Prøv avisen

Kampen mod millionbøffen

Foto: .

Adam Price elsker god sovs, hjemmebagt brød og rullepølse. Og så ville han ønske, danskerne også ville få det til at dufte brunt, brændt og hjemmelavet resten af årets 11 måneder

Vi æder og drikker i december. Og bagefter spiser vi lidt mere. Og så en lille en til halsen, så vi er klar til at klemme lidt mere ned. Danskernes jul handler om mad – meget af den. Den er smørbagt og dyppet i olie. Den er sprød, fed og tung. Og ifølge Adam Price ligger trangen til julens overspiseri i vores blod.

"Vi kommer fra det her sted, hvor der bliver så frygteligt koldt og mørkt om vinteren, og derfor er det en ældgammel tradition, at vi skutter os og rykker os sammen om bålet i hulen eller i det lille hus og spiser forsvarligt af alt det, vi har samlet til hobe. Kombineret med en dyrkelse af familien. Og vores måde at være sammen på i den store danske familie handler altså ofte om at stoppe en masse i hovedet."

Adam Price er madanmelder, tv-kok og medlem af Det Danske Gastronomiske Akademi. Han hylder, at vi skal kæle for det kulinariske. Og det glæder ham at se, at "alle tiders husmoder dukker op i os, når det bliver jul," som han udtrykker det. For uanset, at vi resten af året køber fastfood og færdigretter, skal det være hjemmelavet i december.

"Og det kan jo være en anledning til, at man opdager glæden ved at lave tingene selv. Jeg synes faktisk, der er sket en positiv udvikling. For 10 år siden var det ikke pokkers almindeligt, at man lavede rødkålen selv. Der var mange, der købte glas. Jeg kender ikke købestatistikken, men jeg tror, at flere laver den selv i dag. Og hvis folk får succesoplevelser i julen, kan det være, de også får lyst til at lave anden selv Mortensaften."

Og maden spiller en anden rolle for os i disse år, mener Adam Price:

"Maden er i den grad blevet et statussymbol – ikke kun i julen. Det hjemmelavede har høj status. Det kan jeg ikke andet end hylde. Bortset fra at man kan være bange for, at det forsvinder igen som andre tendenser. Men jeg synes, det er fantastisk, at vi lige på kanten af glemslen har valgt at genopdage og genføde nogle af de håndværkstaditioner i det hjemlige køkken, som bedsteforældregenerationen håndhævede."

Hvis madlavning alene er status, er det så ikke lidt hult?

"Man skal søge i den enkeltes mørke hjerte for at finde ud af, hvorfor man gør det. Men hvis man genopdager et håndværk undervejs, synes jeg, det er fint. Det er med til at holde os væk fra fremmedgørelsen, så vi ikke tror, rødbeder vokser i et glas i eddike, og at lammet ikke selv er sprunget ud af ulden og har lagt sig i frysedisken. Og huske, at råvarerne engang har været levende eller har vokset i jorden. Og at der findes årstider. Det er efter min mening noget af det mest lyksalige ved at leve: At råvarerne skifter. Jordbær i januar er en fornærmelse!".

Selv har Adam Price det godt, når han ser sin søn på to et halvt år sidde og gnave en stump brød, som far har æltet og bagt af ølandshvedemel.

"Den skive holder ham kørende i flere timer i modsætning til et eller andet slam fra en såkaldt håndværksbager eller et supermarked."

Men hånden på hjertet – hvor mange bager selv brød på ølandshvede?

"Jeg tror da, at vi snyder os selv, hvis vi tror, alle har valgt at stå og ælte surdejen og lave tingene fra bunden. Jeg vil gerne sprede begejstring og inspiration. Så kan det være, at folk finder ud af, at det kan være sjovt. Men man skal ikke missionere. Det er ikke alle mennesker, der mener, at mad har den betydning, og det er ikke alle, der behøver at have det sådan."

Uanset at madentusiaster som Camilla Plum, Claus Meyer og brødrene Price i fjernsyn og kogebøger forsøger at lære danskerne om langtidshævning og hjemmedyrkede økologiske tomater, er det tilsyneladende mest underholdning. For når Adam Price indimellem sniger sig ned i supermarkedets afdeling med færdigretter, må han indrømme, at der ikke er blevet mindre at vælge imellem. Og for noget tid siden var han til et foredrag om madkultur, hvor en statistiker fra Fødevarestyrelsen bidrog med nedslående oplysninger:

"Han fortalte, at den mest spiste ret i samtlige aldersklasser og segmenter var millionbøf. Det var den ret, der forfulgte os mest. Det kan være svært at forstå: Vi er et land med kilometer efter kilometer af kyststrækning, og alligevel spiser vi kun nødtvungent en fiskefilet med remoulade hver 14. dag. Variationsgraden i køkkenet er meget lille, og for rigtig mange danskere er det dagligdag at styrte hen i supermarkedet og rive otte ting ned i kurven og halse hjem og lave det på 20 minutter."

Er det ikke utopisk, at vi skal lave mad som i vores bedsteforældres tid, hvor kvinderne havde hele dagen til at bage og sylte? Moderne mennesker går jo på arbejde.

"Der er masser af ting, vi skal være glade for er blevet forandret siden vores bedsteforældres generation, og jeg siger ikke, at vi skal sylte lige så meget – det er jo heller ikke nødvendigt. Men man kan godt indføre arbejdsgange i køkkenet, uden at det behøver at vende hverdagen på hovedet. I min husstand bager vi for eksempel alle vores brød selv. Det lyder enormt irriterende, men det er intet problem for os, når man først har vænnet sig til det. Det er muligt at have et liv ved siden af. Og hvis man for eksempel køber tre oksespidsbryster i stedet for et og kommer portioner i frostbakker, så har man – voila! – et meget kvalificeret måltid til alle de stressede dage med skrigende unger. Det eneste, man skal gøre, er at koge tre kartofler. Det handler bare om at adoptere en mere planlagt tankegang og tænke mere praktisk."

Man kunne indvende, at ideen om, at man skal tilbage til rødderne med stenkværnet mel og pilefletkurve, er lige så kommerciel – den er bare pakket ind i brunt genbrugspapir. Og at Price-brødrene, Camilla Plum og Claus Meyer er forretningfolk som alle andre, der spinder guld på at sælge kogebøger og tilbehør til veluddannede, købestærke danskere. Det afviser Adam Price:

"Det er helt usammenligneligt, hvad der er flest penge i: rugmel fra Aurion eller McDonalds og Kinder mælkesnitter. Min bror og jeg, Plum og Meyer er med på et hjørne af massekulturen, fordi vi har slået vores folder på tv, men jeg synes, at spørgsmålet er, om de, der laver det, mener det alvorligt. Og jeg har indtryk af, at alle mine kolleger på madfronten har en ægte mission. Uanset at nogen har lavet en virksomhed ud af det, så er det startet og drevet af engagement, og det gør en kæmpe forskel. At noget kan blive en succes og skabe en regulær indtjening, det kan jeg ikke have ondt af."

Men føler Adam Price et særligt ansvar, når han toner frem på skærmen i forhold til at påvirke vores madkultur? Tænker han for eksempel på danskernes fedmekurve, når han hælder godt med smør i sovsen?

"Jeg er faktisk begyndt at føle en lidt anden form for ansvar i takt med programmets stigende popularitet. Naturligvis skal man tænke over, hvad man gør, når man har et stort publikum. Det er altid et ansvar, når man står på en scene. Derudover er det et spørgsmål alt efter genren, hvori ansvaret består. De programmer, jeg laver med min bror, handler om vores personlige mytologi omkring mad. Vores fortælling handler om, at det at lave mad er dejligt og en glædesfuld begivenhed – noget, som kan samle og begejstre os. Det er noget, vi har fået med fra vores gamle far, og derfor forventer vi ikke, at andre skal have det samme forhold til mad som os."