaver fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, sangpædagogisk eksamen m. v. og en omfattende koncertvirksomhed som sangsolist i danske og udenlandske kirker bag sig.

"Kære Bo" er skrevet i en digterisk form på grænsen mellem prosa og poesi, fordi begivenhederne og de stærke følelser fra dengang står for hende som et digt, en stærk emotionel oplevelse. Men hvorfor i det hele taget rode op i et forhold, der ligger mere end 40 år tilbage, med den risiko for at skabe nye sår og brud, som dette indebærer?

Hanne Gravgaard er forberedt på spørgsmålet:

– For mig har det været vigtigt at sætte et sandfærdigt minde over min søn som et modstykke til den sladder og bagtalelse, der har været. Bo var ikke, som det er blevet antydet, en uheldig fejltagelse, men et ønskebarn, og for at man skal kunne forstå hans historie, må jeg også fortælle om hans kærlige far og vores forhold sammen.

– Nogle måneder før Sløk døde, opsøgte jeg ham, og da jeg gik hjem derfra, stod det klart for mig, at hvis ikke jeg fortalte historien, ville sladderen og rygterne stå alene tilbage. Mit liv lakker jo også mod enden, derfor var det nu, at denne bog skulle skrives.

"Kære Bo" kan, trods dens poetiske form, læses som en slags dokumentation, "så der ikke bliver grundlag for at digte flere skrøner på den historie", som Hanne Gravgaard udtrykker det.

– Vil nogen alligevel forsøge at anfægte vores kærlighed, så har jeg over 100 breve fra Sløk liggende. Jeg har gemt dem allesammen, og jeg kan flere af dem udenad.

Det sidste – og eneste – møde efter bruddet fandt sted i cafeteriet på plejecentret, hvor den alderdomssvækkede Sløk var til genoptræning. Det blev et ordløst møde. Ordene rakte tilsyneladende ikke længere efter de mange år uden kontakt, men de udvekslede blikke, som fortalte Hanne om den smerte, som også Johannes Sløk havde levet med efter det brudte forhold. Det er i hvert fald sådan, hun tolker mødet. For hende skete der her en endelig forsoning og afklaring, selv om hun fortsat mangler sit endelige svar på bruddet og den efterfølgende totale adskillelse.

– For mig er det ufatteligt, at han brød kontakten til sin søn. Det tror jeg aldrig, en kvinde kunne gøre. På den anden side vidste Sløk ikke, hvor syg han var. Det var ingen af os klar over, for af misforstået hensyn til mig havde min familie bedt lægerne hemmeligholde, at Bo led af leukæmi, som dengang var en nærmest uhelbredelig sygdom. Og Bo fik medicin, så han så ikke syg ud. Først to timer før det skete, fik jeg at vide, at han ville dø.

"Kære Bo" er en hudløs og privat bog, fordi den går så tæt på personerne og deres sorg og smerte, men perspektivet er større end det private, for ud af vemoden og længslen vokser en erkendelse af, at man som menneske her i livet må tage sin skæbne på sig. Netop dette lærte den unge Hanne Gravgaard af sit møde med Sløk og dennes optagethed af Søren Kierkegaard.

– Når man mister et barn, vil sorgen følge én resten af livet, og hvor mange gange i livet møder man den store kærlighed? Nogen bliver vrede og bitre efter et brud eller efter at have mistet, men for ikke at ende som en tragisk person, må man så at sige forsøge at blive ven med sin sorg. Den vil stadig være der, men forsoningen forvandler vemoden og smerten til indsigt og dybde i livet, og vi skal ikke forsøge at flygte fra fortiden, for det er den der giver os vores fremtid. Derfor må jeg også vedstå min fortid, og jeg ville ikke have været den foruden!

For Hanne Gravgaard er der en tæt sammenhæng mellem Gud og skæbne. I et brev til Sløk fortæller hun i bogen om den befrielse hun oplevede, da hun forsonede sig med sin livsskæbne og kærlighedens brud og tab.

– Jeg så pludselig mit liv og min længsel, min skæbne, som på et sølvfad – og Gud selv spejlede sig i deri.

Hanne Gravgaard: "Kære Bo – Historien om Bo Gravgaard Sløk". Poul Kristensens Forlag. 187 sider. 158 kr. Udkommer i dag.

steens@kristeligt-dagblad.dk

HANNE GRAVGAARD

Født 1935 i Århus. Diplomeksamen i klaver fra Det Kgl. Danske Musik-

konservatorium, sangpædagogisk eksamen fra Aalborg Musikkonservatorium, bi-

fagseksamen i musik fra Aarhus Universitet. Underviser på Musikviden-skabeligt Institut på Aarhus Universitet og seminariet i Silkeborg. Tidligere undervist på Københavns Universitet. I mange år instruktør ved sangkurser på Dansk Kirke-sang og Løgum-kloster Høj-skole. Omfattende koncertvirksomhed som sangsolist i danske og udenlandske kirker. Udgav sammen med domorganist Richard Sennels "Åndelige Sange I og II".

JOHANNES SLØK

Professor, dr.theol. Regnes sammen med Løgstrup, Lindhardt og Prenter blandt "de fire store Århus-teologer", men virkede desuden som en indflydelsesrig fagfilosof og idéhistoriker, og blev Danmarks første professor i idéhistorie. 1977 til 1986 professor i etik og religionsfilosofi.

Johannes Sløk udgav omkring 50 bøger og blev hædret med flere priser. Han skrev blandt andet om Kierkegaard, hvis tanker han var dybt præget af. Johannes Sløk var kendt som en stor og ofte udfordrende og arrogant debattør. Han døde i juni 2001, 85 år.