Kan man glemme sine forældre?

Kan I skrive lidt om vrede, og hvad det gør ved os mennesker, skriver et ægtepar, der ikke har kontakt med deres voksne søn

-

Kære brevkasse

For fire år siden skrev vi et brev til jer, fordi vi havde behov for at få et råd angående vores knap 30-årige søn, som havde brudt med os. Vi ved, at problemet har været oppe at vende siden, og vi kan jo se, at vi ikke er de eneste. Jeres råd til os var at tie og bie, og det har vi fulgt. Vi har nu ikke set vores søn i fire et halvt år, så vi må nok konstatere, at hans beslutning er endegyldig. I sommer fik min mand dog trang til at kontakte ham, og han sendte et lille brev. Stor var glæden, da vores søn skrev tilbage, at han godt ville i dialog, men på visse betingelser. Der kom en lang mail, hvor han skrev om et godt liv med kone, snart tre børn, arbejde og hus. Han sluttede med spørgsmålet: Hvordan har du det, far? Min mand, som har en kronisk fysisk lidelse, skrev tilbage, men det kunne jo ikke blive et lignende lyserødt brev. Efter dette brev viste det sig, at vores søn blev meget vred og skrev tilbage, at intet jo var forandret hos os. Han kunne ikke se, at der var noget at bygge videre på, og vi skulle ikke forvente at høre mere fra ham. Det kunne vi jo ikke andet end at acceptere. Vores spørgsmål til jer er så: Kunne I skrive lidt om vrede, og hvad den gør ved mennesker?

I den mellemliggende tid har vi så fået et lignende problem med vores yngre søn. Han er gift, har et barn på snart tre år, og de bor i nærheden. Vi har haft et godt forhold til dem, indtil de fik deres lille barn. Vi så vores barnebarn, indtil det var knap et år, men samværet med familien var meget anstrengt. Situationen er nu, at vores svigerdatter har brudt helt med os, og hun forbyder vores søn at tage sin søn med, når han besøger os. Konklusionen på dette er jo, at vi har to voksne børn, to svigerbørn samt fire børnebørn, og vi ser kun en af dem. Vi er dybt taknemmelige over, at han har valgt at bevare kontakten til os, selvom han er oppe imod stærke kræfter.

Vi har efterhånden lært at leve med dette. Jeg har gået til en psykolog igennem længere tid, hvilket er en god hjælp. Trods min mands sygdom lever vi et rimelig godt og aktivt liv med gode venner, kultur, og hvad vi kan finde på, men sorgen er vores tro følgesvend den sidder jo i baghovedet hele tiden. Vi har ikke haft en ordentlig dialog med vores yngste i lang tid. Kontakten med ham foregår mest via sms, og det føler vi ikke er en god kommunikation. Vi har været sammen med ham ved fødselsdage, men vi skal virkelig gå på listefødder, hvis vi vover os ind i minefeltet, for så bliver han vred og siger, at det hele er vores skyld. Vi tror heller ikke, at han har det let. De to brødre har kontakt med hinanden, og vi kan forestille os, at de påvirker hinanden.

Grunden til denne strid kan vi ikke finde ud af. Gisninger om forsinket oprør, fordi min mand blev syg, da de var teenagere. Eller svage sønner med stærke koner. Ja, vi tænker på alt muligt, men når dialog ikke mere er mulig, så har vi efterhånden opgivet at tænke mere på det.

Kunne I måske også skrive lidt om sorg? Vi har det for det meste nogenlunde godt og er i stand til at abstrahere fra dette, men alligevel dukker det op gang på gang. Her i september fik vores ældste søn sit barn nummer tre, og det er vi jo ikke en del af. Alligevel får vi det at vide via den øvrige familie. Vi kender ikke fødselstidspunktet blot, at det blev en datter. Jeg har en storesøster, og hun har kontakt med vores søn. Det gør ondt at høre, at hun sender ting op til dem. Og hun vil ikke svare på spørgsmål fra mig. Jeg er jo også misundelig på hende, og jeg føler, at vi kommer længere og længere fra hinanden, måske fordi der er så meget usagt. Jeg opfatter hende som meget konfliktsky, hvor jeg befinder mig i den anden ende. Det er svært at få den gode samtale, og jeg føler mig ofte afvist. Jeg har yderligere to søskende, som jeg har et mere afslappet forhold til. Den ene er rimelig neutral, og den anden har nok at kæmpe med, da ægtefællen er ramt af sygdom.

Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud, men det skal vi jo. I den sidste tid har vi begge følt en forladthed og ensomhedsfølelse. Vi er meget åbne om det, men kunne måske have brug for at finde nogle mennesker i samme situation som os, men hvor finder vi dem? Dette problem er jo forbundet med skyld og skam, for der må jo være noget, vi ikke har kunnet gøre godt nok. Vi føler os som vildfarne på en øde ø, hvorfra vi ikke kan komme videre. Det er, som om vi sidder fast i sorgen, og vi ved ikke, om det går den ene eller anden vej. Vi er godt klar over, at denne konflikt ikke kan løses, hvis ikke alle parter har viljen til det, Kan man virkelig godt glemme sine forældre? Jeg ved ikke, om I har nogle erfaringer med det.

Venlig hilsen
Niels og Marianne


Kære Niels og Marianne

Tak for, at I skriver til os igen. Det er man altid velkommen til. Det må være en dyb sorg ikke at have kontakt til børn og børnebørn. Det er meget forståeligt, at det er en smerte, som fylder utrolig meget i jeres sind, i hverdagen og ved indbyrdes samtale. Vi vil gerne forsøge at skrive lidt om de fire spørgsmål, I rejser i jeres brev noget om vreden, sorgen, om man kan glemme sine forældre, og hvor man finder andre forældre i samme situation. Da vi har valgt at bringe det meste af jeres brev denne fredag, bliver der ikke plads til at svare, men vi vender tilbage i næste uge med nogle refleksioner om de fire punkter. Måske kan vi nå at høre fra andre læsere inden da, hvis de skynder sig til tasterne.

Mange hilsener
Anette og Jørgen