Prøv avisen

Knus kærligt hej eller akavet sammenstød?

Tidligere forsvarsminister, socialdemokraten Nick Hækkerup (tv.) overgiver posten til Nicolai Wammen (S) med et stort kram. – Foto Mads Nissen/Scanpix.

Danskerne er begyndt at give knus i alle situationer. Vi vil gerne virke åbne og varme, men alt krammeriet skaber mere usikkerhed, mener eksperter

Da der i sidste uge var ministerrokade blandt Danmarks mest magtfulde personer, skete flere af ministeriumoverdragelserne med mere eller mindre følelsesladede eller akavede kram.

Danskerne har taget knuset, krammet og omfavnelsen til sig som hilsemåde i familien, blandt vennerne og på arbejdet. Man krammer pædagogerne i børnenes daginstitution, når de går på ferie. Vores naboer og fodboldkammerater. Og krammekulturens udbredelse har fået Dansk Håndtryksforening, der har 700 medlemmer, til at beklage sig i flere medier hen over sommeren. Foreningen frygter, at der går inflation i at give utidige kram/knus til folk, man ikke kender godt nok til at berettige denne intime hilseform, som der står på foreningens hjemmeside.

Men hvornår begyndte vi egentlig på alt det intime krammeri? Ifølge Jill Byrnit, adjunkt og ph.d. i evolutionær psykologi ved Syddansk Universitet, skete det for flere tusinde år siden.

LÆS OGSÅ: Hellere en varm hånd end et akavet knus

Vi har krammet hinanden siden urstadiet, og det er en adfærd, vi også ser hos chimpanser. Hvis én chimpanse bliver urolig, vil en anden lægge armen omkring for at berolige. Hvis én er bange, vil den løbe fra den ene side af rummet og ind i armene på én, den er tryg ved.

Det er et instinktivt følelsesudbrud, der eksisterer i alle kulturelle samfund. Når vi krammer hinanden, viser vi med vores krop, at vi er trygge, intime, venskabelige og en del af hinandens inderkreds.

Modsat tidligere er mange i dag begyndt at kramme deres kolleger, forklarer Jill Byrnit. Men hvis chefen giver hånd i stedet, er det faktisk helt i orden efter naturens lov:

Hos chimpanserne kan vi se, at hierarki spiller en stor rolle. Flokkens alfahan kunne aldrig finde på at kramme andre end flokkens betahan altså flokkens næsthøjest rangerende. Og det er her, det bliver besværligt med os mennesker: Selv chimpanser har nogle retningslinjer for, hvem der får et kram. Når vi krammer vores chef, ser vi stort på den magtrelation, vi faktisk står i. Og det viser, at krammet som hilsemåde er noget, vi har meget svært ved at administrere.

Det kan godt være, at krammet er en slags instinkt. Men rent historisk blev det først populært at hilse med kram i 1960erne, siger Charlotte Bloch, lektor i emotionssociologi ved Københavns Universitet:

Fra min barndom i 1950erne kan jeg huske, at min farmor var meget optaget af smittefaren i forbindelse med kys og knus. Min farmor var 70 år eller mere dengang, så hun repræsenterer de gamle dage, da tuberkulosen florerede. Men fra 1960erne vandt intimiteten frem på bekostning af den gamle formalitet. Også i dag signalerer knuset intimitet samtidig med, at det er blevet en gængs hilsen.

Henrik Jensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet, er enig i, at 1960erne forandrede vores hilseformer fundamentalt, hvor knuset afløste et simpelt løft på hatten eller et håndtryk:

Der var én eller anden idé om, at de gamle omgangsformer ikke bare var forældede, de var ligefrem uproduktive i forhold til at komme hinanden ved. Og det var det, det hele handlede om.

Man kunne måske tro, at knuset, ligesom barbiedukker, cornflakes og kendisdyrkelse, er en tendens, der kommer fra USA. Men Henrik Jensen mener, at knuset nærmere har tilknytning til de varme lande og den sydeuropæiske tradition med kindkysseri og mænd, der holder i hånd.

Knuset er kommet for at blive. Og mit umiddelbare bud er, at det stammer fra vores generelle dyrkelse af en meget følelsesstærk kultur. Det er populært i dag, fordi alle gerne vil give indtryk af at være åbne og varme personer.

Ifølge historikeren vil alle gerne signalere, at de er i stand til at knytte sig til andre. Men han ser også farer ved den udvikling.

Hvor de traditionelle hilsner lå helt fast i skema, er krammet meget mere baseret på, at vi kender hinanden. Og det er da et problem, at vi så ofte kommer ud i den akavede situation, at vi skal gøre op med os selv, hvem der fortjener et knus, når vi er i et blandet selskab. Det var meningen, det hele skulle være så naturligt, og i virkeligheden er det enormt kunstigt. Jeg tror, det kan virke hæmmende for vores samvær, at vi konstant skal ud i den vurdering. Den traditionelle hilseform som håndtrykket gør det på én eller anden måde lettere at komme i gang med det, vi egentlig er kommet for.

I USA er flere stater gået så vidt som til at forbyde knus på skolerne, senest forbød en skole i staten Maryland i marts kram mellem alle andre end forældre og børn af sikkerhedshensyn. Og sidste år valgte en skole i New Jersey at forbyde knus mellem børnene af en varighed over tre sekunder, fordi skolens ledelse mente, det var upassende adfærd.

At kramme er naturligt og ikke farligt, mener adfærdsforsker Jill Byrnit. Hun har selv boet i udlandet og holder af en tæt kontakt med sine medmennesker. Men vil man kramme, når man hilser på fremmede, kræver det ekstra opmærksomhed, mener hun.

Danskerne er traditionelt set ikke et folk, der optræder særligt følelsesladet, og vi mangler en dannelse omkring det at kramme. Vi er gået fra Emma Gadsk høflighed til at kramme alt og alle. Det efterlader os i et ingenmandsland, hvor vi udjævner relationerne. Problemet med et kram er jo, at det ikke kan rulles tilbage. Du har faktisk inviteret til et mere intimt, personligt forhold.

Løsningen på den akavede krammesituation?

Man kan jo begynde med at sætte tempoet ned, når man hilser og derved aflæse kropssproget. Hvis personen trækker følehornene til sig, så skal man nok ikke overfalde ham eller hende. For nogen er det lige så intimt at få et knus som at blive nusset i håret. Og du ville jo aldrig lave pelspleje på din chef.