De er begge kendt for deres evner som sjælesørgere. Hospitalspræst Preben Kok og Bjarne Lenau Henriksen, som i en lang årrække var chef for Kirkens Korshær. I dag udkommer bogen HJÆLP når livet kommer bag på os. En samtalebog skrevet af journalisten og forfatteren Eva Jørgensen, men skønt hendes navn er trykt med de største typer på bogens forside, så er udgivelsen båret af de to mænds erfaringer, overvejelser og ikke mindst uenigheder.
LÆS OGSÅ: Det syge samfund som sjælesorgens opgave
De er begge født i 1948 og blev teologer næsten samtidig. De er ansat i samme kirke og bekender samme tro, men tilgangen til kristendommen er på mange forskellig. I bogen drøfter de, hvordan mennesket kan håndtere nogle af livets centrale, eksistentielle spørgsmål: Hvad gør jeg med min sorg? Hvad med følelsen af tomhed? Og findes der håb? Og inden man som læser får set sig om, har man læst sidste side, for bogen er med sine 152 sider ganske stramt redigeret.
Eva Jørgensen går til de to præster ud fra en tro på, at der kollektivt i samfundet er en erkendelse af, at det er godt for mennesket at kunne tro. Den holdning møder Preben Kok ofte i sit virke på Vejle Sygehus, og det er vigtigt for ham at markere sig netop som præst og sjælesørger.
Og hvis kirken ikke er parat til at svare på den tendens, står vi med et problem. Samfundet har set tendensen, at man ikke kan finde alt i sig selv, men også må søge i relationen, herunder relationen til Gud. Men har kirken set den? Jeg oplever faktisk et hav af eksempler på, at samfundet stiller spørgsmål, der naturligt skal besvares af kirken. Men vi har vanskeligt ved at tro, at vi er så betydningsfulde, siger Preben Kok i bogen.
Et eksempel på forskelligheden mellem de to præsters teologi bliver klart, når Eva Jørgensen spørger, om det ikke vil være logisk at forsøge at få andre til også at tro på Gud, fordi man vil sine medmenneskers bedste. Det afviser Bjarne Lenau Henriksen.
Det er en énøjet og lukket logik for de frelste. I en given sjælesorgssituation er det bedste måske ikke at forsøge at få et menneske til at tro på Gud, men at lade mennesket få ro på sig selv, så troen kan få plads. Og i øvrigt ved jeg jo ikke, om vedkommende allerede tror på Gud. Sådan er det for mig.
LÆS OGSÅ: Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved
Preben Kok siger, at med den holdning er det ejendommeligt, at Bjarne Lenau Henriksen ikke blev socialchef i en kommune, og spørger, hvad der egentlig fik Bjarne Lenau Henriksen til at vie sit liv til Kirkens Korshær.
Og hvorfor læste jeg teologi? Det var, fordi jeg troede på Gud! Men jeg gik ikke ind i Kirkens Korshær for at gøre nogen kristne. Jeg har gjort, hvad jeg har gjort, for at møde Vorherre, svarer Bjarne Lenau Henriksen.
Vi lever i en kultur, hvor behandlingsplaner er normen, uanset om man kæmper med en fysisk eller psykisk sygdom, men i den sjælesørgeriske samtale med præsten er der ikke behandlingsplaner. Men har præsten måske alligevel en slags indre behandlingsplan, spørger Eva Jørgensen. Også dette spørgsmål udstiller forskellen mellem de to samtalepartnere. Bjarne Lenau Henriksen siger om den sjælesørgeriske samtale.
Jeg har ingen planer om, at vi skal nå noget bestemt. Det kræver netop, at man står med en specifik uddannelse som for eksempel psykiater. Der er man uddannet til, at den viden, vi nu har om den og den sygdom, er sådan og sådan, og behandlingen kan være sådan og sådan. Sådan er jeg ikke uddannet. På den måde føler jeg mig på bar bund hvilket jeg må sige, jeg har det meget godt med.
Svaret får Preben Kok til at sige følgende:
Her vil jeg godt bryde en lanse med dig! Når du går ind til et menneske, har du vel den plan, at mennesket skal føle sig hørt? Du vil gerne have, at det skal føle sig hørt!.
Ja, jeg vil gerne have, at det andet menneske ved at formulere sig over for mig selv finder ud af, hvilken vej det skal gå. Det er kernen for mig. Jeg vil ikke noget med det andet menneske, som det ikke selv vil, siger Bjarne Lenau Henriksen, hvilket får Preben Kok til at svare:
Og det bør alle ordentlige, professionelt uddannede terapeuter jo sige. Men vi har så også Gud
Bjarne Lenau Henriksen understreger flere steder i sine svar værdien af slet og ret at lytte til medmennesket:
Efter mine begreber frisætter det mennesket til at tænke og tale og slippe tøjlerne. Det føler sig forstået. Det giver både nogle kræfter, og for at bruge et stort ord, noget livsglæde. I mine samtaler har jeg også af og til sagt noget, hvor det andet menneske udbrød, HAPS! Det er lige sådan, jeg har det! Det kender man jo også fra sig selv hvis nogen fatter og kan sætte ord på noget, man ikke selv kan. Du milde, sikke en kraft det kan give!
Det får os til at løfte os. Derfor er anerkendelse, som ingen gider høre om mere, så vigtig!
Eva Jørgensen spørger, hvad Bjarne Lenau Henriksen og Preben Kok svarer mennesker, som oplever, at Gud har forladt dem. Bjarne Lenau Henriksen siger, at han kan besvare det spørgsmål på to måder:
Det ved jeg ikke, eller det ved jeg ikke, om Han har men du oplever det sådan. Man bliver nødt til at tage menneskers oplevelse alvorligt. Hvis de virkelig oplever, at Gud har forladt dem, skal jeg ikke komme og påstå det modsatte. Det nytter ikke en brik.
Preben Kok siger, at netop spørgsmålet om oplevelsen af Guds fravær kan medføre en forandring i gudsbilledet og gudserfaringen for samtalepartneren.
Jeg vil besvare spørgsmålet med at sige, det er du ikke den første, der har sagt det sagde Hans egen søn også! For mig er det afgørende punkt i de her sammenhænge langfredags mørke, hvor Kristus spørger, min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? og derefter siger: i dine hænder befaler jeg min ånd. At sige hvorfor har du forladt mig?, er indledningen til forandringen af gudsbilledet. Det oplever jeg igen og igen. Og det er egentlig den forandring af gudsbilledet og af gudserfaringen, der bærer min måde at arbejde på, siger Preben Kok i bogen.
HJÆLP når livet kommer bag på os bliver anmeldt i næste uge.