Prøv avisen

Korset frem for Koranen

-- Min far så det utvivlsomt som en stor vanære, at hans førstefødte søn flygtede fra Iran, siger Massoud Fouroozandeh. Hans far var en af Irans ledende hadjimuslimer, der i sin tid havde hentet Khomeini i lufthavnen, da denne vendte hjem fra eksilet i Paris. -- Foto: Lars K. Mikkelsen.

Den forbudte frelse: Massoud Fouroozandeh var islamisk vidunderbarn i Teheran, men flygtede som 15-årig over bjergene med et ben i gips for at undgå martyrdøden i Allahs navn. I Danmark mødte han kristendommen og er nu teologistuderende og præst i sin egen landsdækkende frikirke. I næste uge udkommer hans selvbiografi

Korset i iranerens forrude? Det hænger der stadig, selvom det kostede Massoud Fouroozandehs sidste bil. Den blev totalsmadret for halvandet år siden.

Alligevel fortryder han ikke, at han dengang lod bilen stå i Vollsmose ved Odense med det håndfladestore, ravagtige krucifiks, der nu svajer naturligt fra side til side i den tunge perlekæde fra bakspejlet.

– Jeg blev ringet op midt om natten af politiet, der sagde, at jeg skulle komme og hente min bil så hurtigt som muligt. For de havde fundet den i Vollsmose, hvor den var fuldstændig smadret på grund af korset i bilen. De havde endda forsøgt at sætte ild til den. Og dér må jeg indrømme, at både min kone og jeg var chokerede og bange.

Pastor Massoud Fouroozandeh har hentet mig på Odense Banegård for at lade sig interviewe om sin vej til kristendommen, en rejse, der i sig selv rejser en syndflod af spørgsmål, og allerede her i hans bil dukker nye op med det samme. For hvorfor hænger korset her stadig, når han ved, at det provokerer andre? Han ser op fra vejen og kigger et øjeblik på perlekæden med det ravagtige kors, der pludselig ligner fossilleret ild i sollyset, før han svarer:

– Jeg vil ikke give efter for frygten. Hvorfor skal jeg ikke have ret til at have et kærlighedssymbol hængende i min bil, når folk må have alle mulige symboler for uhyggelige sager på deres T-shirt og biler? Det er jo ikke et hagekors, men et vidnesbyrd om Jesu kærlighed til alle.

Ravkorset svinger livligt, mens vi kører mod Odense Pinsekirke. Her er han iransk præst i samme bygning med sin egen farsitalende frikirke, Church of Love. Kirkebygningen ligger lige ved siden af en af byens moskeer, men det bekymrer heller ikke Massoud Fouroozandeh:

– Det er bare godt, at de kommer så tæt på. For hver gang vi holder vore kristne iranske møder, beder vi om, at vores muslimske venner må finde Jesus. Og jeg tror personligt, at den bedste måde at integrere indvandrere i det danske samfund er at fortælle dem om Jesus.

Massoud Fouroozandeh smiler, så smilehullerne og de hvide tænder åbenbares i hans 35-årige ansigt. Det sorte hår er pænt friseret. Øjnene er intense. Og med de kantløse briller og den glatte, hvide skjorte i cowboybukserne kan han godt ligne en sælger, som han kører og snakker – tilsyneladende lige rutineret – med én hånd på rattet og den anden til skiftevis at dirigere sin fortælling og skifte gear.

Han har faktisk også en fortid som forretningsmand, men nu arbejder han for en mere hellig sag, og han virker lige så glødende som ravkorset, da han parkerer bilen og følger mig ind i kirkens cafe, hvor han straks sørger for kaffe til sin nysgerrige gæst.

Massoud Fouroozandeh er tilsyneladende både en praktisk blæksprutte og en iransk apostel, der på få år har nået mere, end de fleste når på et liv. Han har selv døbt mange tidligere muslimer i Odense og plantet iranske kirker i både Odense, Århus og København. Og hvert år holder han sommerlejre for indvandrere i håbet om at omvende dem til Jesus. Sidste sommer var der over 200 med. Men han har samtidig indspillet tre cd'er med kristen musik på farsi, hvor han selv synger sine egne sange, som han sender ud til hele verden, ligesom han passer sin familie og sit teologistudium i Århus.

Men den orientalske Jesus- freak voksede bogstaveligt talt op i en anden verden, og hans rejse fra Koranen til korset har både været eventyrlig og farlig. Massoud Fouroozandeh blev født i 1970 i Irans hovedstad, Teheran, og han lignede hurtigt et islamisk vidunderbarn.

Som 12-årig blev han udvalgt til at recitere fra Koranen i skolen, en tjans, som flere tusinde af hans skolekammerater sukkede efter, men som kun de allerbedste fik lov til.

Massoud Fouroozandeh var blandt de bedste. Han havde de højeste karakterer i koranskolen, den bedste arabiske diktion, den reneste sangstemme og et indædt ønske om at komme tæt på Gud ved at blive en rettroende muslim. Hans forældre blev allerede skilt, da han var to år. Det var selvsagt både usædvanligt og ildeset i det islamiske samfund i Iran, men bortset fra det var han en sikker succes på overfladen, hvad enten han befandt sig i koranskolen, til Kung Fu-træning eller som holdkaptajn for fodboldholdet. Kammeraterne var misundelige på ham, og forældrene var pavestolte af deres dygtige søn.

– Hver gang mine forældre besøgte nye mennesker, skyndte de sig altid at sige, at jeg sang til koranlæsningen i skolen. Det gjorde mig selvfølgelig meget stolt, men uanset hvor meget jeg gjorde, og uanset hvor perfekt jeg måtte virke i andre menneskers øjne, følte jeg hele tiden en dyb ufred. Mit højeste ønske var at komme tæt på Gud og blive et godt menneske, men Gud virkede alligevel fjern for mig. Ofte blev jeg vækket af min far med et spark tidligt om morgenen, fordi vi skulle til bøn klokken fem. Jeg gjorde det af pligt, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi skulle bede den samme bøn om og om igen – oven i købet på et fremmedsprog, som næsten ingen af os forstod. De samme fremmede ord fem gange om dagen. Og dag efter dag. Troede jeg på en døv gud? Kunne han ikke forstå ordene rigtigt? Eller var det virkelig en gud, der bare nød at høre de samme ord igen og igen?

Massoud Fouroozandehs tro blev for alvor sat på prøve, da indkaldelsen til militærtjeneste under krigen mod Irak tre år senere rykkede tættere på:

– Der var meget propaganda i skolen, hvor de sagde, at vi kæmpede en hellig krig til Allahs ære. Min mor syntes til gengæld, at det var en forkert krig, og jeg kunne heller ikke selv forstå, hvorfor jeg skulle slå andre mennesker ihjel eller selv dø for at ære Allah, men jeg var i voldsom splid med mig selv. For på den ene side ville jeg gerne tjene Allah og gøre min far stolt, men på den anden side ville jeg heller ikke dø. Til sidst besluttede jeg mig til at flygte, selvom alle sagde, at det var både forkert og umuligt.

Midt i sine overvejelser om at flygte blev Massoud Fouroozandeh kørt ned af en ung bilist. Hans venstre ben blev lagt i gips fra låret og ned på grund af adskillige knoglebrud, og Massoud Fouroozandeh så ulykken som sin eneste chance for at flygte.

Grænserne var skarpt bevogtede, så alle mænd i den kampdygtige alder blev kørt på politistationen, hvis de ikke havde en grund til at rejse. Det havde Massoud Fouroozandeh nu. Han kunne sige, at han skulle på ferie hos noget familie på den anden side af grænsen, men det gjorde det ikke nemmere for ham, at han flygtede uden sin fars tilladelse.

For faderen var ikke alene rettroende muslim, men også en af landets ledende hadjimuslimer, der i sin tid havde hentet Khomeini i lufthavnen, da ayatollahen blev bragt hjem til Iran fra sit eksil i Paris.

– Min far så det utvivlsomt som en stor vanære, at hans førstefødte søn flygtede fra Iran. Men jeg vidste, at vi bare ville blive sendt til fronten, hvor vi skulle gå foran de rigtige soldater, så det ikke var dem, der trådte på minerne. Og selvom jeg trodsede min far, vidste jeg på en eller anden mærkelig måde, at jeg gjorde det rigtige hele vejen.

Moderen gav ham en stor del af sin opsparing, så en menneskesmugler kunne hjælpe ham sikkert til Vesten. Og ved grænsen gik alt som planlagt; Massoud Fouroozandeh fortalte vagterne, at han bare skulle over på den anden side af grænsen for at komme lidt til hægterne igen efter ulykken, og han slap igennem.

Planen videre var, at smugleren skulle fragte ham til Tyrkiet i en ambulance. Det kostede dobbelt så meget, som de andre flygtninge gav, men med det samme smuglerne fik deres penge, satte de Massoud Fouroozandeh af for foden af de kurdiske bjerge – præcis som alle de andre flygtninge. De næste 10 dage måtte han ride og gå over bjergene med benet i gips – og med råddent brød og larver som en del af et varierende flugtmåltid.

Men søsterens breve om et lille frit land i Skandinavien med navnet Danmark gav ham håb til at fortsætte. Dér måtte friheden og fremtiden ligge. Og dér ville han skabe sin egen lykke. Efter fem uger kom han til Tyrkiet og videre med et fly til Østberlin med et falsk pas:

– Jeg sad i flyet og tænkte febrilsk på, hvordan jeg dog skulle komme videre, da pilotens stemme pludselig brød gennem højttalerne: "På grund af isslag på Østberlins landingsbane, bliver vi nødt til at lande i Kastrup i stedet for." Jeg var mere end lykkelig. Da vi blev indlogeret på SAS-hotellet i København, gik jeg ned i receptionen og sagde, at jeg gerne ville have asyl. Og inden længe blev jeg interviewet af det danske politi. Det var derfra, at de kaldte mig Rambo på grund af min flugt over bjergene.

Den 15-årige Rambo blev hurtigt sendt på efterskole på Midtsjælland, men opholdet skulle vise sig at blive endnu en prøvelse for Massoud Fouroozandeh.

– Det var en god efterskole. Men også en skole, der desværre var præget af Grønjakker og tilhængere af rockermiljøet, og selvom der var mange gode unge på skolen, var der også en del racister. Jeg var den eneste indvandrer, så det blev en svær tid for mig. Jeg følte mig meget ensom. Jeg kunne ikke sproget ordentligt. Og næsten hver gang jeg kom tilbage til skolen efter weekenderne, havde de brudt min skabslås op, smidt alle mine ejendele – som efterhånden ikke var så mange – i en bunke på gulvet og tisset på dem. Det tog hårdt på mig, alene på grund af det psykiske pres det var at skulle samle tøjet sammen og vaske det uge efter uge, men hele tiden forsøgte jeg at tænke på, hvor meget det havde kostet mig at flygte. Det ville jeg ikke ødelægge for noget i verden.

I mellemtiden havde Massoud Fouroozandeh også andre ting at tænke på. Hans mor var blevet fængslet i Teheran, fordi hun havde hjulpet ham til at flygte, men gennem forskellige organisationer fik han hjulpet hende til Danmark, og da efterskolen endelig sluttede, flyttede han til Odense, mens moderen blev indkvarteret i Korsør. Massoud Fouroozandeh kom i gymnasiet og læste videre som markedsøkonom. Og ved at starte sit eget handelsfirma kom han endnu tættere på målet, som han satte for sig selv på de kurdiske bjerge. Han ville skabe sin egen lykke.

Det gik forrygende. Men mens Massoud Fouroozandeh havde haft travlt med at skabe sin egen virksomhed, havde moderen i al stilhed ændret sig radikalt. Hun var blevet kristen:

– I begyndelsen syntes jeg, at hun handlede forkert. For hele mit liv var jeg blevet opdraget til at holde fast i islam. Og nu var hun blevet en Jesus-elsker, der holdt bønnemøder i sin lejlighed, hvor hun og hendes kristne venner bad om en kristen vækkelse blandt indvandrere i Danmark. Det, syntes jeg, var forræderisk det første lange stykke tid, men jeg ændrede gradvis holdning, efter hun en dag forærede mig en bibel. I begyndelsen læste jeg i den for at finde argumenter for, at kristendom var en stor løgn, men jo mere jeg læste, desto mere virkede den så fuld af sandheder, som jeg ikke kunne fornægte. Om kærlighed og håb. Og om en Gud, der altid er klar til at tilgive.

– Så en aften bad jeg til Jesus og sagde, at hvis det virkelig var rigtigt, hvad der stod i hans bog, hvis det virkelig var rigtigt, at han fandtes, så måtte han også vise mig det. Nogle dage efter drømte jeg, at jeg sad for bordenden af et langt bord med både mænd, kvinder, gamle og unge på hver side. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg sad for bordenden, når jeg var blandt de yngste. Men min undren forsvandt, da maden kom ind. For det interessante for mig var, at det lige præcis var min yndlingsmad. Kylling og iransk ris. Jeg syntes, at det ville være uhøfligt at begynde, men ingen spiste, før jeg selv gjorde det, alle så afventende på mig. Og da jeg til sidst ikke kunne vente, blev min portion med ét forvandlet til min mors bibel, og hver gang jeg tog mad fra tallerkenen, var det pludselig Guds ord, som jeg tog i munden. Og med det samme opdagede jeg, at alle de andre også begyndte at spise fra Bibelen, da jeg var gået i gang.

– Jeg vågnede svedig op og rystede over hele kroppen. Og jeg ringede straks til min mor, selvom klokken var tre om natten. Hun begyndte at græde i telefonen og sagde: "Tillykke, min dreng. Du skal være Jesu prædikant." Jeg ville ikke tro det. Det stred imod alle mine planer og hele min opdragelse. Men jeg fik efterhånden en stadig dybere fred med det, og jeg blev mere og mere fyldt af den kærlighed, som jeg altid havde ledt efter.

Massoud Fouroozandeh begyndte at læse mere i Bibelen og blev en stadig mere trofast gæst i kirken. Men pludselig hørte hans muslimske far i Teheran rygterne om sin søn. Og det skulle blive den største trosprøve i Massouds liv.

– Jeg blev fuldstændig taget på sengen, da min fader ringede og spurgte, om det var rigtigt, at jeg havde været i kirke. Der gik nogle sekunder. Og jeg kunne virkelig ikke overskue konsekvenserne af mit svar. For jeg vidste, at det sandsynligvis ville betyde, at han ville slå hånden af mig, hvis jeg sagde ja. Men så kom jeg i tanke om det sted i Bibelen, hvor Jesus siger, at hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os over for Faderen. Derfor svarede jeg: "Ja". Så spurgte min fader, om jeg så ikke var muslim længere? Om jeg var blevet kristen? Jeg kan tydeligt huske den tunge tavshed, der var imellem os. En grim tavshed. Det var meget ubehageligt, og jeg ventede endnu et par sekunder, før jeg havde modet til at overgive min frygt til Jesus én gang for alle og sige: "Ja, jeg er blevet kristen."

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Massoud Fouroozandehs historie kan læses i bogen "Den forbudte frelse" af Daniel Øhrstrøm. Bogen udkommer på tirsdag på forlaget Lindhardt og Ringhof. Bogen vil blive anmeldt i Kristeligt Dagblad.