Prøv avisen

Køer og mission

Tidligere genereralsekretær i Sudanmissionen, Mogens S. Mogensen, skal skrive håndbog om mission blandt det afrikanske normadefolk fulanerne. Det sker efter ph.d.-studier og overvejelser om begrebet »kontekstuel mission«

Ærlig talt lyder det lidt fjernt og uvedkommende, når Mogens S. Mogensen oversætter titlen på sin amerikanske ph.d.-afhandling: »Evangeliet til pastorale fulaner i Nordnigeria«. Og det bliver umiddelbart ikke meget bedre, når manden to minutter efter kaster sig ud i en forklaring om et begreb som »kontekstuel mission«. Men for til en begyndelse at få det hele lidt ned på jorden, kan anføres, at det drejer sig om køer og mission, og selv om det konkret angår mission blandt et fjernt afrikansk hyrdefolk - deraf det pastorale - så berøres samtidig grundlæggende generelle principper for mission anno 2000. Den 49-årige Mogens Mogensen fratrådte for to år siden som generalsekretær for Sudanmissionen for at gøre sin afhandling færdig ved Fuller Teological Seminary ved Los Angeles. Undervejs i forløbet har han været på tre måneders felt-studier i Nigeria, hvor han i 10 år, inden generalsekretærposten, var missionær. Fra 1. april er Mogens Mogensen for en periode af otte måneder ansat for at hjælpe sit gamle firma og andre missionsselskaber med fulani-missionen., for nu skal teorien omsættes til praksis. Sudanmissionen og to norske missionsselskaber har bedt ham om at evaluere et fulani-projekt i Mali, og en international netværksorganisation bedt ham skrive en håndbog om fulani-mission, og holde seminarer og kurser om samme emne i Vestafrika. Få kristne fulaner Fulani-folket er muslimer og lever som halv- eller helnormader i det gamle »Sudan-bælte«, savanne-bæltet der strækker sig tværs over Afrika, fra Senegal i vest til Sudan i øst. Alt i alt 15-20 millioner fulaner, hvoraf halvdelen lever i Nigeria, og af disse 7-10 millioner er kun under 1000 blevet kristne. Dette tal illustrerer, hvilke vanskeligheder, kirke og missionsselskaber er oppe imod, og det er i denne forbindelse, Mogens Mogensen peger på den kon-tekstuelle mission. Altså en mission, der i modsætning til kulturimperialisme respekterer og knytter tilved det pågældende folks skikke og historie - i dette tilfælde fulanernes. De skal hverken opgive deres køer eller øvrige kultur for at blive kristne. - Mission er, undertiden med rette, blevet beskyldt for kulturimperialisme, hvor man har knyttet kristendommen tæt sammen med en vestlig kultur og tænkemåde, indrømmer Mogens Mogensen, og understreger, at det bestemt også gælder for meget af den U-landshjælp, der ydes af de vestlige lande til tredie verden. I den kristne kirke har man siden de allerførste tider arbejdet med overvejelser om forholdet mellem tro og kultur. - I kristendommen kommer Gud os i møde i skikkelse af et menneske, som er vokset op i en bestemt jødisk kultur. Siden døbte Paulus grækere uden at de var omskårne, og selv om Peter var skeptisk i begyndelsen, måtte han, da han så hvad Gud udrettede i Paulus' menigheder, til sidst ændre sin teologi: Han indså, at det ikke var en forudsætning at gå omvejen omkring jødedommen for at blive kristen. - Kristentroen er altså ikke bundet til en bestemt kultur. Var Jesus inkarneret hos fulanerne, havde han i stedet for tømrer i Nazareth været hyrde som dem. Et eksempel på kontekstuel teologi ligger danskerne lige for hånden, for også i Danmark har kulturen - Grundtvig og de andre - sat deres bredfingrede aftryk på det der er blevet vores danske udgave af kirke og kristendom, tæt knyttet til bondekulturen og årets gang. - På samme måde må evangeliets frø plantes i den afrikanske jord og vokse op som en del af fulanernes egen kultur, fastslår Mogens Mogensen. Derfor må køerne tænkes med. For det omvandrende fulani-folk er køerne altafgørende. De er deres livsgrundlag, og hele deres familiestruktur og arveregler er bygget op ud fra denne forudsætning. - Køerne spiller så stor en rolle, at man dårligt kan forestille sig, at man kan være en rigtig fulan, hvis ikke man har med køer at gøre. Derfor er det vigtigt, at der drives mission på en måde, der ikke forsøger at skille dem fra deres køer og forandre dem fra et hyrdefolk til fastboende bønder, fordi det tilfældigvis passer bedst med kirkestrukturen. I så fald siger man jo til dem, at de må opgive deres hidtidige kultur for at blive kristne. - De fleste kristne i Nigeria er fastboende bønder, og her giver det god mening at sende evangelister ud og bygge kirker midt i stamme- eller klan-områderne, tilføjer Mogens Mogensen. Skal det imidlertid lykkes kirken at få kontakt med de omvandrende fulaner, bliver man nødt til nytænke spørgsmålene om menighedsdannelse ud fra deres specielle, mobile, kultur. Konkret må de teologiske overvejelser føre tilbage til den bibelske opfattelse af kirken, påpeges det. I Bibelen er kirken hverken en bygning eller en velfungerende embedsmands-organisation, men et fællesskab af mennesker - helt ned til hvor to eller tre er samlet i Jesu navn. - For fulanernes vedkommende må man begynde at satse på de helt små husmenigheder, der måske kun omfatter en mand og hans hustru og slægtninge, og i stedet for med vold og magt at forsøge at få dem til at komme til kirken og blive bofaste, må kirken ud til fulanerne. Ud til dem for at forkynde og holde gudstjeneste der, hvor de nu befinder sig. Skal dette lykkes, rækker det ikke med ansatte evangelister, understreger Mogens Mogensen. I stedet må medlemmer af de enkelte menigheder mobiliseres og uddannes til denne opgave, så man alle steder har nogle med et kald til at tage sig af denne særlige del af kirken. Gud er der allerede Mogens Mogensen har i sine studier også interesseret sig for, hvordan omvendelsen af de fulaner, der er blevet kristne, er sket. - Her er det vigtigt at forstå, at mission ikke er det samme som at kirken indtager nyt land og udbreder sin teologi, men at mission altid er Guds mission. Som da Jesus blev menneske, er det Gud der tager intiativet, og Gud er allerede til stede, før vi nogensinde får taget os sammen til at rejse ud og forkynde evangeliet. - Alle mennesker er jo skabt i Guds billede, og Guds ånd er nærværende for alle mennesker i alle kulturer. Når Gud kalder os til mission betyder det derfor ikke, at vi kommer med noget totalt nyt og fremmed, der modsiger alt hvad der var i forvejen - selv om der også er noget afgørende nyt i kristendommen, som vi ikke kan sige os selv. Der er altid noget at knytte til ved. I de muslimske fulaners tilfælde har Mogens Mogensens undersøgelser vist, at tilknytningspunktet for mange har været, at Jesus omtales som en stor profet i Koranen. Samtidig viste det sig, at drømme har en stor betydning. Mange af de omvendte havde oplevet, at Jesus åbenbarede sig i deres drømme. - Det mest afgørende er imidlertid, at de har mødt enkelte kristne og et kristent fællesskab. Kristendommen er jo ikke først og fremmest et spørgsmål om rigtige meninger, men relationer til Gud og mennesker. Det afgørende er det personlige møde med Kristus. Gud ønsker at møde os gennem andre menensker. Det er her, de skal opleve det gode budskab blive omsat til liv.