Prøv avisen

Katrines kønskamp

"Kvinder har lidt et autoritetstab i forhold til de professionelle omsorgspersoner. Det er blevet legitimt at sige, at det nok er bedst, at børnene kommer i institution. Helt ærligt -- kan vi ikke selv opdrage vores børn?" siger Katrine Winkel Holm. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Den moderne kvindekamp er blevet en kamp mod familierne, mener teologen Katrine Winkel Holm, som selv har valgt et liv som hjemmegående og mødt megen forargelse af den grund

Hun siger det selv. Det ligner nærmest en kliche denne formiddag på en stille villavej i Haslev, hvor Katrine Winkel Holm byder indenfor i et hjem, som er tiptop opryddet, og kaffen er på kanden. Ude i haven tripper tre høns rundt og bidrager til billedet af det overskudsagtige familieliv.

Hun er kendt som en bramfri debattør med et kulturkonservativt grundsyn, men hun har en mindre kendt side: Katrine Winkel Holm er hjemmegående husmor, og det er en prioritering, som virker provokerende på mange. At gå hjemme ved hunden og hønsene en formiddag som denne, mens børnene er i skole, får mange til at stejle.

"At være hjemmegående i dag kræver en bred ryg og en velhavende mand. Havde jeg ikke været så stædig og fuld af selvtillid, så havde jeg ikke klaret det, for det kræver sit at blive set på som et omvandrende ressourcespild," siger Katrine Winkel Holm.

I dag udkommer bogen "Rend mig i kødgryderne", hvor hun gør op med feminismen og spørger, om der ikke er andre måder at indrette familielivet på end den danske model, hvor både mor og far har fuldtidsjob, og børnene er i institution.

Hun er født i 1970 som datter af præsten og politikeren Søren Krarup (DF). Hendes mor var hjemmegående, og det var ikke noget særsyn dengang i Seem i Vestjylland. Men da hun selv blev mor i 1998, var det egentlig ikke planen at gå i moderens fodspor. Godt nok havde der åbnet sig en forjættende verden for den ambitiøse teolog i månederne som fuldtidsmor med sønnen Søren, men Katrine Winkel Holm gjorde som sine jævnaldrende og planlagde at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter barselsorloven. Da Søren var 10 måneder, fik han plads i en dagpleje, og hun søgte et ph.d.-stipendium. Men hver gang hun havde vinket farvel til sønnen, var hun elendig til mode. Flere sagde, at det blot var en overgang, og at hun havde truffet det rigtige valg for Søren. Men da hun fik afslag på ph.d.-stipendiet, så hun det som en kærkommen anledning til at tage Søren ud af dagplejen og først og fremmest være mor. Siden kom Ida og Tyge, og børnene blev hendes arbejde. I dag ser hun sig som deltidsmor og deltidsskrivende, men det er stadig ægtemanden Jonas, som er familiens hovedforsørger.

"Jeg skal ikke gøre mig selv hellig. Havde tingene udviklet sig på en anden måde, så havde jeg måske sendt mine børn i daginstitution. Men det ændrede ikke ved behovet for at rejse en debat om den måde, som vi indretter vores liv på som børnefamilier," siger hun.

I forbindelse med arbejdet med bogen har Katrine Winkel Holm læst sig gennem stakke af bøger fra kvindesagslitteratur til familiejura. Noget af det, som hun har hæftet sig ved, er, i hvilken grad kvindebevægelsen har beskrevet tidligere generationers kvindeliv. Hvorfor lød parolerne i 1970'erne, at kvinderne skulle væk fra kødgryderne?

"Det var ikke tilfældigt, at man slog på, at kvinderne skulle væk fra kødgryderne. I virkeligheden skulle de væk fra arnen, som er noget centralt for hjemmet og dermed også for samfundet. Brugen af billedet med kødgryden er nedladende og fremstiller familiekvinden som en, der henslæber en meningsløs tilværelse i hjemmet. Det er nedladende og ikke dækkende for, hvad kvinder lavede hjemme. En hjemmegående kvinde var ikke bare en dørmåtte eller fødemaskine, men den primære omsorgsperson, kulturformidler og traditionsoverbringer. Det utrolige er, at den etablerede kvindebevægelse har nedgjort og hånet de klassiske kvindeopgaver i stedet for at forsvare det uvurderlige, ulønnede arbejde, som kvinder har udført i hjemmet. Glemte feministerne ikke at fortælle, at det grundlæggende er kvinderne, som de er utilfredse med? Det flotteste, en kvinde i dag kan blive, er som en mand," siger hun.

En konsekvens af de seneste årtiers kvindekamp er, at vi i dag har, hvad Katrine Winkel Holm beskriver som statsfeminisme. Mens den hjemmegående husmor er blevet nedlagt som kategori hos Danmarks Statistik, så har vi fået statsfinansierede daginstitutioner, ligestillingsnævn, ligestillingsministre og ministerkrav om flere kvinder på topposter.

"I dag står og falder den danske familiemodel med, at børn bliver passet uden for hjemmet, fra de er 1, til de er 10 år," siger hun og minder om en rammende replik, som faldt i en debat med Børnerådets tidligere formand Klaus Wilmann: "Velfærdsstaten hviler på en pagt: Samfundet passer børnene, begge forældre stiller til gengæld deres arbejdskraft til rådighed."

Det danske samfund har været gennem en revolution på familiefronten. Ikke blot er kvinderne blevet gjort uafhængige af mændene med egen lønkonto, men samtidig er familien på mange måder blevet atomiseret. 85 procent af de et- til treårige børn er i vuggestue eller dagpleje, mens 91 procent af de tre- til femårige går i børnehave.

"Det er en kæmpe kulturrevolution, og civilisatorisk er det ikke en god idé, at familierne i den grad er blevet svækket, for familien er den enhed, som klæder det sårbare indvid på til at klare verdens voldsomme storme, og derfor skal man passe på den," siger hun.

Danmark er berømmet for vuggestuer og børnehaver med høj pædagogisk kvalitet, men Katrine Winkel Holm mener, at mange danskere ukritisk har taget lovprisningen af den institutionaliserede barndom til sig. De få, kritiske fagpersoner, som forsøger at komme til orde, bliver sjældent hørt. Mødre, som passer deres egne børn, bliver til gengæld opfordret til at træffe et anderledes valg af hensyn til børnenes udvikling.

"Kvinder har lidt et autoritetstab i forhold til de professionelle omsorgspersoner. Det er blevet legitimt at sige, at det nok er bedst, at børnene kommer i institution. Helt ærligt – kan vi ikke selv opdrage vores børn? Man taler nu også om vores forældreevne. Forældre er vel noget, man er og ikke en særlig evne. Men det ligger i kritikken, at forældre nok slet ikke er kompetente til at give børnene det, som de professionelle kan," siger hun.

Hun mener, der hersker en krig mellem mødre i dagens Danmark. Den ene front udgøres af kvinder, der som hun selv har valgt et liv med masser af tid til børn, mens den anden front består af majoriteten af mødre, som vinker farvel til børnene på grøn stue efter barslen.

"Det er ikke naturligt at forlade et lille barn, og det sætter nogle dybe sår i kvinder, som vi ikke overvinder, men det er et tabu for de fleste. Mødet med en familie som vores, hvor vi har gjort tingene på en anden måde, rører ved adskillelsens smerte og river indirekte op i den dårlige samvittighed. Det er en af grundene til, at jeg nogle gange går lidt stille med mit valg," siger hun.

Den ene front i mødrekrigen vil se på Katrine Winkel Holm og spørge, om hun ikke skylder samfundet at bruge den uddannelse, som hun har fået. Hun tøver ikke med sit svar.

"Vi bliver vel ikke statens livegne, fordi vi har taget en uddannelse? Jeg tager vare på mine tre børn og opdrager dem forhåbentlig til at være gode samfundsborgere, så på sigt er det en god investering, at jeg går hjemme," siger hun.

Når et fåtal af familier vælger som familien Winkel Holm, så skyldes det også et spørgsmål om økonomi. Med mandens overlægeløn kan det lade sig gøre at være hjemmegående og sende børnene i privatskole, men til gengæld bliver adressen ikke så central, som familien kunne ønske sig, og de får ikke helt så mange kvadratmeter, som de kunne bruge.

Den kendsgerning, at Katrine Winkel Holm lader sig forsørge, har gennem årene fået mange til at ryste på hovedet. For hvad nu, hvis ægtemanden en dag forlader hende? Denne indbyggede mistro til ægtefællen ser Katrine Winkel Holm som en præmis i dagens familiejura.

"Jeg er ikke så bange for, at han løber med sekretæren, men jeg har da tænkt på, hvad vi gør, hvis han får en tagsten i hovedet. Den mistro, som ligger i at indrette sig, så man kan klare sig selv, hvis manden gik, kan man jo ikke bygge et parforhold på. I dag stræber vi generelt efter at være fuldstændig uafhængige af hinanden, men jeg mener, at det er godt for familien at dyrke den gensidige afhængighed. Det, vi gør i dag, er civilisatorisk uklogt," siger hun.

Til foråret er der familieforøgelse på vej hos familien Winkel Holm. Men denne gang er det pudlen, som skal udleve sit moderkald. Selvom der ikke er planer om flere børn i familien, så vil Katrine Winkel Holm blive hjemme en tid endnu, for også større børn har brug for voksne med god tid.

"Vi taler meget om, at store børn spiser usundt, spiller for meget computer og ikke dyrker nok motion. Men helt ærligt – de kommer hjem til tomme huse, hvor de er overladt til sig selv. Selvom man ikke længere sidder på skødet af sin mor, så er det godt at have en voksen i nærheden, som man kan gå til," siger hun.

På sigt vil hun gerne være præst og også gerne udbygge sin forfattervirksomhed, men endnu er det tid til en hverdag, hvor børnene er hovedpersoner.

"Jeg opdrager ikke mine børn. Jeg omgås dem. Kærlighed og kedsomhed er det bedste, jeg kan give dem."

nygaard@k.dk

Katrine Winkel Holm: Rend mig i kødgryderne. 171 sider. 169 kroner. Gyldendal.