Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Katrines keltiske kald

Midt på Sjælland har Katrine Rudolph indrettet et tidligere husmandssted til refugium med mulighed for overnattende gæster. I haven er der en skurvogn, som udgør et kapel, og de besøgende kan bruge haven, cykle og vandre. – Foto: Leif Tuxen.

På Midtsjælland har Katrine Rudolph realiseret en drøm om et refugium inspireret af keltisk kristendom

Bedst som man tænker, at man er på forkert vej, så dukker et lille hvidt, håndmalet skilt op i vejkanten:Englemark Refugium, natur, stilhed og bøn. For enden af en grusvej, mellem Ringsted og Næstved, ligger Danmarks nyeste og vel nok mindste refugium.

For 22 år siden var det her bar mark. Nu har vi givet mulighed for, at Gud kunne genskabe noget natur, som er meget varieret. Og jeg har en tid haft et ønske om at dele det her sted med andre, som kunne komme og være her og mærke stilheden i naturen og Guds nærvær, siger Katrine Rudolph.

LÆS OGSÅ: Hvad er keltisk spiritualitet?

På internettet kan man læse, at man som gæst er velkommen til at deltage i dagens andagter, så denne middagsstund går turen først ud i det kapel, som er indrettet i en gammel skurvogn bagerst i haven.

Ved vognens vindue står et træbord med bibel, bønne- og salmebøger, og her kan man fire gange dagligt finde Katrine Rudolph, som er kvinden bag Englemark Refugium.

Hun er tilknyttet det økumeniske Aidan- og Hilda-fællesskab på øen Lindisfarne i England, og de bønner, som udgør hendes daglige bønnestunder, følger et mønster, hun har lært på Lindisfarne.

Det giver en vidunderlig ro, og det gør, at man føler en større grad af tryghed ved at være her på jorden, siger hun.

Den 47-årige kvinde kan se tilbage på et liv, hvor hun har realiseret noget af det, som mange nøjes med at læse om i glittede livsstilsmagasiner. Sammen med ægtefællen Henrik Rudolph har hun indrettet det tidligere husmandssted til et økologisk, selvforsynende minilandbrug med høns, får og kurrende hvide duer.

Et slidsomt con amore-projekt, hvor parret har fået det lille landsted til at fremstå som en romantisk oase med stokroser, som knejser op ad de hvidkalkede mure, mens høstanemoner og russiske sølvbeder giver køkkenhaven sit eget farvespil. Den uddannelse til ergoterapeut, som Katrine Rudolph for 22 år siden var i gang med, blev aldrig fuldført, og da familien fik børn, ville hun være hjemmegående. Selvom de tre ældste børn nu er flyttet fra hjemmet, er hun stadig hjemmegående.

Skønt hun var i færd med at realisere flere af sine drømme, så var hun i mange år søgende. Da hun for 15 år siden blev mor til sit fjerde barn, blev hun fysisk svækket og kæmpede med forskellige infektioner og var i perioder træt og udmattet ud over det sædvanlige. Hun opsøgte forskellige alternative behandlinger i håb om at blive rask. Og det var i den proces, at hun mærkede en åndelig længsel. Hun husker, hvordan hun sad hos en alternativ behandler og hørte sig selv sige, at hun var nødt til at finde Gud.

Jeg havde en dyb ensomhed, og min sjæl sultede efter ånd. Ligegyldigt, hvor jeg kiggede hen, var der ikke ånd, og jeg havde en stærk længsel efter at finde Gud. Det var et ønske, som var større end at få det godt. Jeg forstod ikke, hvad Gud var, og min søgen var helt uden for tanke, for det var mit hjerte, som skreg og arbejdede, siger hun.

I sin søgen kom hun i kontakt med en frikirke i Næstved, som hun siden blev en del af.

Jeg har gået i kirke af og til i min opvækst, men jeg har aldrig mødt kristne, hvor jeg havde en fornemmelse af, at de nærmest havde fundet en juvel, som jeg ønskede at have del i. Men her fandt jeg mennesker, som nærmest lyste af Guds kærlighed. De havde noget, som jeg også ønskede at få del i, siger hun og fortæller om det ældre ægtepar, Ruth og Henning Christiansen, i menigheden, som gjorde en stor forskel i hendes liv, fordi de i praksis lærte hende om den kristne tro og lod hende vide, at hun var elsket af Gud.

I to år ringede Ruth til mig hver eneste morgen og øste Guds kærlighed ud over mig som et brusebad gennem sin omsorg, hvor jeg også fik lov til at mærke barnets tryghed. Jeg er et barn, som tidligt blev voksen, fordi mine forældre blev skilt, siger Katrine Rudolph, som har boet de første år af sit liv i Australien. Da forældrene blev skilt, vendte hun tilbage til Danmark sammen med sin mor og brødre, hvor familien slog sig ned i Hørsholm.

I kirken lærte hun om bøn og blev fortrolig med Bibelen, og hun mærkede langsomt, at flere ting faldt på plads for hende.

Jeg var stresset, selvom jeg levede et på mange måder roligt liv, for jeg levede ikke som den, jeg virkelig var. At blive helbredt er at sige farvel til ens gamle jeg. Jeg nedbrød tankebygninger og gik i gang med en lang proces, hvor jeg opgav noget af det, jeg troede, jeg var, siger hun.

Selvom hun fik gode venskaber i frikirken og nød fællesskabet om den kristne tro, så følte hun ikke, at hun havde fundet et kristent fællesskab, hvor hun helt passede ind.

Jeg er sådan en, som måske ikke helt passer ind i en traditionel menighed. Jeg bruger Bibelen og er glad for den kristne vej og tror på, at Gud findes i hvert menneske, og at Gud taler til os i vort indre, siger hun.

Hendes yngste datter var netop flyttet hjemmefra og havde efterladt en affaldspose. Ved et tilfælde fik Katrine Rudolph øje på en smuk lille bog om keltisk kristendom mellem alt datterens skrammel.

Det var en af de varme forårsdage i april, og jeg lagde mig hen i solen og læste i den og hulkede, mens jeg læste, for her var ord skrevet af andre, som rummede min tro. På det tidspunkt havde jeg ikke fundet et varigt fællesskab med en liturgi, hvor jeg følte mig hjemme, siger hun.

Den lille bog var hurtigt læst, og Katrine Rudolph fik travlt med at undersøge, hvad keltisk kristendom var.

Det er vidunderligt at leve med Gud, men det er bare ikke nok. Jeg savnede virkelig at være en del af noget, siger hun.

Som medlem af det økumeniske kristne, keltiske fællesskab skal hun tilstræbe at bede fire gange om dagen og hver anden måned have en samtale med en åndelig vejleder, som fællesskabet har givet hende. Medlemmerne opfordres til at følge en livsregel med 10 punkter, hvor der er fokus på at leve i enkelhed, renhed og troskab.

I keltisk kristendom er der en forbundethed med skaberværket, der betragtes som helligt, og man ser Guds nærvær i det skabte. Det grundsyn passer godt til den livsstil, som vi havde i forvejen, siger hun.

I juni besøgte Katrine Rudolph Aidan- og Hilda-fællesskabet, og efterfølgende tog hun sammen med sin mand beslutningen om, at virkeliggøre drømmen om et refugium med mulighed for overnattende gæster. Der er indrettet to værelser til gæster, og køkken-alrummet med det gammeldags brændekomfur er tænkt som opholdsrum for refugiets besøgende. Man kan give en gave for opholdet, men i udgangspunktet er det gratis være gæst på refugiet og være med i bønnerne, bruge haven, cykle, vandre, og en gang om dagen vil Katrine Rudolph servere et måltid mad, som man kan spise sammen med familien.

Katrine Rudolph læser den bøn af Sankt Columbanus, som gjorde særligt indtryk på hende, da hun læste den første gang.

Herre, skænk mig, jeg beder dig, i hans navn, din søns, min Gud, den kærlighed, som ikke vil forfalde, at min lampe må finde din glød og ikke slukkes, men brænde for mig og lyse for de andre, som er på vej.

Jeg vil gerne lyse for andre. Verden er i en meget slem tilstand, og jeg tror, Gud græder over den usselhed, vi mennesker har skabt for os selv. Det er vidunderligt at modtage Guds kærlighed, men der er ikke noget større end at tjene Gud ved at give af hans kærlighed, siger hun.

nygaard@k.dk