Det er tid til at flade ud. Næsten. Fredag efter fredag har Master Fatman været vært i programmet "Hiv stikket ud", hvor han i bedste sendetid har udfordret kendte på deres evne til at slappe af. Det sidste program blev sendt i går, så fra på søndag har værten valgt at hive stikket ud og rejse til Brasilien.
Han er vild med at rejse og bliver ikke træt af at opsøge nye miljøer. Denne middagsstund er destinationen et lille stykke Tyrkiet på Nørrebro i København.
"Her er ikke perfekt," siger han smilende og slår armene ud i den noget lurvede kebab-bar.
Spisestedet er som en rejse ind i en anden verden, og dermed er det den ideelle ramme for et interview, som skal give et billede af hans livssyn, argumenterer han.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
"Meningen med livet er, at vi skal udvikle os, hvilket kan være lidt hårdt, når man som jeg er mageligt anlagt. Jeg har en stor nysgerrighed og åbenhed over for livet og opsøger gerne forskellige rum: Den ene dag er jeg sammen med min somaliske ven fra Nørrebro, og den næste dag spiser jeg canapéer på en yacht i Cannes. Jeg ejer ikke så meget, for det gør mig utryg at være bundet af ting, men jeg vil gerne dele. Derfor er der rigtig mange folk, som har nøgle til min lejlighed."
Hvad har formet det?
"Jeg er vokset op i et hjem, hvor der var megen kærlighed, som kom til udtryk gennem en trofast opmuntring og støtte. Jeg blev døbt i Kristensamfundet, som bygger på Steiners lære, og gik på Rudolf Steiner-skole. På den skole havde min skabende nysgerrighed gode vilkår for at udvikle sig. Jeg har altid haft en enorm appetit på livet, og mine forældre måtte idømme mig en ugentlig hjemmedag, fordi jeg konstant havde meget turbo på. Men jeg lærer ved at involvere mig i andre menneskers liv. Distance kan jeg ikke bruge til noget, derfor læser jeg ikke aviser og har ikke fjernsyn, for det er alt for hjerteløst at skulle høre om en tragedie i Irak, samtidig med at man overvejer, om man skal købe sødmælk."
Har du et motto?
"Action speaks louder than words" (handling taler højere end ord, red.).
Hvad tror du på?
"At kærligheden er det vigtigste i livet og det eneste, som virker. Jeg tror på, at verden hænger sammen. Alt liv er forbundet. Jeg har for eksempel mange venner blandt dyrene, og de har mistet deres børn på frygteligste vis. Derfor valgte jeg tidligt ikke at spise kød. Jeg er vild med Kristus, og jeg tror, han er i os alle. Det er med Jesus, det moderne menneske starter, for gennem ham bliver individet til. Han har været en provokatør af rang i sin samtid og sådan lidt disko-agtigt sagt, så er Kristus den første med svaj i bukserne."
"Jeg synes, buddhismen er fantastisk. Hvis Kristus kom igen, ville han blive buddhist. Jeg har rejst meget i Østen og set, hvilke gode frugter der er af den lære, men det er en svær vej: Lidt ligesom når du går en lang tur i Himalayas bjerge og må lede længe efter en kilde, men når du kommer til den kilde, er vandet så særligt, at det var værd at søge længe efter."
"Om jeg tror på reinkarnation? Nej, reinkarnation er ikke en trossag for mig. Det, ved jeg, er en realitet, og jeg mener det stinkende alvorligt."
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
"Steiner, Kristus og Buddha."
Hvordan gør troen en forskel i dit liv?
"Jeg mediterer hver dag. Og så beder jeg. Jeg ved godt, at det hedder i buddene, at man ikke må have mere end en gud, men det har jeg. Når der er flere guder, så er det, fordi de har hver deres mission, og det vil da være synd, hvis man skulle vælge nogle fra. Er det noget personligt og alvorligt, beder jeg til Gud. Handler det om andre menneskers sygdom og nød og lidelse i verden, beder jeg til Buddha. Jeg laver også Iyengar yoga, for det styrker sjælen helt vildt. Nogle kalder yoga motion, men for mig er det noget åndeligt."
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
"Wilhelm skal vide, at kærligheden er det vigtigste, derfor har vi gjort dét at dele til en værdi. Fra han var ganske lille, har han lært, at i vores familie deler vi. At dele er en konkret metode til at åbne sig over for andre. Har Wilhelm sit skateboard med på legepladsen, skal han lade de andre børn prøve en tur. Men det vender også den anden vej. Da vi en dag fandt en sulten alkoholiker hjemme i opgangen, var det min søn, som sagde, at vi skulle invitere ham med op i lejligheden og give ham mad, fordi vi er en familie, som deler."