Vi sidder i bilkøer om morgenen, så vi alle sammen kan komme på arbejde på samme tid, og når vi endelig kommer frem, skal vi alle sammen arbejde på samme måde. Der bliver ikke taget meget hensyn til, hvordan vi arbejder bedst, bare vi er der.
Vi har indrettet et samfund, hvor vi affinder os med at være "klokketidens disciple", hvor vi handler efter forældede principper, der hører det tidlige industrisamfund til.
Det siger Camilla Kring i sin nye bog "Livsnavigatøren", som er en opfølgning på hendes ph.d.-afhandling fra Danmarks Tekniske Institut "Arbejdsliv og familieliv – Get a balance". I bogen sætter hun blandt andet fokus på, hvor vigtigt det er, at vi hver især finder vores egen arbejdsrytme, så vi kan yde det bedste både hjemme og på jobbet.
– I en tid, hvor viden, idéer og kreativitet får mere og mere betydning for Danmarks konkurrencesituation, hvor Danmark skal leve af tankearbejdere og deres tankebevægelser, er det på tide at slippe tanketalenterne fri. På mange arbejdspladser praktiserer både ledelse og medarbejdere OL i pælesidning, som i praksis betyder, at jo længere tid, du sidder på arbejdspladsen og er synligt til stede, jo større chance er der for, at du bliver leder. En hjemmearbejdsdag bliver betragtet som en fridag. Det er med til at fastholde individet i samme rytme og tempo, siger Camilla Kring.
Hun mener, at indstillingen "Jeg ser dig, ergo arbejder du" ligger i vores kultur, fordi den gav mening, da Danmark og danskerne hovedsageligt skulle leve af befolkningens kropslige arbejde. Men det gør vi ikke mere. I større og større omfang skal Danmark overleve på vidensarbejde, og Camilla Kring mener derfor, at vi hver især – i samarbejde med ledelsen på arbejdspladsen og med støtte fra de faglige organisationer – skal finde vores egen optimale arbejdsrytme.
– For eksempel er det væsentligt at finde ud af, om man er langdistanceløber eller sprinter i sit arbejdsliv. Det er ikke sikkert, at to kolleger løser den samme, enslydende opgave på den samme tid, men det kan jo godt være, at den, der løser opgaven på kortest tid, til gengæld har brug for at restituere bagefter, før han eller hun kan sprinte igen. Men et af hovedproblemerne er, at man sætter sprinteren til at løbe en maraton, fordi vi på den moderne arbejdsplads bliver ved, til opgaverne er løst, og det er de aldrig. Vi får ikke tid til at restituere i arbejdet, selvom en restitution ville betyde, at vi ville kunne yde endnu mere, siger Camilla Kring.
Som arbejdsmarkedet er indrettet på det kropslige arbejdes og industriarbejdets præmisser, sådan er mødetidspunkter indrettet som i bondesamfundets tid. Derfor mener Camilla Kring, at vi skal lave et tidsmæssigt a- og b-hold i Danmark.
– Man kunne etablere et alternativ til vores a-samfund. I stedet for at vi alle står tidligt op for at sidde i en bilkø til arbejde, kunne vi godt skabe et b-samfund, som møder senere og kommer senere hjem. Lige nu følger vi alle den rytme, som stammer fra gammel tid, hvor vi alle skulle op og malke køerne, når hanen galede, men vi må skabe større handlerum, så vi hver især kan realisere vores individuelle balance, siger Camilla Kring.
Det er blevet et påtrængende behov nu, mener hun, hvor vi alle lever under så forskellige familieformer. For halvtreds år siden var der 700.000 husmødre i Danmark, og familierne havde dermed et kollektivt balancepunkt, som Camilla Kring kalder det. I dag er mange familier sammenbragte, og mange lever sådan, at de i nogle uger har børn hjemme, mens de i andre lever alene eller bare som par.
– Det giver individuelle balancepunkter og kræver helt andre handlerum på arbejdspladserne. De samfundsmæssige rammer understøtter primært mennesker, der arbejder fra 8 til 16, og for hvem de hjemlige rammer er de samme hele tiden. Det skaber stress for mange. Vi har forældede samfundsmæssige strukturer, der ikke er fulgt med udviklingen, siger Camilla Kring.
Danskerne er det mest arbejdsomme folkefærd i EU. Eller vi er, som forfatteren udtrykker det, den befolkning, der bruger mest tid "i hamsterhjulet", fordi så mange, både kvinder og mænd, er ude på arbejdsmarkedet. Vi løber alle sammen hurtigere, fordi vi tror, det giver øget velfærd, og vi skændes i familierne om, hvem der må få lov til at arbejde mest.
– For mange tankearbejdere er arbejdet lystbaseret. Det er et rum for selvrealisering og gode kolleger, og den eneste begrænsning for arbejdet er familien, som Camilla Kring siger.
Hun mener, at vi vil alt, og at vi opfører os som figuren fra computerspillet, der æder sig og tyk og fed og plages af spøgelser. Vi propper os med alle de valg, vi hele tiden skal træffe, lige fra studievalg til mærket af mobiltelefon, og plages af dårlig samvittighed.
– Når man selv er sin egen lykkes smed, er man angst for valget og realiserer alt for mange valgmuligheder. Det betyder, at man drukner i muligheds-tsunamien. Menneskets psyke er indrettet sådan, at når vi skal vælge mellem 300 pakker cornflakes, føler vi, at vi går glip af de 299. Er man altid på jagt efter det bedste, ender man med at blive et trist og deprimeret menneske, siger Camilla Kring og peger på de studerende på de videregående uddannelser som eksempel.
– Næsten halvtreds procent af dem har skiftet studium, og det er udtryk for en frustration. De unge er bange for fiasko og kommer til at sidde fast i valgnetværket. De vil have alle muligheder for at kunne vælge det bedste af det bedste, men det bliver svært for dem at tage fravalgene, siger hun.
I forhold til at kunne begå sig med de mange muligheder, som et moderne liv byder og tilbyder én, er det ifølge Camilla Kring vigtigt at få sig et solidt fundament. For eksempel i mere individuel tid. Undersøgelser viser, at vi danskere prioriterer arbejdet først, dernæst tiden sammen med børnene, så tiden sammen med partneren og til sidst den tid, man har alene.
– Der er et indiansk ordsprog, der siger, at kan man ikke give liv til sig selv, kan man heller ikke give liv til andre. Det er der en sandhed i, men der er ikke mange individuelle rum. Bilen er efterhånden omdannet til kontor, så der er efterhånden kun badeværelset tilbage. Pressalit producerer toiletsæder specielt til mænd, fordi de bruger mere tid på toilettet end kvinder – bare for at få lov til at være alene. Den individuelle tid skal vi værne om, men den kan meget nemt blive et ubevidst fravalg, siger Camilla Kring.
Hun mener, at det er muligt at finde balance både på arbejdet og mellem arbejde og familieliv, men det kræver både samfundsmæssige, arbejdsmæssige og individuelle ændringer.
– Det er ikke nok at få en stresscoach, det løser ikke problemerne.
livogsjae@kristeligt-dagblad.dk
FaktaCamilla Kring
**Født 1977. Uddannet
civilingeniør og ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet. Hun er tidligere ekstern lektor ved Køben-havns Universitet og driver i dag virksomheden FRAU K med speciale i balance mellem arbejdsliv og andet liv.