Prøv avisen

Kierkegaards opbyggelige rejse ... mod Kierkegaard

Illustration: Peter M. Jensen.

Søren Kierkegaard var både munter og tungsindig. Han rummede flere versioner af sig selv, siger Joakim Garff, forfatter til Kierkegaard-biografien SAK og flere nye bøger i anledning af 200-året for den store filosof,forfatter og teologs fødsel

Søren Kierkegaard var københavner med stort K.

Han kendte byen lige så godt som sin egen bukselomme eller måske endnu bedre. I løbet af sit liv foretog han fire rejser til Berlin, en sviptur til Sverige og en slags pilgrimsrejse til Jylland, hvorfra hans fader stammede. Kierkegaards vidtstrakte forfatterskab blev altså til inden for en beskeden geografisk radius, men har medført global berømmelse, siger Joakim Garff.

LÆS OGSÅ: Mennesket er en opgave

Det er mærkeligt at tænke sig. Søren Kierkegaard har haft sin daglige gang og levet sit liv få skridt fra, hvor vi sidder i et mødelokale på Kristeligt Dagblad på Vimmelskaftet midt på Strøget i København.

Søren Aabye Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 i et hus på Nytorv, hvor han voksede op i et velhavende hjem som den yngste i en børneflok på syv. Som voksen boede han i lejligheder i blandt andet Løvstræde, Nørregade og Rosenborggade.

Sine sidste år tilbragte han i nogle lejede værelser i Dyrkøb 5 lige over for Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke. Og det var herfra, at han i begyndelsen af oktober 1855 syg og nedbrudt blev fragtet til Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade, det nuværende Designmuseum Danmark, hvor han døde den 11. november 1855, 42 år.

Søren Kierkegaard elskede sin by, der for ham blev en slags eksperimentarium, socialt og æstetisk. Når han var ked af at være i selskab med sig selv og sine mørke tanker, gik han ud i byen for at tage sit daglige menneskebad, som han kaldte det.

Så snakkede han med Gud og hvermand eller i al fald hvermand. Det var højst usædvanligt for den tid, hvor den akademiske overklasse holdt sig for sig selv og nok vidste, hvem der havde fortovsretten, når en plebejer nærmede sig.

Kierkegaard brød de sociale grænser. Han var demokrat, før demokratiet blev indført, og gadepræst, før ordet blev opfundet. Mange i samtiden fandt det påfaldende og upassende, men det generede nu ikke Kierkegaard, der godt kunne lide at lege kispus med folks forestillinger om, hvem han var. På samme tid, som han gik på gaden og snakkede med en tjenestepige, kunne der ligge en ny bog af ham i vinduet hos Reitzels Boghandel, siger Joakim Garff.

Den 52-årige teolog og lektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Københavns Universitet er blandt de Kierkegaard-forskere, der ved mest om, hvem den store teolog, filosof og forfatter var. Han er forfatter til den prisbelønnede bestseller SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi, der udkom i 2000 og netop er genudgivet. Og i anledning af 200-året for Kierkegaards fødsel har han skrevet bogen Regines gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru, der udkommer den 25. april på Gads Forlag. På vej er også Alle tiders Kierkegaard. 200 år med en global dansker og Kierkegaard når han er bedst og værst, begge på Kristeligt Dagblads Forlag.

Jeg har altid været meget betaget af Kierkegaards sprog, æstetik og retorik forfatterskabets formsprog. Men der er også en smerte og melankoli hos ham, som jeg kan forbinde mig til. Kierkegaards munterhed må man dog aldrig glemme, hans livsmod, der gør sig gældende på tværs og på trods af alt. Kierkegaard er dybest set en opbyggelig forfatter, der med sine opbyggelige taler bogstavelig talt bygger os op fra grunden af. Man bliver restitueret og sat sammen på en ny og anden måde. Processen er givet med selve kristendommen man bliver en anden, end man var før, nemlig sig selv. Genfødt, hedder det lidt højstemt, siger Joakim Garff.

Om Kierkegaards mor, Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), der oprindelig havde været tjenestepige i det kierkegaardske hus, vides meget lidt. Kierkegaard nævnte hende aldrig i sine skrifter.

Men ifølge sparsomme kilder skulle hun have været en lille kone med et jævnt og lyst sind.

Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), var som dreng brudt op fra et fattigt liv på den jyske hede nær Ringkøbing og var som hosekræmmer i København blevet velhavende på salg af uldvarer. Senere etablerede han sig som storkøbmand og boligspekulant og grundlagde den formue, der blev den økonomiske forudsætning for hans yngste søns litterære virksomhed.

Det var et ældre ægtepar faderen var 56 år og moderen 45 år der fik den sidstfødte, som skulle blive guldalderens største geni inden for eksistentiel og religiøs tænkning.

Det er svært at sige, hvad det geniale kom af og næppe muligt at udpege en genial dna-streng. Der var tale om en række lykkelige konstellationer. Kierkegaard arvede formentlig noget af sin munterhed fra moderen. Det er rent gætværk, men jeg tror, at der har været en livsduelighed i hende, som faderen også har været afhængig af. Medvirkende til, at lille Søren Aabye blev til store Kierkegaard, var også faderens tungsind, hans skarpe intellekt og frodige fantasi. Og så ikke at forglemme et skolesystem, der virkelig kunne noget dengang. Man bankede bogstavelig talt viden ind i hovederne på de små poder. Det var forfærdeligt og forfærdeligt effektivt. Når de gik ud af gymnasiet, kunne de omtrent, hvad kandidater kan i dag. Så Kierkegaard har både haft et lærdomsmæssigt forråd og økonomiske muligheder for at realisere sig som kunstner, siger Joakim Garff.

I sine unge år var Søren Kierkegaard en slags flanør, rigmandssønnen, der gjorde, hvad andre drømte om: gik på restaurant og i teatret, kørte i karet og boede i dyre lejligheder.

Men det flanøragtige forsvandt med tiden og blev afløst af peripatetikeren, den omkringvandrende filosof med paraplyen eller spanskrørsstokken under armen. Det ændrede sig altsammen i 1846, hvor han havde sit ødelæggende sammenstød med det satiriske tidsskrift Corsaren, der bragte en serie karikaturer af ham. Da ændrede han sig markant, siger Joakim Garff.

Han peger på, at der er et osmotisk forhold mellem personen Kierkegaard og Kierkegaards værk.

Private kriser og personlige forhold var han i stand til at omsætte kunstnerisk. På den måde var Kierkegaards filosofi knyttet til hans erfaringsverden og personlige liv. Det er meget afgørende, og det er det, der gør ham så intens at være sammen med. Han har sikkert også haft en særlig karisma og kraft, som mange har været tiltrukket af.

Om barnet Søren ved man fra fætres beskrivelser, at han var en forskrækkelig forkjælet og uartig Dreng, der altid hang i sin Moders Skjørter. Og at Søren sad som sædvanlig i en Krog og mulede.

Han gik under kælenavnet Gaflen, for det var, hvad han selv havde angivet, at han helst ville være. For så kunne han gafle alt, hvad han ville på bordet. Men hvad så hvis nogen kom efter ham? Saa stak jeg jer, som Joakim Garff skriver i SAK.

Han var en lille gaffel, der stak og kunne stikke fra sig. Også i skolen, hvor samtidige har fortalt, at han kunne være usynlig, men give voldsomt igen, hvis han blev drillet. Han var både fjern, glædesløs og indadvendt, men også næsvis, drillende og udadvendt. Så i stedet for at tale om Kierkegaard, skulle man måske tale om Kierkegaarde. Han rummede flere versioner af sig selv, og jeg tror ikke, at det er noget tilfælde, at Kierkegaard betjente sig af mange forskellige figurer og pseudonyme forfattere, når han skriver. Han har givetvis eksperimenteret med forskellige sider af sig selv.

Selve hans værk er et vidnesbyrd om et mentalt kraftoverskud. Der kan med en moderne betegnelse være noget Damp-agtigt over ham. Han har bestemt ikke været helt normal, men jeg synes, det er fortræffeligt, at han ikke var som andre. Han har levet et meget bemærkelsesværdigt liv levet i kunstens og kristendommens tjeneste. Jeg tror, at der udgår kræfter fra værket, fordi der i selve skriveprocessen er liv. Han skriver ikke bare om sit liv, han skriver sig også til liv.

Skrivekunsten var med til at holde ham oppe. Han blev fysisk syg, hvis han par dage blev forhindret i at skrive. Han var næsten organisk forbundet med sin pen og personligt impliceret i skriveprocessen. Han taler også om, at Styrelsen virker igennem ham og har part i forfattervirksomheden.

Det kan minde om Mozart, der jo også var ustyrligt produktiv. Han bliver i Milos Formans film Amadeus spurgt om, hvor operaerne kommer fra. De er oppe i hovedet, de skal bare skrives ned, svarer han. Den guddommelige begavelse har Kierkegaard også haft. Når man kigger på de bjerge af papirer, han efterlod sig, kan det synes næsten naturstridigt, siger Joakim Garff.

Et af de store mysterier for eftertidens læsere af Søren Kierkegaard er, hvorfor han brød forlovelsen med Regine Olsen. Ifølge Garff har der været flere årsager, deriblandt den store aldersforskel han var 27, og hun var 18 år. Men de var også meget forskellige.

Kierkegaard er vokset op i en mandeverden med en meget dominerende far, der formodentlig har begået alle de fejl, man kan begå i sin opdragelse, og det har sat sig dybe spor i børnene. Kierkegaard blev anbragt i en elitær drengeskole og kom derefter på universitetet og træder så ud i verden og frier til Regine. Jeg tror, at han var voldsomt forelsket i hende, og at hun har været yderst indtagende, måske ligefrem den forførende kraft i forholdet. Han er formentlig blevet overvældet af hendes sanselighed, hengivelse og lidenskabelighed. Det er den psykologiske forklaring.

Men Regine kom også til at sætte en lidenskab i gang, der forløste Kierkegaard som kunstner og umuliggjorde ægteskab. Hvor den erotiske lidenskab skulle have været, vaktes kunstneriske kræfter ubændigt til live. Et muligt ægteskab blev til et virkeligt forfatterskab. Der har også være en realisme i Kierkegaards beslutning om at bryde forbindelsen. Han har ikke kunnet overskue at være barnefader og en dagligdag med små Sørener og Søriner myldrende omkring i arbejdsværelset. Han kunne ikke både være kunstneren Kierkegaard og en ægtemand af samme navn.

Søren Kierkegaard var ifølge Joakim Garff et generøst menneske, der forkælede sine nevøer og niecer.

Og når han var i sit gode lune, har han nok været meget fornøjelig at være sammen med. Folk har minder om spadsereture med ham, hvor han tog dem under armen og var morsom og rigtig livfuld. Men når han mødte modgang og var i knapt så godt lune, kunne han være sarkastisk, spids, maliciøs.

Flere ting gik Kierkegaard på, deriblandt at han ingen støtte fik fra omgivelserne, da han blev hængt ud og gjort til grin i Corsaren. Og tidens store litterære autoritet, J.L. Heiberg, omtalte et par af hans bøger, deriblandt Enten-Eller, noget nedladende.

Man kan spørge, hvordan Kierkegaards liv ville have formet sig, hvis han havde fået anerkendelse, mens han levede. Man ved jo, hvor vigtigt en sådan anerkendelse er. Men han får aldrig den store anmeldelse eller det store gennembrud og blev i stigende grad overbevist om, at han hørte fremtiden til.

Efter sammenstødet med Corsaren følte han sig som en latterens martyr, der blev til grin, når han viste sig offentligt. Folk gloede og pegede fingre. Og råbte enten-eller efter ham. Han genvandt aldrig fodfæstet i sin elskede by og følte en stærk vrede mod dem, der ødelagde hans sociale liv. Han oparbejdede en social fobi, som var meget ødelæggende, og som spores i værket, der kredser om isolation, martyrium og efterfølgelse og kommer tæt på en pietisme, som tidligere var anderledes fraværende.

I sit sidste leveår polemiserede Kierkegaard voldsomt og vittigt i avisartikler og i ni numre af sit eget flyveblad Øieblikket imod kirken og dens verdsliggjorte præsteskab det som er blevet kaldt for kirkekampen.

Nogle mener, at kirkekampen var Kierkegaards Corsaren, en slags payback time. Nu var han den udadfarende, nu var det ham, der karikerede, hans tur til at latterliggøre. En stor del af det, han skrev under kirkekampen, havde satirens karakter. Selv kaldte han det for guddommelig satire. Om kirkekampen var et brud eller konsekvens af forfatterskabet, er der meget diskussion om, siger Joakim Garff.

Han mener, at Søren Kierkegaards appel til nutiden er, at han er en eksistentiel forfatter, der beskæftiger sig med, hvordan man i kvalificeret forstand bliver sig selv. Og det er han god til at hjælpe på vej til. Men blev han også selv sig selv?

Jeg tror i nogen grad, at han blev det i kraft af sit forfatterskab. Det er en lang eksistentiel dannelsesrejse. Det er hans egen opdragelse og udvikling, som han selv formulerer det. Han ikke bare skriver, han bliver også skrevet af sine skrifter. De fungerer som store spejle, hvori han kan genkende sig selv, men også se sig selv fra nye sider, andre vinkler, herunder og ikke mindst kristendommens. Han skriver sig til større klarhed. Forfatterskabet er Kierkegaards uforudsigelige rejse frem mod Kierkegaard.