Prøv avisen

Kvinder med mod og mandshjerte

-- De kristne armeniere blev af tyrkerne udsat for et af de mest omfattende folkemord nogensinde. En massakre på et helt folk, som armenierne i øvrigt aldrig har modtaget en officiel undskyldning for af den tyrkiske stat, siger Elisabeth Lyneborg, forfatter til enbog om armenienkæmperen Karen Jeppe. -- Foto: Leif Tuxen.

INTERVIEW: I år for 90 år siden blev de kristne armeniere af tyrkerne udsat for et af de mest omfattende folkemord nogensinde. Elisabeth Lyneborg er aktuel med roman om en modig kvinde, der turde byde tyrken trods

Fremmede folkeslag, deres liv og kulturværdier er antropologens naturlige områder. Det ved forfatteren og præsten Elisabeth Lyneborg bedre end mange. Med en baggrund som antropolog har hun rejst en del, blandt andet i Afrika, uden dog nogensinde at have sat sine ben i Armenien.

Det land, som den flittige forfatters seneste roman, "Krigsdøtre. En fortælling fra det 20. århundrede" fortæller indgående om.

– Desværre har jeg ikke selv været i Armenien, men har til gengæld læst meget om de kristne armeniere, der af tyrkerne, i år for 90 år siden, blev udsat for et af de mest omfattende og grufulde folkemord nogensinde. En massakre på et helt folk som armenierne iøvrigt aldrig har modtaget en officiel undskyldning for af den tyrkiske stat, siger Elisabeth Lyneborg, der efter et langt liv som præst, sammen med sin mand, har slået sig ned i et hyggeligt hus i den lille by Skævinge.

Her tæt på naturen har hun fundet tilstrækkelig ro til at holde liv i et frodigt forfatterskab.

Men tilbage til "Krigsdøtre".

En dansk kvinde, lærerdatteren fra Odder, Karen Jeppe, er den ene af bogens to karismatiske kvindeskæbner. Den anden er smedens datter, Johanne, der ikke ser det som et kald at være bondekone, og som derfor ad snirklede veje over hytte og slot ender sine dage som en velhavende kvinde. En kvinde der har lært tilstrækkeligt om mænd til at foretrække singlelivet.

– Johanne er, ligesom meget andet i romanen, fiktion. Dog har hun mange lighedspunkter med min eksmands moster Mi, der voksede op i Sønderjylland under Første Verdenskrig. Blandt andet var moster Mi – som Johanne – ansat som stuepige ved den spanske ekskong Alfonso den XIIIs hof i Rom. Sit liv tæt på prinsesser og andre blåt-blodede har moster Mi beskrevet indgående før sin død. Hun var en meget smuk dame, men giftede sig aldrig. Når nogen udfrittede hende om grunden, lød det fnysende svar: "Dertil har jeg mit liv for kært". Erfaringerne har været for bitre.

Elisabeth Lyneborg har blandt andet brugt den gamle dames historie til at tegne et billede i stort og småt af det 20. århundrede.

– Moster Mi's far, der var smed og sønderjyde under Første Verdenskrig, blev tvunget til at arbejde for tyskerne. Senere blev han af Nationalmuseet opfordret til at skrive om sine indtryk af tiden. Også dem har jeg kunnet bruge i historien.

Selv om Johanne spiller en væsentlig rolle er Karen Jeppe historien førstedame.

– Man kan ikke kalde det en biografi om Karen Jeppe, idet den kun er delvis dokumentarisk. Dokumenteres kan til eksempel at Moster Mi og Karen Jeppe på et tidspunkt har mødt hinanden ligesom de to kvinder i romanen. Dokumenteres kan også, at Karen Jeppe ikke ønskede at blive kaldt missionær, selv om det er den betegnelse, man bruger om hende i dag.

– Selv om Karen Jeppe brugte bønnen som kraftfelt missionerede hun ikke blandt armenierne. Måske fordi hun mente, at folket ved floderne Eufrat og Tigris, det gamle urkristne område, var nærmere kilden end noget andet folk – og hende selv.

Men hvorfor lige den historie?

– Jeg har altid undret mig over, hvad der har drevet mennesker til at bryde grænser. Mange af mine bøger handler om mænd, men min nysgerrighed gælder også kvinder – ildsjæle som Johanne og Karen Jeppe. Og da jeg gennem et tidligere ægteskab kom i "familie" med både moster Mi og Karen, fandt jeg det oplagt at skrive deres historie.

Set i lyset af tidens ånd finder Elisabeth Lyneborg ikke mindst Karen Jeppe interessant.

– Vi må tænke på, at hun var født i 1876. Dengang lå det ikke ligefrem i kortene, at kvinder skulle have en uddannelse endsige forsørge sig selv.

Karen Jeppe begyndte efter nogle fejlslagne studier – og en mulig forelskelse i en gift professor – at undervise på Latinskolen i Ordrup. Her hører hun et foredrag om Armenien, der allerede i 1894 til 1896 havde udsat for den første massakre.

– Efter foredraget er den unge lærerinde så oprørt, at hun beslutter at tage til Armenien. Og her, i byen Urfa, begynder hun at undervise. Hun har nemt ved sprog, og "opfinder" et undervisningssystem, der meget hurtigt får børnene igang med at læse. Hun forbliver ugift, men adopterer en dreng og en pige,

Elisabeth Lyneborg har haft rig adgang til de to kvinders personlige papirer og notater:

– Og jeg fornemmer her hos Karen Jeppe en tilbagevendende interesse for en ganske bestemt mand. En kurder der hjalp hendes adoptivdatter til at undslippe tyrkisk deportation. Et ganske risikabelt foretagende at hjælpe en armenier til flugt. Hvorfor skulle en fremmed udsætte sig selv for en sådan risiko? Dertil kommer at Karen Jeppe, trods sin halten, var en ganske attraktiv kvinde, så hvorfor skulle en mand ikke forelske sig i hende? Og omvendt? Jo, jeg har lyttet til min kvindelige intuition.

Historien fokuserer ikke kun på de stærke kvinder, det er også en roman om det tyrkiske forkemord?

– Der er skrevet andre bøger om Karen Jeppe. Min ambition har i høj grad været at fortælle en historie om det 20. århundrede. I stort og småt. For at kunne forstå datiden må man fokusere på de store og indlysende emner. Detaljen må med. Derfor går bogen også ultratæt på datidens hverdagsliv, helt ned i opskrifter, borddækning etcetera.

Hvad var det særlige ved disse to kvinder?

– Både Johanne og Karen havde modet til at stå alene i en tid, hvor kvinder var afhængige af at kapre en mand. At blive gift. Karen Jeppe gik sin egen vej med livet som indsats. Der skal mere end almindeligt mod til at tage ud i ørkenen og forhandle med en krigerisk pasha, og der skal mere end almindelig is i maven til at skjule forfulgte armeniere i sin seng eller under gulvbrædderne, mens bevæbnede tyrkiske politifolk pløjer huset igennem. Både Johanne/moster Mi og Karen var indbegrebet af ildsjæle, der ikke alene havde mod men også mandshjerte.

moe@kristeligt-dagblad.dk

karen jeppe

Karen Jeppe (1876-1935) tog til Armenien i 1903 udsendt af De danske Armeniervenner. Her organiserede hun i årene 1915 til 1919 et omfattende hjælpearbejde for det forfulgte folk og gjorde en indsats for at afbøde nogle af tyrkernes grusomheder ved at etablere børnehjem, frikøbe fanger og skjule flygtninge. Karen Jeppes navn er ikke uden grund gået over i historien. Idag kan man ikke tale om folkedrabet i Armenien – en massakre, som armenere i Danmark, hvert år markerer på dagen den 24. april – uden også at nævne Karen Jeppe. Efter afslutningen af Første Verdenskrig blev hun kommissær for Folkeforbundet.

Elisabeth Lyneborg

Født 1939, præst, antropolog og forfatter. Ordineret i 1976. Herefter præst i Ballerup indtil 1977. Sognepræst I Farum indtil 1999 og Grundtvigsk valgmeninghedspræst i Balle indtil år 2002, hvor hun gik på pension. Debuterede 1979 og har siden skrevet en lang række voksen- og børnebøger.