Prøv avisen

Kedsomhed er roden til alt ondt

– illustration: Peter Hermann

Kampen mod kedsomheden sætter på mange måder dagsordenen for vore liv. Sekulariseringen, vores velstand og individualismen har gjort kedsomheden til det moderne menneskes tro følgesvend, lyder det fra to kedsomhedsforskere

Lars Frederik Händler Svendsen har ingen grund til at klage. Han fik sin doktorgrad som 28-årig og har siden skrevet en lang række roste bøger. Mens andre må samle fridage sammen for at få tid til at skrive bøger, så kan han som docent ved universitetet i Bergen kombinere arbejdet med de essayistiske bøger med sit virke som forsker og underviser. Også på hjemmefronten lever han tilsyneladende et liv, som er nærmest lykkeligt. Han deler en lejlighed med kæresten Ingrid og to selskabelige katte. Alligevel går der ikke en uge, uden Lars Fr. H. Svendsen stiller sig selv spørgsmål som: Lever jeg det rigtige liv? Er jeg sat til at gøre noget andet?

Jeg har nærmest det perfekte job i selvrealiseringens tidsalder, for jeg kan bruge næsten al min arbejdstid på at realisere mig selv. Men jeg kan konstatere, at der går knap en uge, uden jeg overvejer, om jeg skal gøre noget andet. Kedsomheden ligger altid på lur. Kierkegaard beskriver kedsomhed som roden til alt ondt. Det giver jeg ham ikke helt ret i, men det er i hvert fald roden til meget ondt fra vold til selvdestruktivisme, konstaterer Lars Fr. H. Svendsen.

For ti år siden gennemlevede han et år, hvor kedsomheden nærmest martrede ham. Han manglede et år i arbejdet med sin doktordisputats om Immanuel Kant.

Jeg havde arbejdet i flere år med det samme emne og mærkede, at jeg blev intellektuelt rastløs. Jeg har en lav kedsomhedstærskel og har brug for mange stimuli. I det år kedede jeg mig så forfærdeligt, og der var visse lighedstræk med en depression, siger han.

Da disputatsen var forsvaret, havde han tænkt, at han skulle gøre ingenting i en periode, men det projekt holdt ikke, så i stedet gav han sig til at granske kedsomhedens historie, hvilket er blevet til en bog, som siden er oversat til 20 sprog. Interessen for emnet er stort, for vi lever i en tid, hvor kampen mod kedsomheden på mange måder sætter dagsordenen for vore liv, mener han.

Et eksempel fra den seneste uge er nyheden om, at danskerne har sat rekord i at se tv. Vi har aldrig set så meget fjernsyn, som vi har gjort de første tre kvartaler af 2008. I gennemsnit tilbringer hver dansker over tre år dagligt to timer og 39 minutter ved fjernsynsskærmen, hvilket er en daglig stigning på 15 minutter i forhold til 2007. Vores daglige dosis tv er, ifølge den norske filosof, blot et af mange stimuli, vi tyer til for at holde kedsomheden en armslængde fra livet.

Som en junkie fylder vi os med nye impulser og efterspørger hele tiden nye. Det nye er noget, som altid har en kort holdbarhedsdato, og det har ingen anden opgave end at hjælpe os til at forbruge tiden. Du hører ofte mennesker sige, at de har så travlt, men vores tidsstudier viser, at vi aldrig har haft så megen fritid. Men den fritid, vi har, administrerer vi ud fra devisen Time is Money. Fritiden ser vi som en ressource, som skal bruges til det yderste, og vi ligner snart alle de japanske turister, der bliver kørt rundt i busser og står parate med deres kameraer for at forevige en attraktion, som de har nøjagtig fem minutter til at opleve. Vi flygter fra en tom tid, for den virker truende på os. Den bedste flugt er at fylde sig til bristepunktet med stimuli, siger Lars Fr. H. Svendsen.

Et stykke fra universitetet i Bergen sidder en anden forsker, som har studeret kedsomhedens anatomi. Doktor theol. Paul Otto Brunstad giver til dels Søren Kierkegaard ret, når han giver udtryk for, at kedsomhed er roden til meget ondt. Men hermed er ikke altid sagt. For kedsomheden er nødvendig, og vi skal derfor lære at mestre den.

Mens Lars Fr. H. Svendsen arbejder med kedsomhed ud fra et filosofisk perspektiv, så har Paul Otto Brunstad set på fænomenet gennem feltstudier. Han er sammen med Bård Mæland forfatter til bogen Enduring Boredom. Military boredom in Past and Present. Bogen udkommer på et engelsk forlag til næste år, og i bogen beskriver han soldaters møde med kedsomheden. I forbindelse med studierne til bogen har han sejlet over Atlanten med et hold kadetter på et sejlskib. For de unge på skibet var kedsomheden et problem, som tog til i omfang for hver dag, hvor de blot havde udsigt til vand og vand.

Kedsomheden er også et alvorligt problem for de soldater, som er udsendt til Afghanistan, fremgår det af de analyser Brunstad har foretaget af de udsendtes dagbøger. Men da han besøgte ubåden, hvor godt 20 soldater var dykket ned i tre en halv uge, var kedsomheden ikke et problem. Det får Brunstad til at konkludere, at man kan træne sig i at leve med kedsomhed.

Det kommer bag på soldaterne, som bliver udsendt til Afghanistan, at der er så meget ventetid. 95 procent af tiden i krig er ventetid. I dagbøgerne kan vi se, hvordan de hele tiden efterspørger forandring. Kedsomheden er en reel udfordring for de udsendte, for den kan føre til meget destruktivt i en krigssituation. De unge på skibet var heller ikke trænet i at kede sig, men sejlturen over Atlanten var en optræning. Det mere erfarne personale, som lever i ubåden, har trænet sig i at beherske kedsomheden og kan engagere sig i fraværet af impulser ved for eksempel at skrive eller styrketræne, siger han.

Paul Otto Brunstad mener, at kedsomhed er en disciplin, vi skal lære at mestre. Han vil ikke kalde det et gode, men siger, at der gemmer sig en særlig energi i kedsomheden, som vi står i fare for at miste. Det er en af de konklusioner, han drager, efter at have lavet feltstudier i skoler for at studere kedsomhed. Han har været gæst i både folkeskolen og på videregående uddannelser og konstateret, at elever har det svært ved at udholde det fravær af forandring, som kendetegner kedsomheden.

Det er en tilstand, som hjælper os til at skabe et frirum mellem impuls og handling, der er nødvendig for kreativitet og refleksion. Den tyske filosof Fr. Nietzsche har beskrevet kedsomheden som tærsklen til de store gerninger. I skolen er der behov for at kunne mestre kedsomheden, for hvis man skal opøve evnen til læring, så er hurtigheden ikke det vigtigste, men udholdenhed og modning, som blandt andet fødes af det, som eleverne opfatter som kedsommelige gentagelser, siger Paul Otto Brunstad.

Under feltarbejdet konstaterede han, at mange lærere var meget bevidste om, at de ikke ville opfattes som kedelige af eleverne.

Vi har fået en kultur, hvor elever hele tiden evaluerer undervisningsforløb, og mange lærere ser det som et nederlag, hvis deres undervisning bliver kaldt for kedelig. Men når de har travlt med ikke at være kedelige, så kommer de indirekte til at snyde eleverne for en vigtig side af læringen, siger Paul Otto Brunstad, som mener, at børn, allerede fra de er små, skal hjælpes til at finde den særlige hvile, som er i kedsomhed.

Forbrugskulturen har vænnet os til, at vi skal have alle ønsker tilfredsstillet her og nu. Afstanden mellem impuls og handling er blevet meget kort. Hvis barnet ikke kan få lov til at se en film nu og her, men er henvist til en stund i lænestolen, så har man måske en krise, men kedsomhed er et narkotisk stof, hvor der kræves stadig større doser for at tilfredsstille afhængigheden, siger han.

Men har børn ikke altid kedet sig, når der ikke var nogen at lege med? Nej. De to kedsomhedsforskere fra Bergen er enige om, at kedsomheden er et forholdsvis nyt fænomen. Den såkaldte situative kedsomhed, som kan melde sig, når man står i en kø, har givet altid været der. Men den mere eksistentielle form for kedsomhed er et fænomen, som er kommet med vores velstand.

Godt nok skriver Søren Kierkegaard i Enten-Eller, at guderne kedede sig, og derfor skabte de menneskene, og at Adam kedede sig, og derfor skabte han Eva. Men Lars Fr. H. Svendsens studier viser, at vi skal langt op i historien, før vi støder på kedsomheden. Vi møder først kedsomheden i oldkirken.

Den værste af de syv dødssynder er acedia. Det latinske ord beskrives som en form for sløvsind og mangel på deltagelse og er en forløber for det, som vi i dag kender som kedsomhed, siger han og fortæller, hvordan man i oldkirken anså acedia for at være den listigste af alle dæmonerne, fordi den overfaldt særligt munke og fik dem til at afsky det sted, de befandt sig, og fik dem til at huske tilbage på det liv, som de levede, før de blev munke.

Men det er først i romantikken, at kedsomheden bliver udbredt. Det engelske ord for kedsomhed, boredom, kendes først fra 1760. Før den tid var det primært i klostre og hos adelige, at man kendte til kedsomhed. Lars Fr. H. Svendsen henviser til Holbergs komedie Jeppe på bjerget fra 1722. Når den fordrukne Jeppe får lov at vågne i baronens seng, så er det, fordi baronen keder sig og derfor udsætter Jeppe for et socialt eksperiment.

I dag er vi alle blevet baroner, som har råd til at kede os. Kedsomhed er en lidelse, som forudsætter et vist materielt overskud. Hvis du ikke har noget at spise i morgen, så er kedsomhed ikke et af dine problemer. Men siden 1800 har vi været i en historisk situation, hvor den materielle velstand er blevet demokratiseret, og det store flertal ikke behøver at bekymre sig om det daglige brød, og fra 1800 ser vi, hvordan kedsomheden bliver tematiseret i filosofien og den romantiske skønlitteratur, siger han.

Tænkeren Pascal anbefalede en relation til Gud som et værn mod kedsomhed, men i dag, hvor Gud generelt er afskaffet som meningsgiver, ser Lars Fr. H. Svendsen ikke en religiøs overbevisning som en kur mod kedsomheden.

Sekulariseringen, vores velstand og individualismen har gjort kedsomheden til det moderne menneskes tro følgesvend, for vi spørger bestandigt efter mening. Finder vi meningen, så udfordrer vi den. Skal man tale om et gode ved den eksistentielle kedsomhed, så er det, at den kan betragtes som en slags samvittighedens stemme, som kan få dig til at handle. Hvis ens liv føles som en slags ingenting, så betyder det måske, at man lever livet som en slags ingenting. På den måde kan kedsomheden fungere som et vigtigt korrektiv, siger Lars Fr. H. Svendsen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Kampen mod kedsomheden sætter på mange måder dagsordenen for vore liv. -