Tilskuerbænkene i folketingssalen på Christiansborg var fyldt til sidste plads.
Det var den 21. juni 1946, og der var forespørgselsdebat rejst af to konservative folketingsmedlemmer. Centrum for virakken, skoleinspektør Inger Merete Nordentoft, sad selv i salen.
Hun var for nylig valgt ind for kommunistpartiet. Og så var hun frøken og nybagt mor til en lille pige, hvis far hun ikke ville oplyse navnet på. Den ugifte, 42-årige kvinde, der åbenlyst havde fået et uægte barn, havde gennem et halvt år sat nationen på den anden ende og nu var sagen endt i Folketinget.
LÆS OGSÅ: Forventninger til moderrollen har ændret sig markant
For selvom nogle også talte hendes sag, mente modstanderne, at hun skulle fyres fra sit arbejde på Katrinedals Skole i Vanløse ved København. Hun var et dårligt forbillede for børn og unge.
Inger Merete Nordentofts lille datter, Kirsten, var naturligvis langtfra det første barn født af en ugift lærerinde. Men moderen var et kendt ansigt.
Hun bestred blandt andet stribevis af topposter i skolevæsenet, havde skrevet bøger om pædagogik og sad under modstandsbevægelsen fængslet for illegalt arbejde, inden hun i foråret 1945 blev udnævnt til skoleinspektør. Så da sagen landede som en bombe i pressen, vedtog 150 sjællandske præster en resolution om, at man ikke kunne være leder af en folkeskole, hvis man i sit liv gennemførte moralprincipper direkte i strid med Guds bud.
Kvindeforeninger indsamlede tusindvis af protestskrivelser, og der blev vedtaget en afstemning på skolen i Vanløse blandt lærere og forældre om Nordentofts fremtid.
Man kan i dag ikke forestille sig, hvor hurtigt og i hvilket omgang den skandale rullede. En ugift skolefrøken der har sex uden at være gift. Kunne man have hende til at undervise børn? Det var det store moralske problem. Og efter lang tid resulterede det i, at skolen i Vanløse blev delt i to, fordi et mindretal af forældrene forlangte det. Så stærke var brydningerne, at man måtte tage radikale foranstaltninger i brug, siger forfatter og journalist Pia Fris Laneth.
Hun har netop begået bogen Moderskab og Mødrehjælp, som beskriver udviklingen i synet på moderskabet gennem de seneste 100 år. Det er samtidig en beretning om Mødrehjælpens udvikling fra filantropisk forening og velfærdsstatens flagskib for socialt arbejde til moderne privat hjælpeorganisatione med mange frivillige. Sideløbende med den samfundshistoriske gennemgang af alt fra desperate barnedrab til fri abort fortæller bogen også otte moderne kvinders historie om at blive mødre som ganske unge.
For 100 år siden var kvindens adelsmærke kyskhed: Hun skulle være jomfru indtil bryllupsnatten. Graviditet uden for ægteskabet var tegn på moralsk forfald, og både kvinde og barn risikerede at blive udstødt af såvel familie som samfund.
Kvindens seksualitet var fuldstændigt eksklusivt reserveret til ægteskabet. Samtidig havde man statsautoriserede bordeller til mænd. Det var en ægte dobbeltmoral. Et barn er jo om noget beviset på, at en kvinde har haft sex. Og de mange filantropiske foreninger havde svært ved at håndtere de enlige mødre på grund af moralen. Hvis man hjalp kvinderne, kunne det jo virke som en opfordring til, at de fortsatte deres usædelige levned. Derfor tog det så lang tid, før der blev målrettet hjælp til enlige mødre og deres børn, selv om det var dem, der trængte allermest til den, siger Pia Fris Laneth.
Men der var ildsjæle, der forsøgte at hjælpe de ugifte mødre ikke mindst for at forhindre de mange drab på spædbørn. Navnene Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede Mødre stiftet i 1905 og Komitéen til Hjælp for enligtstillede nødlidende Kvinder med Børn fra 1906 siger en del om sagens alvor. De to foreninger fusionerede i 1923 til det mindre triste og mere neutrale navn Mødrehjælpen.
Op gennem det 20. århundrede erhvervede kvinderne sig langsomt borgerrettigheder og politiske rettigheder, og med stadigt mere ligestilling på flere områder blev fordømmelse gradvist afløst af forståelse for både kvinder og deres uægte børn. En betegnelse, der i øvrigt først for alvor forsvandt, da det i slutningen af 1960erne blev mere almindeligt for par slet ikke at gifte sig. Kvinderne tiltog sig langsomt retten til at bestemme over deres egen krop i første omgang med brug af prævention, senere med den fri abort:
Men selv om pessaret blev opfundet i 1870erne, skal vi helt op til 1970erne, før en kvinde, der går i byen med et pessar i tasken en lørdag aften, bliver betragtet som et fornuftigt og ansvarligt menneske og ikke som en tøjte. Kampen handler dels om seksualiteten altså om at det er i orden som kvinde at have seksuelle lyster uden for ægteskabet, og dels kampen for prævention, så man kunne kontrollere konsekvenserne. Og i takt med en friere holdning til prævention skifter holdningen også til abort, fordi retten til begge dele handler om retten til at bestemme, hvornår og med hvem man vil have sine børn, siger Pia Fris Laneth.
I Mødrehjælpen, som igennem årtier havde hjulpet enlige mødre, var modstanden mod fri abort stor. Her mente man, at man skulle give alle kvinder de bedste betingelser for at føde alle børn. Og tidligere direktør i Mødrehjælpen Vera Skalts sagde efter loven om den fri aborts vedtagelse følgende:
Nu hvor loven er kommet, må det ikke udvikle sig til aborttvang! Kvinden kan være under pres fra barnefaderen, familie og omgivelser under bistandsloven har der været tilfælde, hvor unge kvinder er blevet mødt med et hør lille frøken, det er vist rimeligt, at De får en abort De kan jo ikke magte et barn.
For med adgangen til fri abort udviklede graviditeten sig fra at være et vilkår, kvinden passivt måtte acceptere, til et aktivt valg om at blive mor. Eller et fravalg. Og det har sat moderskabet under pres, påpeger Pia Fris Laneth:
Formelt er kvinden den eneste, der har ret til at bestemme, om hun skal have barnet. Men fordi man nu skal vælge hvert barn, føler barnefaderen, ens familie og hvis man er i det offentlige system, også ens socialrådgiver at de har ret til indflydelse. Udgangspunktet har ændret sig: Det er ikke længere en katastrofe at vælge abort. Omgivelserne kan lige så vel regne det som en katastrofe, hvis man vælger at få barnet.
Særligt hvis man er ung og ugift?
Ja, hvis man er ung, ugift, ufaglært, hvis man er på offentlig forsørgelse, eller hvis fostervandsprøven viser, at det er et handicappet barn. Eller hvis man har mange børn i forvejen. Så skal kvinden virkelig argumentere for, at hun vil have barnet.
Pia Fris Laneth mener, at moderskabet har mistet status.
Moderskabet i sig selv er blevet devalueret. Det er fint nok at blive mor, hvis man har en uddannelse eller et arbejde, men hvis man er ung og ufaglært, bliver moderskabet og ens lyst til at få et barn meget ofte forklaret med, at man mangler perspektiv i sit liv. Det er underforstået kun uddannelse og arbejde, der kan give den mening. Jeg synes faktisk, det er helt utroligt, at det at få et barn og skabe en familie ikke i sig selv bliver betragtet som meningsfuldt.
I bogen fortæller otte unge kvinder deres historie. Mange af kvinderne står i kaotiske og komplicerede livssituationer med mænd, der enten ikke vil vide af børnene, eller som terroriserer mødrene. Der er både vold, incest, sygdom og misbrug i kvindernes liv. Og portrætterne viser, at kampen om, hvor moderskabet skal stå, ikke er slut. For selv om man ikke længere kalder børn født uden for ægteskabet for horeunger, bliver de enlige mødre stadigvæk stigmatiserede. Under arbejdet med bogen kom det som en overraskelse for Pia Fris Laneth:
Jeg blev meget forbavset over at opdage, hvor stærk den fordømmelse var. Jeg troede, det var et overstået kapitel. Jeg spurgte kvinderne, om de havde modtaget negative reaktioner på, at de var enlige mødre. Nej, men at de var unge mødre det havde omgivelserne reageret på. De oplever, at folk finder det helt naturligt at spørge: Hvorfor fik du ikke en abort?. Man anser det ikke som noget problem at være enlig mor, hvis man er i begyndelsen af 30erne og har en uddannelse og et job. Det er bare hårdt arbejde. Men når man er en ung, enlig mor uden uddannelse, bliver man betragtet som dum. Og så spørger folk med let hovedrysten: Går du ikke glip af din ungdom, ødelægger du ikke dine fremtidsmuligheder?. Underforstået: Kan du ikke finde på noget mere meningsfuldt at foretage dig?.
Det gik først op for mig undervejs i arbejdet med bogen, hvor meget jeg selv var fanget ind i den logik.
Der findes i dagens Danmark 150.000 enlige mødre og 32.000 enlige fædre. Enlige mødre kommer i dag modsat for 100 år siden fra alle samfundslag og er samlet set en langt mere ressourcestærk gruppe end tidligere. 15 procent af de enlige mødre havde i 2009 en årsindkomst på mere end en halv million kroner. Men man kan også finde statistik, der vender den tunge ende nedad: Mellem 15 og 20 procent af alle enlige mødre modtager kontanthjælp omkring 10 procent har fået det mere end et år. Og de unge enlige mødre er i den sammenhæng særligt udsatte, fordi de risikerer ikke at få fodfæste i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet. Derfor skal de hjælpes også mere kvalificeret end de bliver det i dag, mener Pia Fris Laneth:
Om ikke af andre årsager, så skal man støtte dem, fordi det kan betale sig det forebygger tvangsfjernelse, ungdomskriminalitet og meget andet dårligt liv. Men også fordi de står et sted i deres liv, hvor de virkelig er besluttede, fordi de får ansvar for et lille, nyt menneske. De der unge kvinder står simpelthen så meget op for deres børn. Hold da op, hvor kan de mobilisere kræfterne hvis de bare får en lille hånd.
Moderskab og Mødrehjælp blev anmeldt i Kristeligt Dagblad i går
Pia Fris Laneth