Prøv avisen

Kom, lad os brokke os

Flemming Jensen og Jesper Klein er aktuelle i en ny rejse-/samtalebog af Claus Ib Olesen, der handler om alt og ingenting. Og det imellem. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Skuespillerne Jesper Klein og Flemming Jensen har i årevis nydt at gøre især to ting sammen: at rejse og at brokke sig for hyggens skyld. De er nu aktuelle i en snakkesalig rejsebog

Over toilettet på Flemming Jensen badeværelse hænger en plakat. Den forestiller to mennesker sammen i et badekar fyldt med rødvin: Flemming Jensen selv og hans nære ven Jesper Klein. De skåler, og under tegningen står skrevet: "Jensen og Klein i bad – en erotisk cabaret." Plakaten er fra en forestilling, de har lavet sammen – en af utallige forestillinger, Flemming Jensen har lavet i sit liv, men stort set den eneste, skuespilleren har valgt at minde sig selv om dagligt ved at hænge promotion-materialet op på væggen i sit hjem. Over toilettet.

På torsdag udkommer en rejse-/samtalebog med de to venner, "Jensen og Klein i kloster", som er stærkt krydret med brok om alt fra spindoktorer til kulturlivets deroute. Den er skrevet af Claus Ib Olsen, og det er ikke noget tilfælde, at han lader de to optræde i samme bog, og heller ikke, at de skælder så meget ud til højre og venstre i bogen. Sammen har de nemlig i tre årtier haft det, Flemming Jensen betegner som en "klandreklub", en tradition for at mødes og brokke sig, ligesom de ofte har rejst sammen.

De to er enige om næsten alt fra politik til livsanskuelse, så den enes harcelering gribes snart af den anden og vokser, indtil de kan grine af det hele.

Deres venskab og samarbejde går mange år tilbage og har resulteret i stykker som "Gøngehøvdingen", "Jorden rundt i 80 dage" og "Ti mord på to mand".

"Der sker noget, når folk griner over noget, der er alvorligt. De knyttede næver løsner sig. Humoren er et fantastisk blødgørelsesmiddel og har en debatterende værdi i sig selv, når tingene bliver sagt i et godt lune og ikke aggressivt," forklarer Flemming Jensen.

For at tale om den nye udgivelse har Kristeligt Dagblad sat klandreklubben stævne i Flemming Jensens hjem i Farum, men ganske hurtigt ryger interviewet af sporet. De har nemlig ikke læst bogen.

"For os er det bare en fed tjans, ikke? Vi er enormt privilegerede at kunne tage på rejse, hvor vi bare skal sidde og sige noget sludder," siger Flemming Jensen og griner – en anelse falsk.

De besøger blandt andet et kloster, men det er ikke bogens pointe at diskutere klosterliv. Præmissen er, at Flemming Jensen foreslår et rejsemål, han holder meget af, og hiver sin gamle rejsekammerat med. De besøger i bogen et lille område i Syditalien, prøver maden og diskuterer omgivelserne, og hvad der ellers falder dem ind.

Nu sidder de ved siden af hinanden ved Flemming Jensens køkkenbord. Begge iagttager den anden, når han taler, med et smil, der giver glade rynker om øjnene. I deres ihærdige forsøg på at fortælle, hvad bogen handler om, begynder Flemming Jensen og Jesper Klein hurtigt at tale i øst og vest, hvor den ene afslutter den andens sætning. Og uden at der faktisk kommer ord på, står det klart undervejs, hvad bogen handler om: dette venskab. Og det hyggelige i at brokke sig til en, der er enig.

På en halv time når de at harcelere og grine ad dansk flygtningepolitik, finanskrisen, Irak-krigen, at blive ældre og ikke mindst humorens nu til dags.

"Det er blevet sværere at præsentere noget dybt alvorligt med humor. Men hvis man fjerner alvor og humor fra hinanden og lader det være hver sin disciplin, så fjerner man intelligensen fra begge dele," siger hurtigsnakkeren Flemming Jensen med henvisning til stand-up-komikken, der blev populær op igennem 1990'erne.

Han synes, der er sket en primitivisering, siger han, og Jesper Klein løfter fingeren og indskyder:

"Ja, ganske afgjort!"

Straks flyver talestrømmen videre til noget andet at brokke sig over:

"Og en afhumanisering. Humanismen er blevet en tredjerangsting," siger Jesper Klein, mens Flemming Jensen ser på sin ven, siger "ja, ja", og sammen får de på fem minutter drejet ping-pong-samtalen over på ambassadører i Mellemøsten, begrebet "service" og dårlige tv-producere.

Det går hurtigt, og alt rundes af med en latter.

"Vi opførte os lidt pænere i gamle dage," får Jesper Klein opsummeret med den karakteristiske stemmeføring, der på én gang er rar og kynisk.

Efter en halv time afbryder Flemming Jensen sig selv i en svada om liberalister.

"Vi kan sidde her og blive gamle, mens vi skælder ud og skælder ud. Vi kan hidse hinanden op, indtil vi sidder i hvert vores hjørne med armene over kors og siger 'alting er noget skidt.' Men sådan har jeg det altså ikke," siger han.

"Når jeg sidder her med min gamle ven og brokker mig, så kommer vi let til at grine. Det er ikke, fordi det, vi har iagttaget, er forkert. Det er, fordi der sjældent er noget, som er negativt uden også at være positivt. Tilværelsen er en blandingsmodel. Hver gang jeg holder en fødselsdag, synes jeg faktisk, at det bliver skæggere og skæggere. Indtil nu, i hvert fald," siger Flemming Jensen og ser hen på sin ven, der, som enhver formiddagsavislæser må vide, har døjet med et skrantende helbred og tabet af sin hustru, Lykke Nielsen:

"Nu har du jo fået noget fysisk at kæmpe med, og det er selvfølgelig noget skidt."

"Ja, og så er jeg blevet alene," siger Jesper Klein.

"Det er det værste skidt," svarer Flemming Jensen.

De er stille et øjeblik. Så gentager Flemming Jensen:

"Midt i det, at vi brokker os, så bliver det altså skæggere og skæggere."

Jesper Klein spørges: Er du enig?

"Nej," svarer han ligefremt.

"Men jeg er også afdanket."

Og så griner de sammen.