Prøv avisen

Kun et menneske

-- De mennesker, man møder i livet, vil altid spille en rolle for, hvordan man udvikler sit talent. De bliver en slags gartnere, der enten kan vande og gøde på den rigtige måde, så talentet kommer til udfoldelse, eller trampe på det, så mulighederne bliver smadret. Jeg har været heldig, siger Jørn Henrik Petersen. -- Foto: Lars K. Mikkelsen.

Hvis man har noget at bidrage med, bør man også kæmpe for at gøre det, mener professor, dr.phil. Jørn Henrik Petersen, der selv har været en fabelagtig forvalter af den (selv)tillid, der tidligt kom til at forme ham. Men han har også måttet lære sine egne begrænsninger at kende på den hårde måde

Første skoledag på Aalborg Katedralskole var ingen succes. En efter en rejste Jørn Henrik Petersens klasse-kammerater sig op og præsenterede sig selv – eller rettere deres forældre: overlæger, jurister, gymnasielærere og ingeniører. For det var en tradition, at de nye elever i mellemskolen skulle begynde med at fortælle, hvornår deres forældre havde gået på skolen, og hvad de var blevet til. Til sidst blev det unge Petersens tur.

– Det var en pinlig affære. For jeg havde ingen prangende titler, og mine forældre havde aldrig sat deres ben i den lærde skole.

Professor Jørn Henrik Petersen holder en sjælden pause i sin rolige, nordjyske talestrøm – kun for at stoppe og tænde sin pibe – for tiden er til for at blive brugt, når døgnet blot har 24 timer. Og allerede inden røgen når at blande sig mellem alle bøgerne på hans kontor på Syddansk Universitet, er han videre i sin historie:

– Stille og roligt fandt jeg alligevel ud af, at jeg klarede mig meget godt på trods af, at jeg ikke havde en lang tradition og en masse titler at stå på. Og da jeg senere kom på universitetet for at læse økonomi, kunne jeg konstatere, at det hele stadig gik forbløffende godt. At jeg kunne noget.

Som ung blev Jørn Henrik Petersen hurtigt afhængig af bøger og differentialregning. Men det var faktisk en rigtig forelskelse, der ved en tilfældighed satte skub i hans universitetskarriere. Han traf sin kone, Birgit, da de gik i 1.g. Og mens han læste økonomi i Århus, tog hun en uddannelse som børnehavepædagog. Da hun var færdig, kunne hun ikke få job i Århus-området, derfor besluttede parret at flytte "tilbage til det sorte Nordjylland".

– Derefter satte jeg stort set ikke mine ben på universitetet. For jeg havde jo lært at læse. Men pludselig opdagede jeg til skræk og rædsel, at der var en række seminarer, som man skulle afvikle ved at være til stede. Det havde jeg ikke været, men jeg havde stort set taget alle eksamenerne. Og på den måde mødte jeg helt tilfældigt en person, der senere kom til at sætte stort fingeraftryk på mig, professor Jørgen Dich, der var min institutleder: "Jamen, det kan vi godt løse. Du kommer ind og holder et par forelæsninger i mine timer, og så udligner det sig", sagde han.

– Omstændighederne kunne ikke have været heldigere. For forelæsningerne betød, at jeg kom tæt på Jørgen Dich. Og efter jeg havde holdt tre-fire forelæsninger, blev jeg tilbudt et job som underviser. Dér følte jeg igen, at nogen forstod, at jeg kunne et eller andet.

Få år senere blev Jørn Henrik Petersen inviteret til Odense for at starte et samfundsvidenskabeligt fakultet på universitetet. På det tidspunkt var han lige fyldt 26 år.

Jørn Henrik Petersen har aldrig været typen, der graver sine talenter ned. Tværtimod. Og det har ført ham langt ind i den lærde verden, som han ikke var født ind i, men siden har været med til både at skabe og forvalte. For stadig større opgaver har kaldt på ham, siden han blev Danmarks yngste professor som 29-årig. Et hurtigt blik på hans cv er nok til at gøre selv de mest veltrænede læseheste forpustede. Han har en ph.d. i økonomi, en doktorgrad i historie, opbygget adskillige – og vidt forskellige – uddannelser

fra bunden, været den socialdemokratiske politiker Ritt Bjerregaards personlige rådgiver, ekstern rektor på RUC, prorektor på Syddansk Universitet, udgivet en solid stribe bøger og siddet med i alt fra menighedsråd over virksomhedsbestyrelser til statslige kommissioner.

Mest kendt blev han, da TV 2 brød DR's monopol og sendte landsdækkende fjernsyn til danskerne med ham som den første formand for bestyrelsen.

– Jeg har været enormt privilegeret. For hobbyaktiviteter og arbejde er altid gledet sammen i en glad enhed for mig. Jeg trives fantastisk godt i den verden, for jeg kan se, at jeg kan være en slags katalysator, når et eller andet skal komme til at fungere. Hvis man så oven i købet kan se, at tingene fungerer rimeligt godt, når man forlader dem, så giver det automatisk et incitament. Men i øjeblikket føler jeg mig nærmest draget tilbage mod mit egentlige felt. Og nu glæder jeg mig til at kunne få mere tid til at skrive mine bøger, så jeg ikke nødvendigvis skal sidde og skrive klokken to-tre om natten.

Jørn Henrik Petersen slår ud med hånden i et kærligt kvælertag om det gamle pibe-

hoved med to fingre – tommeltotten og doktorringsfingeren. Og den rygende dirigentstang svinger trofast med i økonomiprofessorens tempo, mens ord som "henrivende" og "fabelagtigt" strømmer ud af den skæggede talmand.

Det er pludselig svært at sige, hvad Jørn Henrik Petersens "egentlige felt" er. Men i øjeblikket går den største del af den travle professors tid med velfærdsstaten: som medlem af regeringens velfærdskommission, formand for en styregruppe omkring "Det aldrende samfund 2030" og ankermand for et nyt center for velfærdsforskning.

For ifølge professoren er vi ved at miste de værdier og det samfundskald, der skabte fundamentet for vores velfærd. For vi er ved at være mere optagede af vores rettigheder end forpligtelser, mener han.

– Hvis jeg nu skal være hudløst ærlig – og det kan man jo godt være i en sjælden stund – så må jeg indrømme, at mit udgangspunkt har været en eller anden form for personlig ambition. For da jeg konstaterede, at jeg kunne noget, så blev jeg jo nok grebet lidt af det. Og jeg er i hvert fald helt opmærksom på, at jeg ikke har spor imod at høre folk sige: "Det gjorde du egentlig meget godt, det der." Og når jeg først har bygget noget op, så vil jeg egentlig gerne give det fra mig og prøve en gang til. På noget, der er endnu større og sværere.

Betragter du dine evner som en gave?

– Det er i hvert fald ikke nogle, jeg har taget selv. Der er jo ikke nogen, der har skabt sig selv. Vi kommer til verden med hver vores portion talentmasse, der enten kan udnyttes eller trampes ned af de mennesker, som vi møder på vores vej. Men hvis man mener, at man har noget at bidrage med, så bør man kæmpe for at gøre det. For det med at arbejde "i kald og stand" er bare en anden måde at sige på, at man skal lade den baggrund, man har fået – om det så er fra Gud eller sine forældre – blomstre. Du skal i hvert fald pleje talenterne og lade dem give afkast. Og hvis det så både kan give afkast til dig selv og din omverden, så gør det da ikke noget. Men de mennesker, man møder i livet, vil altid spille en rolle for, hvordan man udvikler sit talent. De bliver en slags gartnere, der enten kan vande og gøde på den rigtige måde, så talentet kommer til udfoldelse, eller trampe på det, så mulighederne bliver smadret. Jeg har været heldig. For jeg mødte allerede tidligt de rigtige mennesker, gode gartnere, der turde betro mig nogle store opgaver. For man fungerer også bedst, hvis ens omverden tror på, at man kan løse de opgaver. Der var jo ikke nogen, der bad mig om at bygge et samfundsvidenskabeligt fakultet op for min skyld. Men fordi de ønskede et.

– Jeg har da fået mine skrammer undervejs. Og jeg fik det da i høj grad i den periode, hvor jeg var med til at opbygge TV 2. For dengang oplevede jeg flere gange, at jeg bankede hovedet mod en mur. Og det gjorde ondt.

Han fastholder mit blik.

– Man kan også komme i en situation, hvor man bliver nødt til at gøre noget, som man dybest set ikke har lyst til. Og det helt afgørende er, om man kan gøre det på en måde, som ikke slår alt for mange menneskelige skår i forhold til dem, som man er nødt til at handle mis med. For det er man nødt til en gang imellem. Men det føler jeg, at jeg har været utrolig heldig med. For adskillige af dem, som jeg har været nødt til at behandle hårdt, er i dag mine nære venner.

– Men mit høje arbejdstempo har måske først og fremmest ramt min stakkels familie. Min kone og jeg har kendt hinanden, siden vi var 16 år, så hun har fra starten været vant til denne sindssyge mand, der altid har næsen nede i en bog, et ufærdigt manuskript eller er på vej til et foredrag et sted i verden. Nu er det 40 år siden, vi blev gift. Men for en del år siden gik vi fra hinanden en periode.

Jørn Henrik Petersen tøver et øjeblik. – Og det, er jeg da ikke i tvivl om, skyldtes, at jeg

arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne. Men jeg bilder mig ind, at jeg lærte et eller andet af det. Jeg har en kær norsk kollega, som jeg havde tæt kontakt til i den periode. Og hun skrev til mig, at hun godt vidste, at det havde været hårdt, men hun troede, at jeg var kommet ud som et "helere menneske", som hun skrev på en underlig blanding mellem dansk og norsk. Et helere menneske? Det forstod jeg ikke lige på det tidspunkt, men det er nok det, der sker, når man rammer hovedet mod jorden. For det var i hvert fald et projekt, der kuldsejlede i en periode, indtil det blev repareret igen. Og det er nok meget sundt at blive erindret om, at man nok har kontrol, men kun til et vist punkt. Men det kan da være en hård øvelse at erkende, at man kun er et menneske.

Hvad betyder kristendommen for dit syn på livet?

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at en del af mit liv i høj grad har haft at gøre med, at jeg voksede op i et kirkeligt meget aktivt miljø. Måske også så aktivt, at jeg fik kvalme på et forholdsvist tidligt tidspunkt. Jeg har i hvert fået fortalt, at jeg gemte mig, når jeg skulle i søndagsskole. Og fra et vist tidspunkt kappede jeg fuldstændig forbindelsen til kirken. Og da jeg kom på universitetet i 1960'erne, stod det åndelige liv ikke ligefrem i første række. Men senere i livet oplevede jeg ...

Han går i stå et øjeblik: – Jeg vil egentlig bare kalde det en pudsig oplevelse.

– For da mine børn skulle konfirmeres, begyndte min søn at udvise en højst bizar adfærd, idet han begyndte at gå i kirke. Det så jeg på med nogen undren og tænkte: "Det var dog sælsomt." Men det mest bizarre var, at han min salighed fortsatte med at gå i kirke, da han var blevet konfirmeret. En søndag spurgte han, om jeg ikke ville med, og det gjorde jeg så.

– Det var en meget, meget mærkelig oplevelse. Jeg havde jo lært det, man kalder det kirkelige abracadabra-sprog, så jeg var ikke i den situation som mange af de såkaldt moderne mennesker, der påstår, at de ikke kan forstå noget. Men det mærkelige var, at det faktisk sagde mig noget, hvad jeg ville have forsvoret klokken 10 minutter i 10. Jeg kan virkelig ikke sige, hvad der skete. Men resultatet blev, at jeg gik med knægten i kirke næste søndag. Og siden har jeg været fast kirkegænger.

– Den søndag formiddag om ugen er en slags kraftkilde for mig, hvor jeg kan koble totalt af. For kirken er et af de få steder, hvor der stadigvæk tales alvor. Det er en form for absolut i en verden, hvor alt andet ellers er til diskussion. Og som min kone siger, er det et af de eneste steder, hvor jeg kan finde ud af at holde kæft i en time. Det giver anledning til selvransagelse – til at reflektere over min egen gøren og laden gennem ugen. For her møder du budskabet om, at du har forpligtelser over for din næste i kald og stand. Men samtidig er det også stedet, hvor man kan finde nåde i, at man kun er et menneske, og tilgivelse for de fejl, som man har begået i løbet af ugen. Eller måske netop for det, man ikke har gjort. For forsømmelse er selvfølgelig også en måde at fejle på.

Mangler det moderne menneske den slags formaninger?

– Et eller sted blev man nok holdt lidt på plads af religion før i tiden. Og det er jo også en af de ting, som man hører om søndagen: Du skal ikke give op, når du møder det første og det bedste problem. Nu må du også hanke op i dig selv og gøre noget ved det. Det er også dit problem. Du kan ikke bare løse det ved at lukke øjnene og forsøge at glide udenom. Men det er vi jo nok lidt tilbøjelige til.

Kan man tale om, at vi faktisk har mistet vores samfundskald? At vi er blevet en nation af narcissister, der ikke forpligter os til andet end vores egen frihed?

– Det kan man med megen ret sige. For der er sket et eller andet i vores hoveder, hvor vi er blevet meget lystbetonede i den måde, vi reagerer på. Hvis der er noget, der ikke bekommer dig vel, så går du bare et andet sted hen. Græsset er altid grønnere henne om hjørnet. Og derfor er der mange, der smider konen ud, når de når min alder, for nu har man fandeme set på hende i 40 år. Og nu skal jeg ud og have nye impulser. Men det er jo også et eksempel på, at forpligtetheden i vores cirkler er forsvundet. Vi skifter ud efter smag. Og denne forbrugerisme sniger sig ind alle vegne. Også i det, der tidligere var emotionelle relationer. I det øjeblik vi møder forhindringen eller irritationen, så siger man: "Så går jeg bare et andet sted hen." Men det er jo flugten fra problemerne. Og det er det, som jeg kalder alvoren i kirken – i hvert fald hvis du folder ørene ud og hører efter. For så tvinger du på en måde dig selv til at forholde dig til dine egne problemer. Og det møder man jo ikke ret mange andre steder i vores samfund. For hvad holder os ellers fast? Hvem holder os fast?

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Jørn henrik petersen

født den 5. august 1944. 1970 amanuensis ved Odense Universitet, hvor han afsluttede sin ph.d. året efter. I 1973 blev han afdelingsleder på universitetet og i 1974 professor i socialvidenskab. I 1975-1976 ekstern rektor for Roskilde Universitetscenter. Dr.phil. i historie i 1986. 2002 prorektor for Syddansk Universitet, hvor han blandt andet også har været leder af journalistuddannelsen. Listen over tillidserhverv tæller bl.a. formandsposter for Fyens Stiftstidende, TV 2 og medlemskab af alt fra menighedsråd over bestyrelsesposter i erhvervslivet til Social-

kommissionen og Velfærdskommissionen. Han har været gæsteprofessor flere steder i verden, ligesom han både er en flittig foredragsholder herhjemme og i udlandet.

Kald det et kald

I mange år har ingen talt om kald, men kun om løn. For nogle år siden bragte pædagogernes fagforening det gamle ord kald på bane igen. Men hvad er et kald i en tid, hvor valgmulighederne er næsten uendelige? Og hvordan finder man sit kald? Kristeligt Dagblad har interviewet en række mennesker, der både professionelt og personligt har gjort sig tanker om, hvad et kald kan være. Interviewene vil blive bragt i avisen de næste uger. Med et net-abonnement kan de læses på www.kristeligt-dagblad.dk.