Prøv avisen

Kæmp for alt, hvad du har kært

-- Illustration: Peter Hermann.

KAMPEN: De danskere, der for 60 år siden deltog i væbnet modstandskamp mod tyskerne, blev præget for livet. Ifølge eksperter kan kampen med livet som indsats være ødelæggende for et menneske, men også ekstremt meningsgivende. Og spørgsmålet er, om denne kamp mangler i vores moderne trygge liv

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Chr. Richardt 1868

Tidligt om morgenen den 2. januar 1945 rullede en bil med teaterkulisser ind på den tyske værnemagts våbenfabrik Torotor i Charlottenlund. Et københavnsk teater havde nemlig lejet bygningens kælder til opbevaring, så de tyske soldater fulgte blot sædvanen, da de åbnede porten og hjalp med at læsse af.

Denne morgen kom varebilen dog ikke fra teatret, men fra modstandsgruppen BOPA, og ud over kulisserne rummede den sprængstof nok til at blæse fabrikken helt væk.

Aktionen var ledet af den dristige og dygtige BOPA-leder Jørgen Jespersen, kaldet K.K. Den blev gennemført med stor succes. Bygningen blev sprængt, tyskernes våbenproduktion på stedet blev sat ud af spillet, og den danske modstandsgruppe modtog efterfølgende et lykønskningstelegram fra den amerikanske general Eisenhower.

Der skete dog én ulykke. Nogle af modstandsfolkene skulle holde fabrikkens arbejdere og andre på afstand af fabrikken.

Da en vogn med udrykning kom kørende i retning af Torotor, skød en af BOPA-folkene, og en uskyldig dansk brandmand blev dræbt.

Med til aktionen var Erling Andresen, som i dag er 87 år. Den tidligere afdelingsleder i BOPA og senere advokat fortæller om episoden som noget af det mest spektakulære, han var med til som modstandsmand i årene 1943-1945.

– Ham, der skød brandmanden, var frygtelig ked af det. Men sådan var vilkårene. Og vores informationer fra England var, at hvis ikke vi kunne sprænge Torotor, var de nødt til at bombe fabrikken fra luften, og det ville betyde, at det villakvarter, fabrikken lå i, også ville blive bombet, fortæller Erling Andresen.

Et langt liv ligger mellem dén dramatiske morgen og vores trygge nutid. På onsdag markeres 60-året for den majaften, da frihedsbudskabet lød i radioen og gjorde en ende på kampen og besættelsen.

Men Erling Andresen ser stadig datidens begivenheder som "en væsentlig del af livet, som altid vil hænge ved".

– Når jeg efterfølgende tænker på den fare, jeg var i, virker det ret uforståeligt, at det var mig, der dengang rendte rundt med en pistol, siger Erling Andresen, som også medvirkede til stikkerlikvideringer.

Han forsøger ikke at iscenesætte sig selv som en helt og betoner flere gange, at det var K.K., der var geniet og helten bag Torotor-aktionen.

Han lægger heller ikke skjul på, at han var bange, når han var i aktion, men af ideologiske grunde deltog han alligevel. Siden 1936 havde han været aktiv i den antinazistiske bevægelse Frisindet Kulturkamp, og han så det som en pligt at kæmpe. Efter krigen kom han videre med sit liv og arbejdede i mange år som advokat. Men mange af kammeraterne fik problemer.

– Mit held var, at jeg hurtigt fik et udfordrende arbejde. Derfor kom jeg bedre ud af krigen end de fleste. Mange andre røg ud i druk og dybe depressioner. De havde svært ved at klare, at de først blev tiljublet, men at stemningen derefter vendte, og for eksempel Hartvig Frisch betegnede de folk, der havde udført likvideringer, som mordere, fortæller Erling Andresen med henvisning til den tidligere socialdemokratiske minister.

Han understreger, at han ikke ser sig selv som et menneske, der har medvirket til mord, men som en, der har været i kamp.

Kamp må der til, skal livet gro,

ej kamp blot for dagligt brød,

men kamp for frihed i liv og tro,

thi evig stilstand er død!

H.V. Kaalund 1877

Erling Andresen er en af de modstandsfolk, som optræder i forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsens bog "Efter drabet" om stikkerlikvideringer under Anden Verdenskrig. Ud fra sine interview med modstandsfolk vurderer Peter Øvig Knudsen, at nogle mennesker blev knækket af kampen, mens andre synes at bevise filosoffen Friedrich Nietzsches påstand om, at "det, som ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere".

– Der er ingen tvivl om, at mange af de modstandsfolk, som deltog i sabotageaktioner og likvideringer eller blev udsat for forhør, var nogle usædvanligt stærke mænd og kvinder. Men om de blev stærke, fordi de gik i kamp, eller om de traf det meget kontroversielle valg, fordi de var særligt psykisk rustede til det, er umuligt at sige, forklarer han.

Peter Øvig Knudsen tilføjer, at en del modstandsfolk reagerede psykisk meget stærkt på de oplevelser, de havde været igennem, og allerede i sommeren 1945 begik nogle selvmord.

– Andre knækkede sammen 10, 20 eller 30 år efter. Atter andre klarede sig tilsyneladende godt, men har fortiet og fortrængt deres oplevelser under krigen.

Forfatteren tilføjer, at psykologer med speciale i torturofre og krigstraumer har givet udtryk for, at med sådanne ekstreme oplevelser kan det være en fordel at gemme dem af vejen frem for at rode op i dem. Tilsyneladende var de modstandsfolk, som klarede sig bedst videre i livet, også dem, der ligesom Erling Andresen hurtigt fik et civilt arbejde og et almindeligt familieliv.

– Min vurdering er, at alle modstandsfolk, der har været i kamp, er blevet mærket for livet. For nogle var det negativt, men for andre fik oplevelserne en enorm retningsgivende betydning, siger Peter Øvig Knudsen.

Den, der vælger at kæmpe

trods vished om nederlag,

ved, at andre vil følge,

så svage bli'r stærke en dag.

Carl Scharnberg 1976

Ifølge Erik Schultz, lektor ved Psykologisk Institut på Københavns Universitet, er mennesker grundlæggende drevet af det, de har lyst til, og det, de føler sig forpligtet til. Og til alle tider har der været enighed om, at det sidstnævnte er vigtigst, selvom det førstnævnte fylder meget i et moderne velfærdsstatsmenneskes liv.

– Der findes en talemåde om, at hvis man virkelig vil finde meningen med livet, skal man finde ud af, hvad der er værd at dø for. Den østrigske psykolog Victor Frankl, der selv havde erfaringer fra Anden Verdenskrigs koncentrationslejre, påstod, at det største problem for moderne mennesker er at finde ud af, hvorfor livet er værd at leve. Det er det samme som at spørge, hvad der er værd at dø for, forklarer han.

– Velfærdssamfundet bliver tit kritiseret for, at det er svært at finde noget at ofre sig for. Og man kan også se en tendens til, at moderne mennesker ofte er mere orienteret i retning af, om de er sikret en hurtig udrykning, hvis de selv skulle få ondt et eller andet sted. Dermed siger jeg ikke, at der er noget forkert i, at vi har et velfærdssamfund. Men man kan se det som udtryk for, at der mangler en åndelig dimension, tilføjer Erik Schultz.

Til gengæld accepterer han ikke tanken om, at der i dag slet ikke skulle være noget at kæmpe for, når fjenden ikke står i landet på samme måde som i 1940-45:

– Der er opstået en for mig underlig enighed om, at der ikke er noget i dag, som er værdifuldt at kæmpe for. Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Man kan måske føle hverdagen lidt jævn i forhold til besættelsens heltehistorier. Men hver dag dør mange tusinde børn af sult. Så der er stadig noget at slås for.

Erik Schultz er født i 1942 og er vokset op med heltehistorierne om Danmarks frihedskæmpere. Disse heltehistorier prægede frihedskæmperne. Det gav stolthed, men de oplevelser, som lå bag, sled også på sjælen. At der grundlæggende skulle være en opbyggelighed i at være omgivet af nogle slyngler, som skal slås ihjel, tvivler han på.

– Jeg mener, at det er nok så værdifuldt at være omgivet af sympatiske mennesker. Og hvis jeg var udkommanderet til Irak, tror jeg ikke, at jeg ville glæde mig over, at kuglerne fløjtede om ørerne på mig. Jeg vil melde mig på den fløj, der siger, at Mother Teresa har haft fuldt så megen identitet og mening i sit liv som en kriger, siger Erik Schultz, som også finder det meningsgivende og æreværdigt at kæmpe for et kompromis, som for eksempel FN's generalsekretær, Kofi Annan, ofte gør.

– Jeg tror ikke på, at det er vigtigt for ens lykke, at man har en frihedskamp at kæmpe. Men på et helt andet plan er der en lignende problemstilling. Det gælder immunforsvaret, hvor der er en teori om, at årsagen til, at så mange har allergi i dag, er, at der er for rent. Hvis ikke man bliver angrebet af bakterier, udvikler immunforsvaret sig ikke. Så på det plan kan det meget vel være rigtigt, at for at få et godt immunforsvar skal der være en balance mellem noget at kæmpe imod, og at der ikke er for meget.

– På samme plan skal der være en balance mellem, hvad man har bekæmpet og besejret for at blive et lykkeligt menneske. Jeg vil være fortaler for balance-synspunktet. Hvis man hele tiden må slås, går man til grunde. Men hvis man får alt serveret, er det også svært at skabe sig en identitet, siger Erik Schultz.

Der faldt i ungdoms blomster

så mangen modig svend,

at tysken tror det næppe,

vi mange har igen.

Dog synger danske drenge,

de slår i vænget top:

som blomsterne i enge

hvert år de vokser op!

N.F.S. Grundtvig 1850

Ikke mindst for helt unge mænd spiller kamp en central rolle i livet, påpeger seniorforsker Simon Turner fra Dansk Institut for Internationale Studier, som har redigeret antologien "Vrede unge mænd – globalisering, marginalisering og mobilisering".

– Man har i psykologien og kristendommen en tendens til at sige, at vrede kommer indefra. Men vrede kan også være indignation over uretfærdighed i verden. Hvis man ikke kommer af med sin frustration, kan den hobe sig op som vrede. På nogle tidspunkter i historien har man haft legitim mulighed for at komme af med vrede. I andre mere konsoliderende perioder er der ikke plads til den, forklarer han.

Et eksempel er, at mange unge mænds handlinger i de sorte townships i Sydafrika i 1980'erne blev opfattet som en del af den politiske frihedskamp. Efter afskaffelsen af apartheid blev de samme handlinger opfattet som kriminalitet.

– Ungdommen er en periode, hvor man leder efter en identitet og vil ikke altid acceptere samfundets normer. Der er en periode, hvor især unge mænd har lyst til at forandre ting. Det kan være i situationer som under tyskernes besættelse af Danmark, hvor der var noget at kæmpe for. Unge mænd er ikke oprørske fra naturens side. Det er samfundets kategorisering af dem – som løsrevne atomer – der gør dem potentielt oprørske, forklarer Simon Turner.

– I dag er der tilsyneladende ikke så meget at kæmpe for. Der er sket en afpolitisering af samfundet, hvor politik handler om praktiske ting og ikke ideologi. Så kan eventuel frustration ikke finde et politisk udtryk, men får i stedet et destruktivt udtryk, tilføjer forskeren, som kæder denne tendens sammen med det, han kalder en global maskulinitetskrise.

– Før i tiden fik mænd deres identitet ved at gå på arbejde og forsørge deres familie. I og med at den position er forsvundet, skal du finde identitet på andre måder. På globalt plan er de arbejdspladser, der flytter ud, ofte kvindejob, og på den måde bliver det kvinder, der forsørger familien. Jeg argumenterer ikke for, at vi skal tilbage til de gode, gamle dage, men siger blot, at mange har svært ved omstillingen. Derfor får nogle mænd identitet i bandeliv og overdreven maskulinitetsdyrkelse.

Vær hurtig som fuglen i flugten,

vær snild som gadernes børn.

Let som den dansende pige,

der nynner sin elskedes navn.

Vær stejl som det susende forår

og tro som bøgen i maj.

Vær stærk, som når vi er stærkest

på vej mod den ventende sejr.

Vær min stjerne i aften.

Vær folkets stjerne i nat.

Lyt til det bankende hjerte,

send et stjerneskud for den gryende dag.

Thomas Koppel 1989

Et af de områder af menneskelivet, som selv i dagens trygge Danmark er omgærdet af heltehistorier og kamp-retorik, er sportens verden. Her kan en mand eller kvinde, der virkelig slås for sagen, få prædikatet en "fighter" – for eksempel fodboldlandsholdets anfører, Thomas Helveg, der er professionel fodboldspiller i den britiske klub Norwich City.

– Der er selvfølgelig stor forskel på modstandsbevægelsens kamp på liv og død for landets suverænitet og så de kampe, jeg er med til at kæmpe for Danmark. Sport er trods alt kun sport. Men der er også nogle paralleller. Når vi spiller landskamp, har vi et mål, som vi helliger os. Det er vigtigt at vinde og opnå nogle resultater, og vi føler, at vi forsvarer vores land, siger Thomas Helveg.

Ligesom historikere er enige om, at modstandsbevægelsens symbolske betydning var langt større end den rent militære, fremhæver landsholds-anføreren også, at man som sportsmand kan få en symbolsk betydning for andre, som i væsentlighed ligger langt ud over den fodboldkamp, som trods alt kun er en form for underholdning.

– Jeg er bevidst om, at den måde, vi opfører os på på banen, får betydning for andre. Og fightervilje kan også inspirere andre. I flere af de klubber, jeg har spillet i, har jeg for eksempel været med til at arbejde for kræftramte børn. Det har gjort stort indtryk at tale med nogle af børnene og erfare, at vores kamp er med til at give dem mod på at kæmpe for at blive raske, fortæller Thomas Helveg.

Jeg har anet slægters striden

imod fremtids fjerne mål.

Jeg har set trælletoget i tiden

blive mænd bag ved kampfanens bål.

Oskar Hansen 1923

En anden nutidig kamp er den politiske. Den socialdemokratiske politiker Svend Auken, tidligere partiformand og miljøminister, nu Europa-ordfører, har som folketingsmedlem siden 1971 forsøgt at påvirke det samfund, han lever i. Han betoner, at den kamp har givet meget mening i tilværelsen, men indrømmer blankt, at ungdommens modstand mod Vietnamkrigen eller Sydafrikas Apartheid-styre og de modne års kamp for et bæredygtigt miljø ikke har været sager, han var villig til at dø for.

– Hvis man skulle dø for noget i dag, var det nok ens familie og venner, men ikke en sag. Medmindre Danmark skulle blive besat igen, siger Svend Auken, som i øvrigt er overbevist om, at han på en eller anden måde ville have kæmpet, hvis han dengang havde haft alderen til det.

– Jeg er jo vokset op med modstandsbevægelsen, for min far var aktiv modstandsmand og var under jorden de sidste måneder af krigen. Både far og mor var aktive i Dansk Samling. Det var den del af modstandsbevægelsen, de kristne gik ind i. Om jeg ville have været en af de få hundrede, som direkte deltog i sabotage og lignende aktioner, ved jeg ikke. Måske havde jeg arbejdet med illegale blade, siger Svend Auken, som afviser tanken om, at der i tiden efter krigen ikke længere skulle have været store mål at kæmpe for. Han fremhæver demokrati som en styreform, der kræver stadig kamp.

– I dag er der en tendens til at overse, at Socialdemokraterne i efterkrigstiden kæmpede en vigtig kamp mod totalitære tendenser på venstrefløjen og i fagbevægelsen, og den kamp deltog jeg da i i min ungdom. Dertil kommer, at vi siden krigen har været allieret med en supermagt, hvis politik jeg ofte har været meget uenig med, men som man i det mindste har kunnet kæmpe imod på demokratiets vilkår, siger Svend Auken.

Om sit eget engagement siger han, at han fortsat har "ild i maven" efter 34 år i Folketinget. Men han anser det ikke for en tilfældighed, at den ekstreme og livsfarlige situation under Anden Verdenskrig primært trak helt unge mennesker til.

– Man siger, at krig skaber unge herskere. De fleste aktive modstandsfolk var unge mænd på 18-21 år. Min far var 30 år i 1943, og selv modstandslederen Frode Jakobsen var kun i 30'erne. Unge er lettere at lokke ud i en væbnet kamp, og det er sværere at tage det skridt, hvis man har levet et fredeligt liv. Derfor ville det nok overraske meget, hvis Danmark blev besat i morgen, og jeg som 61-årig blev sabotør. Men jeg tror, at unge danskere ville tage kampen op. Ligesom sidst ikke mange, men de vilIe være der, siger Svend Auken.

Vi mindes stille de tapre døde,

hvis navne lever i Danmarks navn,

og takken søger til dem, der segned,

og dem, der sidder med tunge savn.

Gud trøste dem, der har lidt og stridt,

til det blev forår og Danmark frit.

Mads Nielsen 1945

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

remar@kristeligt-dagblad.dk