Prøv avisen

Kirkemusik er både liturgi og følelser

Peter Ryom er aktuel med sit roste »Kirke-musikleksikon«. - Det er jo musikken, der vækker følelserne, og det er ofte melodierne, der vækker størst debat og giver anledning til de største følelsesudladninger, når man diskuterer salmer, siger

Peter Ryoms rolige, melodiske radiostemme er musik i sig selv. Træblæsere og orgeltoner klinger med, når han fortæller.

Hans »Kirkemusikleksikon« udkom for nylig. Et lærd værk, båret af engagement i musikken og den liturgiske sammenhæng, den indgår i.

- Det er jo musikken, der vækker følelserne, og det er ofte melodierne, der vækker størst debat og giver anledning til de største følelsesudladninger, når man diskuterer salmer. Det er sangglæden, der i bredere kredse er interesse for, lige så meget som det er teksternes indhold. Så hvorfor skal salmebogen autoriseres, men ikke Koralbogen? spørger han.

Der er ikke egentlig indignation bag hans synspunkter. Det er mere den lærdes undren over andres manglende interesse og indsigt, der bærer hans argumentation.

Musikkens verden

Der er lærde værker i den lyse lejlighed ved Søerne i København - »femte sal, uden elevator«, havde han hensynsfuldt mindet om i telefonen.

Men fra det behagelige lyttehjørne i sofakrogen, hvor vi sidder, er det mere en imponerende samling cd'er, der dominerer udsigten. Det er i det minutiøse kendskab til musikken, til selve de musikalske værker, Peter Ryom henter begrundelserne for sine synspunkter. Men det skygger hverken for indsigt i den liturgiske sammenhæng, som kirkemusik indgår i, eller i kirkemusik i bredere forstand som den sang- og musikglæde, der kommer til udfoldelse i kirkelige kredse.

- Musikken bliver jo dyrket. De fleste kirker har et eller flere kor. For et par år siden var jeg for eksempel med til et arrangement i Viborg Stift, hvor næsten 50 kor fra stiftet var samlet. Så jeg kan faktisk ikke forstå, der ikke er mere interesse for kirkemusikken. Når man tænker på, hvor stor betydning den har, kan jeg godt efterlyse lidt mere bevidst interesse fra officiel side, også når det gælder folkekirken. Det samme kan jeg egentlig sige om den katolske kirke, for det er meget forskelligt, hvad der bliver præsteret, siger han.

Troens musik

Peter Ryom er katolik, konverterede i 1958 fra protestantismen.

Som med musikken er det overblikket, der karakteriserer Peter Ryoms forhold til kristendommen. Overblik over de forskellige kirkeretninger og deres liturgier, som de er blevet fastsat og kanoniseret op gennem århundrederne efter oldkirkens udspaltninger i ortodoks, katolsk, lutheransk og så videre. Det dybe kendskab og den brede orientering forener sig med Peter Ryoms engagement i musikken til noget, man får lyst til at karakterisere med det gamle begreb »visdom«, fordi det ikke blot er en ophobning af viden, men er båret af menneskelig varme og interesse.

- Det startede tidligt. Jeg har altid interesseret mig for musik, og jeg har altid været kristen, svarer han på spørgsmålet om, hvad der kom først, musikken eller troen.

- Jeg har interesseret mig for musik, lige siden jeg var ganske lille. Min far anlagde en stor samling 78'er-plader. Jeg er opvokset i Paris, hvor min far var udstationeret direktør for en cementfabrik. Hele familien flyttede hjem, da jeg var 12 år, fortæller han.

På universitetet gik han til klaver og sang, men det blev lagt på hylden til fordel for forskningen. Han fik et stipendium og forskede i den italienske komponist Vivaldis arbejder i otte år. Det begyndte med, at han skulle skrive speciale om Vivaldi og fik at vide af professoren, at han til en start skulle danne sig et overblik over, hvor meget Vivaldi havde skrevet. Det gik han i gang med og opdagede, at der var bunker af fejl og selvmodsigelser i de fortegnelser, der eksisterede. Resultatet blev, at specialet blev en kritisk vurdering af de foreliggende fortegnelser med den konklusion, at der skulle laves en ny, grundig fortegnelse. Peter Ryom rundede afhandlingen af med et eksempel på, hvordan han forestillede sig, at dette arbejde skulle udføres. Specialet blev så godt modtaget, at han blev opfordret til at søge stipendium og selv udføre arbejdet. Det var et mægtigt skub for ham, og han arbejdede på projektet i sammenlagt otte år, mens han rejste rundt i Europa, samlede mikrofilm, støvede biblioteker igennem og skrev.

Resultatet blev til en autoritativ fortegnelse over Vivaldis værker, der gjorde ham til dr.phil. og sikrede ham international anseelse.

Leksikon i kim

Forskningsarbejdet og musikglæden førte ham over i arbejdet for Danmarks Radios musikafdeling og til jobbet som fagredaktør af musikstoffet til »Den Store Danske Encyklopædi«. Det var under arbejdet med dette, at kimen til kirkemusikleksikonnet spirede frem.

- De artikler, der kom til at stå i encyklopædien, er egentlig alt for korte. Jeg blev efterhånden klar over, at der kunne skrives meget mere og meget mere udførligt med henvisninger til konkrete eksempler på de forskellige genrer. Jeg gik simpelt hen i gang med at samle stof ind, og så blev det efterhånden til kirkemusikleksikonnet. Det var en stor fordel, at jeg havde arbejdet med encyklopædien, for der lærte jeg metoden: Stikordsliste, indsamling af oplysninger, disposition og omarbejdning af artikler. Der er et gammelt kinesisk ord, der siger, at hvis der er noget, man vil vide noget om, skal man enten undervise i det eller skrive en bog om det. Jeg har for eksempel skrevet en bog om Bachs kantater i forbindelse med, at jeg skulle undervise i dem på Sjællands Kirkemusikskole, fortæller han.

Begrebsafklaring

Bogen er imidlertid ikke udkommet, og Peter Ryom kommer i den forbindelse igen ind på, at interessen for kirkemusikken kunne være større:

- Folk er interesserede i musikken, men der er ikke stor efterspørgsel efter bøger om den. Der er selvfølgelig nogle interesserede, og så er der fagfolk som organister, kantorer og præster, der har brug for en fælles referenceramme, siger han og slår op i sit eksemplar af »Kirkemusikleksikon« for ikke at fejlcitere sig selv.

- Det er de kirkemusikalske begrebers teologiske og liturgiske baggrunde inden for de forskellige konfessioner, jeg er optaget af. I artiklen om højmessen gør jeg rede for den forskel, der er mellem den ortodokse, den katolske og den lutherske gudstjeneste. Der er for eksempel ikke noget offertorium i den lutherske gudstjeneste. Og for eksempel er responsorium en meget almindeligt forekommende liturgisk foreteelse, der er skrevet masser af musik til. Tanken med at lade en sang følge efter en læsning er, at den liturgiske samtale mellem Gud og menighed begynder med Guds henvendelse til menneskene i form af læsningen, der hovedsagelig omfatter afsnit fra den hellige skrift, og dertil svarer menigheden. På den måde udgør læsningen og responsoriet to dele af en dialog imellem Gud og menigheden. Gud henvender sig til menigheden, og den svarer med en sang - det er det, der ligger i begrebet responsorium. Det bruges også i folkekirken: Efter epistelen bliver der sunget en salme, og det er i virkeligheden et responsorium.

- Det er et eksempel på noget, der intet har med musikken at gøre, og det kan man ikke finde i de store opslagsværker, men det er vigtigt at forstå den liturgiske sammenhæng, som musik til responsorier er skrevet til, siger han.

- Jeg synes, det er vigtigt at gøre rede for baggrunden og ikke nøjes med at fortælle om musikken, pointerer han og fortsætter:

- Hvad et rekviem? Og hvorfor er der for eksempel nogle værker, man ikke kan kalde et rekviem, selv om de går under den betegnelse? Brahms' »Ein deutsches Requiem« er for eksempel ikke et rekviem. Et rekviem er en messe, der bliver celebreret som forbøn for de afdøde. Det er en speciel messe, som bliver indført på et meget tidligt tidspunkt i historien, og anvendes sammen med nogle bestemte tekster. Nogle komponister skriver sørgemusik og kalder det rekviem, men det har ikke noget med sagen at gøre, understreger Peter Ryoms venlige, men bestemte pegefinger under den eksemplariske gennemgang af nogle fundamentale kirkemusikalske begreber.

- Det er simpelt hen for at gøre rede for sådanne forskelle, at jeg synes, det har været nødvendigt at komme med en forklaring på, hvad det egentlig er for en teologisk tankegang, der ligger bag for eksempel et rekviem - det er et forsøg på at sætte de kirkemusikalske genrer ind i en liturgisk og teologisk ramme.

- Derfor er det nødvendigt at skelne mellem de forskellige konfessioner, men det er også nødvendigt at skelne mellem historiske perioder. For eksempel lyder noget af Mozarts kirkemusik for os som opera. Der er arier i nogle af hans messer, der minder om arier i »Don Giovanni«. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er blevet opfattet på den måde i Mozarts samtid, og han skelnede selv mellem kirkemusik og verdslig musik, forklarer Peter Ryom og vender tilbage til den danske tradition eksemplificeret med hans egen ynglingssalme, »Hil dig, frelser og forsoner«.

Nye veje

Der er to melodier til »Hil dig, frelser og forsoner«, Hoffmanns og Laubs:

- Nogle foretrækker Laub og den fornyelse, han kom med omkring forrige århundredskifte. Andre afviser det og vil have de ældre melodier af Hoffmann, Hartmann, Weyse - komponister, der har skrevet musik, som indgår i det klassiske og traditionelle repertoire.

Han henter Hans Thomissøns »Den danske Psalmebog met mange Christelige Psalmer«, trykt i 1569, og viser, at der er noderne til melodierne med, sådan som det i dag er tilfældet med både den svenske og den norske salmebog:

- Det er jo melodierne, der kalder på følelserne. Musikken er fællesskabsdannende, den medvirker til at løfte sindet og til at forme andagten hos menigheden. På et offentligt møde for en måneds tid siden nævnte kirkeminister Tove Fergo (V) ganske vist, at kirkemusikskolerne hører ind under Kirkeministeriet, men der blev talt om alle mulige andre ting end kirkemusikken, siger Peter Ryom.

Han understreger igen betydningen af den sammenhæng, musikken indgår i:

- I Senegal og andre lande i Afrika har man indført lokal musik og lokale instrumenter i liturgien, og det udvider naturligvis begrebet kirkemusik helt enormt. Noget, som er sket med åbningen efter 2. Vatikankoncil og tilladelsen til at holde messen på modersmålet. Det har skabt et enormt behov for egen musik og resulteret i en blomstrende mangfoldighed, i modsætning til pave Pius X's forbud mod »støjende instrumenter«.

Gospelmusikken i USA er et andet eksempel, hvor kirkemusikken har sit eget udtryk i en helt anden tradition og en helt anden kultur:

- Det er jo pragtfuldt. I messevejledningen for Zaire står der: »Det er ikke forbudt at gøre bevægelser med kroppen, mens man synger Gloria«. Pragtfuldt, smiler Peter Ryom og siger, at han dog har en smertegrænse. Han er ikke selv interesseret i at opleve rockmusik i en kirke, eller for eksempel en opera:

- Det forventer jeg ganske enkelt ikke at opleve i en kirke, siger han.

Men han er ikke imod fornyelse, tværtimod. Han ser gerne, at den katolske kirke udsender en ny rundskrivelse om kirkemusikken. Den nuværende er fra 1903, og hundredåret for den ville være et oplagt tidspunkt at udsende en ny.

Han har flere gange været inviteret til at deltage i konferencer i Vatikanet om kirkemusik, og holdt sidste år et foredrag om den lutherske salmetradition.

Blå bog

Peter Ryom

Peter Ryom, født 1937, voksede op i Paris, hvor hans far var udstationeret for cementfabrikken F.L. Smidth. Tilbage til Danmark, da han var 12 år. Skoleembedseksamen i musik og fransk, Københavns Universitet, 1967. Derefter kandidat-, senior- og forskningsstipendiat samme sted. Dr.phil. 1977. Medarbejder i Danmarks Radio 1981. Fra 1992 redaktør af musikstoffet i Den Store Danske Encyklopædi. Medlem af Pastoralrådet for den Romersk-Katolske Kirke i Danmark 1990-99.

Fra 1978 medlem af Comitato Scientifico ved Instituto Italiano Antonio Vivaldi, der er ansvarlig for udgivelsen af Vivaldis værker i kritisk udgave. I 1986 udkom hans »Répertoire des Oeuvres d'Antonio Vivaldi. Les Compositions Instrumentales«, der for Vivaldi er, hvad Köchel-fortegnelsen er for Bach. Peter Ryom har i år udgivet »Kirkemusikleksikon«.

brandt@kristeligt-dagblad.dk