Kontrasten mellem vasketøj og menneskerettigheder er stor

Premierløjtnant, forfatter og foredragsholder Anne-Cathrine Riebnitzsky modtog i onsdags Anders Lassen Fondens legat for sit arbejde med Afghanistans undertrykte kvinder. Selvom hun arbejder på at blive fuldtidsforfatter, afviser hun ikke, at hun vil af sted igen

Anne-Cathrine Riebnitzsky. -- Privatfoto.
Anne-Cathrine Riebnitzsky. -- Privatfoto.

Lørdag

Jeg er et udpræget B-menneske, så jeg står først op ved 10-tiden. Efter morgenmaden løber jeg en meget lang og meget hård tur i området omkring Birkerød, hvor vi bor. Jeg løber en del, selvom jeg absolut ikke kan lide at løbe, men jeg kan godt lide effekten bagefter. Jeg er hverken særlig hurtig eller særlig god til at løbe, men det har en god indvirkning på mit humør.

Klokken 17.00 tager min kæreste, Mads Rahbek, og jeg til efterårsbal på Hærens Officersskole på Frederiksberg i København. Min kæreste arbejder derinde, og jeg er med som ledsager. Jeg arbejder ikke for forsvaret p.t., men har en kontrakt som reserveofficer. Det er for folk, der uddanner sig hos forsvaret, men typisk arbejder civilt. Lige nu sidder jeg og skriver på en roman, og så holder jeg mange foredrag om min tid i Afghanistan og min bog "Kvindernes krig".

Jeg møder mange mennesker til ballet, som jeg kender, og som jeg ikke ser så tit. Selvom det endnu er en hemmelighed, at jeg skal modtage Anders Lassen Fondens legat, så er der nogle få, der har hørt det, og de ønsker mig tillykke. Jeg har ellers holdt på hemmeligheden længe. Jeg fik brevet med beskeden helt tilbage i efterårsferien. I militære kredse er legatet en meget stor anerkendelse, og det er usædvanligt, at det går til en som mig, der hverken er jægersoldat eller frømand eller har ydet en stor militær indsats. Faktisk har jeg aldrig løsnet et skud. Men min indsats for undertrykte kvinder i de ustabile stater har både betydet noget på den militære front og for statsopbygningen, og det er jeg selvfølgelig stolt over.

Søndag

Vi sover længe. Det lykkes bedst for min bonussøn og mig. Der er ingen af os, der er så meget værd, fordi vi har været til fest dagen inden og er kommet sent i seng, og derfor bliver det til en del læsning og andre afslappende aktiviteter. Lige nu læser jeg "Skrig under vand", der vandt Politikens Forlags krimikonkurrence tidligere på året.

Jeg kan i det hele taget godt lidt at læse og læser mange forskellige genrer. Jeg har lige læst og anmeldt "De faldne", bogen, der fortæller de faldne soldaters historie. Min yndlingsbog er "Savannah" af Pat Conroy. Den læser jeg jævnligt. Jeg er samtidig heldig at have en svigermor, der læser meget, så vi udveksler ofte bøger.

Mandag

Efter morgenmaden træner jeg med et par venner i Høvelte Kasernes træningscenter. Vi tager hjem til mig bagefter til kaffe, te og hyggesnak.

Klokken 12 smider jeg dem ud, for jeg skal i gang med at skrive. Men hvis jeg har talt med for mange mennesker og lavet for meget andet, kan jeg ikke fange tonen, når jeg sætter mig til computeren. At skrive er for mig lidt ligesom at drømme. Jeg skriver som regel med lukkede øjne, for så kan jeg bedre se historien for mig og forestille mig den fiktive verden. Jeg har også svært ved at skrive, hvis jeg ikke får sovet nok. Jeg falder simpelthen i søvn, hvilket lyder lidt absurd, når det er en spændingsroman, jeg skriver på.

Jeg kan ikke skrive, så i stedet laver jeg administrativt arbejde og sender årets sidste regninger ud for de foredrag, jeg har holdt.

Senere laver jeg hasteindkøb. Jeg har lovet at lave hjemmelavet sushi, så jeg skal en tur til fiskehandleren og den slags, og aftensmaden vækker glæde.

Om aftenen hygger vi foran fjernsynet, og jeg går i seng ved 22-tiden, hvilket er tidligt for mig.

Tirsdag

Jeg har tid hos min fysioterapeut om formiddagen. Jeg døjer med spændingshovedpine, så det er rart at blive ordnet lidt.

Jeg skriver på min roman om eftermiddagen. Det går ikke farligt godt, men lidt bliver det til. Hovedet har det i hvert fald meget bedre. Senere ordner jeg min uniform, som jeg skal have på til legatoverrækkelsen onsdag. Nederdelen lægger jeg op i hånden, og skjorten bliver strøget.

Jeg har lidt sommerfugle i maven. Flere af mine venner ringer for at høre til mig. Mine bekymringer går mest på, at der er mange soldater, der yder en fantastisk indsats, og når man sådan hives frem som et godt eksempel, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvem der måske føler sig snydt.

Onsdag

Jeg står tidligt op for at gøre mig klar til dagens begivenhed. Sneen har lige præcis valgt at lægge sig i nat, så jeg ved, at jeg skal køre hjemmefra i god tid. Selvom vi kun bor 30 kilometer fra Amalienborg, tager det mig over en time at komme frem.

Vi er tre legatmodtagere, og vi mødes som aftalt foran Frederik den Ottendes Palæ, hvor overrækkelsen skal foregå. Det er kronprinsen, der som protektor for Anders Lassen Fonden overrækker legaterne. Han holder en tale til os, og en ad gangen får vi overrakt legatet. Jeg giver ham min bog om kvinderne i Afghanistan, og det virker, som om han bliver glad for den. Så får vi champagne og kransekage.

Spontant inviterer kronprinsen os på en rundvisning i det nyistandsatte palæ. Jeg har mødt ham før, selvom det er længe siden, så det er sjovt at møde ham igen. Han er meget ligetil og god til at få folk til at føle sig trygge. Jeg er sikker på, at han bliver en god konge en dag.

Ved den efterfølgende frokost læser formanden for fonden motivationen for tildelelsen af legatet op. Det rører mig. Jeg bliver glad og varm, og jeg er overrasket over, at mit arbejde i Afghanistan er kommet andre for øre i en detaljegrad, som jeg ikke engang har beskrevet i bogen.

Klokken 21.00 henter jeg min kæreste på stationen. Han har været til Jørgen Randrups begravelse, den senest omkomne soldat i Afghanistan. Jeg kendte ham også, men kunne ikke være der på grund af legatoverrækkelsen.

Det er jo desværre ikke nyt for os, at mennesker, vi kender, falder i krigen. Jeg oplevede det et par gange, mens jeg var udsendt. Det bliver aldrig hverdag, men den første gang er den sværeste. Man vænner sig til sin egen proces omkring dødsfaldene og måden at tænke og reagere på. Jeg har det sådan, at jeg i et godt stykke tid ser dem for mig hver morgen, når jeg vågner, og hver aften inden jeg falder i søvn.

Det er anderledes, når det er en soldat, der dør og ikke en gammel bedstemor. Men måske har jeg nemmere ved at tackle det end mange andre, for jeg har set den positive side af krigen, og jeg ved, at det nytter, at vi er der. Døden er noget, alle soldater taler om. Man ved, når man tager af sted, at det er en risiko. Jeg bliver irriteret, når folk har mange meninger om, hvorvidt en soldat skal ud eller ej. Soldaterne ved udmærket, hvad de tager ud til, og de tager af sted, fordi de synes, det giver mening.

Torsdag

Jeg står tidligt op og ordner en forfærdelig masse vasketøj. Jeg skriver også på min roman i et par timer. Det er rart at få skrevet lidt, for de sidste par dage har været fyldt med andre gøremål.

Efter frokost cykler jeg i banken for at sætte legatchecken ind på kontoen. Jeg taler længe med min lillebror i telefonen, mens jeg trækker cyklen gennem byen. Det skulle jeg måske have fortsat med, for jeg når at styrte to gange på cyklen, inden jeg kommer temmelig forslået hjem med hjernerystelse, ondt i hoften og en krøllet cykel. Man skal nok bare lade være med at cykle i snevejr.

Min kæreste laver mad, det gør han tit og er ret god til det. Han får mig lagt på sofaen, hvilket jeg ikke er så god til af mig selv. Jeg bliver hurtig rastløs.

Jeg går i seng allerede 21.30. Jeg er træt oven på cykelstyrtet, og det har været en mærkelig, hektisk uge, hvor jeg har fået skrevet meget mindre, end jeg plejer, og der har været flere praktiske opgaver, legatoverrækkelse, begravelse og den slags. Jeg er nødt til at sætte vækkeuret til at ringe hver anden time, fordi man med hjernerystelse ikke må sove så lang tid ad gangen.

Fredag

Jeg spiser morgenmad ved 10-tiden og bladrer Week- endavisen igennem. Det tager en times tid. Så sætter jeg mig ved vindueskarmen, kigger ud i haven og beder morgenbøn. Det gør jeg næsten hver morgen. Det er en god måde at starte dagen på. Jeg finder ro og får mærket efter, hvad der er vigtigt. Jeg har stor tillid til samvittigheden og til den lille stemme indeni. Jeg tror på Gud og beder til Gud, og jeg får som regel også svar på de ting, jeg spørger om. Jeg hører meget tit, at jeg skal slappe af og lade være med at bekymre mig så meget, og at det nok skal gå med forfattergerningen. Det er mit kald, og det er det, jeg altid gerne har villet.

Jeg har en bog, hvor jeg skriver mine bønner ned, og jeg skriver også i bogen, når jeg får svar og oplever ting, mens jeg beder. Så kan jeg bladre tilbage og se, hvilke temaer, der går igen, og hvad jeg har på hjerte.

Jeg skriver lidt på romanen, men kun så længe hovedet kan holde til det.

Selvom jeg gerne vil være fuldtidsforfatter, overvejer jeg også at tage ud for forsvaret igen. Det er en fantastisk fornemmelse, når det, man gør, bliver værdsat. Alle afghanere, som jeg har talt med, siger, at vi ikke må trække os ud for tidligt. Helt konkret kender jeg kvinder, der bliver slået ihjel, hvis vi tager hjem for hurtigt. Det gør kontrasten mellem vasketøj og menneskerettigheder stor. Og det giver mig lyst til at tage af sted igen.

duus@k.dk