Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Karriere er blevet meningen med livet

Karrierelivet er blevet en selvfølge i vores samfund, og vi har selv ansvar for, at den bliver en succes. Foto: .

Studerende retter i stigende grad deres uddannelse til i jagten på karrieren. For karrierelivet er blevet en selvfølge i vores samfund, og vi har selv ansvar for, at den bliver en succes. Også i krisetider

Efter fem år med mange lange nætter og intense projektforløb på Kunstakademiets Arkitektskole i København kunne Rasmus Jørgensen i sommeren 2009 kalde sig cand.arch. Og med et 10-tal for afgangsprojektet, et studiejob på den anerkendte tegnestue Henning Larsen Architects og et semesterophold i Berlin med i bagagen troede han, at han havde nøglen til den karriere, han aldrig havde været i tvivl om, at han skulle forfølge. Men længe efter at sommeren var gået på hæld, alle fra telefonbogen var blevet kontaktet, og vejen til jobcenteret var blevet slidt tynd, havde ingen døre åbnet sig. Ikke engang på klem.

LÆS OGSÅ: Succes på arbejdsmarkedet er vores eget ansvar

Det var super frustrerende. Jeg ville bare gerne i gang og finde ud af, hvad det vil sige at være arkitekt. Og når man har brugt fem år på at kvalificere sig og styrke sit cv, så føltes det som et totalt antiklimaks. Jeg søgte i øst og vest, da jeg blev fortalt, at jeg blev nødt til at søge bredt, hvis jeg ville gøre mig nogen som helst forhåbning om at få et job, og alligevel skete der intet. Så min karriere blev i den grad sat på standby.

I dagens Danmark, hvor regeringen kommer med udmeldinger som: Vi ønsker et Danmark, hvor alle deltager i at udvikle vores land, og hvor vi tager os af hinanden. Et Danmark i arbejde ..., så bliver livet uden et arbejde en falliterklæring. Selv i krisetider. For arbejdslivet er blevet en så integreret del af vores identitet og et udtryk for, om vi bidrager positivt til samfundet.

Og derfor bliver jagten på karriere en selvfølge for hvis ikke vi har et arbejde eller en succesfuld karriere, hvad er vi så? Et livssyn, der allerede bliver implementeret i de små klasser i folkeskolen og for alvor tager fart på de videregående uddannelser, hvor de unge gør alt for at styrke deres cv, har gode studiejob, arbejder frivilligt og netværker med betydningsfulde mennesker for at få den succesfulde karriere.

Men hvad betyder ordet karriere i grunden?

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi stammer ordet fra det latinske ord carraria, som betyder væddeløbsbane: Løbebane inden for job og professioner, som for eksempel kræver mere end en normal arbejdsindsats, et stort engagement og er udviklende. Karriere kan være udtryk for det forhold, at en person avancerer fra et trin til det næste. Karriereforløbet er knyttet til graden af social anerkendelse eller status i arbejdslivet eller andre dele af samfundslivet, for eksempel politik, står der blandt andet i encyklopædien.

Men selvom karriere er knyttet til social anerkendelse og status, som det lyder i encyklopædien, så er det store spørgsmål alligevel, om karriere er vejen til lykke. For bliver man virkelig lykkelig af at have et arbejde, der kræver mere end normal arbejdsindsats? Eller er det i virkeligheden andre ting, vi skal lægge vægt på, for at vores liv giver mening?

Ifølge Christian Bjørnskov, lykkeforsker på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, kommer det an på, hvilke forventninger man har til tilværelsen.

For mange mennesker er karriere med til at gøre dem lykkelige, hvis det er den type succes, de går efter. Problemet med karriere kan være, hvis folks forventninger viser sig at være urealistiske. Normalt er det et kortvarigt dyk i lykken, når folk indser, at deres forventninger er urealistiske, men nogle gange holder folk fast i forestillingen om karrieren, som aldrig bliver, og det kan gøre folk ulykkelige. I den sidste ende er det op til en selv at skabe sig et lykkeligt liv, for der er ingen andre, der kender ens mål med livet, ens styrker, svagheder og præferencer.

På Rigshospitalet i København møder hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen dagligt mennesker, som reflekterer over deres arbejdsliv. For når sygdom indtræder, ændrer livsvilkårene sig, og arbejdslivet og karrieren er ikke længere det, der fylder.

De fleste mennesker har en forestilling om, hvad de skal blive til, og hvem de er, men en alvorlig sydom er noget, der rejser de spørgsmål på ny. For hvem er jeg, og hvad er jeg, hvis ikke jeg har en karriere? Men samtidig hører jeg mange alvorligt syge fortryde, at de har brugt så lang tid på deres arbejde, for det tæller ikke meget i sygesengen. Derimod er fokus på familie og venner. En alvorlig sygdom er nemlig et syrebad for vores værdier, så når vi bliver syge, bliver vores karriere også dyppet i et syrebad. Selvom sygdom aldrig er positiv, så har den altså den sideeffekt, at man revurderer sine værdier.

Livet måtte også tages op til revision af den dengang 30-årige Rasmus Jørgensen, for selvom det ikke var verdens undergang at stå uden job, så var det ikke tilfredsstillende for ham at stå stille.

Men i stedet for at søge fagligt bredt, som A-kassen opfordrede ham til, besluttede han sig for at udvide jobmarkedet geografisk.

Så efter et halvt år uden job købte han en billet til Shanghai i Kina, da han havde hørt, at der var gode muligheder for at få et job.

Han fik derefter kontakt til en masse kinesiske tegnestuer og gik til samtaler. Og så gik det hurtigt. Efter en uge var han nemlig ansat på den amerikansk-kinesiske tegnestue Ben Wood Studio Shanghai.

Han og kæresten søgte et års opholdstilladelse, sagde farvel til familie og venner og rejste af sted.

Jobmarkedet var meget åbent for alle os vestlige arkitekter, så det var en helt anden oplevelse at gå på jobjagt i Kina. I Danmark handler det om at være fræk og fremme i skoene. Alt er netværksbaseret, og hvis ikke man kender nogen, der kender nogen, som kan give en den første billet ind, så sker der ikke noget. Sådan har det nok ikke altid været i arkitektbranchen, men sådan er det i hvert fald nu.

Rasmus Jørgensen er bare en ud af de mange nyuddannede, der har fået bremset deres karriere i takt med den økonomiske krises indtog. Og arkitekterne er en af de akademiske faggrupper, som er hårdest ramt. Hele 53 procent af de nyuddannede står uden arbejde, viser tal fra Akademikernes Centralorganisation fra april 2012. Og de håbløse tal påvirker de unge, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, siger lektor Camilla Hutters fra Center for Ungdomsforskning på Aarhus Universitet.

De fleste unge har gennem hele deres uddannelse arbejdet på at få relevant erhvervserfaring, taget ekstra kurser og karriereplanlagt, og så opdager de, at det alligevel ikke er nok, og det skaber stor frustration. Men de mener samtidig også, at de selv er skyld i det, hvis de ikke får et arbejde. I 1980ernes kriseramte Danmark betragtede de unge det i højere grad som et vilkår, et kollektiv vilkår, som de alle måtte forholde sig til. I dag lever de unge i højere grad efter devisen jeg er min egen lykkes smed, og derfor er det deres egen skyld, hvis ikke det lader sig gøre at få et arbejde.

Derfor er mange unge meget målrettede, siger Camilla Hutters. Det handler om at få så meget erfaring som overhovedet muligt, for de ved, at hvis de skal have en chance for en god karriere, så skal de skille sig ud.

I dag har man ikke en karriere man gør karriere, og det kræver, at man hele tiden arbejder på at opbygge et attraktivt cv, siger hun og peger på, at den evige jagt på karriere kan have store konsekvenser.

Det er et enormt krævende projekt at skulle være så målrettet, og derfor er det ydre og det indre hele tiden i konflikt. For hvad vil de egentlig selv? De stiller sig hele tiden nogle nye mål, men glemmer at forene dem med de indre. Det er helt klart en af tidens store udfordringer for de unge.

Men karriere handler ikke kun om en selv, og encyklopædiens løbebane er en misvisende beskrivelse af karriere, mener ledende partner i rekrutteringsfirmaet Korn/Ferry International Stephen Bruyant-Langer. Han har skrevet bogen: Din næste karriere Headhunterens guide til livslang succes.

Karriere er ikke bare en løbebane, hvor man skubber sig frem på bekostning af andre. Hvis du vil have en god karriere, skal du derimod skabe et team og få skabt nogle relationer og resultater. Og så handler karriere også om robusthed, og hvad man kan få ud af sin karriere på den lange bane. De små, korte fix dur ikke. Mange kan udadtil se ud, som om de har en god karriere, og så viser det sig, at de i virkeligheden er ret ulykkelige. Ofte siger man, at succes avler lykke, men jeg vender den om og siger, at lykke avler succes. For hvis du er lykkelig, så vil du uden tvivl opnå succes. Men selvfølgelig handler det også om resultater. I mit firma er vi uden tvivl fokuseret på det, men vi mener samtidig også, at positiv adfærd avler resultater.

For direktør Aase Hoeck handler det ikke om, at ordet karriere er misvisende, men at danskerne opfatter det forkert. Hun er direktør for hjemmesiden karrierekvinder.dk, hvor karrierebevidste kvinder får offentliggjort deres ønsker og krav til for eksempel en fremtidig bestyrelsespost eller en lederstilling.

Karriere er meget værdiladet for danskerne, og det er der, vi går galt i byen. Til sammenligning er ordet career i USA ikke forbundet med følelser, men bare et ganske almindeligt ord for det at have et arbejde. Hvis man i Danmark i begyndelsen af 1990erne sagde, at man ville have en karriere, så betragtede omverdenen det som et liv uden børn og ægtefælle. Og det blev meget kategorisk til, om man var karriereminded eller ej. Det hænger stadig ved hos mange, men især de unge begynder at have en anden indstilling til ordet. Udgangspunktet for dem er nemlig, at de vil have en karriere. I min generation, der er født i 1940-1950erne, talte man slet ikke åbent om ønsket om en karriere og slet ikke, at man ville tjene mange penge, siger Aase Hoeck.

Rasmus Jørgensen er i dag rykket fra Shanghai i Kina til Oslo i Norge, hvor han for halvandet år siden fik arbejde på den lille tegnestue Kristin Jarmund Architects. Og det er noget af en omvæltning fra livet i Kina, hvor udgangspunktet er, at man minimum arbejder 45 timer om ugen, og det er uden at regne møderne og weekenderne med og i øvrigt uden at få ekstra penge. Og selvom han lige har afsluttet en 80 timers arbejdsuge i Oslo, så er det ikke normen. Her arbejder man i snit 37 timer, og hvis man arbejder over, så får man løn.

Men det betyder ikke, at man er mindre karriereorienteret man tænker bare karriere på en anden måde, hvor det ikke behøver at gå ud over ens fritid. Det er i det hele taget lidt sjovt at tale om karriere inden for arkitektfaget, for hele dets grundlag bygger på konkurrencer at komme først i køen og vinde, siger Rasmus Jørgensen.

Arkitektfaget er helt klart forbundet med prestige, og det betyder noget, hvilken tegnestue man er på, og under hvilket navn man arbejder. Men det er måske heller ikke så mærkeligt, for man får klart de mest spændende projekter, hvis man er et navn.Rasmus Jørgensen er blevet fastansat på den norske tegnestue, men med aftale om, at han kan sendes på orlov, når der ikke er nogle opgaver. Og det er ikke et sjældent syn i en branche, hvor man arbejder projektbaseret. Og sandsynligvis en usikkerhed, Rasmus Jørgensen må leve med i hele sit arbejdsliv, erkender han.

Men det kan måske være sundt at have for øje, at alting ikke varer evigt.

Det fandt tidligere topchef Henrik Enegaard Skaanderup ud af på den hårde måde. For da han var på toppen af sin karriere, blev han pludselig fyret.

Han arbejdede som administrerende direktør for ejendomskoncernen Kuben, men en dag blev han kaldt til samtale og kom ud fra mødet uden en titel foran sit navn. Et kæmpe chok for en mand, der hele sit liv havde gået efter karrieren, og da adrenalinen havde lagt sig, fulgte tomrummet. For ikke alene kunne han ikke finde et nyt job, men der var heller ingen i hans omgangskreds, der turde tale med ham om det. Gang på gang gik han hjem efter diverse sammenkomster uden, at en eneste havde berørt emnet. Derfor valgte han at skrive bogen Slået hjem for at fortælle omverdenen om sin oplevelse af at blive fyret og få et job igen. For efter 13 måneder som ledig fik han et nyt job som markeds- og kundedirektør i firmaet NTC Construction, hvor han er i dag.

Det har været en dannelsesrejse på godt og ondt, hvor jeg fandt ud af, hvor meget karrieren har fyldt for mig både fysisk og mentalt. Jeg var i et arbejdsflow, hvor tingene bare gled ind over hinanden, og den satte dagsordenen for alle mine vågne timer. Jeg havde det super fint med det, men da jeg med ét blev taget af banen og sat på bænken, så fandt jeg ud af, at karrieren i virkeligheden havde fyldt alt, siger Henrik Enegaard Skaanderup og fortsætter:

Jeg har altid set karriere som en trappe, man har foran sig, opadstigende mod en tinde, og hvor det så handler om hurtigst muligt at nå målet. I dag er det sådan, at jeg nyder turen op og har ikke øjnene fikseret på et højt punkt. Og når spørgsmålet kommer, om jeg vil tage på den gamle rejse en gang til, så er svaret nej tak.

Rasmus Jørgensen blev tvunget til at fokusere på sine værdier, da han i 2009 stod i den lange jobkø. Og han havde ikke forestillet sig, at hans vej først ville føre til Kina og siden til Norge. Han havde set sig selv på en af de store tegnestuer i København. Men i dag ville han ikke have været udlandsopholdene foruden og er glad for, at hans første skridt på karrierevejen blev taget som usikre skridt ud i det blå. Og arbejdet er derfor heller ikke længere på samme måde et bevidst, strategisk projekt for Rasmus Jørgensen, hvor det hele tiden handler om at stige i graderne. Han kan sagtens se sig selv på tegnestuen i Oslo de næste 10 år, for han vil hellere have fingrene nede i materien og udvikle sig som arkitekt end konstant at se sig selv i nye sammenhænge.

Jeg ønsker at føle mig brugt. Det lyder måske mærkeligt, men en lykkefølelse hos mig er tæt forbundet med, at jeg er noget for nogen. Det kan både være i min familie og hos min kæreste, men i særdeleshed i min karriere. Da jeg var arbejdsløs hjemme i Danmark, så følte jeg, at jeg var en stor byrde, som tog på samfundets ressourcer, og den erfaring har gjort, at det ikke længere handler om at bevæge mig hurtigt videre og frem i min karriere. I stedet ønsker jeg at bevæge mig langsomt frem, og til sidst ende med at bygge noget enestående.