Prøv avisen

Karsten Nissen: Vi har ikke krav på at leve

-- En af de dimensioner, man lever med som præst, er, at der er et skridt mellem liv og død. Jeg ved ikke, hvad der sker, når vi dør. Jeg ved bare, at det bliver godt, og at det overstiger al forestillingsevne. At tro på opstandelsen betyder, at man kan åbne sig for livet på en anden måde. Den, der forsoner sig med sin død, kan dagligt glæde sig over livet, siger Karsten Nissen. -- Foto: Peter Kristensen.

Karsten Nissen måtte 25 år gammel og som nyuddannet teolog begrave sin lillesøster, der omkom efter en trafikulykke, hvor også hans forældre blev kvæstede. -- At så ungt et liv er gået til, og at det kommer så tæt på én, betyder, at det sidste ord ikke er sagt. Det blev klart for mig, hvad opstandelsen betyder, siger biskoppen over Viborg Stift

Karsten Nissen har to fikspunkter i sin tro. Det ene er troen på opstandelsen. Som apostlene at være et vidne om Herrens opstandelse er for ham et præcist udtryk for, hvad det vil sige at være præst. Kristendommens grundfortælling er livets sejr over døden. Det andet fikspunkt, som han kalder den lille opstandelse, er tilgivelsen, som giver nyt håb dér, hvor vi har fejlet og gjort fortræd.

– Det kaster glæde over mit liv hver dag. Men jeg tror ikke, at man kan tro uden at kende til tvivl, selvom tvivlen har troen som baggrund. Jeg har stået i en situation, hvor jeg var glad for, at jeg havde mit præsteløfte og ikke kun mine personlige følelser. Det var, da jeg begravede min søster, siger Karsten Nissen.

Vejen til biskoppen over Viborg Stift går ad små, krogede gader med toppede brosten. Viborg Domkirke er næsten lige så gammel som kristentroen i Danmark. Første gang opført under kong Niels i 1104-34, brændt tre gange, men den sorte sten, der markerer graven, hvor Erik Klippinge blev lagt efter mordet i Finderup Lade, har overlevet de mange genopførelser, den sidste i 1876. Her har Hans Tausen prædiket under reformationen. En gengivelse i tryk hænger på biskoppens kontor i bispegården fra 1729 med de tykke mure og højtsiddende, sprossede vinduer, der er nabo til domkirken.

Stedet emmer af historie. Man ser for sig fortidens bisper bevæge sig ned ad trappen fra første sal og ud gennem de tunge døre på vej til messe. Måske knap så ubesværet som den 60-årige biskop anno 2007, Karsten Nissen, der er mere fit end de fleste og dyrker både løb, cykling, gymnastik, vinterbadning og jagt. Mere om det senere.

Først skal han have sig en skrå fra metalæsken på skrivebordet i det store kontor med smedejernsbrændeovn, et tikkende vægur og billeder af Jesus på korset lige fra et mexicansk i kulørte farver til Sven Havsteen-Mikkelsens moderne maleriske frise af Jesu liv. Før røg Karsten Nissen pibe og nød rutinen med at stoppe og gøre den rygeklar under samtaler med folk i stiftet. Nu bliver det til en cigar ved festlige lejligheder, for sundhedsapostlene har også fået tag i bispen, men skrå skal man ikke have så meget af som den vanedannende tobak.

For at nå til det første vendepunkt, da Karsten Nissen mistede sin lillesøster Hanne, skal vi tilbage til 1971. Han var 25 år, nybagt cand. theol., kandidatstipendiat ved Kirkernes Verdensråd i Genève og netop blevet ordineret som hjælpepræst for den danske menighed.

– Mine forældre og mine to søstre Bente og Hanne skulle i pinsen besøge min kone og mig. Min tredje søster Karen Margrethe var ikke med. De kørte hjemmefra om aftenen, og tidligt om morgenen kørte min far ind i et træ ved Giessen i Tyskland. Bente skete der ikke noget med, men min mor og far var slemt tilredte. Da vi kom til hospitalet, fandt vi hurtigt mine forældre, men Hanne Nissen var ikke at finde nogen steder. Det viste sig, at hun lå på intensiv og netop var blevet opereret for kraniebrud. Hun døde kort efter. Hun var kun 21 år, Hanne. Vi fik så vores Hanne sommeren efter, siger Karsten Nissen med et lille smil om sin datter og fortsætter:

– Jeg skulle sørge for begravelsen hjemme, og mine forældre kunne ikke være med. Det var så rædselsfuldt, som det kunne blive. Da var det fantastisk at opleve, at da de kom med kisten om natten klokken to, var hele min fars Y's Men-klub der og sluttede op om os.

– Jeg har en vidunderlig kone, og vi kan snakke sammen om alt. I sådan en situation er man nødt til at have en at tale med. Man kommer aldrig over det, men må have det som bagage med sig resten af livet. Sådan er det med alt, hvad man oplever i livet – det smukke og vanskelige, det grimme, det sørgelige og det glædelige. Min søsters død er det værste, jeg har oplevet. At sådan et ungt liv er gået til, og at det kommer så tæt på én, betyder, at det sidste ord ikke er sagt. Det er svært at forklare med ord. Men det blev klart for mig, hvad opstandelsen betød, siger Karsten Nissen.

Han er vokset op i Haderslev i små kår i et åbent indremissionsk miljø. Faderen var forretningsfører i den andelsboligforening, hvor de boede. Moderen var meget optaget af litteratur, og havde tiden været en anden, havde hun fået en uddannelse.

– Hun brændte nok inde med noget. Min mormor havde stor betydning for os. Hun var et sjældent menneske med en enestående varme, for hvem kirke og tro betød meget. Mine forældre kom af og til i missionshuset, men vi børn gik i søndagsskole i Haderslev Domkirke.

Her mødte Karsten Nissen domprovst Poul Schou, der var formand for FDF i Danmark, og som konfirmerede ham og inspirerede til, at han blev præst. Han mødte også de to diakonsøstre Alice og Dagmar, der var sundhedsplejersker.

– De havde en fantastisk diakonal forståelse. Hvis en familie trængte til at få malet køkken, blev vi sat til at hjælpe. Og så de en mand, der ikke var god ved sin hustru, tog de ham ved krebsen. Søster Dagmar lever stadig, og jeg besøgte hende sidste år i København. Hun er meget gammel og stærk. De findes jo stadig, frivillige og diakoner, som i Kirkens Korshær, Blå Kors og andre former for kirkeligt arbejde sætter sig selv ind for en sag. Mit møde med folkekirken var gennem det og for mig et meget lykkeligt møde. Jeg kan huske en fornemmelse af noget trygt og godt.

– Med tre søstre kan det godt være, at jeg blev lidt forkælet. Jeg tror, at de vaskede mere op, end jeg gjorde. Jeg var en dreng, der snakkede meget og altid skulle give min mening til kende, også i skolen. Mine forældre prægede mig ved at give mig kærlighed og bede fadervor. Jeg ved ikke, hvad de forventede af mig, men de blev glade over, at jeg ville læse teologi. Jeg var ikke den første akademiker i familien, min faster var det også. Hun lever endnu og er pensioneret lektor i tysk og gymnastik. Hun er 86 år og stadig kvik. Hun har været en sportskvinde, der har vundet DM i 100-meter løb og deltaget i OL i London i 1948. Vi kan godt lide at røre os i vores familie, siger Karsten Nissen.

Han mødte sin kone, Aase Bech Nissen, i 1963 i KFUM/KFUK, de har holdt sammen siden og kan fejre 40 års bryllupsdag til september. Sammen har de tre voksne børn og tre børnebørn. Det ene af dem er på besøg og bliver passet af mormor på bispegårdens førstesal, hvor parret indrettede bolig, da de rykkede ind for 10 år siden.

– Det har været en lykke for mig at blive gift med hende. Når vi er sammen med vores børn, tænker jeg, at det er helt utroligt, at vi har fået tre så dejlige børn, og at vi kan have det så godt, som vi har i vores familie. Det havde jeg ikke turdet drømme om. Der er virkelig noget at se tilbage på og være taknemmelig for. Af og til må man bide tænderne sammen, når man har problemer, og tærsklen kan af og til være lav.

– Når man lever sammen, er livet at give og tage. Det bliver en glæde som i Grundtvigs bryllupssalme "Glæderig og underfuld, rig på råd, på tål og trøst". Det er faktisk rigtigt. Tit, når man taler med enker og enkemænd, siger de, at det værste er, at der ingen er at komme hjem til trøst hos. Ingen at dele det, man har oplevet, med.

Karsten Nissen fik Aarhus Universitets guldmedalje for den prisafhandling, han skrev i Genéve, og blev i 1972 ansat som adjunkt på universitetet. Det andet vendepunkt i hans liv er beslutningen i 1974 om at forlade universitetet for at gå i kirkens tjeneste i Assing og Viborg.

– At være universitetslærer er et spændende arbejde. Man bliver betalt for at forske, studere og undervise. Men det er også et lukket miljø med forskellige grupper og spændinger. Meningen var, at jeg skulle have fortsat på universitetet og have et stipendium, men jeg sagde: "Nej, nu er du nødt til at bestemme, hvad du vil". Det blev præst, og jeg søgte et embede og fik det i Assing Sogn. Det var et fantastisk lykkeligt valg, og siden har jeg været i kirkens tjeneste.

– Det at være præst betyder ikke, at du har et projekt, du skal have udført. Det betyder, at du stiller dig til rådighed for kirken og for en menighed. Og det har været godt ikke at være i et firma, hvor det handlede om gode resultater og hele tiden at præstere og om at skulle evalueres.

– I stedet går man ind i en menighed og bliver del af et fællesskab. Jeg har aldrig kunnet sætte en grænse mellem arbejdstid og fritid. Der ligger en frihed i at gå ned ad trappen, og så er man på arbejde, samtidig med at familien er med i det. Det kan være vanskeligt for unge familier i dag. Vi har klaret det, fordi jeg har sådan en fantastisk kone, der arbejdede halvtids som børnehavepædagog, da børnene var små og har været præstekone på den gammeldags facon.

Karsten Nissen forlod præstegerningen, da han fra 1978-86 var forstander for Diakonhøjskolen i Århus. Han har også gennem alle årene engageret sig i internationalt kirkearbejde i blandt andet Det Mellemkirkelige Råd, Det Økumeniske Fællesråd og Det Lutherske Verdensforbund. Mission, diakoni og økumeni – hvorfor?

– Det har at gøre med kirkens opgave i samfundet og kirkens sendelse til verden. Kirken er blevet givet en forpligtelse til forkyndelse i hele verden. I det øjeblik man bevæger sig ud over grænserne til Asien, Afrika eller Sydamerika, betyder de grænser, der er hjemme mellem den katolske og lutherske kirke, ikke det samme. Dér er man nødt til at samarbejde. Og så er det vigtigt, at kristendom ikke bare er til indvortes brug, men givet til at dele. Hvor havde vi været henne, hvis Paulus ikke havde gjort det, også her? Så havde vi stadig stået med de gamle nordiske guder Odin og Thor.

– Med hensyn til diakoni, så arbejder der diakoner på plejehjem, sygehuse, børnehaver og fritidshjem, børnehjem, varmestuer, behandlingshjem, forsorgshjem, i socialforvaltninger og som sognemedhjælpere og kordegne. Det handler om at lade sig forme, så man ikke bare er en del af et system, men også kan være frontløbere over for de svageste. Være en, der kan snakke om ting, der vedrører Gud og tro og en forbindelse til kirken de steder, hvor folk har det svært i vores samfund.

– På Diakonhøjskolen fik jeg meget stor respekt for måske især de ældre diakoner, som i nogle tilfælde også har været avantgarde. Et eksempel fra diakonihistorien er pastor A.S.H. Nissen, der omkring forrige århundredeskifte var præst ved de københavnske fængsler. Han udførte et meget progressivt kriminalpolitisk arbejde og var med til at få hævet den kriminelle lavalder, så børn ikke skulle afsone straf i fængsel. Det er altid fascinerende at se folk, der sætter deres egen person ind og ofte må betale prisen for det som Moder Teresa, Nelson Mandela, Kaj Munk og den tyske teolog Bonhoeffer.

Karsten Nissen vendte i 1986 tilbage til folkekirken og var sognepræst for Viborg Domkirke og domprovst over Viborg Stift frem til 1996, hvor han blev valgt som biskop over Viborg Stift.

– Det er for let at sige, at man blev biskop, fordi andre syntes det. Det er også, fordi man selv er fremme i skoene og deltager i debatten. Som biskop vil jeg gerne være med til at forme bestemte ting. En kirke, der er forankret i den kristne bekendelse og er åben over for det samfund, der omgiver den. En kirke, der prøver at være en god arbejdsplads, selvom det ikke altid lykkes. Det er også spændende at være med til nye tiltag, lovgivning og at inspirere menighedsråd og præster. Jeg bliver let optaget og engageret. Jeg er vist et menneske, der gør opmærksom på, hvad jeg mener, når jeg bliver spurgt. Men det er også vigtigt at lytte til, hvad andre siger og give rum.

– Inden for kirken har jeg mange gode venner. Men det er tit sådan i det kirkelige miljø, at man har en bestemt opfattelse af hinanden. I mit nuværende embede er en del offentlighed, og folk kender én, selvom man ikke kender dem. Dér er det så dejligt at være med i et selskab, hvor man er forudsætningsløs og lige, siger Karsten Nissen.

Og så er vi fremme ved det tredje vendepunkt, som han snarere vil kalde for et omdrejningspunkt i sit liv: Det sportslige og glæden ved kammeratskabet omkring gymnastik, cykling, løb og vinterbadning.

– Siden jeg var dreng, har jeg dyrket idræt, dengang især atletik, gymnastik og håndbold. Jeg holdt desværre op, da jeg begyndte at læse i Århus, men kom i gang igen, da jeg kom i præsteembede. Da jeg kom til Viborg, opdagede jeg, at gymnastikklubben lå lige ned til Nørresø, og at der var en rigtig finsk badstue. Siden har jeg så ofte som muligt efter gymnastik og lørdag eftermiddag gået i sauna og efterfølgende hoppet i søen. Det giver en dejlig frisk fornemmelse og velvære, og jeg tror, at kroppen har godt af det. Det er en dejlig måde at blive afkølet på, og hvis der er is på vandet, kan det aldrig blive under nul grader. Jeg kan mærke, at blodet ruller raskere, og at jeg bliver godt tilpas.

– Både når jeg er ude at cykle eller sidder sammen med de andre i saunaen uden en trævl på kroppen, har det ingen betydning, hvad du er til daglig. Man er et sjak, del af et kammeratskab, snakker om løst og fast og har det hyggeligt. Det er også noget meditativt. Når jeg løber eller cykler, arbejder underbevidstheden, og har jeg en vanskelig sag at tage stilling til, en konflikt, kan jeg uden at tænke over det komme på en løsning. Så motion har også en mentalhygiejnisk funktion for mig.

– Der er også noget sanseligt i det. Man er i kontakt med sin krop, når man sidder og sveder på en bænk, hvor varmen er oppe på 90 grader. Jeg kunne aldrig drømme om at anskaffe spabad, og hvad det hedder, og wellness er ikke noget for mig. Det er også det primitive i det, en bræddehytte og en enkelt bruser, så det er ikke så luksuriøst.

– Hvad enten det er en tur på cykel, en tur i skoven og ud på inderøen i Dollerup Bakker, får jeg en fred i sindet over at være i den smukke og unikke natur. Hvis man graver dybere, kan man sige, at der ligger en given sig hen under naturens vilkår. Jeg går på jagt tre-fire gange om året. Engang stod jeg på en post ude i skovdistriktets plantage i Feldborg, hvor vi var på jagt med haglgevær. Da hørte jeg en bragen i tykningen og så en krop, en stor kronhjort, der brugte geviret til at mase sig ud af krattet. Musklerne lå som tove på dens bagben. Da den kom ud, stillede den sig op, sendte mig et blik og skridtede ind i skoven, som om den ejede det hele. Det gør den sådan set også. Jeg skød ikke, for jeg havde ikke en riffel med, og der var ikke tale om en kronvildtjagt, siger Karsten Nissen.

Hans og hustruens rødder er i det sønderjyske. Her har de også deres sommerhus i Tormaj ud til Lillebælt, Als og Fyn. Og her har han været engageret i Grænseforeningen siden 2000 som næstformand for foreningens 27.000 medlemmer.

– Formålet er at bevare det danske sprog og den danske kultur og støtte de danske syd for grænsen. Det er deres hjemstavn, og de har lov til at være danske i Tyskland. Det er vigtigt at forstå, at det er et frit valg, de har taget om at være danske i Sydslesvig, og det skal vi støtte dem i. Det handler for mig om identitet. Om at være opvokset tæt på en stor nabo mod syd. Om verdenskrigenes betydning så mange år efter. Det nationale ligger tæt på det folkelige, fordi man i 1920 stemte sig hjem til Danmark og selv valgte at være danske. Det er for mig kendetegnende ved det sønderjyske, siger Karsten Nissen.

Alligevel regner han ikke med at flytte hjem til Sønderjylland, når han engang bliver biskop emeritus.

– Vi er blevet så glade for Viborg, at vi gerne vil blive boende. Det er i hvert fald, hvad vi taler om. Men det er ikke sikkert, jeg lever til den tid. En af de dimensioner, man lever med som præst, er, at der er et skridt mellem liv og død. Vi har ikke noget krav på at leve. Jeg ved ikke, hvad der sker, når vi dør. Jeg ved bare, at det bliver godt, og at det overstiger al forestillingsevne. Som Johannes siger i sit første brev: "Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er".

– At tro på opstandelsen betyder, at man kan åbne sig for livet på en anden måde. Den, der forsoner sig med sin død, kan dagligt glæde sig over livet.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Karsten Nissen

Født 1946 i Haderslev. Cand. theol. fra Aarhus Universitet 1971. Kandidatstipendiat ved Kirkernes Verdensråd i Geneve 1971-72. Adjunkt ved Aarhus Universitet 1972-74. Sognepræst i Assing 1974-78. Forstander for Diakonskolen i Århus 1978-86. Sognepræst for Viborg Domkirke, provst for Viborg Domprovsti og domprovst over Viborg Stift 1986-96. Biskop over Viborg Stift fra 1996.

Medlem af Det Mellemkirkelige Råd 1970-94, af Det Økumeniske Råd fra 1971 og formand for samme fra 1998-02. Desuden medlem af Det Lutherske Verdensforbunds Eksekutivkomité 1984-97, af repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad fra 1989 samt bestyrelsesmedlem for Det Danske Bibelselskab fra 1996 og Nr. Nissum Seminarium 1996-2001.

Formand for Optagelseshjemmet Møltrup fra 2002, for bestyrelsen for de folkekirkelige uddannelsesinstitutioner for præster samt for Nyborg-møderne. Næstformand for Grænseforeningen fra 2005.

Har skrevet en række bøger om mission, økonomi, diakoni og folkekirken. Bor i Viborg med sin hustru, tidligere børnehavepædagog Aase Bech Nissen. Parret har tre voksne børn og tre børnebørn.

Biskop og menneske

Vi ser dem i deres flotte kåber ved højtidelige anledninger og som meningsdannere i kirkelige, etiske og eksistentielle spørgsmål. Men hvem er personerne bag bispeembederne i Danmark? Hvad har formet dem? Kristeligt Dagblad beskriver biskopperne i en serie portrætinterview, hvor de fortæller om deres liv ud fra tre vendepunkter, de selv har valgt. Tidligere interview er bragt den 24. november (Niels Henrik Arendt), den 9. december (Steen Skovsgaard), den 15. december (Jan Lindhardt), den 22. december (Elisabeth Dons Christensen), den 30. december (Kjeld Holm), den 12. januar (Søren Lodberg Hvas).

Artiklerne kan læses på kristeligt-dagblad.dk