- Selvfølgelig kunne jeg leve et liv uden at blive mor, hvis jeg levede i stenalderen, og de teknologiske muligheder ikke fandtes. Men når nu muligheden for reagensglasbehandling og adoption findes, ville jeg have svært ved at leve et liv uden at skabe en kernefamilie.
Sådan siger 34-årige Lena Aalling Jørgensen, hvis liv i seks år var overskygget af, at ønskebørnene ikke bare kom af sig selv, men at hun og hendes mand måtte igennem flere opslidende behandlingsforløb på både en privat og en offentlig ferti- litetsklinik.
Forløbet har hun nu skrevet en bog om, nemlig »Livets fremtid - om kampen mod barnløshed«, og håbet er, at andre ufrivilligt barnløse, pårørende, læger og sygeplejersker kan have glæde af den. Ud over Lena Aallings Jørgensens egen beretning indeholder bogen også et mere generelt afsnit om barnløshed, behandlingsmetoder, adoption og lovgivningen på området.
- Da jeg stod med min gudsøn i armene, begyndte det biologiske ur for alvor at tikke. Allan og jeg havde kendt hinanden siden konfirmationsalderen, jeg havde haft fuld fart på karrieren, vi var nu 27 år og klar til at få børn, siger Lena Aalling Jørgensen.
Parret begyndte at tale om navne og ryddede også et værelse, som tidligere havde rummet deres sportsudstyr, men graviditeten lod vente på sig, og efter undersøgelser viste det sig hurtigt, at det var Allans sædkvalitet, den var gal med.
Sled på forholdet
Parret fik derfor deres første reagensglasbehandling i 1996 på en privat klinik. Allans sæd var så dårlig, at befrugtning skulle ske ved mikroinsemination, hvor laboranten vælger en enkelt sædcelle ud og hjælper den direkte ind i ægget. Behandlingen førte imidlertid ikke til graviditet, og året efter tømte parret derfor for anden gang sparegrisen og tog til klinikken. Denne gang lykkedes det at blive gravid, men da Lena Aalling Jørgensen var otte uger henne, viste det sig, at fosteret var dødt, og hun måtte abortere.
- Da begyndte jeg at tænke på, at jeg ikke kunne leve et liv uden at blive mor, og jeg begyndte at overveje andre metoder som sæddonation og adoption. Jeg bragte det også op over for Allan, men han var på det tidspunkt afvisende og ønskede kun børn, hvis det kunne blive med vores egne gener, fortæller Lena Aalling Jørgensen.
Men for hende var der ingen tvivl om, at et liv uden børn ikke var interessant.
- Jeg følte ikke, der var noget ved at have et dejligt hus og et godt job, hvis ikke vi fik børn. Jeg følte, at mit liv stod i stampe, og alting syntes meningsløst, siger Lena Aalling Jørgensen.
Så parret forsøgte sig nu en tredje gang på en privatklinik, men heller ikke denne gang var lykkens gang, og behandlingerne sled nu for alvor på forholdet. Lena Aalling Jørgensen ønskede sig brændende et barn, men kunne samtidig mærke, at hendes krop og ikke mindst psyke ikke kunne blive ved med at holde til hormonbehandlingerne, og hun blev derfor efterhånden mere og mere interesseret i en sæddonor eller i at blive skrevet op til adoption, mens hendes mand fortsat afviste tanken, og til sidst førte uenigheden til et brud.
- I starten af behandlingerne gik det smaddergodt med os, men da det gik op for os, at behandlingerne måske ikke ville lykkes, kom problemerne. Vi havde ikke lagt nogen plan fra starten om, hvad vi ville gøre, hvis ikke reagensglasbehandlingerne lykkedes, og vi havde ikke diskuteret alternativerne, før vi stod midt i krisen, og det pludseligt blev svært at tale om. Det var en kæmpe fejl, og jeg vil opfordre andre par til fra starten af at drøfte, hvor langt de er villige til at gå, hvor mange behandlinger de vil gennemgå, og hvad de vil gøre, hvis det alligevel ikke lykkes kvinden at blive gravid, siger Lena Aalling Jørgensen.
Svær adskillelse
Parret gik fra hinanden i sommeren 1999, huset blev sat til salg, og Allan Jørgensen tog på en udlandsrejse, mens Lena Aalling Jørgensen tog på et kort ophold på en idrætshøjskole. Men under adskillelsen gik det også op for dem, at det var svært at undvære hinanden, og Allan Jørgensen kom nu sin hustru i møde.
- Vi aftalte, at vi skulle prøve en sidste og fjerde gang med reagensglasbehandling, og lykkedes det ikke, måtte vi se på alternativerne, siger Lena Aalling Jørgensen.
Men alternativerne blev aldrig drøftet, for fjerde gang blev Lena Aalling Jørgensen gravid med tvillinger og efter en ukompliceret graviditet og fødsel kom Mathias og Caroline til verden den 11. juli 2000.
Forskerne frygter, at den dårlige sædkvalitet kan være arvelig, og der er derfor en risiko for, at Mathias har arvet sin fars dårlige sædkvalitet. Til det siger Lena Aalling Jørgensen:
- Mon ikke vi er så heldige, at videnskaben har løst problemet med dårlig sædkvalitet, når Mathias engang selv skal have børn? Gudskelov er risikoen for at arve den dårlige sædkvalitet forholdsvis lav, så det trøster vi os med.