Prøv avisen

Kan du så se at blive god igen

–"Lægger man det hele sammen, synes jeg, det er retfærdigt at tale om vrede som en ny folkesygdom. Desværre bliver den ikke behandlet sådan, men er både undervurderet og underprioriteret," siger Thomas Nielsen, lektor på psykologisk institut ved Aarhus Universitet. Illustration: Rasmus Juul.

Vedvarende vrede er på vej til at blive en folkesygdom, advarer forsker og flere psykologer. Vrede anses stadig for at være en illegitim følelse, der dog har gode kår i en kultur præget af stress og præstationsræs

De skældte mere og mere ud på hinanden. I krogene gik brokkeriet. Frustrationerne gennemsyrede arbejdsmiljøet på Vanløse Skole i København, og skoleleder Pia Dalsgaard stod i midten af det hele, bundet af sin egen vrede.

Jeg følte mig kapret af mine følelser, der trak mig ud af min professionelle rolle som skoleleder. Jeg havde simpelthen mistet kontrollen over mit arbejde og kæmpede med en følelse af utilstrækkelighed. Til sidst mistede jeg også kontrollen over den vrede, der fulgte med. Det var forfærdeligt, for det gik jo også ud over børnene, som vi ikke havde så meget overskud til, som vi gerne ville have. Vi var alle sammen presset i bund, og det udløste vreden, som slugte mange af ressourcerne, fortæller hun.

Til sidst gav kroppen efter. Hun kollapsede på skolen og mistede synet i flere timer. Snart efter kontaktede hun en professionel ledelsescoach og begyndte at få indsigt i de mønstre, der skabte vreden. Og hun indså, at det var mønstre, som gik igen hos mange andre. Med penge fra Fonden til Forebyggelse og Fastholdelse blev et stort projekt om bedre arbejdsmiljø stablet på benene, og tingene begyndte at vende.

LÆS OGSÅ: Flere søger hjælp til at håndtere deres vrede

Eksempler med vrede på jobbet bliver stadig hyppigere, lyder det samstemmende fra en lang række psykologer, Kristeligt Dagblad har været i kontakt med. Det er både private og arbejdspladser, der i stigende grad opsøger psykologer og coaches for at få hjælp til at løsne en hverdag eller et arbejdsmiljø, der er plaget af stress, frustrationer og vrede. Eller de har brug for hjælp til at komme ud af en depression, der indeholder en langvarig, dyb vrede, som ikke har fået lov til at komme ud.

Vrede er i det hele taget ved at blive så gennemgående en følelse blandt danskere, der går til psykolog, at det har karakter af en folkesygdom, mener administrerende direktør Per Poulsen fra virksomheden Humi, der underviser og rådgiver om blandt andet håndtering af vrede.

Et meget godt billede på, hvor vi er på vej hen, er det stigende antal helt unge mennesker, der kommer til os for at få hjælp, fordi de får færre likes på Facebook end vennerne. Eller bare har færre digitale venner. Følelsen af at være en succes og leve et godt liv skaber et pres, og det begynder stadig tidligere. Det har sikkert altid resulteret i blandt andet vrede, men netop den følelse er begyndt at blive mere synlig. Måske fordi den har været undertrykt i så mange år, siger han.

Samme billede oplever blandt andre psykolog Ulla Høybye fra Jysk Psykologcenter. Hun kalder det en markant stigning i antallet af tilfælde, hvor håndtering af vrede er klientens hovedproblem. Hun kæder udviklingen direkte sammen med den markante stigning i ADHD-diagnoser de senere år. En diagnose, hvor netop vredesudbrud spiller en stor rolle.

At vreden er i vækst mener også lektor på psykologisk institut ved Aarhus Universitet Thomas Nielsen. Han har gennem 45 år forsket i menneskets følelsesregister og står bag den aktuelle bog Vrede, som blandt andet beskriver de mange tegn på, at vedvarende og ofte voldsom vrede fylder stadig mere. Måske netop særligt blandt de unge. For der sker i disse år en stigning i omfanget af angst blandt børn og i depression blandt de yngre voksne. Og det er en videnskabelig kendsgerning, at angst, depression og vrede hænger tæt sammen.

Samtidig er det et ofte beskrevet kendetegn ved tiden i dag, at enhver i stigende grad er sin egen lykkes smed, også i Danmark. Det betyder alt andet lige, at det er nemmere at blive skuffet, siger Thomas Nielsen, og vejen mod vrede er brolagt med skuffelser.

Endelig viser nye amerikanske undersøgelser en direkte sammenhæng mellem, hvor mange børn pr. voksen der er i daginstitutionerne, hvor godt personalet er uddannet, og hvor meget vrede der er blandt børnene.

LÆS OGSÅ: "Børn tager ikke skade af forældres aggressioner"

Lægger man det hele sammen, synes jeg, det er retfærdigt at tale om vrede som en ny folkesygdom. Desværre bliver den ikke behandlet sådan, men er både undervurderet og underprioriteret. Du kan få hjælp til mange andre følelsesmæssige lidelser, men ikke vrede, selvom det er dokumenteret, at vedvarende vrede skader kroppen langt mere, end angst og depression gør. Og selvom det er dokumenteret, at man effektivt kan afhjælpe vreden gennem behandling, siger han og henviser til undersøgelser, som viser, at vrede kan føre til både blodpropper, hjerneblødninger og andre forstyrrelser af kroppens cirkulation. Foruden, selvfølgelig, de mange voldstilfælde, der begynder som vrede, og de mange brudte familier, hvor vreden har fået overtaget.

Når vrede alligevel ikke er en anerkendt selvstændig lidelse, man kan få det offentliges hjælp til at få bugt med, skyldes det især to ting, mener Thomas Nielsen. Den første er, at det har været lettere for den medicinske verden at udnævne eksempelvis angst og depression som sygdomme, fordi de kan registreres ret præcist, og der kan stilles en diagnose. Vrede er mere udflydende, og det hænger sammen med den anden grund, nemlig at alle har oplevet at blive vred. Også på den helt almindelige, ret ufarlige måde.

Okay, men hvad vil det så sige at have et problem med sin vrede? Er det nok, hvis man råber ad sine børn indimellem? Eller råber ad andre i trafikken? Eller skaber sig på en sportsbane? Som Thomas Nielsens bog også beskriver, er vrede en helt naturlig og endda nødvendig følelse, der er tæt kædet sammen med menneskets evolutionære udvikling. Det ligger således dybt programmeret i os at handle, når vi føler os truet, og vreden er et af vores våben. Så er det ikke menneskeligt at blive vred, også rigtig vred, en gang imellem?

Jo, det er det bestemt, det er måden, vi håndterer det på, der afgør, om vi har et problem, forklarer selvstændig psykolog Kirsten Ott Moos. Hun leder hver uge vredesgrupper, hvor helt almindelige danskere taler om, hvorfor de er så vrede. Og hvordan de bedre kan styre det. Deres forhistorie er næsten altid den samme: stress, lavt selvværd, jalousi eller en opvækst præget af vold og dårlig konfliktløsning. Det har udløst en vrede, som er udadrettet i form af fysisk vold eller voldsomme skænderier. Normalt harmløse situationer kan vokse til store scener. Som når man hidser sig alt for voldsomt op på sine børn, konstant diskuterer med sine kolleger eller kan finde på at stige ud af bilen og banke hårdt på ruden i den bil, der lige har overhalet. Eller også og det er typisk tilfældet bider man vreden i sig, og den får lov til at vokse sig indestængt og ødelæggende, til den pludselig bryder ud som angst, depression eller en anden psykisk lidelse.

Alle bliver jo vrede indimellem, men når vreden ikke bare opstår impulsivt, men er der vedvarende og er blevet en del af din personlighed, er det blevet en lidelse. Ofte får vreden lov til at eskalere yderligere, fordi folk ikke kan kommunikere deres vrede. Vi mangler værktøjer til at kunne håndtere denne følelse fornuftigt, når vi presses tilstrækkeligt, og det er de værktøjer, folk kan få i eksempelvis en vredesgruppe, forklarer hun.

At danskerne overhovedet er begyndt at benytte vredesgrupper og andre tilbud er dog et tegn på, at vi er begyndt at være mere åbne omkring vreden som følelse, mener Per Poulsen fra Humi. For det er tydeligt, at de fleste af dem, der kommer for at få hjælp, har lært, at vrede er noget, man ikke bør føle. Vrede er generelt defineret som noget negativt i vores kultur, og derfor er der ofte skam forbundet med følelsen. Ikke mindst hos de mange, der søger hjælp, fordi de har problemer med at have en god relation til deres børn. Vreden står simpelthen i vejen.

Indtil de store kulturelle forandringer i slutningen af 1960erne blev børn typisk opdraget som små voksne: De skulle tænke sig om, opføre sig pænt og i øvrigt lægge de store følelser væk. Og det er meget ofte netop de mennesker, der søger hjælp i dag, for de har meget lidt forbindelse til deres vrede, de har undertrykt den hele livet og aner derfor ikke, hvordan de skal håndtere den, når den pludselig vælter frem, typisk som følge af stress, forklarer han.

Og så er vi tilbage på Vanløse Skole. For på en måde er folkeskolen i dag blevet et billede på udviklingen i samfundet som sådan: Arbejdsopgaverne er langt flere og mere komplekse, end da Pia Dalsgaard begyndte som lærer for 28 år siden. Og børnene kommer med langt mere forskellige opdragelser, så virkeligheden er blevet mindre sort/hvid.

Alle vil jo gerne lykkes, forklarer hun. Og når det er blevet sværere, fordi dagligdagen bare er blevet sværere, er det nemt langsomt at blive overmandet af følelser, så man ikke længere kan opretholde den klare skillelinje mellem at være professionel og være privat. Så er værnet mod vreden nede, og det kan kræve hjælp at få det op igen.

Det lykkedes på Vanløse Skole. Gennem et fælles coachingforløb fik arbejdspladsen de værktøjer, medarbejderne manglede for at kunne håndtere vreden. På knap to år gik skolen fra at have i gennemsnit 27 sygedage årligt per medarbejder til at have 10. Og de ansatte fik arbejdsglæden og overskuddet til børnene tilbage.

Jeg tror, vi lærte ikke at føle os truet længere af hinanden, af børnene og af deres forældre. Og så lærte vi vreden bedre at kende. Vi kaldte det egentlig aldrig vrede, vi kaldte det stress, men vreden var jo symptomet på, at noget var galt. Så det er den, vi vil holde øje med fremover, siger Pia Dalsgaard.